Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

96Likes
106Kommentarer
81083Visninger
AA

10. NINE

 

NINE

Hans? Var jeg 'hans'? Hvad mente han overhovedet med det?

Jeg tøvede ikke et eneste sekund, før jeg trykkede på nødhjælpsknappen. Mine øjne glødede af raseri, og var det ikke for min brækkede arm, var jeg hoppet på ham. Virkelig. Ikke på en seksuel måde, selvfølgelig, men han havde fået en ordentlig omgang tæsk! "Jeg er ikke DIN! Jeg er ikke nogens, overhovedet! Jeg er helt og aldeles min egen, og det skal du fandme ikke prøve at tage fra mig. Jeg bliver ALDRIG din, Harry!" halvråbte jeg fortvivlet, og holdte tårerne tilbage. Han kørte frustreret en hånd igennem sine krøller, og lænede sig op ad den ene elevatorervæg. "Du har ret. Det er ikke en undskyldning, det ved jeg udemærket godt" begyndte han, hvilket fik mig til at fjerne fingeren fra nødhjælpsknappen. Jeg havde vidst også holdt den inde længe nok. "Det er bare fordi... Jeg bliver manisk. Kontrollerende, psykopatisk, hvad end du nu vil kalde det. Jeg er ikke normal, det ved jeg godt! Og jeg kan ikke styre mig selv, når jeg bliver ophidset, sur eller jaloux. Og nu er du på hospitalet, på grund af mig."

Det stak en smule i min krop ved ordene, fordi han virkelig mente det. Han var ked af det, og han indrømmede selv, at han ikke var i kontrol. Elevatoren susede pludselig opad igen, hvilket gjorde at jeg snublede en smule frem og ramte ind i væggen. Selvom min stue ikke lå på etage 22, trådte Harry alligevel ud. Inden da trykkede han dog på den rigtige etage, som viste sig at være etage nr. 9. Dørene lukkede langsomt i, og vi stod begge i stilhed, på hver vores side af elevatorerdørene. Han så fuldstændig udmattet og svag ud, grundet 'kampen' med Louis tidligere. Han havde det tydeligvist ikke godt, og jeg kunne endda nå så langt at bilde mig selv ind, at det var derfor han blev på hospitalet. På grund af hans tilstand - ikke på grund af mig.  "Du gør klogt i at holde dig fra mig" hviskede han pludselig, og rev mig ud af mine egne tanker. Det var det sidste jeg så/hørte fra ham den aften.

Det var gråt og trist, da jeg smed mig i min seng næste morgen. Eller, var det eftermiddag? Jeg havde ikke helt styr på klokken, da jeg havde tilbragt det meste af morgenen på hospitalet, og måtte bakse med flere forsikringsproblemer. Men jeg vidste da at det var søndag! Mr. Gasby havde heldigvis været forbi med et ekstra sæt nøgler, men da jeg ikke havde været hjemme, havde han givet dem til Beryl, som havde lagt dem under min dørmåtte. Heldigvis virkede det hele i sidste ende, og Niall kørte mig hjem fra hospitalet. Han havde både Louis og Liam med i bilen, men ingen Harry. Han var som sunket i jorden, siden vores snak aftenen forinden. Drengene havde både ringet og skrevet - men fik intet svar. Så måske havde han bare brug for en pause? Jeg nåede knapt nok at afslutte den tanke, før en besked tikkede ind på min telefon. Jeg løftede den hurtigt op, og hans navn poppede frem på min låseskærm.   

Harry: Jeg har stadig din taske, hjemmenøgler og bilnøgler. Tager det med i morgen, og afleverer det på kontoret. 

Jeg læste beskeden igennem flere gange, før jeg fandt på et ordenligt svar. Det ledte til en længere korrespondance, men det var heller ikke unormalt mellem os længere.

Rose: Skal egentlig bruge mine bilnøgler i morgen tidlig. Er der nogen som helst mulighed for, at du kan komme forbi med dem?
Harry: Kan ikke komme ud af sengen, eller overskue noget. Kan jeg eventuelt komme forbi inden skole? 
Rose: Hvorfor kan du ikke komme op? Er du okay?
Harry: Bare min bipolaritet der fucker. Intet nyt, er okay. 
Rose: Det lyder voldsomt... Er det ikke det, der kaldes "den depressive periode"?
Harry: Har du læst op på det?
Rose: ... Ja
Harry: Hvorfor?
Rose: Fordi jeg undervurderede det og dig. Og det er jeg ked af.
Harry: Det er okay, Rose. Men har brug for, at du holder dig fra mig. Der er et eller andet i mig, der tænder fuldstændig af i dit nærvær. Og det vil jeg gerne have sat en stopper for. Undskyld. 
Rose: Du skal ikke undskylde.

Jeg fumlede en smule med telefonen, inden jeg smed den fra mig. Jeg fik hurtigt lavet de lektier der skulle laves, og opdagede til min store overraskelse, at Mr. Pierce allerede havde sendt mig informationerne på mail, vedr. den 3-års studerende jeg skulle hjælpe efter skole. Hunter Richardson, bagud i fysik/kemi og geografi. Jeg skulle mødes med ham mindst 3 gange om ugen, for at få resten af min økonomiske støtte, og det havde jeg det fint med. Jeg kunne alligevel ikke arbejde på CHEESY JOES med en brækket arm, og måtte bruge mine sygedage, for ikke at blive fyret. Jeg bladrede hurtigt ind på facebook, og sendte ham en venneanmodning. Han så sød ud. Brunt hår, smilehuller og høj. Hans facebook konto var fyldt med familiebilleder, og billeder af ham der smilte. Ikke noget "badboy-ish", bare et smil. Det kunne jeg godt lide.

Han accepterede inden for få sekunder, og jeg skyndte mig at logge af, i tilfælde af at han ville skrive til mig. Det havde jeg ikke overskud til. Alligevel kunne jeg ikke få Harry ud af hovedet. Jeg tog en hurtigt beslutning, kom i tøjet og forlod min lejlighed. Jeg satte alle mine principper til side da jeg løb efter bussen, men jeg nåede det fandme. Efter en halv time var jeg ved stoppestedet nær hans hus, og stoppede forbi hans yndlingsrestaurant, for at købe friturestegt kylling med til ham. Hans yndlings, hvis man skulle tro på Louis' udtalelser. Jeg havde forventet at skulle ringe på ude ved porten, men den stod på klem. På vej op til hoveddøren kunne jeg ikke undgå at ligge mærke til det forfærdelige rod fra festen. Det flød med krus, kopper, flasker, cigaretskodder og pizzarester, i hele hans have.

Jeg væmmedes ved tanken, men besluttede mig for at gøre noget ved det. Efter jeg havde ringet på, og Harry forvirret havde åbnet døren, greb jeg en sort sæk og gik igang med at rydde op. Han protesterede selvfølgelig, men jeg bad ham knytte sylten, og det virkede. Efter en halv time var det værste overflødige taget, og jeg gik tilbage indenfor, hvor han måbende stod på det selvsamme sted jeg havde efterladt ham. Den brækkede arm skulle ikke stoppe mig.  

"Rose, hvad har du - " mere nåede han ikke, før jeg tyssede på ham. "Hvad gør man ikke for venner". 

Med et glimt i øjet rakte jeg ham æsken med kylling, og han satte sig forvirret ned i sofaen. "Har du nogen tæpper?" mumlede jeg, og han pegede nikkende hen på et lille skab. Jeg greb det største jeg kunne finde, tændte tv'et, startede lykkehjulet, krummede mig helt op ved siden af ham, og smed tæppet over os begge. Hans arm var i klemme imellem os, men han virkede for nervøs til at flytte den. Derfor puffede jeg til den, og han løftede den langsomt om på ryglænet bag mig. Jeg rullede mig til en kugle, og lænede mig op af ham. "Rose, virkelig" begyndte han, og jeg kunne mærke hans hjerte slog hurtigere. Jeg sukkede, og tog en dyb indånding. "Bare som venner, Harry. Jeg er din helt egen anti-depressive maskot. Kylling?" Jeg skubbede bøtten hen til ham, og han tog en vinge. 

02:17

Jeg vågnede med et sæt, gennemblødt af sved. Harry og jeg lå i ske på sofaen, og han snorkede. Højt. Vi måtte være faldet i søvn i løbet af aftenen. Jeg panikkede en smule og vred mig fri, før jeg fandt vej til et af hans mange toiletter. Jeg tændte hurtigt lyset, og fik min vejrtrækning under kontrol. Det var bestemt ikke planen! Tumulter fra stuen fik mig til at gå tilbage, og Harry stod ved siden af sofaen, og gned sig i øjnene. "Rose? Hvad laver du her? Hvad er klokken?" Han kiggede forvirret rundt, og jeg fandt hans armbåndsur på kommoden, som jeg hurtigt aflæste i mørket. "Næsten halv-tre om natten". Han nikkede og konstanterede, ligesom jeg, at vi måtte være faldet i søvn. Men hvad skulle jeg så gøre? Der gik ingen busser, jeg havde intet rent tøj og jeg skulle bruge min lånemacbook i skolen. Det hele var noget møg, og stressede mig en smule.

"Rose, du kan bare blive" forslog han så, og forstyrrede igen mine tanker. "Jeg kan køre os i skole i morgen. Intet problem!" Selvom jeg ikke rigtig havde lyst, havde jeg ikke noget valg. Men jeg skulle stadig bruge mine ting! Jeg fulgte modvilligt efter ham, og ind på hans kæmpe værelse. Han tændte sin lille lampe på skrivebordet, og tøj alt sit tøj af. Pånær boxershortsene, selvfølgelig. Jeg kiggede hurtigt i en anden retning, imens han kravlede ind under dynen. Han grinede lavmælt, og fortalte at han havde lagt en trøje til mig på bordet, i tilfælde af at jeg ville låne en. Jeg løftede den hurtigt op foran mig, og den var godkendt. Alt var bedre end jeans og en tætsiddende trøje, når man skulle sove. Det var bare en smule svært med en brækket arm. "Harry?" mumlede jeg lavmælt, og han udstødte et forvirret 'ja'. Jeg sank en klump, og trak på skuldrene. "Kunne du måske hjælpe mig? Du ved, med armen..." 

Jeg kunne høre at han tog en dyb indånding, før han stille mumlede 'ja', igen. Jeg vendte ryggen til ham, og han kom langsomt tættere på, bagfra. Jeg løftede armene op over hovedet, og han tog fat nederst på min trøje. "Lover du ikke at kigge?" spurgte jeg, men han svarede ikke. Først da jeg tog armene ned og spurgte igen, nikkede han. Jeg løftede armene, og han hev trøjen op over hovedet på mig. Han lagde den forsigtigt på stoleryggen af kontorstolen, og blev stående. "Skal du også have hjælp med, eh, du ved" mumlede han, og hentydede til min BH.

Jeg nikkede, selvom jeg ikke kunne se ham. Han gispede lavt, så meget kunne jeg dog høre. Hans kolde fingre ramte min ryg, imens han forsigtigt åbnede den, og jeg lod den glide ned af mine arme. I en hurtigt bevægelse trak jeg hans trøje over hovedet, og vendte mig om igen. Han var tydeligvis en smule begejstret, forstå mig ret. Pinligt som det nu var, blev jeg også nødt til at bede om hans hjælp med bukserne. Han kunne ikke holde det tilbage mere, og tog en kraftig vejrtrækning. Var det virkelig så ophidsende, at se mig hjælpeløs? Han knappede, efter mine instrukser, knapperne op og lynede ned. Jeg satte mig på sengekanten imens han hev bukserne ned ad mine ben, og da de var taget af, skyndte jeg mig at rulle ind under dynen. Han tog et lille smut på toilettet derimod, hvilket jeg ikke kunne lade være at grine af. "UNDSKYLD" råbte jeg derefter, for at gøre ham så... tændt? Han svarede noget utydeligt, som lød som noget i retning af  "Intet problem".

Med et smil på læben faldt jeg i søvn, og prøvede at glemme det der lige var sket. 

06:33

Jeg vågnede tidligt, men det var ingen overraskelse. Harry lå og snorkede på siden, og så ikke just ud til, at han orkede skolen. Derfor satte jeg mit midlertidige handicap til side, og lavede morgenmad til ham. Jeg dansede forsigtigt med til musikken, og prøvede at bikse noget sammen ud fra hans sørgelige rester. Af sådan en rig dreng skulle man tro, at han havde råd til ordentlig mad. "Det ser godt ud, Rose" mumlede en stemme pludselig bag mig, hvilket fik mig til at fare op. Harry havde fået alt sit tøj på, både de mørke jeans og hættetrøjen, imens jeg stadig stod i hans oversized trøje. Han grinede forvirret, og jeg serverede hurtigt den sørgelige morgenmad. "Du skal virkelig lære at købe ordentligt ind" mumlede jeg, og han nikkede. "Det ved jeg" var hans eneste kommentar, og det kunne jeg jo ikke modsige.

Efterhånden som morgenen skred frem, mistede vi tidsfornemmelsen. Vi kunne ikke nå forbi min lejlighed, og jeg var derfor tvunget til, at tage samme tøj på som dagen før - med Harrys hjælp, selvfølgelig. Han kørte sindssygt stærkt, selvom vi sagtens kunne nå det. Da han svang ind på parkeringspladsen ved skolen, forslog jeg at jeg kunne gå først. Han rynkede hurtigt panden som var jeg idiot, og rystede på hovedet. "Ikke tale om". Et splitsekund efter var han ude af bilen, og ovre ved min dør. Han åbnede den hurtigt for mig, og tog min hånd imens jeg sted ud. Allerede dér fik vi de første blikke. "Det her skal nok blive sjovt" mumlede han, inden han tog sine solbriller på, svang sin venstre arm omkring mig og førte mig mod skolen.  

         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...