Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
104Kommentarer
67110Visninger
AA

15. FOURTEEN

 

FOURTEEN

Sytten dage var der gået, siden vi havde set eller hørt noget fra Harry. Han havde været i kontakt med siden familie, for at fortælle at han var okay, og de vidste godt hvor han var. Men vi måtte ikke få det at vide, og det knugede helt inde i mig. Hvorfor ville han skjule sig? Måske var det et tegn - i samme øjeblik som jeg havde besluttet at fortælle ham hvad jeg virkelig følte, forsvandt han. 

Det var blevet vinter, og sneen havde lagt sig som en dyne over byen. Jeg drejede forsigtigt rundt foran spejlet i entréen, og sukkede ved synet. Det var tid til at gå med bukser igen. Jeg var fuldstændig pakket ind i vintertøj, og jeg hadede det! Jeg kunne meget bedre lide nederdele og kjoler, men det var vejret ikke til, så jeg havde ikke andre valg. Jeg greb mine ting, og gik forsigtigt ned af de våde trapper i opgangen. Slud, vand og sne kom mig i møde, da jeg åbnede døren til opgangen og trådte udenfor. Jeg knugede min taske tæt ind til mig, og trådte ud i det blæsende snevejr. Min bil var næsten ikke til at se, da den blendede ind med de hvide farver. Heldigvis parkerede jeg altid det samme sted, så da jeg endelig kom frem, skyndte jeg mig ind og tændte for varmen. Det lille digitalur viste at klokken var 07:30, men jeg ville gerne være i god tid, da det ikke ligefrem var vejr til at køre i.

Skoledagen så ud til at blive lang, men jeg havde en aftale med pigerne senere om aftenen, så det generede mig ikke. Da jeg endelig nåede frem var der gået 20 minutter, men der holdt ingen biler på parkeringspladsen. Var jeg virkelig den eneste der havde trodset vejret, og havde kørt selv? Jeg steg hurtigt ud og løb over plænen, og hen til indgangen. Døren var låst. På daværende tidspunkt undrede det mig ikke, for det kunne jo være for, at døren ikke blæste op. Hvad ved jeg. Jeg bankede hurtigt på, og efter hvad der føltes som en evighed, lukkede pedellen op. "Tusinde tak!" halvråbte jeg, og løb forbi ham før han fik en chance for at svare. Gangene var øde, men det lagde jeg først mærke til efter at jeg havde hevet døren til mit klasselokale op, og set at det var tomt.

"Skolen er lukket, grundet snestormen" mumlede pedellen bag mig, og forskrækkede mig fuldstændig. Han kiggede på mig som var jeg idiot, og slæbte sin vogn med rengøringsmidler efter sig. Den lille radio han havde stående begyndte dog pludselig at knitre, og jeg bad ham skrue op. 

"BBC London melder nu med BREAKING NEWS! Det voldsomme vejr tager til, og vi skal nu bede alle holde sig inden døre. Alle jer der lytter fra bilen af, skal hurtigst muligt køre ind til siden, og søge ly. Snestormen tager kun til, og er det voldsommeste vi har haft i 33 år. Det kan være livsfarligt at bevæge sig udenfor, da temperaturen nu er faldet til -18 grader."

Det var som om, at alting ramlede sammen. Var jeg fanget på skolen? Pedellen, som jeg aldrig fik navnet på, så det ikke som det værste der kunne være sket. Han havde jo også et lokale i kælderen ved siden af fyret, med både sofa, skrivebord, køleskab og toilet. Næsten som om at han boede her. "Jeg har tæpper, hvis du mangler. Ellers må du gerne låne den ene sofa, der er ikke så meget andet at gøre" var hans sidste kommentar, inden han skruede op for den knitrende radio og slentrede videre med sin vogn. Jeg kiggede med store øjne efter ham, men nægtede at følge med. Min telefon var begyndt at vibrere, og det viste sig at være pigerne der skrev i gruppechatten.

Melody: Har i hørt nyhederne? Alle skal holde sig inden døre!
Felicia: Jeg ved det. Er lige vågnet, vidste ikke at det var så voldsomt. Jeg tænker lidt, at vi aflyser planerne i aften.
Melody: Ja, det er nok bedst. Øv! Havde ellers lige købt ind og glædet mig.
Claudia: En anden gang, Mel. Måske vi kan komme i weekenden?
Melody: Er ret sikker på, at Rose har planer. Skal vi ikke finde en dag, hvor vi alle kan?
Claudia: Jo, selvfølgelig. Vidste ikke at hun havde planer.
Felicia: Nå, men hvad laver i ellers?
Claudia: Spiser morgenmad og ser nyhederne. Kan godt lide at sidde indenfor i sådan et vejr, det er så hyggeligt!
MelodyDet er farligt, Claudia! Har læst inde på BBC's hjemmeside, at der allerede er sket sindssygt mange færdselsuheld. Uhyggeligt!

Før jeg kunne nå at svare, løb min telefon tør for strøm grundet kulden. Jovist var det stormvejr, men hvis jeg kørte forsigtigt, kunne jeg jo godt komme hjem. Bare jeg var opmærksom! Jeg havde ihvertfald ingen intentioner om at blive på skolen, så jeg skyndte mig hurtigt ned til hoveddøren, udover plænen og hen til min bil. Motoren spandt da jeg startede den, men det virkede ikke som det største problem lige nu. Jeg kørte forsigtigt ud på hovedvejen, og videre op på motorvejen. Jeg kunne ikke se længere end 2 meter foran mig, så det gik ekstremt langsomt. Pludselig begyndte en stinkende stank at brede sig, og motoren røg. Med hjertet siddende i halsen, kørte jeg ind til siden og slukkede bilen. Jeg traskede hurtigt ud af døren og åbnede kølerhjelmen, hvorefter mindst 5 gange så meget røg steg op, og en lille flamme tændte.

Vejret slukkede det heldigvis hurtigt, men min bil var så godt som død. Så der stod jeg: Alene, i nødsporet på motorvejen, med en ikke-fungerende bil og en telefon uden strøm. Heldigvis kunne jeg godt tænde for varmen og radioen, men hvad jeg ellers skulle gøre, vidste jeg ikke. Jeg bladrede hurtigt frem og tilbage i den lille 'fiat500 håndbog', som lå på sædet ved siden af mig. Jeg forstod absolut ingenting af hvordan jeg skulle fikse motoren, men hvad jeg kunne forstå var, at der stod: "Ved nødspor på motorveje, er der altid nødhjælptelefoner. De kan bruges til at ringe efter hjælp. Kig på de orange pæle der er placeret langs nødsporet, og se hvilken vej pilen bagpå peger - det er i den retning du skal gå, for at komme til nærmeste nødhjælpstelefon".

Jeg spottede hurtigt en pæl ude foran min bil, hvor pilen pegede til venstre. Uden andre valgmuligheder, begyndte jeg at gå. Jeg havde forventet at det ville tage en halv time eller noget lignende, men det skulle vise sig at jeg havde været rigtig tæt på telefonen, og bare skulle ringe efter hjælp. Min første indskydelse var at ringe til Falck, og ved hjælp af den lille, indbyggede telefonliste med nødhjælpsnumre, fandt jeg hurtigt nummeret til dem. Jeg fik efter kort tid en dame i røret, og fortalte hende om min situation. Jeg kunne næsten høre ærgrelsen i hendes stemme, da hun forklarede mig at de først ville kunne komme om flere timer. Måske endda først dagen efter - når det var sikkert at bevæge sig udenfor igen.

Jeg smed røret på, og ringede til det næste nummer på listen. Og det næste. Og det næste. De sagde alle sammen det samme, og det jeg ikke gad høre: at det var for farligt for dem, at komme. Min eneste mulighed var at ringe til nogen jeg kendte, men det eneste nummer jeg kunne i hovedet var Harrys, eftersom at jeg havde kimet ham ned de sidste 17 dage. Jeg vidste godt at han ikke ville tage den, men jeg ringede alligevel. Da telefonsvaren begyndte kunne jeg sætte mig til at tude, men jeg bestemte mig for at ligge en, i tilfælde af at han aflyttede den.

"Harry, det er mig." begyndte jeg, og prøvede at kontrollere mig selv. "Altså Rose, hvis du ikke vidste det. Ihvertfald: Jeg ved godt at du ikke vil tale med mig, men jeg sidder fast i nødsporet på motorvej 41, lige inden afkørsel E17. Min bilmotor og telefon er begge gået død, og jeg kan ikke komme hjem. Dit nummer var det eneste jeg kunne huske, så hvis du hører det her, vil du så ikke hjælpe mig? Du behøver ikke komme, det ved jeg godt at du ikke vil. Men kan du i det mindste ikke ringe til en af drengene, og bede dem om at komme? Jeg har talt med b.la. Falck, men de kan ikke komme før i morgen. Jeg beder dig Harry! Jeg ved ikke - " mere nåede jeg ikke at sige, før telefonsvaren sluttede. Med tårer i øjnene satte jeg mig tilbage i min bil, og udnyttede det sidste varme der var. Heldigvis havde jeg massere af tøj på og et tæppe på bagsædet, men jeg frøs stadigvæk. Jeg knugede mig helt tilbage i sædet, og observerede den øde vej. Det var kun mig og stormen. I takt med at minutterne skred forbi, blev jeg mere og mere søvnig. Til sidst kunne jeg ikke holde øjnene åbne længere, og gled langsomt hen i en dyb søvn.

11:38

Jeg fór forskrækket op ved lyden af tre hårde bank på min bilrude, og fik næsten hjertestop ved synet. Jeg registrerede det ikke til at starte med, først da en mørk skygge var kommet til syne. Jeg kunne ikke helt se hvem det var, på grund af stormen. Den have stadigvæk ikke dæmpet sig, selvom jeg havde været fanget i min bil i omkring 2 timer. Jeg åbnede forsigtigt døren, og det første jeg fik øje på var skyggen der var på vej tilbage til sin bil. En Audi. Jeg slog hurtigt øjnene op og spænede efter. Han satte sig ind på førersædet, og i og med at vinduet var rullet ned, kunne jeg kigge lige ind. Det var ham. Harry. Han var kommet. Han kiggede på mig med undskyldende øjne, men det var mig der begyndte at græde. Ikke højlydt, bare tårer der piblede ned af kinderne. Jeg stod stadigvæk udenfor og kiggede ind af hans vindue, og han sad på sædet. "Undskyld" var det første han sagde, men jeg rystede på hovedet. "Du skal ikke undskylde. Jeg forstår dig". Han gjorde store øjne, og kiggede forvirret på mig.

"Jeg har været svær at forstå, og ude af stand til at vise mine følelser" begyndte jeg, og han stak hovedet helt hen til vinduet for at kunne høre mig bedre. Der var vi så. 10 centimeter fra hinanden, på det mest mærkværdige tidspunkt. Men det stoppede mig ikke. "Jeg har holdt det inde, fordi jeg ikke selv kunne sætte ord på mine følelser, og fordi at jeg altid så dig som en pigeglad fyr. Men jeg er ligeglad nu. Jeg er forelsket i dig, Harry".

Der gik et øjeblik før han reagerede, og da han gjorde, var det uden et smil på læben. Mine ben blev tunge, og mit hjerte bankede derud af. Hvad skulle det betyde? Efter mine lange snakke med Louis, som skulle forstille at være en af hans bedste venner, havde jeg fået det indtryk at han havde det på samme måde. Harry, altså. Men pludselig lagde jeg ikke mærke til kulden mere, og frøs slet ikke. For havde jeg lige dummet mig? Skulle jeg have holdt det til mig selv? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, da han afbrød dem. 

"Det ville være for kompliceret, Rose. Jeg sårer dig bare. Kom ind i bilen, så kører jeg dig hjem." Selvom han sagde det på den måde han gjorde, fjernede han ikke sit ansigt, hvilket langsomt fik mig til at ryste på mit. Jeg godtog ikke det, som svar. Det nægtede jeg. Jeg kunne snildt se på ham, at det kun var hans lidelse der stoppede ham. Havde det ikke været for hans bipolaritet, havde han ikke reageret på den måde. Og det var et fact! Noget jeg havde talt længe med de andre drenge om. Og det var dér jeg gjorde noget, som jeg aldrig ville komme til at fortryde. Det var dér jeg trodsede mine egne grænser, og placerede mine læber på hans.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...