Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
105Kommentarer
66980Visninger
AA

5. FOUR

 

FOUR

Jeg smed mig irriteret på sengen da jeg kom hjem, og fandt min skolecomputer frem. Jeg havde virkelig ikke troet at de udlånte macbooks, men da Mrs. Joyce overrakte mig den, mumlede hun samtidig noget utydeligt om Mr. Pierce og vores samtale - så mon ikke han havde haft en finger med i spillet? Jeg havde ikke fået tid til at ændre indstillingerne på den, men siden vi havde fået tidligt fri, så jeg ingen grund til at lade være. Jeg lagde mig hurtigt ned på maven, skrev koden, og gik igang. Den skulle både igennem virusskan, jeg skulle downloade de nødvendige programmer til skolen, og koden skulle ændres væk fra 'LCC1234'. Det tog en lille times tid, men da jeg var færdig, virkede det hele pludselig mere overskueligt. Det var dér jeg kom i tanke om Lilys seddel. Jeg hev den hurtigt op af lommen, og selvom skriften var tværet en smule ud, kunne jeg stadig godt læse det.

Jeg loggede hurtigt ind på facebook, og fik ud af det blå fireogfirs nye notifikationer om venneanmodninger. Jeg scrollede undrende igennem dem, og de var alle fra piger, som enten gik på 1-2-3 eller 4 årgang på LCC. De fleste af dem kendte jeg slet ikke, hvilket var det der gjorde det hele så mystisk. Et par enkelte af dem var dog fra mine klassekammerater, samt Serena fra valgfag. Dem accepterede jeg uden at blinke, men de resterende syvoghalvfjerds lod jeg vente. Jeg oprettede hurtigt en gruppechat på messenger med Melody, Claudia og Felicia, hvor jeg sendte dem et screenshot af venneanmodningerne. "Nogen anelse om, hvorfor jeg pludselig modtager så mange? x" skrev jeg forundret, og ikke længe efter havde de alle tre set den. Jeg observerede de små talebobler der poppede frem, og ventede på at en af dem blev til en besked.

Felicia: På grund af det der skete i kantinen i dag, imellem dig og Harry.  
Claudia: Alle pigerne er jo vilde med ham, du har pirret deres nysgerrighed.
Melody: Præcis. Men hvad skete der egentlig, Rose? Anede ikke i kendte hinanden!

Jeg lænede mig undrende tilbage i sengen, imens de fortsat udspurgte mig om Harry. Det forvirrede mig dog en smule, det Claudia havde skrevet, og derfor valgte jeg at ignorere deres spørgende beskeder, og istedet svare med mit eget spørgsmål. Det var som om at de hele tiden ændrede forklaring, og det gjorde mig sindssyg. Det ledte til en længere korrespondance, hvor jeg blev klogere på enkelte ting, men stadig ikke helt. 

Rose: I bliver ved at sige, at alle er bange for drengene. Men nu har jeg pirret samtlige pigers nysgerrighed, fordi de er hvad, forelskede i dem? 
MelodyDet er en blanding imellem at være skræmt og hovedkuls forelsket. 
FeliciaNemlig! Alle vil have dem, men de er samtidig bange for, hvad de kan finde på. Det er forvirrende, vi ved det godt! 
MelodyDe drenge kan få lige hvem de vil have, og jeg kan sagtens forstå det. Kig på dem! 
ClaudiaJeg tror det er fordi, at alle pigerne godt ved, at de ikke har en chance. Derfor taler de sådan om drengene, vi gør det selv! Men fik vi chancen, havde vi selvfølgelig også hoppet på dem med det samme. 
RoseVirkelig? Jeg havde ikke.
FeliciaSå er du ihvertfald den eneste! 

Jeg skulle lige til at svare, da endnu en venneanmodning poppede frem - denne gang fra Harry. Jeg undskyldte mig selv fra chatten, og forklarede at jeg havde noget jeg skulle ordne. Derefter slukkede jeg for samtalen, og trykkede ind på hans profil. Hans profilbillede var af ham selv, foran hans Audi. Han stod lænet op ad køleren, med det ene ben oppe og en tandstik i munden. Håret sad ud under hætten, og solbrillerne var selvfølgelig også med. Taget for tre uger siden, 2116 likes. Han var kun venner med dem han kendte, altså dem der altid var inviteret til hans fester (De der var lige akkurat under ham og drengene på popularitetsskalaen) og familiemedlemmer. Flere tusinde mennesker fulgte ham, men som sagt, han var kun venner med dem han kendte/talte med. 737 mennesker, utroligt nok. Hans profil var meget 'clean', han postede ikke noget selv, men modtog dagligt hilsner og opslag på sin væg.

Jeg trykkede hurtigt ind på min egen profil, for at sammenligne. Mit navn, Rose Karen Adams, stod pludselig med meget store bogstaver og fyldte det hele. Mit profilbillede var mig, på stranden i bikini med et sjal over mig, taget i sommerferien for to år siden. 131 likes. Mit coverbillede var af mig og mit slæng fra Leeds, fra en af de mange fester vi havde været til. Jeg var venner med 316 mennesker, også kun folk jeg kendte, men postede sjældent noget selv. Den eneste forskel fra Harry og jeg var, at jeg ikke modtog hilsner fra drenge på min væg, som han gjorde fra piger. Ja, og omfanget af likes/følgere/venner, selvfølgelig. Jeg tog hurtigt en dyb indånding, og trykkede 'afvis'.

Et lille smil fandt vej til mine læber, og jeg søgte på Lily. Hendes profil dukkede op som den sjette, for der var åbenbart mange der hed Lily Whitling, men jeg tænkte ikke mere over det, før jeg trykkede 'ansøg'. Et splitsekund efter havde hun accepteret, og sendt mig en besked. Nogen i stil med, om jeg havde tænkt over hendes forslag. Det havde jeg, og jeg tastede usikkert mit svar. 

"Jeg vil gerne give det en chance. Men jeg har mange ting om ørene i øjeblikket, så jeg kan ikke sige med sikkerhed, om det er vedvarende. Jeg vil gerne med i elevrådet og på fysikholdet, indtil videre. Hvis det bliver for meget, må jeg trække mig. Er det okay? x" 

Jeg trykkede forsigtigt på enter, og beskeden blev sendt. Jeg modtog efterfølgende en masse beskeder fra hende om, hvor perfekt det var, og at det nok skulle blive godt. Alt sammen med caps lock, hvilket forvirrede mig ad helvedes til. Jeg måtte endnu en gang minde hende om, at det kun var på prøve, og det havde hun fuld forståelse for. Da jeg havde fået det på plads, sendte hun mig mødetiderne.

Elevrådsmøderne fandt sted om torsdagen i spisepausen, og fysikholdet mødtes hver anden onsdag efter skole, pånær når et stævne nærmede sig, men 'det ville jeg modtage nærmere besked om', som Lily forklarede det. Da det hele var aftalt, ringede jeg til Mr. Pierce og takkede ja til, at hjælpe den 3-års studerende. Det var virkelig ikke fordi at jeg havde lyst eller tid til det, men jeg kunne godt bruge at få mine økonomiske udgifter på skolen betalt. Det ville hjælpe en hel del, og samtidig sørge for, at jeg ikke ville behøve at tage så mange vagter på arbejdet. Han tog telefonen efter tre kald, og jeg tog en dyb indånding. 

"Mr. Pierce, du taler med Rosemary Adams" begyndte jeg, og tænkte det igennem igen. "Jeg vil gerne hjælpe, MEN! Hvordan kan vi overhovedet vide, om drengen er villig til at modtage hjælp? Hvad hvis han nægter? Jeg ville godt kunne forstå ham, men jeg vil ikke være til grin". 

Mr. Pierce lo lavmælt i røret, og forklarede at han allerede havde aftalt det med eleven, og elevens mor. De var begge indforståede med, at hvis han ikke modtog hjælp fra en elev, ville det blive fra en lærer. Og afslog han det, ville han dumpe og blive smidt ud. Han strittede heftigt imod, men hans mor tvang ham, og sådan blev det. Han afsluttede med at sige, at han ville sende både mig og drengen en mail, med informationerne. Jeg takkede af og lagde på, inden jeg gik tilbage til min computer.

Harry havde ansøgt mig igen.

Jeg rynkede langsomt panden, men afviste ham igen. To minutter senere, endnu en anmodning, endnu en afvisning. Først dér sendte han mig en besked, og jeg klikkede mig modvilligt ind på den. 

"Det begynder at blive personligt, babe. Hvor mange gange kan du ramme den forkerte knap? x"

Jeg sukkede irriteret over hans arrogance og efterlod ham på 'læst', inden jeg smækkede skærmen ned. Han pissede mig af, og det eneste der hjalp mod min vrede i sådanne situationer, var at male. Jeg hev hurtigt et hvidt lærred frem, og placerede det på staffeliet foran vinduet. Min udsigt var ringe, men jeg malede den alligevel. De forfaldne, mørke bygninger foran mig, og hvad jeg ellers kunne få øje på. Lejlighederne lå tæt i kvarteret, men jeg kunne se over bygningen foran min, og ned på en lille park. Et skovområde, måske. Den var ikke særlig stor, men kastede i det mindste en smule lys, på det skumle og billige kvarter. Min telefon blev ved med at larme med beskeder, så jeg slukkede den. Tændte radioen, og malede. Jeg stoppede ikke - blev jeg færdig med ét lærred, greb jeg et nyt.

Da dagen var omme, havde jeg misset både aftensmaden og syv timer af mit liv, men det var okay. Jeg lod de fire færdige malerier stå og tørre, og smed mig i min seng. Jeg var ikke træt, men der var ikke noget at lave på denne tid. Jeg havde egentlig aftalt med mig selv at jeg ikke ville åbne facebook igen, men i og med at jeg vidste at jeg havde fået beskeder, var det svært at lade være. Jeg skubbede hurtigt skærmen op, og loggede ind. Gruppechatten med pigerne var spammet med beskeder om, hvorvidt der var noget mellem Harry og jeg, samt en plan for hvordan de skulle komme ind til hans fest. Jeg kom hurtigt i tanke om at han faktisk havde inviteret mig, og inde på chatten havde han sendt sin adresse.

Selvom jeg ikke havde tænkt mig at dukke op, kunne jeg ikke lade være at smile. Pigerne prøvede så sindssygt hårdt, og jeg var bare... inviteret. Jeg stirrede længe på hans besked, inden jeg langsomt placerede fingrene på tasterne, og overvejede hvordan jeg skulle fortælle ham det. Han var højst sandsynligt ligeglad, men det var ikke sådan jeg var opdraget.

"Harry. Tak for din interesse, men som sagt, kan jeg desværre ikke komme. Jeg håber i får en god fest alligevel! Have fun. x" 

Der gik ikke mange sekunder, før han skrev tilbage. Det var ikke et svar på min besked, tværtimod - istedet spurgte han, hvad jeg lavede 'lige nu'. Hvorfor han var så ivrig, kunne jeg ikke forstå. Tydeligvis ville alle pigerne fra skolen have ham, og han kunne vælge hvilken som helst ud. Hvorfor gjorde han ikke bare det, i stedet for at spilde min tid? Jeg havde gjort det meget klart, at jeg havde bedre ting at tage mig til. Desuden var han kun ude efter sex, det vidste jeg godt, men hvorfor gå igennem så meget besvær?

Rose: På vej i seng. Ikke at det rager dig, selvfølgelig. 
Harry: Jeg henter dig. Adresse?
Rose: Henter mig? Tro om igen. 
Harry: Det var ikke et spørgsmål. 
Rose: Men jeg svarede alligevel. Godnat, Harry. x

Jeg skyndte mig at logge ud, efter jeg havde sendt den sidste besked. Min status ændrede sig til offline, og jeg smed min macbook fra mig igen. Aldrig havde jeg troet, at min første måned på college ville blive så vild, forvirrende, mærkelig og det der måtte følge med. Jeg lagde mig hurtigt ind under dynen, lukkede øjnene, og faldt langsomt hen.

Jeg vågnede næste morgen ved at det bankede på døren, og et hurtigt kig på uret afslørerede, at jeg havde sovet over mig. Rigtig meget, faktisk - klokken var allerede 11:44, hvilket betød at der var spisepause på skolen. Jeg følte at hele torsdagen var spildt, selvom jeg skulle på arbejde senere. Min telefon var blevet kimet ned, men i og med at den havde været slukket, havde jeg selvfølgelig ikke hørt det. Det var også grunden til, at mit ur ikke ringede. Jeg hoppede hurtigt i noget afslappet tøj, da jeg ikke så nogen grund til at tage afsted alligevel. Langsomt åbnede jeg døren, og Beryl kom til syne. Hun smilte over hele ansigtet, og jeg lukkede hende ind. "Burde du ikke være i skole, unge dame?" spurgte hun med et smil, og satte sig på sofaen. Jeg nikkede. "Så, hvad kan jeg gøre for dig?"

Hun forklarede at hendes børnebørn kom på besøg senere, og hun havde brug for at bage en kage, men manglede en kageform. Hun skulle nemlig også ud og købe ind, samt gøre efterårsrent i hele lejligheden. Det virkede stressende, og siden jeg ikke havde noget bedre at tage mig til, tilbød jeg at bage kagen. Det var en af de få ting min mor havde lært mig, før hun blev sindssyg.

"Gider du virkelig det? Du er en engel!" udbrød hun, og gav mig et kram. "Så må jeg hellere få gjort rent". Hun smuttede hurtigt over til sig selv, og jeg fandt de nødvendige ting frem, der skulle bruges for at kunne bage kagen. Jeg ventede dog til at klokken blev tre før jeg gik igang, så kagen stadig var varm når hendes børnebørn kom. Jeg skulle også først arbejde klokken fem, så det var intet problem. Som tiden skred frem, fik jeg bagt kagen og fundet mit arbejdstøj frem. Jeg låste døren bag mig, og bankede på Beryls dør. "Rose?" Jeg vendte mig forskrækket om, og på trappen op til 3. etage, stod han. Med et lusket smil og hænderne i lommen, tog han de sidste skridt op. "Du laver sjov med mig, gør du ikke?" udbrød jeg, og sukkede højlydt. Han rynkede panden og løftede det ene øjenbryn. 

"Du forfølger mig allerede i skolen, af grunde jeg ikke forstår. Du forfølger mig efter mit arbejde, af grunde jeg ikke forstår. Men min lejlighed? Du er seriøst ude hvor du ikke kan bunde!" 

I samme øjeblik åbnede Beryl døren, og så mig side om side med Harry. "Jamen dog!" udbrød hun, og gav ham et kram. Jeg kiggede forvirret på dem begge, og det løb mig koldt ned af ryggen ved synet. "Jeg kan se at du allerede har mødt mit barnebarn!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...