Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

96Likes
106Kommentarer
80929Visninger
AA

6. FIVE

 

FIVE

"Rosemary, vil du ikke med indenfor?"

Jeg gjorde store øjne og kiggede på Harry, som så mindst lige så overrasket ud. Jeg rystede på hovedet og prøvede at forklare Beryl at jeg skulle arbejde, men hun godtog ikke et nej, da hun vidste jeg havde en smule tid tilovers. Hun tog imod kagen og gik indenfor, imens vi blev stående i gangen. "Bor du virkelig her?" mumlede han, og kiggede rundt i opgangen. Hans ansigtsudtryk ændrede sig drastisk til forarg, tydeligvis forundret over, at jeg ejede en lejlighed i sådan et skummelt kvarter. Jeg nikkede. "Det er ikke ligefrem os alle der har råd til et palæ og en Audi" vrissede jeg, og kiggede ned i jorden. Han smilte smalt, men denne gang ikke på en hånlig måde.

Jeg tog hurtigt skoene af, og han gjorde det samme. "Forresten, kaldte hun dig lige... Rosemary?" spurgte han så pludselig, og jeg gav ham dræberblikket inden jeg trådte ind i lejligheden. "Du siger det ikke til nogen". Han grinede, og sammen gik vi ind i stuen. Jeg havde en halv time før jeg skulle afsted, og selvom jeg troede at den halve time ville blive forfærdelig, viste Harry sig at være meget åben. Hans søster som også skulle have været her, Gemma, lå syg, og derfor var det kun os tre. Harry, Beryl og jeg. Beryl talte løs om hendes barndom ude fra køkkenet af, imens Harry og jeg sad ved hver vores ende af spisebordet. Det var lige alt det at jeg kunne holde øjnene åbne, indtil min telefon brummede fra mit skød af, og jeg langsomt løftede den op.

Harry: Du ser fucking lækker ud i dag.

Jeg fjernede hurtigt blikket fra skærmen og kiggede op, hvor han mødte mig med et lusket smil. Jeg ignorerede ham, og spurgte i stedet ind til Beryls historie, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Den brummede igen, og jeg kiggede modvilligt ned.  

Harry: Hvad er du så bange for?

Jeg sank en klump, men undlod at kigge op denne gang. Beryl havde skåret kagen igennem, og satte sig ved spisebordet sammen med os. Hun så ikke ud til at opdage vores korrespondance, men blev ved med at tale, hvilket gjorde at jeg langsomt indtastede og sendte ham min besked.

Rose: Intet. Men du spilder vores begges tid, med hvad end du har gang i. Så nu siger jeg det for sidste gang - Lad mig være i fred! 
Harry: Du er virkelig noget for dig selv, Rosemary. Festen starter klokken 22:00 i morgen.
Rose: Hvad rager det mig? Jeg skal ikke med til din latterlige fest. Jeg har planer!
Harry: Netflix og onani kan godt vente en aften, tror du ikke?

Jeg rejste mig op så hurtigt, at stolen væltede bag mig. Både Harry og Beryl kiggede på, imens jeg greb min taske og stormede ud af lejligheden. På vej ned til min bil blokerede jeg ham på facebook. Jeg åbnede døren til bagsædet, smed min taske ind, smækkede døren og åbnede døren ind til forsædet - men før jeg kunne nå at sætte mig ind, blev den smækket for næsen af mig. Jeg nåede kun lige at vende mig om, før han med begge hænder på hver sin side af mit ansigt, skubbede mig op ad bilen. "Ryk dig" hvæsede jeg, og prøvede uden succes at komme fri. "Nej". Jeg gav ham mit mest forundrede blik og spurgte ham hvad fuck han mente med 'nej', men det kunne han ikke svare på. Svaret var bare 'nej' - punktum! Jeg kiggede sukkende ned på mit ur, og indså at jeg ville komme for sent. Jeg gad ikke engang at prøve, for det virkede ikke til at han bukkede under. 

"Hør" begyndte han, og tyggede sammen en enkelt gang. "Jeg ved ikke hvad fanden der sker med mig, for du fucker allerede med min hjerne. Du gør mig sindssyg og spændt på samme tid, og jeg ved ikke hvad fanden det betyder. Men du skal kraftederme ikke bare stikke af på den måde igen, er det forstået?" Jeg nikkede hurtigt og kiggede ned i jorden, men han tvang mig til at kigge op igen. "Og du kigger på mig når jeg taler til dig". Vreden boblede langsomt inde i mig, men jeg holdt det inde. Selvom jeg godt vidste at det bare var et trick, virkede det så ægte. Han løftede hurtigt den ene hånd fra min bilrude, og gjorde tegn til at jeg skulle give ham min telefon.

Han virkede vred, og den lille blodåre i hans pande så ud til at kunne sprænge når som helst, så jeg overrakte ham den frivilligt. Han tastede i stilhed i omkring et halvt minut, før hans egen telefon brummede, og han gav mig min tilbage. "22:00" var det sidste han sagde, inden han skubbede sig væk fra mig, og gik tilbage til Beryls lejlighed. Jeg kiggede måbende efter ham, og først da døren i opgangen smækkede bag ham, kiggede jeg tilbage på skærmen. Han havde unblokeret og add'et ham selv på facebook, fulgt hans egen instagram og sendt en besked til ham selv, med ordene "HVAD HOLDER DIG TILBAGE." Kort efter fik jeg notifikationer fra instagram og facebook om, at 'Harry Edward Styles havde accepteret mine venneanmodninger'. Jeg kastede hurtigt telefonen i lommen, satte mig ind bag rattet, og prøvede at komme på en undskyldning overfor Joe.

23:37

Jeg skubbede hurtigt den tunge dør op, og trådte ud på parkeringspladsen. Det var blevet køligt, så jeg tog min jakke på. Min fiat holdt parkeret på dens sædvanelige plads, så jeg gik hurtigt derover og satte mig ind bag rattet. Jeg blev siddende i et stykke tid, og læste beskederne jeg havde modtaget fra gruppechatten igennem. Melody forslog at vi klatrede over muren for at komme ind til Harrys fest, imens Felicia og Claudia satsede på at det ville være sikrere, bare at smutte ind og lade som om at vi hørte til. Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår, før jeg svarede dem. 

"Kan desværre ikke nå det, hvor spændende det end lyder - har andre planer. Håber at i finder en måde at komme ind på! Opdater mig gerne. Kys og kram. x"

Jeg smed modvilligt telefonen ned i min taske, og kørte hjem. Det var blevet en rutine. Skole, arbejde, på hovedet i seng. Jeg kedede mig. Oplevede ingenting, udover dynerne. Jeg blev oppe hele natten, ude af stand til at tænke på andet, og skrev en liste over alle de ting jeg ville opleve, inden året var slut. Det gav mig omkring fire måneder, til at krydse de 36 ting af på min liste. Da mit vækkeur ringede klokken 06:30, havde jeg ikke lukket øjnene i så meget som et minut. En lang dag var i vente, med både matematik, historie, idræt og fransk, men efter et par minutter besluttede jeg mig for at blive hjemme. Jeg havde simpelthen ikke overskud. Jeg smed hurtigt nogle natbukser på mine ben, og greb en liter is fra fryseren. Netflix kørte for fulde drøn, og 'stranger things' var dagens mission. Tiden skred langsomt frem, og da klokken blev halv ni - en halv time efter jeg skulle være mødt - brummede min telefon fra mit natbord.

Harry: Hvorfor er du ikke i skole?

Jeg tørrede forsigtigt mine isfingre af i dynen, og prøvede at finde et ordenligt svar. Det var en smule ubehageligt at han havde lagt mærke til det, når vi ikke engang gik på samme årgang, for betød det at han holdt øje med mig? 

Rose: Orkede ikke. Er træt, har hovedpine, og hungry but broke. 
Harry: Har du brug for noget? En venlig tjeneste?
Rose: Ellers tak. Prøver du at fortælle mig, at du gerne vil være venner? 
Harry: Vi er venner.
Rose: Jeg mindes ikke at du har spurgt mig, så nej, det er vi ikke. 
Harry. Fint, Rosemary. Vil du være min ven?
Rose: Nej. 
Harry: Hvad fuck er der galt med dig?
Rose: Hvor skal jeg starte?
Harry: Drop det. Hvad har jeg nu gjort?
Rose: Intet, det var en joke. Venner? 
Harry: Må jeg tænke over det?
Rose: Du er en idiot.
Harry: Men en sød idiot, ikke? 
Rose: Bare en idiot. 

Jeg smed endnu engang telefonen fra mig, og ignorerede den hver eneste gang den brummede. Til sidst begyndte han at ringe, men jeg undlod at tage den, bare for at se hvor langt han ville gå. "Temmelig langt" var det eneste jeg kunne tænke, da det bankede min dør og det lokale pizzabud stod på den anden side. Jeg rynkede brynene. "Jeg har ikke bestilt pizza" mumlede jeg, men han rakte min æsken alligevel, og skyndte sig ud af min opgang. Jeg åbnede forundret låget, og en hawaii pizza kom til syne, sammen med en lyserød post-it der sad klistret fast på indersiden, med teksten "Venner?". Jeg rev den smilende af, og vidste præcis hvem den var fra. Jeg kiggede på den i et stykke tid.

Et simpelt ord, men det gjorde mig alligevel glad. Jeg tog en hurtigt beslutning, tog et selfie med et af pizzastykkerne i munden, og sendte billedet til ham på messenger med beskeden "VENNER!". Hans svar? 'Rigtige venner kommer til deres venners fest'. Jeg tog en dyb indånding, og smed mig ned i sengen. 'Fint. Jeg kommer'. Jeg faldt i søvn med det samme, efter at have trykket send. Først da klokken var lidt over ni om aftenen, vågnede jeg og kom i tanke om festen. Med et suk gjorde jeg mig klar, gik i bad, fandt en kjole frem og lagde makeup.

Ikke for at prale, men det røde stof klædte mig hamrende godt. Jeg trillede langsomt afsted en time efter, og troede ikke mine egne øjne da jeg ankom. Han boede, bogstaveligtalt, i et palæ. Musikken var helt skruet op, og folk grinede på den anden side af de høje murer og den kæmpe port. Jeg parkerede et stykke væk, og gik langsomt op til indgangen. I samme sekund trådte dørmanden ud foran mig, og bad om min invitation. 

"Hvad mener du med invitation?" spurgte jeg, og trådte et skridt til siden. "Jeg kender Harry, kan du ikke bare hente ham? Han har ikke givet mig en fysisk invitation, men jeg kan vise dig det på besked!" Jeg fumlede hurtigt med min telefon, men dørmanden slog den bogstaveligtalt ud af hånden på mig, så den faldt på jorden. "Ingen invitation, ingen adgang". Jeg grinede lavmælt. "Nu ringer jeg til ham, og så skal jeg fandme vise dig". Jeg tastede hurtigt Harrys nummer ind, men den gik direkte på svareren. Jeg prøvede igen, intet svar. Igen, intet svar. Igen og igen, stadig intet svar. Dørmanden smilede lumskt, og bad mig skride ad helvedes til. Jeg gav ham fingeren, men i samme øjeblik som jeg trådte ned af kantstenen, kom Niall gående ud. "Rose?"

Jeg vendte mig forskrækket om, og han fortalte dørmanden at jeg var inviteret, og at han skulle træde til side. Med det mest flabede smil gik jeg igennem porten, og ind i palæet sammen med Niall. Det var mindst 100 gange større end min lejlighed, havde både indendørs og udendørs pool, var i fire etager, og havde en kæmpe have. Terrasse, balkoner, stuer (i flertal!), simpelthen alting. Sammen gik vi ud i haven, og gæsterne var allerede godt fulde og i gang med at feste. Jeg spottede hurtigt Harry nær poolen, talende med Barbara, en pige fra min årgang. 

Jeg kaldte et par gange på ham fra trappen udenfor, men Niall forklarede mig at det var umuligt at høre noget på afstand. Derfor bevægede jeg mig hurtigt ned, og gik i hans retning med et smil. Jeg måtte mase mig forbi flere gæster, for at komme derhen. I samme sekund som jeg kom fri og fandt mit største smil frem, begyndte adrenalinen at pumpe. Jeg grinte, smilede, og løb endda en smule. Han grinede, talte, og trippede på stedet på stedet, men kiggede sig ikke for før han tådte han et skridt til siden -  

Og gav Barbara et kys. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...