Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
69969Visninger
AA

16. FIFTEEN

 

FIFTEEN

Det føltes som om at tiden var gået i stå. Han stoppede ikke kysset, men han kyssede heller ikke igen. Altså, til at starte med. For da jeg et par sekunder efter trak mig væk, var det med et undskyldende blik. Han var overrasket, det var sikkert. "Jeg..." begyndte jeg, og rystede på hovedet. Jeg vidste ikke engang hvad jeg selv havde tænkt mig at sige, men noget måtte jo komme ud af min mund, så jeg fortsatte min talestrøm. "... Det skulle jeg ikke have gjort, Harry. Det er jeg virkelig ked af". Han havde et lille smil på læben, da han skubbede døren op og trådte ud foran mig. Jeg kiggede ned i jorden, indtil hans kolde hænder blev placeret på hver af mine kinder, og fik mig til at kigge op.

Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at reagere på at hans lyserøde, fugtige læber, blev placeret på mine. Et vaskeægte Harry Styles kys, som så mange piger gik rundt og drømte om. I al den tid havde jeg troet at han var den voldsomme, slemme og ligeglade type, men jeg kunne så konstatere at jeg havde taget fejl. Hans tunge pressede forsigtigt mod mine læber, og jeg gav ham lov. Havde han prøvet det for en måned siden, havde jeg givet ham en lussing. Men ikke nu. Han vidste bogstaveligtalt alt om mig og min situation med min far, mor, stedfar og bror nu. Han var der, da betjentene fortalte mig om min mors død, og at de mistænkte min stedfar. Selv det med at min far var stukket af med min tvillingebror, men ikke jeg, vidste han.

Det eneste jeg ikke havde fortalt ham om var Hunter, men det var kun fordi at jeg vidste, at han ville rive hovedet af ham. Ja, og om min spiseforstyrrelse selvfølgelig, dengang jeg var 13 år. Men jeg havde fået styr på det nu, og det var gået op for mig, at jeg var ved at falde ind i de samme gamle vaner som dengang - så jeg havde opsøgt min læge, og de 17 dage jeg havde haft uden Harry, havde jeg brugt på at spise og læse op på emnet om spiseforstyrrelser. Det lyder dumt, men mit forhold til mad havde forbedret sig nu, og sådan skulle det forblive. Mit liv var fucked up, men han var ligeglad. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Jeg trak mig forsigtigt tilbage, og han måtte hurtigt snappe efter vejret, hvilket fik et lille grin til at undslippe min mund. Han kiggede forsigtigt ned i jorden, og kunne ikke længere gemme hans overraskende hvide tandpastasmil, bag den hårde facade. Han kørte hurtigt en hånd igennem sit hår, og puttede den derefter i lommen. "Det er egentlig ret koldt, Rosemary." begyndte han, og jeg daskede ham irriteret på skulderen over hans brug af mit navn. "Skal jeg køre dig hjem, eller har du lyst til at tage med hjem til mig?". Jeg trak på skuldrene, og satte mig ind på sædet ved siden af ham. "Sikkerhedsselen" mumlede han, som om at jeg ikke havde tænkt mig at tage den på. Han kunne bare godt lide at have magt, men det kunne han godt glemme hos mig, så jeg blev siddende uden at røre mig.

Jeg lagde armene over kors og prøvede at gemme mit smil, mens han gav mig et spørgende blik, og langsomt kneb øjnene sammen. "Jeg ved ikke hvad du prøver på, Rosemary, men det virker ikke. Tag selen på". Jeg rykkede mig stadig ikke ud af flækken. Det var indtil at han lænede hele sin krop ind over mig, tog fat i selen, og spændte den fast - alt imens han holdt øjenkontakt. Først da han lænede sig tilbage til sit eget sæde igen, turde jeg trække vejret igen. Stemningen var virkelig... Intens imellem os. Han startede bilen og gassede op, hele vejen ned af motorvejen. Det knugede i maven da jeg aldrig har været stor tilhænger af fart, hvilket gjorde at han løftede foden en smule fra speederen, da han kunne se at det skræmte mig. Jeg havde stadig ikke svaret ham på hans spørgsmål, så han havde taget sin egen beslutning.

Det kunne jeg ihvertfald kun gå ud fra, i og med at han havde sat kurs mod sit eget hus. "Jeg kan se at du har fået gipsen af" mumlede han, stadig med øjnene på vejen. Jeg nikkede forsigtigt, og gik ud fra at han kunne se det ud af øjenkrogen. "Den gør stadig lidt ondt, men det er meget bedre end før". Han gav mig et let smil, men jeg fjernede ikke blikket fra ham. Han havde stadigvæk øjnene rettet på vejen, og sørgede for at køre ordentligt med mig i bilen. 

"Kan du lide hvad du ser?" mumlede han selvisk, efter et par minutter hvor jeg havde stirret på ham. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg vendte mig om til den anden side, uden et ord. Alligevel blev jeg nødt til at stille ham et spørgsmål, jeg havde tænkt meget over de sidste 17 dage. "Jeg har tænkt på noget" fløj det ud af ham, og han nikkede. "Lad mig høre". Med en klump i halsen kiggede jeg over på ham, og han kiggede undrende tilbage. "Hvor har du været de sidste 17 dage, og hvorfor har du ikke kontaktet hverken mig eller drengene? Vi har været virkelig nervøse for dig". Han sukkede lavmælt, men ikke diskret nok til at jeg ikke kunne høre det. Det var ikke gået op for mig at vi allerede var fremme ved hans hus, hvor han kørte ind i garagen og parkerede.

"Jeg ved godt, at jeg ikke kan bruge min bipolaritet som undskyldning. Men det er dét, lidelsen gør ved mig. Jeg skulle have respekteret, at du ikke gad tale om perioden efter du fyldte 13. Det var åbenbart et sårbart emne, og jeg grinede af dig. Det er jeg virkelig ked af, Rose. Jeg var bare nysgerrig og manisk. Jeg har tilbragt de sidste 17 dage i min families jagthytte, ved Lake Toledo. Drengene havde intet med det at gøre, jeg havde bare brug for at være alene".

Jeg kunne se at det gik ham på og at han havde skyldfølelse, så jeg spurgte ikke mere ind til det. Det eneste jeg fortalte, var at drengene virkelig savnede ham, og var bekymrede for ham. Han tænkte ikke to gange over det, før han greb sin telefon og ringede Liam op. Han satte telefonen på højtaler så jeg kunne høre med, og den ringede 3 gange, før Liam tog den i den anden ende. 

Liam: Harry, er det virkelig dig?
Harry: Ja, Liam jeg er sgu ked af, at jeg ikke har kontaktet dig og drengene.
Liam: Bror, så længe du er okay. Vi var bare bekymrede for dig, har du det det godt?
Harry: Ja, jeg er okay nu. Vi kan tale om det, hvis i gider komme hjem til mig? Jeg går ud fra, at du er sammen med drengene.
Niall: Hey Harry, Liam satte dig lige på højtaler. Vi er hjemme hos mig, men vi kan være hos dig om et kvarter. Er det okay bror?
Harry: Selvfølgelig. Rose er sammen med mig.
Louis: Vi skynder os, vejret er bare ikke på vores side.
Rose: Kør nu forsigtigt, drenge. Der er virkelig glat på vejene, og i skal ikke skynde jer så meget at i kører galt.
Harry: I hørte hende. Kør forsigtigt.
Liam: Selvfølgelig. Forresten, hvad sker der mellem jer to? Hvorfor er i sammen nu?
Harry: Hendes bil brød sammen på motorvejen, og jeg hentede hende.
Louis: Selvfølgelig gjorde den da det.
Niall: Hold jeres kæft, i er så meget blevet kærester!
Harry: Vi ses bare når i kommer, ikke gutter?
Rose: Vi ses drenge!
Liam: Harry, du vover på at -

Mere nåede han ikke at sige, før Harry smed røret på - og så sad vi der, i stilhed. For hvad var vi egentlig? Vi var ikke kærester, men bestemt heller ikke "kun venner". Det hele virkede en smule kompliceret, og vi håndterede det begge to på samme måde: ved ikke at tale om det. Jeg ledte i stedet samtalen hen på noget andet, imens vi gik indenfor. Det var rart, endelig at komme ind i varmen. Harry rullede mig alligevel ind i et tæppe, selvom jeg havde gjort modstand. Men det hele var kærligt ment og med smil på læben. Jeg var virkelig forelsket i ham, det var jeg. De glade miner forsvandt dog hurtigt, da en besked fra Hunter tikkede ind på min telefon. Han ville bare lige minde mig om, at i dag var dagen jeg skulle hjælpe ham med studierne. Uden at svare på beskeden, smed jeg min telefon ned i lommen igen. Harry kunne godt se at der var noget der gik mig på, og spurgte forsigtigt ind til det. Jeg rystede det af mig, eftersom at jeg ikke gad til at forklare det.

Jeg følte virkelig at jeg var bagud i skolen. Jeg havde ikke været til et eneste elevrådsmøde eller møde med fysikholdet, selvom jeg havde lovet Lily at jeg ville give det et forsøg. Alle de arrangementer der snart kom op for os med stipendium, kunne jeg ikke overskue - jeg vidste, at det var et krav at jeg skulle komme til dem, for at få min økonomiske støtte, men jeg gad virkelig ikke. Værst af alt var dog, at jeg kun havde undervist Hunter én gang, og det var nok til at han skræmte livet af mig. Heldigvis ville juleferien snart melde sin ankomst, så jeg kunne få styr på sagerne. "Hey, Rose". Jeg nåede ikke at vende mig om, før han gav mig et kram bagfra. Ingen bagtanker, ingen lumske planer - bare et kram. Jeg kunne dog snildt vende mig om så vi stod ansigt til ansigt, hvilket jeg også gjorde. Denne gang var der ingen tøven, før vores læber ramte hinanden.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...