Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

94Likes
106Kommentarer
67161Visninger
AA

12. ELEVEN

 

ELEVEN

Han stoppede først, da jeg trak mig væk.

Vi blev begge to siddende i et kort øjeblik, og han udstødte et lavmælt 'hold da op'. Da det gik op for mig hvad der var sket, gik jeg fuldstændig i panik indeni. Men udenpå? Ikke den mindste reaktion. Jeg rejste mig bare langsomt op, samlede mine ting sammen og gik ud i gangen, for at tage mine sko på. Det var en smule svært med en brækket arm, men jeg klarede det. Hunter lænede sig op ad dørkammen, og lagde armene over kors. "Hey, Rose" mumlede han, og jeg kiggede hurtigt op, som om at alting var helt normalt. "Det var ikke for at skræmme dig. Jeg har bare holdt øje med dig på gangene, og du er helt utrolig smuk. Jeg ville bare gerne lære dig bedre at kende."

Han kløede sig hurtigt i skægstubben, og afventede tydeligvis svar. Der kom bare ikke noget, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tog istedet forsigtigt min telefon op af lommen, og begyndte at skrive adressen til Harry, sådan som han havde bedt mig om. Jeg nåede ikke at trykke send, før Hunter havde taget telefonen ud af hånden på mig, hvilket fik mig til at fare op og råbe at han skulle give mig den tilbage. "Jeg fortalte dig noget personligt. Du kan i det mindste reagere!" var hans eneste svar. Jeg sukkede. "Det er bare ret mærkeligt" begyndte jeg, og kiggede alle andre steder hen end på ham. "Jeg kender dig ikke. Jeg skal bare hjælpe dig med geografi, kemi og fysik. Og så pludselig, ud af ingenting, kysser du mig!"

Han nikkede langsomt, og rakte mig telefonen igen. Først virkede han såret, men da han så efterfølgende med et smørret grin spurgte, om ikke det havde været et 'fantastisk, dejligt og overvældende' kys, forsvandt det stilbillede igen. Jeg modtog en 'Er på vej.' besked fra Harry, og satte mig ud på trapperne i opgangen for at vente. Selvfølgelig satte Hunter sig ved siden af mig. Jeg ignorerede ham til at starte med, men da han lagde den ene hånd omkring mine skuldre, og kørte den anden hånd op langs mit lår, blev det for meget. Jeg prøvede i en hurtigt bevægelse at rejse mig, men han greb fast i min nakke i stedet, med den hånd der før havde været rundt om mine skuldre - og jeg kunne ikke komme fri. "Nu skal du bare høre" begyndte han, og kørte hånden fra mit lår, og ned mod mit skridt.

Det gav et sug i maven da den nåede derned, og jeg prøvede at tie stille, men det var svært. Det blev til en dyb udånding. "Når jeg fortæller dig noget, så svarer du. Og når jeg sætter mig ved siden af dig, så bliver du siddende. Jeg gider ikke skulle til at håndtere endnu en kælling. Fatter du det?" Det løb mig koldt ned af ryggen ved ordene, og jeg skyndte mig at nikke. I samme øjeblik blev der dyttet ude foran opgangen, hvilket betød at Harry var ankommet. Hunter slap mig, og slog mig hårdt bagi, mens jeg gik ned af trapperne. "Vi ses, smukke" var han sidste ord, inden jeg spænede det sidste stykke ned, og ud i gården. Harry stod lænet op ad sin Audi med en smøg i hånden, og smilede ved synet af mig. Der var selvfølgelig heller ikke andre der kunne se ham, så han behøvede ikke at spille sej. Jeg gik hurtigt hen imod ham, og satte mig ind i bilen. Jeg kunne se at han rynkede panden, og han satte sig ind ved siden af mig. "Hvad så?" begyndte han, og startede motoren. "Er der noget galt?" 

Jeg rystede hurtigt det forskrækkede udtryk af mig, og gav ham et smil. "Selvfølgelig ikke. Jeg har bare meget at se til!" Han nikkede og lod det ligge, selvom han ikke helt troede på mig. I stedet spurgte han om jeg ville med ham hjem, da han havde købt ordentligt ind efter mit besøg, og nu havde nok mad til halvdelen af kloden. Jeg nikkede. Det ville være meget rart, da jeg ikke selv kunne lave mad med mit midlertidige handicap. Jeg følte mig virkelig hjælpesløs. Bilen holdt stadig stille, da Harry kiggede ud over kanten på sine solbriller, og bad mig tage min sikkerhedssele på.

Jeg fandt det meget mærkeligt at jeg skulle tage den på, når han ikke selv havde sin på, men da jeg kom ind på emnet, sagde han at jeg bare skulle gøre som jeg fik besked på. Hvad skete der for alle de mandschauvinistiske drenge i min omgangskreds? Jeg tog selen på, han gassede op, og vi satte kurs mod hans hjem. Da vi nåede frem drejede han hurtigt ind af indkørslen, og porten åbnede sig for os. Jeg var virkelig imponeret, og det kunne han også godt se. Han tog min taske for mig, og sammen gik vi ind i hans hus, hvor resten af drengene sad. De smilede stort ved synet af mig, og gav mig skiftevis kram. Jeg grinede lavmælt, og Harry holdt godt øje med dem, for at de ikke 'kom for tæt på' som han selv havde sagt.

Jeg tog hurtigt mine bøger op af tasken, og lagde dem på bordet. Jeg havde både lektier for i matematik, engelsk, geografi, fysik og biologi. Jeg havde længere tid til b.la. fysik, engelsk og geografi, så jeg besluttede mig for at gå igang med matematik og biologi først. I og med at det var de to værste fag, var det måske meget godt. Heldigvis skulle Hunter kun have hjælp i geografi og fysik/kemi, for hvis han havde været bagud i matematik eller biologi, ville jeg ikke have kunnet hjælpe ham. 

Jeg fumlede et stykke tid med logaritmerne, og prøvede ihærdigt at forstå, hvad det var jeg læste. Det gav bare ingen mening. Harry var gået i gang med at lave med - til min store overraskelse - for det vidste jeg ikke at han kunne. "Er du venstrehåndet?" spurgte Louis pludselig, og hev mig ud af min trance. Jeg nikkede, og han satte sig ved siden af mig. Jeg gik ud fra, at det var fordi jeg havde brækket min venstre arm men alligevel sad med blyanten i den hånd, at han spurgte. "Den var ikke så god" var hans eneste kommentar, og jeg rystede på hovedet som svar. Jeg fortsatte med at fumle med logaritmerne, da han pludselig afbrød mig igen - denne gang for at spørge, om jeg havde brug for hjælp.

Jeg lysnede fuldstændig op, og kom i tanke om alle de trofæer han havde. Han var jo et matematik geni! Han forklarede det på en måde, hvor det hele pludselig gav mening. Jeg var hurtigt færdig efter det, men manglede stadig min graf. Louis ville have mig til at tegne en eksponentiel  men da jeg ikke i første omgang forstod, at det betød en graf der bukker, tegnede jeg den lige/ret. Han grinede lavmælt, og hviskede den ud for mig. Jeg forstod det stadigvæk ikke. Jeg havde taget blyanten over i højre hånd, da det gjorde for ondt at skrive med venstre. Jeg var bare ikke så god til at skrive og tegne lige. "Du skal starte her" begyndte han og lagde sin hånd oven på min, mens han førte den over papiret. Det blev til en buet streg, præcis som den så ud i bogen. "Og du slutter her" endte han sætningen med, da grafen var tegnet. Jeg gav ham et smalt smil og vi blev siddende et øjeblik, indtil han hurtigt fjernede hånden og kløede sig i hovedbunden.

"Jeg tror du har styr på det nu" mumlede han, og gik tilbage til sofaen. Jeg takkede, og fortsatte uden problemer. Efter omkring et kvarter var maden færdig, og Harry kom ind for at hente os. Vi satte os alle til bords ved spisebordet i den anden stue, og jeg sad ved bordenden. Drengene talte om et projekt de skulle have færdiggjort i fysik, mens jeg sad i mine egne tanker, og tænkte på Hunter. Jeg kunne stadig mærke hans aftryk på mit lår og skridt, og væmmedes ved tanken.

Jeg skulle have stået op for mig selv. Tankerne blev for meget, og jeg undskyldte mig selv fra bordet, og gik på toilettet. Jeg ringede Aubrey, min bedste veninde fra Leeds, op. Jeg havde skrevet med hende hver dag, siden jeg var flyttet, og havde allerede fortalt hende om Harry. Hun vidste godt at jeg skulle 'undervise en dreng der hed Hunter', men af gode grunde havde jeg ikke fortalt hende om episoden tidligere, da jeg ikke havde haft tid. Hun tog den efter 3 ring.

"Rose! Hvor har jeg bare savnet dig, hvad så?" halvråbte hun ivrigt, og gav mig et smil på læben. Jeg sank en klump.

"Du kan godt huske at jeg fortalte dig om Hunter, ikke?" begyndte jeg, og selvom hun ikke svarede, kunne jeg høre hende nikke igennem telefonen. "Han rørte ved mig i dag, uden min tilladelse. Ikke under tøjet heldigvis, men det var meget ubehageligt, og jeg er bange for at han vil gøre det igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Han skræmmer mig, og jeg skal se ham hver dag på skolen!" Aubrey gispede chokeret i røret, og der var intet andet end stilhed i et stykke tid. Og så, ud af det blå, begyndte hun at skælde ham ud og true ham, selvom han ikke kunne høre hende. Hun lovede ham både tæsk, blodnæser og jeg ved ikke hvad. Men vigtigst af alt, spurgte hun om jeg havde fortalt Harry det. Nu var det min tur til at ryste på hovedet, selvom hun ikke kunne se det. Burde jeg fortælle ham det? Jeg havde ikke fortalt Aubrey at han var bipolar, da det var hans hemmelighed, og jeg havde ikke tilladelse til at sige det videre. Men det betød også, at hun manglede en vigtigt del information. "Du bliver nødt til at fortælle ham det, Rose. Han bekymrer sig tydeligvis om dig, og det ville være egoistisk ikke at dele det med ham". Vi fortsatte med at tale i et par minutter, før det bankede på døren til toilettet, og jeg lagde på.

Forsigtigt hev jeg døren op, og en tissetrængende Niall fór forbi mig, skubbede mig ud og låste døren efter sig. Hvorfor han ikke bare havde taget et af de andre toiletter vidste jeg ikke, men jeg spurgte ikke. Jeg satte mig ned til bordet igen, og drengene var færdige med at tale om deres projekt. Så de stillede mig spørgsmål i stedet - igen. De spørgsmål de havde stillet om min familie og mit liv i Leeds, bragte de op igen. Men jeg svarede dem stadigvæk ikke. De behøvede ikke de informationer om mig, når jeg selv prøvede at glemme dem. Jeg kørte forsigtigt gaflen rundt i min mad, hvilket Liam lagde mærke til. "Er du ikke sulten? Du har slet ikke rørt din mad" mumlede han, og jeg rystede på hovedet. Jeg var egentlig bare ikke sulten. "Jeg spiste hos Hunter" løj jeg, og skubbede skålen med pasta/kødsovs væk fra mig. Liam nikkede og troede på hvad jeg sagde, og fortsatte sin samtale med Louis. Harry kiggede skummelt på mig, af grunde jeg ikke forstod. 

Jeg rejste mig hurtigt fra bordet da de efter et par minutter alle var færdige, og begyndte at bære tingene ud i køkkenet. Tallerkener, kopper, skåle og skeer, lagde jeg hurtigt ned i vasken og begyndte at vaske op. "Du ved godt at jeg har en opvaskemaskine, ikke?" spurgte Harry pludselig, da han havde sneget sig ind på mig bagfra. Jeg vendte mig forskrækket om. "Nej, det vidste jeg ikke. Men du skal holde op med det der!" grinede jeg, og hentydede til at han altid forskrækkede mig. Han gav mig et smalt smil, og hjalp mig med at vaske op, selvom han bogstavelig talt sekunder forinden, havde fortalt mig om sin opvaskemaskine. Men det var hyggeligt, så jeg sagde ikke noget.

"Så, hvad fik du at spise hos Hunter?" mumlede han og stillede sig bag mig, for at få fat i opvaskesæben. Jeg rømmede mig, og min første indskydelse var at sige "Omeletter", så det gjorde jeg. Harry nikkede stille, og hældte godt med opvaskesæbe udover tallerkenerne. Jeg stivnede da han spurgte mere ind til det og små 'øh' lyde fløj ukontrolleret ud af min mund, hvilket fik ham til at slukke for vandhanen, lukke døren til køkkenet og løfte mig op og sidde på køkkenbordet. Det kan være svært at forstille sig, men jeg sad på hjørnet af køkkenbordet med hænderne på pladen, og en smule spredte ben, som Harry stod imellem. Jeg kiggede overrasket op på ham, og han virkede vred. "Du lyver".

Jeg rystede på hovedet hvilket gjorde ham endnu mere vred, og da jeg prøvede at kigge væk, tog han fat i min kæbe og fik mig til at kigge på ham igen. Præcis som de første gange vi mødtes. "Hvorfor spiser du ikke?" var hans eneste kommentar, og en tåre trillede langsomt ned af kinden på mig, uden at jeg vidste hvorfor. Han bekræftede mig i det, som jeg ikke selv havde lagt mærke til. At jeg ikke spiste. Men det behøvede jeg ikke at indrømme. Hvorfor skulle jeg spise, når jeg ikke var sulten? Det ville være dumt. Men det bragte mig alligevel tilbage til dengang jeg var 13, og fik konstateret spiseforstyrrelse. Det var efter at min stedfar var begyndt at slå mig - men det er en helt anden historie.

Harry rykkede lidt i mig, og jeg brød trancen. "Jeg er bare ikke sulten" mumlede jeg, og han sukkede. "Du har ikke spist noget hele dagen, Rose. Du spiste ikke morgenmad her, og jeg så godt at du smed din frokost ud på toilettet i skolen. Du løj om at have spist hos Hunter, og rørte ikke din mad her. Hvad sker der?" Jeg kunne ikke rigtig se nogen grund til at lyve, men jeg ville heller ikke belemre ham med mine problemer. Det hele var bare noget rod, for tiden. "Jeg lover dig, at der ikke er noget galt Harry. Jeg er bare ikke sulten". Han nikkede, og løftede mig ned fra bordet igen.

Måske var det bedst at lyve.         

          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...