Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 14 nov. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

95Likes
109Kommentarer
75663Visninger
AA

19. EIGHTEEN

 

EIGHTEEN

"Hvis du siger det her til nogen, er du færdig. Og jeg mener ikke bare at du får et-par-blå-mærker-hist-og-pist, jeg mener DU ER FÆRDIG. Fatter du det?". Jeg nikkede, og lukkede øjnene i. "Godt. Du kan selv finde ud"

Det var det sidste Hunter sagde før han hev sine bukser op, spændte sit bælte og slentrede ind på sit værelse, hvor han smækkede døren efter sig. Jeg blev liggende på gulvet i 5, 10 måske endda 15 minutter, før min telefon brummede på spisebordet og min ringetone gik igang. Af frygt for at tiltrække opmærksomhed, skyndte jeg mig på benene og fik den slukket. Inden skærmen blev sort, nåede jeg dog at skimte "Ubesvaret opkald: Harry Styles" skrevet med hvid skrift på låseskærmen. Jeg kunne ikke overskue at tale med ham, eller tale med nogen for den sags skyld, så jeg skyndte mig ud af lejligheden og ringede efter en taxi. Jeg kom til at give Harrys adresse til chaufføren, så da han pludselig parkerede ude foran Harrys hus, måtte jeg skynde mig at undskylde og give ham min adresse. Jeg ved godt at Harry havde sagt at jeg skulle ringe når jeg ville hentes, men det var ikke ligefrem fordi at jeg havde overskud til noget nu. I stedet tog jeg mig sammen, åbnede messenger, fandt Lilys navn og trykkede 'skriv besked', hvilken jeg gav mig til.

Rose: Jeg er virkelig ked af det, men jeg har simpelthen bare ikke tid til fysikholdet og elevrådet lige nu. Jeg ved godt at jeg lovede og give det en chance, men jeg har alt for mange bolde i luften i øjeblikket. Måske næste semester. Undskyld! x

Der gik ikke mange sekunder før Lilys billede rykkede sig en tak ned, og taleboblen kom til syne. Så forsvandt den, og kom til syne igen. Forsvandt, kom til syne igen, forsvandt. Da der var gået et par minutter, måtte jeg acceptere at taleboblen var væk for real, og at hun ikke havde tænkt sig at svare mig. Det passede lige med at vi var fremme, hvorefter jeg betalte chaufføren og satte kurs mod min lejlighed. På vejen op rendte jeg ind i Beryl, og måtte mod min gode vilje lade som om, at jeg havde travlt og ikke kunne blive og tale. Min telefon forblev slukket resten af aftenen, pånær da jeg en time senere åbnede den for at skrive en mail til rektor Pierce om, at jeg ikke længere kunne undervise Hunter. Det forstod han selvfølgelig ikke, og han forklarede mig også at det betød, at jeg ville miste en del af min økonomiske støtte. Jeg svarede ham ikke, men det var fint for mig. Jeg skulle alligevel snart begynde på arbejde igen, og med lønnen derfra havde jeg jo råd til huslejen.

Derefter gik jeg i bad. 

Måske var det ikke den smarteste ting at gøre, men jeg havde alligevel ikke mod nok til at anmelde Hunter, så det kunne være ligemeget. Ingen skulle have at vide, hvad der var sket her til aften. Alligevel løftede der sig en byrde fra min skuldre, i og med at jeg havde fået en del ting ud af verden. Det eneste jeg skulle fokusere på nu var skolen, mit job og eventuelt nye venner/veninder. Bare tanken var til at grine over, for jeg havde jo selvfølgelig kun Aubrey, Melody, Claudia og Felicia, samt Harry og hans slæng, hvis de var blevet mere normale nu. En ting var sikkert; jeg skulle ihvertfald ikke være omkring dem, når de drak.  

Ja, og så min stedfar selvfølgelig. Det sidste jeg havde hørt fra politiet var, at de havde stoppet og tilbageholdt ham nær den tyske grænse. Han skulle snart for en dommer, som skulle beslutte om han skulle i fængsel for mordet på min mor. De skulle eftersigende have gode beviser mod ham. Mit hoved snurrede rundt fordi jeg ikke kunne stoppe med at tænke over det, og da jeg kom ud af badet, faldt jeg også i søvn med det samme. Det eneste jeg nåede at se inden, var en masse ubesvarede opkald fra Harry. Jeg var ikke kold og kynisk, så selvfølgelig skrev jeg til ham at jeg var kommet hjem, og at jeg var okay - og så blev telefonen ellers slukket.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sov, men det var lyst da jeg vågnede op dagen efter. Skole havde jeg ikke overskud til, så jeg blev hjemme. Også dagen efter, og dagen efter igen. For at være ærlig, havde jeg ikke tal på hvor mange dage jeg var blevet hjemme - men det var mange. Harry var kommet forbi flere gange, men jeg havde ikke åbnet døren for ham. Over længere tid havde jeg set hans bil holde foran min opgang, men jeg turde ikke gå ned. For hvad nu hvis han var der? Jeg kunne jo ikke fortælle ham hvad der var sket! Selv "hans slæng" havde prøvet at komme i kontakt med mig, og det gjaldt også min piger. Jeg havde fuldstændig glemt at melde afbud til Melody, som jeg ellers skulle havde været hjemme hos den aften. Det hele ramlede for mig, og jeg kunne simpelthen ikke klare det. Jeg havde været i bad mindst 30 gange, for at vaske Hunter af mig. Intet hjalp.

Det var lørdag, og min første arbejdsdag siden den brækkede arm. Ikke at jeg havde overskud til det selvfølgelig, men jeg havde brug for pengene. For at være på den sikre side, tog jeg bagdøren da jeg skulle ud. Min bil var som sagt brudt sammen, den snevejrsdag engang i sidste uge (var det allerede en uge siden?) så jeg måtte tage bussen. Den første person jeg spottede da jeg trådte ind var Mason, som gjorde store øjne og gav mig et kæmpe kram. "ROSEMARY ADAMS!" udbrød han, og ruskede en smule i mig. "Dig har jeg ikke set siden... Du ved, 'situationen' med drengene på parkeringspladsen". Jeg havde fuldstændig glemt den hændelse, og det var sjovt at tænke på, hvad der var sket siden. Specielt mellem Harry og jeg. 

Jeg gav ham et smalt smil, og han forstod at han ikke skulle tale mere om det. Jeg fik samme reaktion fra resten af mine kollegaer, og selvom INTET ville kunne få mig til at glemme at jeg var blevet voldtaget, hjalp det en smule på humøret at være omgivet af sådanne fantastiske personer. 

Det var svært at smile til kunderne, men jeg prøvede så godt jeg kunne. 

Da klokken nærmede sig 20, og jeg havde været på arbejde i omkring 6 timer, begyndte tingene at falde til ro. Dog i samme øjeblik som jeg gik ud i baglokalet, talte Betty til mig via vores headset og bad mig komme ud på fronten, for at ekspedere de kunder der lige var kommet ind. Langsomt slentrede jeg derud, og hen til kassen. 

"Rose?"

Mit hjerte hamrede afsted, min krop frøs til is og jeg kunne knapt nok trække vejret. Hvorfor fanden havde jeg ikke tænkt på det? CHEESY JOES var deres stamsted, selvfølgelig var de her på en lørdag aften. Jeg kiggede op, og fik straks øjenkontakt med Louis som stod foran mig. Ved at kaste et hurtigt blik ud i restauranten, fik jeg øje på Liam, Niall og Harry som sad ved deres "sædvanlige" bord i hjørnet. Ingen af dem havde set mig endnu, og det havde jeg heller ingen intentioner om at lade dem. På et splitsekund fik jeg hoppet i skjul, så jeg stod i vinkel hvor de ikke kunne se mig. Kun Louis kunne se mig, men han stod selvfølgelig også lige foran mig. 

"Hvor fanden har du - " mere nåede han ikke at sige, før jeg lagde pegefingeren over læben, som tegn på at han skulle tie stille. Jeg kunne høre de andre drenge kalde på ham, samtidig med at jeg hviskede og tiggede ham om ikke at sige noget. Han gav mig et undrende, måske endda dømmende blik, før han råbte på drengene og bad dem vente, da han manglede sin kvittering. "Tak" var det eneste jeg kunne få ud af min mund, da han lænede sig en smule frem og hviskede "Gyden om 5 minutter, og du har bare at have en fucking god forklaring, hvis jeg ikke skal fortælle det her til Harry!". Jeg sank en klump og nikkede, imens jeg observerede ham slentre tilbage til drengene. 

5 minutter. 

Selvom han ikke havde givet mig deres bestilling, vidste jeg godt hvad de skulle have. De var vanemennesker, ligesom jeg. Jeg skrev det hurtigt ned på et stykke papir, skubbede det over på den anden side af bordet hvor kokken, Mitchell, stod, og hviskede diskret til Mason og Betty at jeg havde brug for en pause. Derefter skubbede jeg bagdøren til gyden op, hvor Louis allerede befandt sig.

"4 minutter og 37 sekunder, er du ikke lidt tideligt på den?" mumlede jeg, for at bryde isen. Louis så dog ikke ud til at finde det morsomt, og bad mig tie stille.

"Vi har omkring 3 minutter, eller hvad der svarer til en enkelt smøgs tid" mumlede han, og trådte et skridt til siden for at stå i skjul fra resturantens vinduer. "Det giver dig 3 minutter til at fortælle, hvad fanden der sker. Du har ikke været i skole i 4 dage, har ikke svaret på nogen af vores beskeder og så finder jeg dig hernede? Ved du overhovedet at Harry er fucking nervøs for, hvad der sker med dig? At der er noget galt? Han har ikke sovet i 4 fucking nætter, så jeg syntes fandme du skylder ham en forklaring!"

Jeg prøvede at holde tårene inde, det gjorde jeg virkelig. Men jeg havde ikke grædt en eneste tåre over det der var sket, og FANDME OM JEG HAVDE LOV TIL AT TUDE. Jeg mumlede noget utydeligt i min talestrøm, men kunne sagtens selv høre, at det ikke gav mening. Jeg forvirrede både mig selv og Louis, og han blev ikke klogere på situationen. Jeg havde egentlig fri nu, men jeg kunne jo for fanden ikke tage hjem, hvis han fortalte Harry at jeg var her. Det var indtil at døren gik op, og lyden af hans stemme kunne høres. Han kaldte på Louis.

"Please, Louis" tiggede jeg endnu engang, og gik næsten på knæ. "Jeg skal nok fortælle dig ALT, hvis du kommer hjem til mig senere. Du må bare ikke fortælle Harry, at jeg er her. Jeg er ikke klar". Han gav mig endnu et undrende blik, og var tydeligt frustreret over situationen. Men i takt med at tiden løb fra os, gik han med til min ide. "Klokken 23:00" var det sidste han sagde, inden han vendte rundt og stoppede Harry fra at se mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...