Clouds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
19-årige Rosemary Adams flytter henover sommerferien til London for at studere, som følge af at hun bliver smidt ud hjemmefra. Nervøs (men håbefuld) starter hun på linjen for talentfulde unge, og bliver straks taget under vingerne af tre klassekammerater. Sammen tager de med hende ud og udforsker byen, og opdaterer hende på de ting som hun har brug for at vide om skolen og eleverne - Blandt andet om gruppen der styrer skolen, bestående af 4 drenge. Dem der altid havner i ballade, og bruger piger som var de legetøj. Men virker ham den ene ikke bekendt? Rosemary er stensikker på at hun har mødt ham før, og da det går op for hende hvor, prøver hun for alt i verden at undgå ham. Det er bare svært at undgå skolens populæreste dreng, som altid får sin vilje.

93Likes
105Kommentarer
62977Visninger
AA

9. EIGHT

 

EIGHT

Han sagde ikke noget. Hans blik var klistret fast på min krop, og den lille blodåre han havde i panden, blev større og større. Tilbageholdte fnys fandt vej ud af hans næse, og det lignede at han skulle til at eksplodere. Jeg, derimod, fik det pludseligt ufatteligt dårligt, og måtte støtte mig til gelænderet på trappen. "Du har ikke ret til at blive sur" begyndte jeg, og observerede hans mindste bevægelse. Han smækkede døren hårdt bag sig, og der var dér jeg kom i tanke om, at Louis aftenen forinden havde fortalt at hans familie skulle ud og besøge noget familie her til morgen. Det betød at Louis, Harry og jeg var de eneste i huset, og det kunne umuligt ende godt. Han greb hårdt fat i min arm og REV mig med efter ham, op af trappen.

Af ren forskrækkelse og faktum at det gjorde pisseondt, skreg jeg. Jeg skreg af smerte, og bønfaldt ham om at slippe. Med tårer piblende ned af kinderne og en uforklarlig smerte, skreg jeg på Louis. Det var dog unødvendigt, for et splitsekund efter havde Harry hevet mig med ind på hans værelse, og skubbet mig ned på gulvet. Hans knæ blev hurtigt boret ned i min ryg, og gentagende gange skreg han, at jeg skulle holde kæft. Det tog alle mine kræfter, men jeg lukkede ufrivilligt munden, og prøvede på at tie stille. "OG DIG" begyndte han og pegede på Louis, som først lige var vågnet, og forstod hvad der forgik. "Hvis du kommer bare ét skridt tættere på, brækker jeg hendes arm". Han nikkede ned imod mig, for at gøre hans pointe klokkeklar - men det værste var, at jeg ikke var i tvivl om at han mente det. Han ville fandme brække min arm. Nu havde Louis rejst sig op, og stod omtrent et par meter fra os, med begge hænder strakt ud foran ham.

"Harry, bro" mumlede han, og rystede på hovedet. "Der skete ingenting, det ved du. Men hvis du ikke slipper Rose nu, så bliver det fucking værst for dig selv. Det gør jo pisseondt på hende!" Harry fnøs grinende, og kunne umuligt være forberedt på, hvad der nu ville ske. Før vi kunne nå at se os omkring, tog Louis et skridt frem og sprang på Harry, så han væltede ned fra mig. De rullede hysteriske rundt på gulvet, og uddelte både fysiske og verbale slag til hinanden. Højlydt

Jeg prøvede ihærdigt at pille dem fra hinanden, men vidste udemærket godt at det ikke ville virke. Derfor ringede jeg med gråd i stemmen til Niall, ude af stand til at forklare hvad der forgik, og udleverede Louis' adresse. Han virkede bekymret, og jeg kunne kort efter høre en dør smække bag ham, og motoren gasse op. Præcis som Louis, aftenen forinden. Jeg smed røret på, og gav 'adskillelsen' endnu et forsøg. Denne gang kom jeg knapt nok til kræfter, før Harry skubbede Louis så hårdt tilbage, at han væltede ind i mig. Jeg fløj direkte ind i gelænderet ved trappen, som gik i stykker og tillod mig at falde 3 meter ned, på trappen nedenunder os. Jeg landede direkte på mit venstre håndled, som vred sig den forkerte vej rundt, og resulterede i et højlydt knæk. Jeg skreg, og alting blev sort.

"Tror i, at hun kan høre os?"
"Nej. Eller, måske. Jeg ved det ikke!"
"Hvor lang tid går der, før hun vågner igen?"
"Jeg har ingen anelse."
"Faldet var ikke livsfarligt, vel? Udfaldet var bare en brækket arm, ikke?"
"Hun faldt 3 meter. Giv hende en chance, Louis"
"Det er forskrækkelsen, tror jeg"
"Ja, og lægerne har også givet hende beroligende stoffer. Det er nok dét, hun reagerer på"

"Vent, gutter! Hvad laver hun nu?"

Jeg blinkede forsigtigt, og prøvede at åbne øjnene. Alting var lyst. Næsten hvidt. Kun skikkelser kunne anes i forgrunden, og det var en kamp at få synet tilbage. Det første der ramte mig, var den u-udholdelige smerte i min venstre arm. Den kæmpe gips, som startede ved skulderen og sluttede ved fingrespidserne. Jeg var på hospitalet. Jeg vred mig i smerte, og kunne høre panikken brede sig, før en læge kom spænende ind til mig. Hvad han gjorde eller hvad han gav mig, havde jeg ingen anelse om - men det virkede! Smerten blev en smule mere udholdelig, og jeg slappede af. Og pludselig kunne jeg se dem alle. Den ældre læge, som stillede mig ledende spørgsmål, og prøvede at få min tilstand til at blive stabil. Han havde givet mig en masse beroligende stoffer, og det var derfor jeg var så døsig, og knapt nok kunne holde øjnene åbne. 

Liam som stod en halv meter bag ham, og observerede hans mindste bevægelse - bare for at være sikker på, at alting blev gjort efter bogen. Han havde åbenbart læst medicin, havde Louis fortalt mig, da vi havde ligget i hans seng natten forinden. Niall stod og bed negle, imellem Harry og Louis. De var de eneste i lokalet der ikke stod op. De havde begge en helvedes masse blå mærker på armene, men hvor Harry havde et kæmpe blåt øje og en rift ned langs kinden, havde Louis både blødt ud af næsen, og fået et 'bulet' øje. De sad på hver deres stol (på hver sin side af Niall, som sagt) og var til ingens overraskelse begge iført håndjern. De var bogstaveligtalt 'lænket' til deres stole. De sagde ingenting. To mandlige betjente i trediverne, holdt øje med mig fra den anden side af glasdøren. Jeg løftede forsigtig pegefingeren, og pegede ud på dem. "Hvad vil de? Hvad laver de her?". Den ældre læge sukkede og bad mig give ham et øjeblik, før han gik ud til betjentene og havde en lavmælt samtale.

"De vil vide hvad der skete" mumlede Liam pludselig, og jeg sank en klump. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. "De vil have Harry og Louis fængslet, da de tror at de er skyld i din brækkede arm, og skaderne på hinanden". Begge drenge kiggede ned i gulvet, da jeg spejdede over imod dem. De havde nægtet at udtale sig. De havde begge flere pletter på straffeattesten, for b.la. overfald, vold, indbrud og hærværk. Så hvis de også blev dømt i min sag, og jeg vidnede imod dem, ville de højst sandsynligt skulle ind og sidde. Længe. De så alle fire en smule nervøse ud da betjentene trådte ind, og jeg lænede mig forsigtigt tilbage.

"Så, Rosemary Karen Adams" mumlede den ene betjent, og bladrede i sine papirer. "Kan du fortælle mig, hvad der skete i morges?" Jeg trak på skuldrene, og kiggede rundt på drengene. 

"Jeg var hjemme hos Louis, da Harry kom forbi. Det havde de vidst aftalt. Vi talte, og... Ikke så meget andet." Den anden betjent løftede øjenbrynet, og kiggede skiftevis på Louis, Harry, jeg og sine papirer. Det var mere end utroværdigt, det vidste jeg godt, men at improviserer var ikke min stærkeste side. "Så du påstår at du brækkede armen, Harry Edward Styles fik rifter, et blåt øje, tre bukkede ribben og blå mærker, og Louis William Tomlinson fik et bulet øje, blodnæse, et forvredet knæ, to bukkede ribben og blå mærker, ved at tale sammen?" Jeg rystede på hovedet. Selvfølgelig ikke!

"Ser du, drengene er har jo kendt hinanden i næsten 3 år. De wrestler, de bryder, de er drenge! Men jeg tænkte, at jeg ville være med, så jeg hoppede på dem. Det fandt de selvfølgelig hysterisk morsomt, fordi at jeg er en pige. Så, lang historie kort, ville jeg bevise at de tog fejl. Jeg prøvede at hoppe på dem igen, men ramte forbi og faldt igennem gelænderet. Det var alt! De er ikke skyld i min brækkede arm."

De småsnakkede en smule frem og tilbage, og drengene kiggede overraskede på mig. En blanding af 'hvad fanden' og 'tak fordi du ikke sladrede'. Men de burde ikke takke mig, for jeg vidste ikke engang selv, hvorfor jeg ikke havde sagt det. Måske fordi at Louis havde taget sig af mig, og at han ikke fortjente at blive dømt for noget, som i bund og grund ikke var hans skyld. Harry kunne rende mig. Selvom betjentene godt vidste at jeg løj, var der ikke så meget de kunne gøre ved det. Jeg havde ikke tænkt mig at ændre forklaring, så de takkede modvilligt for min tid, og lod os være alene. Håndjernene blev taget af dem, men de blev siddende.

Først efter et par minutter i stilhed, åbnede Harry munden og skulle til at sige noget. Jeg stoppede ham. "Du skal ikke engang begynde, for jeg gider ikke at høre det". For én gangs skyld, gjorde han som sagt. Så blev der endnu engang stille. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men efter et stykke tid faldt jeg i søvn, og vågnede først sent om aftenen. Det var bælgmørkt udenfor, og alting var stille. Kun lyden af Louis, Liam og Niall der snorkede, kunne høres fra hjørnet af lokalet. Harry måtte være taget hjem, men det havde jeg det også fint med. Bare faktum at resten af drengene var blevet, var en overraskelse, men en glædelig en. Jeg rejste mig. Smerten var en smule mere udholdelig nu. Jeg åbnede forsigtigt glasdøren, for at være sikker på ikke at vække dem, tog elevatoren ned til stueetagen, og gik ud til disken hvor nattevagten sad. "Mauna" stod der på hendes navneskilt, hvilket jeg forsigtigt mumlede for at få hendes opmærksomhed. 

"Jamen pigebarn dog!" Udbrød hun ved synet af mig, og kom om på den anden side af disken til mig. Jeg blev ved at sige at jeg var okay, men hun tvang mig ned og sidde. Alt jeg ville vide var, hvornår jeg måtte komme hjem. "I morgen tidligt" begyndte hun, som kunne hun læse mine tanker. "Vi skulle bare være sikre på din og drengenes tilstand, selvom de nægter at forlade din stue. Det var den eneste måde vi kunne observere dem på, uden at de tog hjem - ved at lade dig blive. Hvis vi lod dig gå, ville de også smutte". Jeg nikkede. Eller, det ville så sige at Louis også ville smutte. Harry var jo allerede stukket af. Jeg talte et par minutter med Mauna, før jeg begav mig tilbage til min stue.

Gangene lignede dog hinanden så meget, at jeg efter et kvarter måtte opgive. Jeg var simpelthen faret vild. Jeg var ikke engang på den rigtige etage! Det kunne kun være stoffernes virkning. Jeg stoppede ved en slikautomat, da jeg fik øje på dem. Skittles. Mit all-time-favorite-candy. Jeg trykkede hurtigt B12, og smed en mønt i automaten. Den tillod sig at sluge mønten, men skubbede akkurat ikke pakken helt ud. Frustreret rykkede jeg frem og tilbage i maskinen, i et forsøg på at få posen ned. Det virkede ikke, og jeg sukkede. "Lad mig". Jeg fór forskrækket op ved lyden af stemmen bag mig, og før jeg kunne nå at se mig tilbage, gav han maskinen et hårdt, kraftigt og præcist slag, så mit skittles pose + en ekstra faldt ned. Gevinst! "Tusinde t-"

Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg kiggede ind i reflektionen af slikautomaten. Brune krøller fyldte det hele, og jeg vendte mig forsigtigt om. Han så vred ud, men det var åbenbart bare hans normale udseende. Jeg sank en klump. Frygten for at han ville slå, rive eller hive i mig var stor, så jeg krøllede mig sammen. Han tøvede, men hev mig forsigtigt op på benene, og gav mig slikposerne. "Rose, hør" begyndte han, men jeg spænede væk fra ham. 

Ned ad gangen jeg var kommet fra, og hen til elevatoren. Den var heldigvis på selvsamme etage, og min første indskydelse var at trykke på knappen "22". Det var en af de øverste etager. Som set på film, nærmede han sig imens dørene lukkede. Han sprang ind på den anden side, dørene smækkede sammen og vi kørte opad. Jeg maste mig helt op i det ene hjørne, og skreg at han skulle holde sig væk. "Rose, rolig!" begyndte han, men jeg hørte ikke efter. Frustrationen kom til syne i hans øjne, og før jeg kunne nå at se mig, havde han hamret stopknappen ind, så elevatoren gik i stå mellem 18 og 19 etage.

"Rose, lad mig nu tale ud!"
"Drop det, Harry! Jeg ved ikke, hvad du kan finde på!"
"Jeg ved godt, at drengene har fortalt dig min hemmelighed"
"OG? Jeg kan være ligeglad, det rager ikke mig!"
"Men nu ved du, hvorfor jeg har opført mig sådan"
"At være bipolar er ikke en undskyldelse for din opførsel."
"Det ved du ikke en fucking skid om"
"Hvorfor er du så obsessed med mig? Lad mig være!"
"Jeg vil gerne undskylde, for det der skete hos Louis"
"Det er en smule sent nu, synes du ikke?"
"Jeg ved godt nu, at der ikke skete nogen imellem jer. Så undskyld"
"Hvorfor bekymrer det dig? Det rager ikke dig, hvem jeg er sammen med"
"Jo, det gør det!"
"NEJ HARRY, det gør det ikke! Hvorfor fanden tror du det?"
"Fordi at du er min."   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...