Unrealistic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2015
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Med Charles og Elizabeth ude af billedet, skulle man tro at kærligheden kom nemt. Det troede Silvia og Bastian i hvert fald. Det unge par vil snart få en brat øjenåbner.

4Likes
3Kommentarer
1716Visninger
AA

15. XIV

"Ja, Bastian, hvad laver du her?" Spørger jeg med mine fingre flettet foran mig. Jeg skal lige huske, at jeg er i det offentlige, og at jeg har opsigtsvækkende tøj på. Jeg retter ryggen og kigger på ham. 

"Jeg.. Jeg.." 

"Har katten taget din tunge?" Spørger jeg og ligger en hånd på hans skulder. Han kigger på min hånd og så tilbage på mig med et mærkeligt udtryk. "Det er jeg virkelig ved af at høre," svarer jeg og fortsætter på min vej. Melanie kommer op ved siden af mig. 

"Silvia, vent!" Råber han efter mig. Jeg stopper op og vender mig mod hans stemme. Med mit bedste pokeransigt kigger jeg tilbage på ham.

"Jeg savner dig.." Jeg stopper med at trækker vejret. Jeg kan ikke bevæge mig, det er som at mine fødder sidder fast i fortovet.

"Civiliserede mennesker kommer ikke forsent," svarer jeg bare og går. Han stopper mig ikke. 

"Hvad skete der lige for Bastian og dig?" Spørger Melanie. Jeg trækker bare på skulderne og bliver ved med at gå. 

**

"Jeg ved, at jeg har været her før, men det der syn, bliver jeg aldrig træt af," kommentere Melanie og kigger op mit hjem. Jeg kommentere ikke men går bare igennem de åbnet døre, vagterne kommentere ikke på den ekstra person. 

"Silvia! Hvordan gik det?" Eleanor's stemme ekkoer mellem væggene, og hun kommer løbende omkring hjørnet. Hun stopper med det samme, da hun ser Melanie. Hun skal til at siger noget, men jeg sender hende et blik, der får hende til at tie. Hun sender mig et blik tilbage der siger; den-her-tager-vi-senere. Jeg nikker bare. 

"Eleanor? Hvad laver du nu her?" Spørger Melanie, da hun får øje på hende. 

"Jeg bor her," svare hun med armene over kors. Melanie kigger overrasker på hende. 

"Her? Hvorfor?" Hun trækker bare på skulderne. Den snakker vi ikke om. 

"Hvorfor ville du med her hjem?" Spørger jeg hende endelig. Melanie kigger nervøst hen på Eleanor. "Hvad du vil sige til mig, kan du også sige til hende." Hun trækker vejret dybt og synker en ekstra gang, før hun endelig åbner munden. 

"Efter der der skete til festen i fredags, har jeg snakket med mine forældre. Jeg har tænkt meget over det, du sagde med, at 'Bastian går om ryggen på dig med din søster'. Jeg fandt så ud af, at jeg er adopteret. At mine biologiske forældre åbenbart døde for længe siden, og jeg.." Hun stopper og trækker vejret dybt. Jeg skal selv lige trækker vejret og kæmpe med tårerne. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på min forældre. "Jeg fandt ud af, at du er min søster. Jeg kan ikke fatte det, det er så surrealistisk." 

"Så stopper vi lige tude festen her og fortæller mig, hvad helvede her foregår!" Siger Eleanor. Jeg kigger på hende og løfter et øjenbryn. Melanie snøfter og tørre tårerne fra sine kinder. 

"Jeg er kommet her for at lærer min søster at kende," svarer hun bare. Jeg kigger forfærdet på hende og så på Eleanor med samme udtryk. Hun kigger tilbage på min med store øjne. 

"Hvorfor vil du dog have lyst til det? Vi er ikke ligefrem venner," svarer jeg. Melanie ruller med øjnene.

"Nej, fjolle hoved! Men det kan vi komme til. Hvorfor tror du ellers, at jeg har brugt min dyrebare tid på at få fat i Bastian's telefon, for at få fat på dig, for at vi kunne mødes på Starbucks?" Spørger hun, som om det er de hårdeste, som hun nogensinde har lavet. Min kæbe rammer jorden og mine øjne fyldes endnu engang med tårer. "Hvad? Vidste du ikke det?" Spørger hun overrasket. Jeg ryster are på hovedet, ude ad stand til at forme ord. "Ups.." 

"Ups?" Udstøder jeg forfærdet. Hun holder sine hænder op i en forsvarsposition. 

"Hey, det at Bastian så valgte at dukke op var kun et plus." Jeg kigger på hende med sammeknebne øjne. Jeg tager så fat i hendes arm og slæber hende ud i entréen. "Hey! Hvad tror du lige, du laver?" Jeg åbner døren og slæber hende efter mig helt ud til porten. Undervejes ignorere jeg hendes beklagelser. Vagterne åbner portene, da de ser mig komme, og jeg skubber hende ud på fortovet, så hun falder og rammer jorden.

"Ups," siger jeg og vender mig op for at gå. Jeg giver tegn til vagterne, hvorefter de lukker portene igen. 

"Det her er ikke det sidste, du hører fra mig, Silvia Mary!" Råber hun inden døren lukkes helt. Whatever.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...