Unrealistic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2015
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Med Charles og Elizabeth ude af billedet, skulle man tro at kærligheden kom nemt. Det troede Silvia og Bastian i hvert fald. Det unge par vil snart få en brat øjenåbner.

4Likes
3Kommentarer
1740Visninger
AA

14. XIII

Silvia, kan vi ikke mødes og snakke om det her som civiliserede mennesker?

Jeg sukker, da jeg læser beskeden fra Bastian. Jeg modtog den i går eftermiddags, det er nu cirka firetyve timer siden. Det er tre dage siden ballet, og jeg ved virkelig ikke lige, hvad jeg skal gøre med mit liv. 

Jeg skal have snakket med Bastian, og jeg skal have styr på hele den her husbond ting. Enden skal jeg snakke med Sara og Mia, eller så skal jeg tage mig sammen og acceptere, at Kim og hende kolleger finder en mand til mig. Begge muligheder får mig til at krumme tæer. Jeg har ikke lyst til at blive gift med andre end Bastian, men jeg kan heller ikke få mig selv til at gå imod bedstes ønske.

Jeg skal have snakket med Melanie omkring alt det her familie ting. Jeg skal bare gøre det på en måde, så jeg ikke får lyst til at rive hendes lange brune hår ud. 

Jeg kigger på beskeden, imens mine fingre svæver over tastaturet. Endelig beslutter jeg mig for, hvad jeg skal skrive. 

-Mød mig på den nærmeste Starbucks til slottet til middag imorgen. Jeg er sikker på, at du ved hvilken en, det er.

**

Dagen efter sidder jeg på Starbucks og venter på Bastian. Jeg tager en slurk af min latte og skriver til Eleanor. 

Er han kommet endnu? 

-Nej, ikke endnu. Jeg regner heller ikke med, at han gør. 

Min mobil ringer, og jeg sukker, da jeg ser, hvem der ringer. 

"Selvfølgelig kommer han, Silvia! Hvorfor skulle han ikke komme?" Spørger hun med det samme, jeg har accepteret opkaldet. 

"El, jeg er virkelig ikke i humør til det her lige nu. Jeg har sat her i en halv time, han skulle have været her for tyve minutter siden. Hvis han ikke er her om ti minutter, tager jeg hjem," svarer jeg og kigger hen på den lukket Starbucks dør. 

"Silvia?" Lige en stemme fra ved siden af mig, før Eleanor kan svarer mig. Jeg kigger op og får øjenkontakt med djævlen selv. 

"Melanie," svarer jeg med et blankt udtryk. 

"Melanie? Er Melanie der?" Spørger Eleanor over telefonen. Jeg havde et øjeblik glemt, at jeg snakker med hende. 

"Jeg bliver nødt til at smutte. Vi ses El," siger jeg bare og afslutter opkaldet, før hun kan sige noget. 

"Hvad laver du her?" Spørger Melanie med et løftet øjenbryn. Jeg nikker rundt i butikken. 

"Det er Starbucks.. Hvorfor skulle jeg ikke være her?" Spørger jeg hende med et løftet øjenbryn og en lille latter. Hun ruller med øjnene. 

"Stadig lige så irreterende som altid," svarer hun med et suk. Et lille smil trækker på hendes læbe, og jeg rynker brynene. 

"Hvad laver du her?" Fyrer jeg tilbage til hende. 

"Jeg venter på en," svarer hun og tager plads på pladsen foran mig. 

"Og det skal du gøre ved det bord, jeg sidder ved?" Spørger jeg. 

"Øh, ja," svarer hun, som om det er åbenlyst. 

"Øh, nej," siger jeg og vifter med hænderne i en gestus, der siger 'skrid'. Hun ruller bare med øjnene, men bliver siddende. Hun tager sin mobil frem og trækker febrilsk på skærmen. Jeg sukker og tager min egen mobil frem. Jeg ser nogle SMS'er fra Eleanor, der forlanger at få at vide, hvad der foregår. Jeg kigger forbi hende beskeder og kigger på klokken. 13.34. Jeg nikker en enkelt gang og smiler stramt. Jeg rejser mig fra stolen og får Melanie's opmærksomhed.

"Hvor skal du hen?" Spørger hun overrasket. 

"Hjem," svarer jeg og begynder at gå. Hun rejser sig fra sin plads og løber efter mig. Hun ligger hånden på min skulder, og jeg vender mig straks om til hende. 

"Hvad?" Spørger jeg irriteret. 

"Må jeg kommer med?" Spørger hun i en lille stemme. Mine øjenbryn flyver op i min pande, og jeg kigger måbende på hende. 

"Hvad? Vil du med mig hjem?" Spørger jeg forbløffet. Hun nikker bare og prøver med et lille smil. Jeg kigger forvirret på hende. Jeg tror aldrig, at jeg har sethende smile bare for at være sød. Jeg blinker. 

"Okay," svarer jeg bare og vender mig om for at gå. Jeg åbner døren ud til efterfulgt at Melanie. Jeg vælger så lige på det tidspunkt at gå ind i en person - eller måske er det en mur. Jeg vælter tilbage og bliver grebet af Melanie. Jeg kigger op og får øjne på ham, jeg har ventet på den sidste halve time.

"Bastian? Hvad laver du her?" Spørger Melanie og hjælper mig på mine fødder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...