Unrealistic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2015
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Igang
Med Charles og Elizabeth ude af billedet, skulle man tro at kærligheden kom nemt. Det troede Silvia og Bastian i hvert fald. Det unge par vil snart få en brat øjenåbner.

4Likes
3Kommentarer
1721Visninger
AA

7. VI

*Recap*

"Alle? Er du syg? Først udspionering og nu et bal!"

"Hvad kan jeg sige, jeg føler mig inspireret." 

**

"Fortæl mig lige en gang til, hvorfor vi gør det her?" Spørger jeg for tredje gang på de sidste tyve minutter. Eleanor sukker dybt men stopper ikke. 

"For det første var det din idé, og for det andet er det en god idé!" Jeg ryster på hovedet og fortsætter efter Eleanor ned ad stien. Vi er ude foran Melanies forældres hus. Eleanor kender adressen, og jeg citere: "Man skal kende adressen på selv sin største fjende. Kom nu Silvia du burde vide det her!" Spørg mig ikke. 

Eleanor og jeg er klædt fra top til tå i sort tætsiddende tøj. Langærmet sort overdel, lange sorte leggins og sorte nike, der er gode at løbe i. 

Vi kravler op i et træ med den perfekte udsigt til deres værelser, køkken, stue og så videre. Wow det her er virkelig stalker agtigt. Eleanor finder to sorte kikkerter frem fra en af mine store sorte tasker og giver mig den ene. Det kan simpelthen ikke blive bedre. 

Jeg holder kikkerten op til mine øjne og lander inde i stuen hvor næsten hele familien sidder samlet. Mor, far, to yngre søskende men ingen Melanie. Har hun små søskende? 

Det fortsætter sådan et stykke tid i stuen. Jeg tror, de har set to film, mens de bare har sat der og kigget. Gud hvor kedelig. 

Jeg gaber og kigger over på Eleanor. Hun ser ud til at være dybt koncentreret i noget længere oppe. Jeg følger hende blik op til et værelse hvor gardinerne ikke er trukket for. 

"Silver nej-" Eleanor prøver at stoppe mig, men det er allerede forsent. I Melanies seng ligger hun og deler spyt med en fyr. Ikke bare hvilken som helst fyr. Det skulle bare lige være ham ikke? Af alle fucking fyre i verdenen så skulle det bare lige var min. Det er klart. Jeg burde ikke være overrasket, og det er jeg heller ikke, men jeg sur og ked af det. Det har jeg ret til at være. 

"Silvia lad os bare gå hjem. Det har været en lang aften," siger Eleanor i en stille stemme og ligger hendes arm på min skulder. Jeg ryster den af og kravler hurtigt ned ad træet. Jeg tager en dyb vejrtrækning og går med hastig skridt hen til min bil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...