Unrealistic 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2015
  • Opdateret: 18 aug. 2017
  • Status: Igang
Med Charles og Elizabeth ude af billedet, skulle man tro at kærligheden kom nemt. Det troede Silvia og Bastian i hvert fald. Det unge par vil snart få en brat øjenåbner.

5Likes
3Kommentarer
3032Visninger
AA

17. XVI

Jeg smækker døren i bag mig og går langsomt og behersket ned ad trapperne. Jeg drejer om hjørnet ind til opholdsstuen, hvor jeg ved, at Bastian opholder sig. Der står han og kigger ude over byen ved de store vinduer. Hans blonde hår er rodet som sædvanligt, men jeg kan ikke se hans øjne, da han står med ryggen til mig. Jeg rømmer mig for at få hans opmærksomhed. Han vender sig hurtigt om, forskrækket, som om han var i sine egne tanker. Hvad mon han tænkte på?

"Silvia..." han fortsætter ikke. 

"Bastian," svarer jeg høfligt og formelt med et lille nik som en hilsen. I et helt minut står vi bare og kigger hinanden i øjnene i hver vores ende af rummet. 

"Hvorfor er du her?" Spørger jeg endelig og stopper stilheden. Bastian blinker og fjerner øjenkontakt. 

"Jeg har hørt, at du er blevet dronning," svarer han og kigger bare ned på det poleret gulv. Jeg nikker kort. Jeg ved, at han ser det, selvom han ikke ser på mig. 

"Hvad bruger du tiden på nu - efter gymnasiet?" Spørger jeg og rynker panden. Jeg ved ikke, om jeg er interesseret i hans svar, eller om det bare er ren høflighed. Han trækker på skulderne. 

"Arbejder. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvor jeg vil fremadrettet," svarer han. Jeg rynker fortsat panden. 

"Hvad skete der med det, du fortalte mig om?" Spørger jeg oprigtig interesseret. Han kigger op på mig med en hurtig bevægelse med et bedrøvet udtryk i sin øjne. 

"Det bliver ikke til noget," svarer han og vender sig om for at kigge tænksomt ud af vinduerne. Jeg våger mig over til ham og stiller mig ved siden af ham. Jeg kigger op på ham. 

"Hvorfor ikke?" Spørger jeg roligt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerer på den her måde. Jeg burde være sur på ham, men jeg kan bare ikke finde det i mig, når jeg kigger på ham. Jeg har ikke lyst til at være sur på ham mere. Bastian trækker på skulderne. 

"Jeg er ikke god nok," svarer han med rynket panden. Jeg kigger ned på hans hånd ved hans side og tager den i mine egen. Han kigger strakt ned på mig, og jeg kigger op på ham og får omsider øjenkontakt med ham igen. 

"Du er god," svarer jeg med et lille smil. Han trækker sin hånd ud af min og vender ryggen til mig. Jeg blinker og ryster på hovedet. Jeg husker straks, hvorfor jeg var sur på ham. 

"Du behøver ikke, at lade som om, du holder af mig," siger han stadig med ryggen til mig. Jeg blinker og går om på den anden side af ham, så han kan se mig. Jeg står en respektable længde væk fra ham. Han kan ikke række ud af mig og så nå mig. 

"Jeg holder heller ikke af dig," svarer jeg i et monotont stemmeleje. Han fnyser og kigger på mig med glaseret øjne. "Jeg siger bare sandheden," tilføjer jeg og trækker på skulderne. Jeg samler mine hænder foran mig. Han svarer mig ikke.

"Hvordan går det med Melanie?" Spørger jeg uden én mine. Han kigger ikke på mig, men jeg kan se, at mine ord sårede ham. 

"Du ved godt, at Melanie ikke betyder noget for mig," siger han og kigger på mig. Jeg kan se oprigtigheden i hans øjne, men jeg har ikke lyst til at tro på ham. 

"Ja, det er også det, hun siger," svarer jeg sarkastisk. Han sukker og stopper sine hænder ned i sine lommer. 

"Hvorfor betyder det så meget for dig?" Spørger han. Jeg trækker vejret dybt. 

"Fordi vi var samme på det tidspunkt! Det er hvorfor, det betyder så meget for mig! Du gik bag ryggen på mig med min egen tvillingesøster! Ved du godt hvor lavt det er?" Råber jeg ad ham og skubber på hans bryst med begge mine hænder, så han træder et skridt tilbage. Det jeg sagde til ham er altsammen noget, han allerede ved. Der er ikke noget af det, som burde komme som en overraskelse. 

"Din tvillingesøster?" Spørger han overrasket. Jeg griner humorløst og folder mine arme over mit bryst. 

"Det ved du godt allerede," svarer jeg. 

"Jamen... Jeg troede ikke, du var seriøs?" Svarer han, men det kommer ud som et spørgsmål. Jeg kigger forarget på ham. 

"Hvorfor skulle jeg dog joke med sådan noget? Hvorfor skulle jeg joke med min familie?" Spørger jeg med hævet stemme.

"Fordi du ikke har udtrykt andet end hvor meget, du hader hende," svarer han og hæver også sin stemme overfor mig. 

"Så det giver dig en god grund til, hvorfor du lige synes, at du skulle være sammen med hende?" Spørger jeg med hævet stemme. 

"Jeg har aldrig været sammen med hende, Silvia!" Indrømmer han. 

"Hvorfor skulle jeg tro på dig?" Spørger jeg med tårer i øjnene. Han taget et skridt mod mig og tager begge mine hænder i sine. 

"Fordi jeg elsker dig," svarer han og kigger mig i øjnene med et lille men oprigtigt smil. Min mund bliver tør, og min hals snørrer sig samme. Han elsker mig? Nej, det kan umuligt være rigtigt. 

"Bevis det," svarer jeg og fjerner mine hænder fra hans. Der er stille, og han svarer mig ikke. Jeg kigger stadig ikke på ham. Jeg vender mig om for at gå, da Bastians håndflader ligger sig på min kinder, og han vender mit hovedet om mod ham. Jeg er tvunget til at kigge ind i hans øjne, og jeg kæmper for at tårer ikke falder fra mine øjne. Hans læber placerer sig hurtigt over mine, og jeg er overrasket. Jeg kysser ham tilbage og lader mine tårer tage min mascara med i falder. Bastian placere sine hænder rundt om min talje og trækker mig tættere ind til ham. Jeg slapper lidt mere af og lader mine hænder løbe op ad hans bryst og om til hans nakke, hvorefter jeg leger med hans blonde rødder. 

Jeg ved ikke hvorfor, jeg valgte at kysse ham tilbage, men jeg ved, at han er oprigtig i hans ord. Han elsker mig virkelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...