Lily's jule eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Et eventyr om nisse pigen Lily, der bliver adskilt fra sin familie, da de er på deres rejse op til Julemanden, for at hjælpe ham den 24. december. Lykkedes det for Lily at finde sin familie, inden d. 24. december og vejen op til Julemanden? Eller går hun glip af dette års juletur med Julemanden, på hans tur rundt i verden?

2Likes
4Kommentarer
791Visninger
AA

3. 3. december

Den næste morgen var Lily og James ankommet til Ålborg. De stod på stationen og vidste ikke hvor de skulle hen, efter at de havde fundet ud af at de ikke havde flere penge. De kunne derfor ikke tage hverken tog eller bus, så den eneste løsning var at gå. Gåturen ville tage flere timer og mere end 12 timer på gåben. Men afsted skulle de jo og håbede på at nå deres familie, selvom de ikke vidste hvor langt de var kommet.

”Hvad med at vi spørger om vej?”, spurgte Lily.

”Ja, hvorfor ikke. Det kan jo alligevel ikke skade.”, svarede James, som begyndte at gå rundt og spørge folk hvilken vej de skulle gå, for at komme til Frederikshavn. Det virkede dog ikke til at der var nogen der havde lyst til at svare, så Lily mistede modet og satte sig ned. Hun kunne mærke at tårerne begyndte at trille ned af kinderne. Mest af alt af frygten for at gå glip af årets julerejse med Julemanden.

”Hey, Lily, nu ikke miste modet. Vi skal nok nå derop.”, beroligede James hende og fik hende hevet med udenfor, mens han fortsatte med at snakke: ”Der var en enkel der gav nogle enkelt ledetråde til hvor vi skal hen.”

”Virkelig?”, spurgte Lily og håbede at han ikke jokede med hende.

”Ja, virkelig. Kom med mig.”, svarede James og begyndte at gå.

”Men hvad med mad? Vi har ikke mere tilbage og vi har ingen penge til at købe for.”, sukkede hun trist.

”Det skal vi nu nok finde ud af, bare kom.”, opmuntrede han hende og de fortsatte med at gå. Det var heldigvis tidligt nok til at de forhåbentlig kunne nå et godt stykke af vejen derop, inden det blev alt for mørkt. Lily ønskede dog at de ikke skulle gå så langt, da hun allerede havde ondt i fødderne. Samtidig kunne hun ikke lade være med at tænke på far Lunte, mor Mulle og storebror Magnus. Gad vide hvad de gik og tænkte, nu hvor hun ikke fulgtes med dem? Var de bekymrede eller ledte de overhovedet efter hende?

Det var svært at sige. Bare hun kunne fortælle dem at hun var okay og at hun forsatte sin rejse mod Grønland. Hun var taknemlig for at hun ikke var alene og at James var der til at holde hende med selskab på den lange tur. Men hvordan skulle de dog kunne komme med færgen? Hvad skulle de gøre for at få noget at spise og hvor skulle de sove henne?

James vidste det heller ikke, men virkede ikke bekymret. Som om at ”det skal vi da nok finde ud af når vi kommer dertil.” Men det virkede ikke for Lily. Hun ville ønske at hun ikke havde været så distræt og derved var blevet væk fra familien.

”Ved du overhovedet hvor vi skal hen, James?”, spurgte hun efter at de havde gået i det, der føltes som flere timer.

”Øhh, det kan være jeg er faret lidt vild, men vi er i det mindste kommet et godt stykke uden for byen.”, svarede han lidt usikkert tilbage. Lily blev ekstremt nervøs. Hvad nu hvis de aldrig fandt vej?

”Hvad med at vi så får et lift?”, spurgte Lily, da hun undervejs havde set adskillige biler køre forbi dem.

”Det kan vi da godt, men har dine forældre aldrig fortalt dig at man skal passe på med hvem man kan blive samlet op af?”, spurgte han igen.

”Jo, men skal vi ikke tage chancen og håbe at der ikke sker noget ved det?”, prøvede Lily sig frem. James nikkede og begyndte at blaffe. Lily gjorde det samme og det føltes som om at de stod der længe, inden at der var en lastbil der stoppede.

Manden der kørte spurgte dem hvad de dog lavede her og de forklarede situationen, uden at fortælle at de var nisser, der var på vej til Grønland. De sted ind i lastbilen og håbede at der ikke ville ske noget under turen. Mens de kørte, bemærkede Lily at manden kiggede gådefuldt på hende. Det var det her hendes mor havde advaret hende om. De gådefulde mennesker, der ikke var til at finde ud af.

Det tog ikke ret lang tid, før de var i Frederikshavn og James fik ham lokket til at sætte dem af ved havnen. Men han ville ikke lade Lily gå.

”Nej, hun skal med mig, forstået?”, forsvarede James hende.

”Ha, så må du tro om. Glemte jeg at nævne at som betaling for turen, skulle hun blive hos mig?”, grinte han lumskt.

”Det har du ALDRIG nævnt og det kan du godt glemme ALT om.”, svarede James arrigt igen og fik hevet mig ud af lastbilen. De bakkede væk fra lastbilen, men manden fulgte efter dem og de begyndte at løbe væk fra ham, til trods for at han fulgte med.

”Vi når det aldrig, James.”, skreg Lily forpustet.

”Jo, vi gør. Kom nu.”, skreg James tilbage og køb hen mod vandet. Da de nåede derhen, måtte de ændre kurs. De løb hen mod de store containere, der var stablet oven på hinanden. De var ved at løbe tør for ideer til hvor de kunne løbe hen. De løb rundt mellem containerne, og manden nægtede at give op. Der var ingen mennesker i nærheden til at hjælpe dem, overhovedet. De nåede hen til den anden ende af havnen.

Endelig kunne de gemme sig og opdagede til deres store lettelse at manden havde givet op.

”Gad vide hvad han ville med mig?”, spurgte Lily forundret.

”Jeg ved det virkelig ikke, men det er nok derfor at vores forældre ikke vil have at vi kører med fremmede. De kan være nogle farlige nogen.”, svarede James og pustede ud.

”Hvad med at vi finde færgen? Eller måske er vores familier her et eller andet sted?”, sagde Lily, med et håb i stemmen. James nikkede og de begyndte lige så småt at gå rundt omkring på havnen og ledte efter resten af flokken. Lily tænkte at de nok ikke var nået så langt endnu, da de hvert år plejede at gå hele vejen til færgen.

”Hvad nu hvis de ikke er her endnu? Eller hvad nu hvis de har taget færgen?”, spurgte Lily.

”Ja, enten må vi vel vente på dem og se om de kommer, eller også må vi selv tage færgen til Norge.”, svarede James.

”Hvordan? Vi har jo ingen penge til turen derover og da slet ikke Grønland.”, fik Lily sagt med grådkvalt stemme. De havde efterhånden ledt i et par timer og der var blevet aften. Lily var sulten og det var James også. De havde ikke fået noget at spise i flere timer. De fandt et lille aflukke og opdagede til deres store forundring at der var en dør åben. Der duftede af mad og de gik derhen for at se hvad det nu var for noget. De kiggede indenfor og…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...