Lily's jule eventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Et eventyr om nisse pigen Lily, der bliver adskilt fra sin familie, da de er på deres rejse op til Julemanden, for at hjælpe ham den 24. december. Lykkedes det for Lily at finde sin familie, inden d. 24. december og vejen op til Julemanden? Eller går hun glip af dette års juletur med Julemanden, på hans tur rundt i verden?

2Likes
4Kommentarer
788Visninger
AA

21. 21. december

GLAT IS!
Lily og James blev vækket tidligt. Lily frøs virkelig meget, da hun vågnede. Det var til trods for at hun havde rigeligt med tøj på, men det var alligevel ikke nok til at holde kulden ude. James frøs også, men sprang ud af sin sovepose, for at komme afsted. Lily kunne ikke lade vær med at spise, bare ved synet af James og hans begejstring. 
De kom afsted efter morgenmaden, som Lily alligevel ikke var helt begejstret for. Men hun skulle trods alt have noget at spise, da hun ikke vidste hvor langt der var ud til Julemandens hus herfra. Begejstringen overmandede hende, idet at hun snart ville få hendes familie at se. Far Lunte, mor Mulle og storebror Magnus.
De fik belejret de slæder de brugte og fik slæde hundene i gang. Lily kiggede mest af alt på det snehvide landskab, mens de drog derud af. Nøj, hvor var der dog meget sne. Hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken om at bygge en snemand. Men det havde hun desværre ikke tid nu, da de kørte derudaf. Hundene løb afsted og bjæffede til hinanden. Det føltes som om de kørte på indlandsisen i flere timer, hvilket de i sidste ende nok også gjorde. Der var nok også ret langt derud, men Lily nød turen i fulde drag.
Da de endelig ankom til Julemandens hus, stod de alle sammen udenfor og ventede. Lily og James kiggede på hinanden og sank begge en enkelt gang, inden de stoppede. Selv Julemanden stod der, i midten. Hverken Lily eller James kunne aflæse hans ansigtsudtryk. Den første der brød tavsheden var far Lunte.
”Hvor dælen har i dog været?”, spurgte han blidt, da han så på Lily.
”Vi kom lidt på afveje, da vi blev væk fra jer.”, svarede Lily snøftende. Far Lunte rakte armene ud og Lily løb ind i hans arme. Hun lod tårerne få frit løb og far Lunte trøstede hende. Mor Mulle og storebror Magnus kom også og gav hende en krammer. Hun kunne se at James også havde fået selskab af hans familie, mens resten af flokken stod og så på.
”Er i slet ikke sure på mig?”, spurgte Lily og kiggede på dem alle tre.
”Nej, det er svært at være sur på dig, min kære.”, svarede mor Mulle.
”Vi burde have set det komme, at du ville blive væk fra os. I hvert fald sådan som du har det med at fare vild i dine egne tanker. Vi blev virkelig bekymret, da vi indså at du var væk, men vi valgte at stole på at du nok skulle finde din vej herop. Til vores store held, kom du sikkert herop.”, sagde far Lunte.
”Ja, men det ville ikke have været uden James.”, sagde Lily og kiggede over mod James og hans familie, der alle stod og krammede hinanden.
”Vi er så glade for at i ikke rejste alene, men i det mindste havde hinanden.”, sagde mor Mulle. Lily følte sig alligevel skyldig. Hun bemærkede at storebror Magnus ikke havde sagt noget, siden hun kom.
”Er du okay Magnus?”, spurgte Lily. Hun gik hen til ham, kiggede ham dybt i øjnene. Hun kunne ikke helt se hvad der foregik inde i hovedet på ham.
”Ja, jeg har det fint. Jeg har bare virkelig været bekymret for dig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg havde mistet dig. Jeg burde havde holdt bedre øje med dig.”, svarede Magnus og gav Lily en krammer. Der stod de i et godt stykke tid, indtil Julemanden afbrød dem.
”Nu hvor vi ved at Lily og James er i god behold og kommet sikkert frem, kan vi med ro i sindet komme tilbage til det vi var i gang med. Vi er bagud allerede.”, annoncerede Julemanden. De fulgte alle sammen med indenfor. De fleste fandt deres poster og gik i gang med deres arbejde. Der var stadig rigelig med gaver til børn, som lige skulle pakkes ind eller skulle have de sidste reparationer, inden de blev pakket ind. 
”Hey Lily.”, sagde Julemanden, da han kom hen til hende.
”Hey Julemand.”, svarede Lily. Hun stod helt stille og nejede for at vise respekt for ham. Der var ikke nogen større ære, end når Julemanden henvendte sig til en.
”Jeg er glad for at du og James er kommet sikkert frem. Jeg håber ikke at det har været for hård en rejse, for sådan et ungt par som jer. I to må hellere få slappet af, inden i morgen. Der har jeg en helt speciel opgave til jer to.”, sagde Julemanden.
”Tak, Hr. Julemand. Men med al respekt, så er James og jeg ikke ligefrem et par. Vi er kun venner. Men jeg glæder mig til at se hvad det er for en opgave, de har udleveret til os i morgen.”, sagde Lily og nejede igen. Julemanden nikkede og gik videre. Hvad mente han dog med det han sagde, omkring hende og James var et par? Kunne han se det der foregik imellem dem eller vidste han det på forhånd? Det var svært at sige.
Resten af dagen fik Lily og James ikke muligheden for at snakke sammen, da de begge havde travlt med at snakke med hver deres familie. Endda snakke med de andre i flokken, som ellers normalt ikke snakkede med dem, men nu havde lyst til at høre om deres rejse. Selv den yndigste pige i hele Julemandens regi, som kom fra Island, snakkede med James. Lily kunne se at hun åbenlyst flirtede med ham og Lily fik helt ondt i maven af at se på det. Mor Mulle bemærkede det, kom straks hen til Lily og lagde armene på hendes skuldre.
”Gør det ondt at se på?”, spurgte mor Mulle. Lily kiggede væk.
”Ja, det gør det faktisk.”, svarede Lily. Hun kunne ikke lyve for sin mor.
”Jeg har set den måde du kigger på ham. Det er nemt at se der er noget imellem jer. Du er vild med ham, er du ikke?”, spurgte hun igen. Lily sukkede.
”Jo, jeg er vild med ham. Men jeg ved ikke om han føler det samme for mig, som jeg gør for ham.”, svarede Lily. Hun fik tårer i øjnene.
”Det er okay. Det kan være du kan snakke med ham om det i morgen, når i skal lave den opgave for Julemanden.”, sagde mor Mulle. Lily nikkede og håbede at hun kunne få sig selv til at spørge ham.
Resten af dagen brugte Lily og James tid på at få snakket med alle de andre i flokken og endda fortalt om deres rejse adskillige gange. Lily ønskede at hun kunne være sammen med James, men hver gang hun så ham, havde han travlt med at snakke med hende fra Island. Pigens navn var Frida. Et ufatteligt smukt navn. Det boblede af misundelse og en smule vrede i Lily. Det der var sket imellem dem, siden deres fælles rejse var begyndt, smuldrede imellem Lilys fingre. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun endte med at bruge resten af aftenen inde på familiens værelse.
Hun kunne knap nok få noget ned, da de spiste aftensmad, men lidt fik hun da. Den aften lå hun i sin seng, under en dejlig varm dyne, og græd sig selv i søvn. Søvnen overmandede hende hurtigt den aften.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...