A heart for christmas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2015
  • Opdateret: 8 dec. 2015
  • Status: Igang
Justin Bieber & Sara Williams. Hollywoods populære kærestepar. Det er December, denne glædens tid er allerede planlagt til randen; der kan hverken presses mere ind eller for den sags skyld ud, af Justin og Sara's tætpakkede kalender. Men når Justin en december nat bliver fragtet til det nærmeste hospital med fuld udrykning, hvad sker der så? Bliver Sara's bønner, om Justin's helbred hørt? Hvad ender det med? ______________________________________ Dette er en lille julehistorie om to personers kærlighed, i en svær tid. Hvordan vil det gå dem - og ikke mindst Justin? OBS.: Da det er en julehistorie, vil den kun være i december måned og derfor vil den ikke være så lang God jul !

9Likes
2Kommentarer
846Visninger
AA

5. 8. December

 

"Hvordan har du det, Justin?" spurgte jeg ham og strøg mine fingre gennem hans stadig utrolig bløde hår.

Han rystede blidt på hovedet. Jeg kiggede skeptisk på ham, han skulle nok klare den, det vidste jeg - eller det håbede jeg i hvertfald på. Mit blik faldt på sneen ude for vinduet. Det sneede ikke lige nu, men sneen havde lagt sig i meget store mængder, hvilket vidst også havde skabt meget trafikkaos i mange af staterne, her i USA.  

 

"hey babe, det skal nok gå. I morgen tager vi til lægen og får af vide at alt er som det skal være, ikke?" Lød det næsten spørgende fra Justin, hvilket 'rystede' mig ud af den trance jeg lige havde befundet mig i. Han smilede svagt til mig og trak mig ned til ham, for derefter at presse  hans bløde læber på mine. 'Alt er som det skal være', ordene han lige havde sagt, kørte rundt i hovedet på mig. Jeg vidste at chancen for at alt er som det skal være, er lille. Man besvimer vel ikke uden grund gentagne gange eller har næsten konstante smerter i brystet, vel?

Jeg bed tænderne sammen og tog en dyb indånding.

"Selvfølgelig" svarede jeg svagt, mest for at berolige ham. Jeg vidste at det gik ham på, men jeg vidste også at dette ikke bare var stress. Jeg trak den hvide dyne over hans, overraskende nok, stadig solbrune krop. Han gav min hånd et klem og kyssede den. Et smil bredte sig på mine læber, måske var der ikke noget galt? Man kan vel altid håbe.

Justin faldt hurtigt i søvn igen. Han ligger på sofaen i stuen, med dynen over sig. Jeg havde ellers lavet the til ham, men den var nået at blive kold nu. Han så helt fredfuld ud, som han lå der. 

 

20.36

 

"Vågner du? vi skal spise" sagde jeg til Justin, han havde sovet ret længe. Justin nikkede som svar. Jeg bevægede mig væk fra sofaen og hen til køkkenet.

"Nej, bare bliv der. Jeg kommer ind med maden" beordrede jeg Justin. Han smilede til mig og satte sig ned på sofaen igen. Jeg tog begge vores tallerkener i hånden og fortsatte ind mod stuen. Maden stod bare på suppe i dag, men det var nu også meget godt engang imellem. Justin grinede af mig, da han så at jeg kom balancerende ind i stuen med tallerkenerne.

"Well, at least i tried" grinede jeg, og satte tallerkenerne ned på sofabordet. Justin grinede højlydt, det var rart at høre ham grine igen. Et smil viste sig på mine læber. Jeg svingede mit hår om på ryggen, for ikke at få hår i suppen - det var simpelthen så irriterende når det skete. Justin grinede stadig, hvilket resulterede i at jeg kiggede dumt over på ham.

"hvorfor er du så glad, din taber?" spurgte jeg ham grinende og tog endnu en skefuld af suppen. Her var stille omkring os, altså lige bortset fra Justins konstante grin og lyden fra pejsen - jeg havde dog intet i mod det. 

"Jeg elsker dig fandme, dumme" sagde han og tog noget mere suppe.

"Og jeg elsker dig, Justin" svarede jeg og kiggede ham dybt i øjnene. Han trak sig ud af vores øjenkontakt pludseligt.

 

"Jaja" lød det opgivende fra ham.

Jeg kiggede undrende på ham og spurgte, "hvorfor siger du sådan?"

Han trak på skuldrene og spiste ligegyldigt videre. Jeg lod skeen falde hårdt på tallerkenen, så det gav en høj genlyd.

 

"Well, millioner af folk elsker mig i denne verden. Alle elsker mig. ELSKER. Men hvem kan blive med mig, Sara? hvem?? Kan du svare mig på det?" svarede han surt og kiggede vredt på mig. Chokket. Det var det jeg var, chokket.

"Jeg er her da hos dig?" spurgte jeg chokeret, eller det var nu mere som en konstatering. Jeg kiggede alvorligt på ham. Han rystede bare ligegyldigt på skuldrene. "Hvad er der galt?" spurgte jeg ham igen.

 

"Dig" svarede han koldt, efter lidt tid. Jeg mærkede et pust i min mave og kiggede undrende på ham.

"Det er dig der er noget galt med Sara, eller er det mig? måske er det os begge?" Sagde han og kiggede ned i sin suppe. "Os begge?" spurgte jeg ham og rynkede brynene. Hvad havde han lige gang i? tårene begyndte at presse sig på.

"Ja, måske skal vi ikke være sammen. Vi skal måske bare afslutte det her, inden det går galt" konstaterede han og kørte sin ske rundt i suppen. Lyden af skeen som skrabede mod bunden i hans tallerken, fyldte den tunge tavshed der havde lagt sig i rummet. Jeg prøvede at sige noget, men intet kunne forlade mine læber. For lidt siden havde han sagt at han elskede mig, og nu? jeg fortstod intet og ventede egentlig bare på at han sagde det var en joke. 

 

"Jeg mener det, Sara" konstaterede han hårdt og strammede grebet om sin ske. Jeg næsten smed skeen fra mig og forlod sofaen. Hurtigt fandt jeg vej ud til hoveddøren. Jeg snuppede solbrillerne der lå på det lille bord ude i indgangen, jeg blev nød til at skjule at tårene løb om kap ned af mine kinder - det sidste jeg behøvede lige nu, var dumme spørgsmål fra paparazziaer. Hurtigt smækkede jeg døren i og løb ud mod bilen. Jeg havde brug for at komme væk, komme væk herfra. 

 

"Hey, det er Sara. Jeg kommer over nu, er det i orden?" spurgte jeg Ally i telefonen. Hun sagde ja med det samme, da hun kunne høre gråden i min stemme. 

Jeg var hurtigt kommet til hendes indkørsel, hvor jeg parkerede bilen og skyndte mig ind. 

 

"Hvad så, hvad sker der?" spurgte hun og trak mig ind i et kram, et kram jeg virkelig havde brug for. Døren smækkede bag os og hun trak mig med ind i hendes stue. "Er det Justin?" spurgte hun, hvilket fik mig til at græde dobbelt så meget som før. "Fortæl" beordrede hun, imens hun tog min hånd. Jeg fortalte imens tårene fik frit løb. 

 

02.22

 

Jeg gned mig i øjnene og kiggede rundt. Jeg kom i tanke om hvor jeg var, og tog en dyb vejrtrækning, da jeg kom i tanke om hvorfor jeg var her hos Ally. Der var mørkt omkring mig. Hun havde lagt et tæppe om mig. Jeg lå på hendes sofa. Ved siden af mig havde hun sat et glas vand og skrevet et sødt brev, jeg kunne dog ikke se hvad der stod grundet mørket omkring mig. Jeg smilte svagt, Ally var så omsorgsfuld. 

Jeg greb min mobil for at se om der var sket noget, jeg kunne alligevel ikke sove.

 

(00.01) Kommer du ikke hjem? 

(00.23) Undskyld

(01.20) Hvor er du Sara???

(01.59) Jeg er bekymret for dig

 

4 beskeder, fra Justin. Jeg vidste ikke om jeg skulle komme hjem, ville det være det rigtige at gøre? jeg spurgte mig selv flere gange. 

Jeg valgte at tage hjem, efter at have skrevet en sød note til Ally. Jeg kunne ikke lade det med Justin stå til.

 

Jeg løb op til vores hoveddør, efter at have kørt som en sindssyg for at komme hjem. Jeg havde ikke taget nøgle med, så jeg stod helt hæmningsløst og bankede på døren, imens tårene endnu engang fik frit løb. Der gik ikke lang tid før føren næsten blev revet op, det var selvfølgelig Justin. 

 

"Undskyld, Undskyld, Undskyld" lød det fra Justin, imellem en masse kys. Han trak mig ind i et stort kram. Det var her jeg følte mig tryg, i hans arme. "Jeg, jeg elsker dig" stammede jeg mellem kyssene. Jeg smækkede døren bag os, og han trak mig med ind i stuen. Justin trak sig væk fra mig og holdte mit ansigt i hans hænder. "Jeg vil bare ikke såre dig, jeg vil ikke" græd Justin. Jeg trak ham ind til mig og gav hans hænder et klem. 

"Justin, du slipper aldrig for mig" hviskede jeg i hans  øre. Han pressede hårdt hans læber mod mine. "Jeg kan ikke miste dig, Sara" sagde han alvorligt, imens hans tåre løb ned af hans kinder. "Du mister mig ikke, Justin" konstaterede jeg og prøvede at tørre hans tåre fra hans kind. 

"Aldrig?" spurgte han og kiggede mig dybt i øjnene.

"Aldrig." svarede jeg ham seriøst, imens han trak mig ind i et varmt kram. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...