Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25469Visninger
AA

11. 7 Dec.

 

 

Som jeg fortalte Naomi i går, så skulle vi ud og kigge på møbler i dag, sammen med det meste af vores familie. Heldigvis er mine søskende i skole, så de tager heldigvis ikke med. Men desværre er begge vores mødre med, ikke mindst Caro. Det værste er nu, at Dan, Mark og Naomi’s far har taget fri fra arbejde, så nu skal de også med. Uhu.

Kan I lige mærke hvor glad jeg er for det?

Dagen i går var virkelig en dum søndag, Naomi var træls fra start og jeg bebrejder hende ikke, for i sidste ende er det min fejl. Tænk at jeg lige siger det, at jeg lader hende vinde den her. Men det er jo rigtigt.

Men som sagt var Naomi træls, lige pludselig ville hun skride fra skøjtehallen og hun kommer så hurtigt ud på isen, at hun skøjter ind i en anden mand. Den mand skulle selvfølgelig være Harry Edward Styles, fyren jeg troede jeg kunne stole på og som jeg troede var min bedsteven. Den fyr der stjal min kæreste fra mig!

Af alle mennesker hun skulle støde ind i, så skulle det være ham! Af alle steder han kunne være i går, så skulle han være i skøjtehallen og sammen med hans søster. Det var da noget positivt. Havde han være der med Eleanor, så havde jeg dræbt ham på stedet.

Men dagen sluttede jo ikke bare der, vi skulle jo lige en tur på skadestuen med Naomi. Hun havde taget styrtet fra med sin hånd og det var jo allerede tydeligt fra start, at den hånd var brækket.

Sygehuset sagde det samme som vi alle tre vidste, den var brækket. Hendes højre hånd er brækket og jeg føler mig skyldig i det, eftersom jeg tvang hende af sted og udmærket ved at hun er en Bambi på glatis, lige når hun har fået skøjter på. Caro er virkelig Bambi på glatis hele tiden, men Naomi er det kun lige de første 5-10 minutter, da hun lige skal vende sig til skøjterne.

Hvilket hun ikke nåede i går, ikke gør Harry var i vejen og væltede hende ned på isen. Jeg har sådan lyst til at smadre ham for det.

I det mindste har hun fået gips på nu og et plaster på knæet. Det valgte sygehuset lige at give hende på og det er jeg kun taknemmelig for. Hun kunne jo ikke engang støtte på benet, ikke i de første mange minutter.

Keith blev heldigvis i venteværelset, ellers ville han sikkert have spurgt lægerne om babyen og om den var okay. Jeg kunne lige forstille mig, hvordan vores løgn ville gå i vasken, hvis han var med derinde og lægen sagde der ingen baby er, eller har været.

 

”Louis, går du ikke op til Naomi og får hende op? Hun har sikkert problemer med tøjet og hun har ikke været i særlig godt humør, siden ulykken.” Jeg nikker kort til Michael’s ord. Vi alle er samlet i deres hus, da vi skal til at køre og vi derfor mødes herinde ved dem.

”Og Louis, kan du ikke lige tage det her med op? Hun havde ikke lyst til at spise her til morgen og Jeres barn skal jo have mad.” Jeg nikker kort til Caro’s ord og tager i mod tallerken med maden til Naomi.

Det burde være mig som var mere nede end hende og være mig som havde lukket mig inde på værelset, specielt da det var mig som så Harry i går og ikke har set ham siden jeg skred.

”Tak Louis.”
”Så lidt” Jeg smiler kort til dem alle og jeg modtager hurtigt et smil fra dem alle. Jeg vender mig om og forlader dem alle i køkkenet, imens jeg selv finder vejen til gangen, hvor deres trappe står.

 

 

Med de sidste tre skridt, når jeg Naomi’s dør og ud fra den stilhed der er her på gangen, så tvivler jeg på hun laver noget derinde.

Jeg tager forsigtigt tallerken over i den ene hånd, så jeg kan få min anden hånd fri og derved få banket på. Det ville se kønt ud, hvis jeg tabte tallerkenen og det tror jeg ikke Lauren vil være glad for, det er en fin tallerken.

Min knyttede hånd banker på døren tre gange, uden noget svar. Derfor vælger jeg blot at ligge hånden på håndtaget og trykke ned, nu når hun ikke gider svare eller åbne, så må man jo selv bare gå ind.

Jeg åbner døren op, hvor jeg bare uden hendes tilladelse træder ind og kan se hende ligge henne i sengen, under sin dyne og med høretelefoner i ørene.

Jo tætter jeg kommer på sengen, kan jeg også se de tårer som triller ned af hendes ene kind og sikkert også den anden. Men fordi hun ligger på siden og med ryggen i mod mig, så ser jeg kun den ene kind og de tårer som falder.

”Naomi?” Ingen reaktion kommer fra hende, så hun må ikke have hørt mig, eller lagt mærke til nogen kom ind.

Forsigtigt sætter jeg mig ned på hendes seng, hvor mine øjne stille rammer i mod hende, da hun nu ligger mærke at der er nogen her.

”Louis, hvad laver du her?” Hendes stemme virker helt sønderknust, normalt ville hun jo flippe ud på mig, men lige nu er hun tydeligvis ked af det og trist pga. hånden. Det må vel være hånden, det kan vel ikke være andre ting?

”Vi skal ud og kigge møbler, sammen med vores forældre. Du ved til vores lejlighed.” Siger jeg flabet, i et håb om at hun rent faktisk svarer tilbage og hendes humør letter, for hun svarer jo altid tilbage.

”Jeg magter ikke det der, ikke i dag.” Hendes stemme er bare helt roligt og med en tydelig klang af tristhed. Skyldfølelsen svømmer hurtigt ind over mig, da jeg jo ligesom tvang hende afsted og nu har hun så brækket hånden.

”Din mor sagde jeg skulle gå op med mad, for du har slet ikke spist.”
”Jeg er ikke sulten, det har jeg fortalt hende.”

”Naomi, du skal spise. Du er nød til at spise. Du bære vores barn, som din mor så fint siger.” Med lidt problemer, får Naomi sat sig op og tager i et hurtigt tag tallerken fra mig.

Der er dog lidt problemer med spisningen også, da hun forsøger at bukke franskbrødet over, så det bliver en klapsammen mad. Jeg vælger derfor at gøre det for hende, hvor underligt nok, kommer et taknemligst smil fra hende.

”Tak.” Mumler hun meget svagt, med vrænget stemme. Det er så tydeligt, at hun egentlig ikke ønsker at takke mig og være god ved mig, men hun er det alligevel.

”Jeg mødte Harry i går, hvis det letter dit humør.” Hendes mørkebrune øjne kigger kort på mig, inden de fokuserer på hendes hånd.

”Han brækkede min hånd…” Jeg griner en smule over hendes sætning, da det teknisk set var dem begges skyld. Hun så sig ikke for og det gjorde han så heller ikke. Ikke at jeg holder med ham, for det gør jeg ikke. Jeg hader ham.

 

”Hvad skete der egentligt i går?” Naomi ser hurtigt op mig. Hendes øjne er langtfra til at tyde, udover at det ligner noget, som hun absolut ikke ønsker jeg spørger om og som hun ikke vil svarer på.

”Intet…” Denne gang kommer den ubehøvlede stemme op i hende, hvilket jo bare er perfekt, så er hun stadig sit rigtige jeg.

”Jeg lader den ligge, men kun i dag!”

 

 

”Ej denne her seng er virkelig god!” Jeg kigger kort frastødende på min mor og Lauren, som allerede prøver sengene for os begge, for Naomi skal ligge i noget godt. Hun er jo gravid og har behov for en god seng, som de så fint kan sige.

”Naomi og Louis prøv den, den er perfekt!” Mark, Dan og Michael er nærmest med for pyntes skyld, det er dem som skal slæbe på læsset, nu når vi kommer ud til leveringen.

Det er sådan et godt system de har her. Det er ligesom Ikea’s fremgangsmåde. Du skriver et varenummer ned på papir, samler alt dekoration i vogne og går derefter til kassen, hvor du til sidst rammer leveringen.
Okay, det er næsten det samme som Ikea. Men der går man selv ud på lageret og henter sine møbler. Der er da også småmøbler, som man kan tage med sig på vej og med op til kassen. Det er mere sådan små møbler, som skoreol. Men det kommer også an på deres størrelse. Tror jeg nok.

”Louis, du må hellere gøre hvad din mor siger.” Griner Dan hviskende ind i mit øre, men han sørger alligevel for at mor hører ham. Han elsker at drille min mor og han er skam også perfekt til hende. Han behandler hende godt og det er det bedste.

”Hvad sagde du lige Dan?” Mor hæver sit bryn, hvor hun sender hendes mand et ryst på hovedet og blot griner af ham bagefter.

Jeg går hen til den seng, som mor og Lauren rejser sig op fra. Jeg placerer røven på den, hvorefter jeg ligger mig ned og allerede nu er jeg nærmest i himmeriget. Det er den bedste seng jeg har prøvet, eller er blevet tvunget til at prøve.

”Naomi, min pige. Gå hen og lig dig ved Louis.”
”Jeg gider ikke, kan vi ikke godt blive færdige og komme hjem…” Hun ser bedende på hendes far, som tydeligt ser trist på hans datter. Naomi vender sig derfor om i mod mig og forsøger at overtale mig med øjnene. Hvilket ikke kan lade sig gøre, for vores familie har besluttet sig.

”I er altså for meget…”
”Naomi, vil du ikke godt gå hen og prøv den seng?” Hun ryster blot på hovedet, hvor hendes storesøster i stedet går hen og ligger sig ved siden af mig.

”Den er altså virkelig behagelig, specielt når man er gravid. Louis, vil du hjælpe mig op igen?” Jeg nikker blot til hendes ord, inden jeg selv rejser mig op og derefter hjælper Caro op.

”Mark, bare skriv varenummeret ned. Det bliver denne seng. Naomi hvad farve? Blå, sort eller grå?” For første gang siden vi begyndte på sengene, vælger jeg endelig at tage affære og faktisk siger ja til en seng, selvom jeg egentlig ikke gider flytte hjemmefra.

Selvom Naomi egentlig ikke flytter rigtig ind, så må jeg jo lege hendes mand og derfor spørger hende, hvad hun mener hvad farve den skal være.

”Blå.” Sådan! Hvordan vidste jeg bare, at hun ville sige blå og faktisk sørger for jeg vil kunne lide sengen? Jo hendes ynglings farve er blå, så der er ikke meget at slås om.

 

”Jamen det var så sengen, som var det sidste møbel i soveværelset og stuen er også klaret. Så er det bare spisestuen, men du har jo arvet bedstemors spisebord, Louis. Så det er jo perfekt! Endelig en lejlighed, hvor der er plads til den.” Mark giver mig et kærligt smil, men jeg ryster kort på hovedet over ham. Det er ikke hans mor, som jeg har arvet fra, men mors mor. Min mormor.

Heldigvis kom spisebordet aldrig ind i min og Harry’s lejlighed, men stod i stedet til opbevaring i en garage. Så det er super fint.

”Vi mangler Jeres baby værelse og andre småting, skal vi gå videre?” Vi alle nikker blot, undtaget Naomi, som stadig sikkert helt vildt gerne vil hjem og lave intet.

De alle sammen begynder bare at gå deres vej, men Naomi følger ikke rigtig med, så jeg stopper selv op og går tilbage i mod hende.

”Kommer du?” Hun ser bare trist op i mine øjne, nærmest helt bedende.

”Jeg vil hjem Louis, mit knæ gør stadig ondt og min hånd gør i hvert fald ondt.” Jeg ser kort overvejene på hende, inden jeg bare giver et kæmpe kækt smil.

”Hvad er der?” Hun ser helt forvirrende på mig, hvilket er forståeligt.

”Bliv der!”
”Vuf.” Kommer der flabet fra hende, hvilket jeg ikke kan lade hver med at grine af.

 

Jeg løber hurtigt i mod indgangen af butikken, hvor de har deres indkøbsvogne stående. Det kan være det er barnligt, men det er en ting vi tit har gjort. Specielt når vi skulle ud at handle og der var en der ikke magtede at gå mere.

Ja det er vist ikke nogle hemmelighed, hvad jeg vil gøre nu. Er det? Nej godt så.

Jeg skaffer mig hurtigt en vogn til Naomi og jeg løber skab også hele vejen tilbage til hende, med vognen foran mig. Selvfølgelig er der mennesker som står i vejen og dem laver jeg bare en dytte lyd af. Ja kald mig bare barnlig.

”Sådan Naomi!” Jeg smiler stort til hende, da jeg endelig kommer hen til hende. Hun giver mig blot et skeptisk blik, inden hun ryster på hovedet over mig og smiler kort.

”En vogn? Virkelig Louis, er vi blevet børn igen?”
”Du er udmattet og vil helst hjem, du har brækket din arm og har dårligt knæ. Du skal ikke gå mere. Plus er du gravid” Jeg smiler drillende til hende, da jeg siger det sidste. For det giver ret god mening det hele.

”Man skulle ikke tro du blev 24, men derimod 6 år.”
”Auvs!” Jeg griner kort over hendes bemærkning, men den er ikke ny. Jeg hører det tit fra mine søskende og min mor.

”Kom så Naomi.” Jeg tager blidt fat i hendes gode hånd, hvilket hun lader mig gøre og hendes arm ligges hurtigt omkring min hals. Jeg bukker mig lidt ned i knæende, så jeg kan tage min venstre hånd under hendes knæ, i mens højre hviler på hendes ryg.

I en forsigtig bevægelse, får jeg hende løftet op i en brudestilling og jeg placerer hende forsigtigt i vognen. Men for at den ikke skal rulle nogen veje, i mens jeg placerer hende i vognen, så sætter jeg min ene fod på vognen.

”Jeg føler mig som en teenager igen.” Griner Naomi og jeg kan heller ikke undgå at grine over hendes ord. For vi opfør os som teenager igen.

 

*******************************************************************************************************

Så kom dagens afsnit og Naomi er underligt nok helt sød i dag!
Det ser ud til, at Naomi og Louis begge er gået i barndom. Mon deres lille strid i mellem hinanden, er ved at bløde op?
Hvad tror I? :)

Fortsættelse følger i morgen! :)


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...