Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25487Visninger
AA

8. 5 Dec.

 


 

Mit blik ligger hvilende på det køkken, som mor så gerne ønsker, skal være mit. Hun mente sine ord og ville smide mig ud hjemme fra, blot pga. min så dumme løgn. Den værste løgn jeg kan begå. Det at Lottie ved sandheden, beroliger mig en smule og alligevel ikke. Tænk hvis hun snakker til Fizzy, eller en af vores andre søskende, eller bekendte.

Det værste ville være, at hun fortalte vores mor hvad jeg havde gang i, så ville der først blive ballade og mor ville slå hånden af mig.

”Louis, denne her lejlighed er så perfekt for dig! Køkkenet er helt nyt, gulvene er helt nye, selv badeværelset er helt nyt. Det jo en helt ny lejlighed Louis og den er stor, den er perfekt for dig og Naomi! Der endda et værelse til Jeres baby!” Åh gud, den del havde jeg glemt. Løgnen om den baby, som aldrig vil finde vej til verden.

”Ja, den er vel fin.” Jeg ser bare lidt tomt på mor, for jeg gider virkelig ikke og flytte hjemmefra. Jeg havde en perfekt lejlighed, med en perfekt sambo og den perfekte kæreste, indtil de begge fuckede det hele op og fik sendt mig hjem til mor.

Det var selvfølgelig mit eget valg, at flytte hjem til mor. Men jeg gad ikke og finde et nyt sted, jeg havde bare brug for at komme hjem og væk fra London.

Men nu er jeg så tilbage i London, da mor mener det ville være en god mulighed for mig og Naomi, specielt da det vil gøre det nemmer for Naomi at få job. Ikke mindst kan jeg få mit gamle job tilbage, eller finde et nyt.

Utroligt at mor mener sådan noget er sundt for mig, at gå i samme by som Harry og Eleanor. Tsh. Magter jeg virkelig ikke.

”Louis! Mand dig så op, du bliver 24 år og du har næsten boet hjemme hele året. Jeg er ikke træt af dig Darling, eller holdt op med at elske dig. Men det er på tide du kommer ud og du får din egen familie nu, så du kan ikke blive boende hjemme.” Hun kigger alvorligt på mig og jeg kigger bare ligegyldigt på hende.

”Du er så besværlig! Jeg ringer efter Lauren og Naomi, hun bør have noget at sige, om Jeres kommende hjem.” Som så kun bliver mit mor og ikke Naomi’s, men det kan jeg ikke rigtig sige.

 

Mor bevæger sig væk fra mig, i mens hendes mund åbner og lukker sig hele tiden, så hun må allerede have fået fat i Lauren. Suk.

”Lauren og Naomi er på vej Darling.” Jeg smiler blot falsk til mor og bevæger mig helt ind i køkkenet. Det er da meget fedt nok, der er endda en Ø inde i midten og ja det er faktisk okay, men jeg så nu stadig og blive hjemme.

”Louis, det er ikke engang i samme bygning som Harry, så du kommer ikke til at se ham. Hvis det er det som bekymrer dig.”
”Mor, vi er to gader væk fra min gamle lejlighed. Min lejlighed.” Jeg sukker tungt. Det var mig der fandt lejligheden og ville bo der, men den var for dyr. Så jeg spurgte Harry om han ville flytte sammen, eftersom vi begge studerede samme sted og han i fritiden arbejde som fotograf. Det er så hans fuldtidsjob i dag og han tjener faktisk godt på det.

Men da han stak mig i ryggen, så pakkede jeg alle mine ting og tog de ting som jeg synes jeg fortjente, som også var mine. Jeg skred uden et ord til ham. Jeg lod ham endda beholde min sofa og fjernsyn. Men kun fordi jeg ville ud af lejligheden i en fart.

”Lo…”
”Mor bare hold mund okay?” Jeg vender mig lidt om, så jeg kan se ind i hendes triste ansigt. Det er tydeligt at hun stadig har det skidt og er ked af, at jeg blev stukket i ryggen af min bedsteven og kæreste. Hvor begge i dag kan bære titlen med et ex foran.

 

 

Et bank på døren indtil lejligheden, får mor til at gå væk fra mig og ud i mod døren, så hun kan lukke Naomi og Lauren ind.

Tiden har stået ret stille, siden jeg bad mor om at holde mund og hun har blot kigget trist på mig, forsøgt at læse mig. Men hun har opgivet.

Ham som viste os lejligheden, har ladet os have den for os selv et stykke tid, så vi kan tjekke den an og beslutte os. Meget pænt af ham, selvom jeg ved, at jeg intet har at have sagt og lejligheden bliver min lige om lidt, om jeg vil det eller ej.

”Hej Lauren og hej Naomi, kom ind!” Kan jeg hører mor sige udefra gangen af, inden nogle stiletter høres på trægulvet og mine øjne rammer i stedet ind i de mørkebrune øjne.

”Hej Loubear.” Hun smiler kærligt til mig, men kun fordi hendes mor og min mor er kommet herud, det er tydeligt i hendes stemme, at hun stadig hader mig for løgnen og sikkert bliver ved. Hun godkendte det også kun for Keith, at fortsætte denne løgn og ikke for min skyld.

”Hey.”

”Det kan være du kan opmuntrer Louis, han er slet ikke tilfreds med at flytte ud og slet ikke til London.” Naomi kigger kort på min mor, hvor hun derefter kigger på mig og ligger hovedet lidt på skrå.

”Mor kan Louis og jeg få lov at se lejligheden, alene?” Naomi kigger bedende på sin mor, som hurtigt ligger begge hænder op til hjertet og drejer sit hoved i mod min mor.

”Se dem lige, de vil kigge selv. Skal vi gå ned og få en kop kaffe?” Min mor nikker blot hurtigt enig til det, hvilket kun er perfekt. Så kan de to sladder tanter skride og denne løgn holde sig en pause.

 

Jeg ser efter vores mødre, som forsvinder fra køkkenet og nok ud i mod gangen. Det er i hvert fald hvad jeg håber på, at de rent faktisk kan skride og jeg kan få luft fra det hele.

Der går skam heller ikke særlig langtid, før døren åbnes og lukkes. Det får mig hurtigt til at åndelettet op og se på Naomi.

”Sagde jeg ikke du skulle flytte ud?” Hun smiler blot flabet til mig.

”Jeg vil ikke bo i London, så er jeg ligeglad hvad din mor og min mor mener, er bedst for ’os’. Der er intet os og det er min fremtid. Jeg kan ikke bo her Naomi. Det kan jeg ikke.”

”Jeg synes ellers den ser meget god ud og helt ny ud. Bare se køkkenet. Jeg tror helt klart at denne her ville være perfekt for ’os’.”
”Naomi, nej! Og du siger det også til din mor. Jeg skal ikke bo her!” Min stemme hæves automatisk op, da jeg ved hvad jeg vil og ikke vil. Jeg vil ikke bo her og det skal hun fatte.

”Jeg kan nemmere få job her i London og det kan du også.” Igen smiler hun flabet til mig og det får mig blot til at slå hånden vredt ned i bordet. Hvilket giver et sæt i hende.

”Jeg skal ikke bo her! Fat det og du kan sørger for det ikke sker!” Jeg peger hurtigt i mod hendes mave, som ikke bærer mit foster og som blot var endnu en løgn. Men en løgn der kan redde mig ud fra London.

”Louis, hvad er der galt med denne lejlighed?” Hun ser nervøst på mig, men også ret bekymret og det får mig langsomt til at sukke.

”Harry bor to gader væk herfra. Hvilket Eleanor også gør. Jeg kan ikke bo her.” Hun går stille hen i mod mig. Først nu opdager jeg hendes leggins og blomstrede kjole med bælte. Engang var det ikke det hun ville bærer, der var hun mere en jeans pige.

Hendes hår sidder perfekt flettet sammen, hvor fletningen ligger over højre skulder.

”Louis, du kan ikke blive ved med at leve i fortiden og flygte fra det. Det er jo det du gør ved at bo hjemme ved din mor, du sikre dig at du ikke ser dem igen. På den måde virker det som om du frygter det. Men bor du her og ser frygten i øjnene, så vil de kunne se at du er ligeglad og ikke bange for at se dem sammen. Glem ham og hende, de er nogle spader, som ikke fortjener dit venskab eller din kærlighed.” Så i bund og grund, så fortjener Naomi den heller ikke, ikke når hun står og siger sådan om dem. Men hun har alligevel ret i sine ord og det irriterer mig blot endnu mere, da hun ikke skal have ret.

”Så i bund og grund, står du og siger at du heller ikke fortjener mit venskab, eller min kærlighed?” Jeg ved ikke hvad der sker, men ordene ryger bare ud af mig og jeg fortryder det skam også hurtigt, da hendes øjne bliver store og de begynder at se en smule blanke ud.

”Naomi, jeg me…” Hun løfter bare hånde op og giver mig tegn på at stoppe.

”Jeg flyttede for uddannelse og karrier. Nogle mennesker vokser fra hinanden, det burde du vide. Bare glem det Louis. Du kan sejle i din egen sø, jeg gider ikke!” Med ét splinter sekund vender hun sig om og vil til at forlade mig i køkkenet alene. Jeg griber ud efter hendes arm, som hun hurtigt forsøger at få til sig.

Hun vender sig ikke engang om for, at kigge på mig og bede mig om at slippe. Hun bliver bare stående fast til jorden og jeg vender hende blot om, da jeg nærmest er klar over, at jeg har vundet denne gang.

”Naomi, jeg mente det ikke okay. Please ikke gå, jeg kan ikke sejle denne sø alene.” Et fnys kommer hurtigt fra hende.

”Louis, du har selv sørget for det her. Slip min arm, jeg gider ikke og bruge mere tid på dig! Bare hold dig væk fra mig og mit liv…”
”Men du kan ikke gå! Du venter min baby.” Det var ikke meningen, at det skulle lyde så desperat som det gjorde, det skulle mere lyde flabet. Men det var ikke sådan det gik.

”Der er ikke noget barn og det ved du også godt, så stop det!”
”Men det tror vores familier der er, så om du vil det eller ej, så hænger du på mig.” Denne gang lyder det mere flabet end før og jeg føler skam at jeg vinder denne kamp.

”Fint, du vinder. Men du køber denne lejlighed, for jeg vil gerne have den” Hendes stemme er meget sarkastisk i det og jeg ved at jeg desværre taber nu. Jeg gik lige fra at have vundet, til jeg havde tabt det hele og vil ende i denne lejlighed.

 

*******************************************************************************************************

 

Uh det bliver mere og mere interessant! De kan ikke engang enes fra dag til dag :).
Hvordan mon det kommer til at gå?


Fortsættelse følger i morgen! :).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...