Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25344Visninger
AA

2. 27 Nov.

 



Larmen fylder lufthavnen op, der er ikke meget stilhed eller rolige mennesker. Alle har travlt, på den ene eller anden måde. De skal enten ud af lufthavnen og nå et tog, ellers skal de nå et fly. Andre skal nå ankomst hallen, så de er der når deres kære ankommer.

Jeg ryster stille på hovedet, af alt denne menneske trafik, som jeg selv får æren af, at begive mig i gennem. Det er en travl måned, det er tydeligt. Her er mange.

Men julen er også kun lige rundt om hjørnet, hvilket nok skaber den voldsomme trafik i lufthavnen og gør det umuligt at komme fremad. Jeg forstår godt mor nu.

Hun kan heller ikke bringe Ernst og Doris med herind, eller Daisy og Phoebe, det ville være for voldsomt og Dan som er på arbejde, kan ikke tage sig af dem. Ja jeg kunne udmærket passe mine søskende, som jeg tilbød. Men næ nej, det måtte jeg ikke for mor.

Jeg kunne i stedet for hente mine to andre søskende, inde i den såkaldte travle lufthavn. Urh!

Hvorfor også rejse til Paris på denne tid af året? Hvad tænker Lottie og Fizzy lige på? Fatter ikke at Mark gav dem den rejse, forkælede møgunger.

”Flyet fra New York ankommer om 3 minutter.” Flyder der ud i højtalerne, men det var ikke en information jeg kunne bruge. Medmindre tøserne er rejst til New York og ikke Frankrig. Man ved aldrig med de to.

 

Jeg stopper op midt i det hele, da jeg egentlig ikke aner hvor jeg skal hen og jeg derfor må skabe mig et overblik. Det går ikke at jeg bare venter på højtaleren, som skulle fortælle om flyet fra Prais og jeg må derfor hellere finde en skærm, som jeg kan kigge på. Men hvor?

Mine øjne ser søgende rundt og jeg opdager hurtigt et skilt, som sagtens kunne vise mig vejen og nævner vente stedet, hvor vi pårørende og passagerne kan vente sammen. Selvfølgelig.
Nu skal jeg bare lige huske vejen og kunne komme forbi alle disse skide mennesker.

Med meget besvær, får jeg mig møvet i gennem køen til informationen og bestilling af billetter. Hold den kø var lang, eller de køer. Som det nu engang var.

Efter noget tid er jeg endelig fremme, hvor synet af fylde sæder og caféer rammer mig. Det er åbenbart den helt store tur, som folk tager nu her. Utroligt. Gad jeg nok ikke, ikke i denne travle periode!

Jeg skimter hurtigt en skærm, som får min fylde opmærksomhed og blikket er kun på skærmen. Skal bare derhen, forbi alle dem her og forbi de skrigende unger, som sidder lige foran mig. Jeg kan godt!

Bare larmen af skrigene unger, som brokker sig over ventetiden og voksne som skælder dem ud, den er forfærdeligt. Bare synet af kærestepar som overkysser hinanden, er forfærdeligt. Ja det hele er klamt!

 

Mine øjne spærrer hurtigt op, over kvinden foran informations skærmen og der går kun få sekunder før de blinker i forvirring. Jeg nærmer mig derfor langsomt kvinden, hvis brune hår med lidt naturlige krøller, bare hænger ned overskulderne og håndtasken er overskulderen, mens hun holder kufferten i højre hånd.
”Naomi?” Selvom jeg stadig er et stykke væk, så forsøger jeg at mumle navnet spørgende for mig selv, men åbenbart er det højt nok. For hun kigger sig langsomt forvirret rundt, som om hun hørte nogle sige hendes navn og der ser jeg hendes perfekte ansigt foran mig.

”Naomi? Naomi Clark?” Jeg kommer tættere på hende, hvor hendes mørkebrune øjne rammer mine.

”Louis? Louis Tomlinson?” Et smil rammer hurtigt hendes læber, inden hendes arme finder omkring min hals og mine arme omkring hendes talje.
”Hvad laver du her?” Jeg trækker mig fra hende og ser spørgende på hende, for hendes forældre sagde hun ikke kom hjem og nok slet ikke kom hjem før til jul.

”Til min søsters Baby Shower, hvad ellers?” Hun vipper hænder ud til siden, som om det skulle være indlysende for mig og det får mig kun til at trække på skulderne.

”Dine forældre sagde bare, at du ikke kom hjem og du nok først kom til jul.” Hun løfter det ene øjenbryn og sukker blot tungt.
”Det var også meningen, men planen er ændret og her er jeg! Men hvad laver du her? Uden kuffert? Har Louis Tomlinson endelig besluttet sig for at forlade London?” Hendes perfekte latter lyder hurtigt, i mens et flabet blik sendes til mig og det får mig kun til at ryste på hovedet.
”Jeg venter på flyet fra Paris. Mark gav Fizzy og Lottie en tur.” Hun nikker kort til mine ord, inden hun ser ned på sine negle, som er lakeret med en perfekt rød neglelak. Hendes krop har ændret sig og hun er ikke længere min nabopige, som ikke gik op i kjoler og make-up. Det er ændret, hun er ændret.

”Og du gad ikke med. Men godt de endelig fik deres tur og nok får shoppet en del.” Jeg nikker blot til hendes ord og en akavet tavshed dukker op.

Naomi griber langsomt fat i hendes kuffert, hvor hun giver mig nogle øjne og nærmest gør tegn til at gå, hvilket hurtigt får mig til at handle.
”Du kan køre med os? Vi skal alligevel samme vej?” Et hurtigt ryst er alt hun giver mig, inden hun kort siger:

”Jeg har noget jeg skal først og jeg har lejet en bil. Vi ses Louis.” Med det vender hun sig om og går, hvor hun igen forlader mit liv. Men denne gang er det ikke for New York, men for en lejet bil.

 

 

Lyden af to tøsers larmende stemmer, er ikke det jeg har savnet og at hører om deres så skønne tur til Paris, er jeg egentlig ligeglad med. Mine tanker ligger blot på Naomi. Det var så underligt at se hende og specielt efter så mange år.

”Louis, hører du overhovedet efter?” Jeg reager hurtigt på Lottie’s spørgsmål.
”Ja selvfølgelig lytter jeg.” Mumler jeg bare fraværende.

”Sig mig, hvornår glemmer du alt om Eleanor, var Louis? Seriøst tøsen er ikke det være og hun var dig utro, det er for fanden 10 måneder siden Louis!” Denne gang kommer Fizzy på banen. De burde langtfra blande sig i mit liv. Men når ens livskærlighed, går hen og er utro, så ryger ens verden sammen. Specielt når det er med ens bedsteven og snakke med Harry, det gør jeg ikke mere. Nar.

”Du burde have taget med til Paris, far gav dig endda tilbuddet og du slog det fra.”
”Ja og har siddet indespærret på dit værelse, for du gør jo ikke andet. Det siger mor og det burde vi have vidst. Flytter du nogle sinde ud igen?”
”Fizzy og Lottie, hold så Jeres kæft!” Vreden er tydelig at sporer i min stemme og jeg har langtfra lystent til at snakke om noget, som skete for over 10 måneder siden. Ja faktisk 11 måneder, okay det gør ikke de 10 måneder i sorg bedre, når der skal tilføjes en måned mere.

Harry og jeg boede sammen, men hvem gider at bo sammen med sin forræder af ven? Jeg var blot hjemme ved mor en weekend. Hende og Dan var taget på en romantisk alene tur, Lottie var hos sin kæreste og Fizzy hos en veninde, derfor skulle de to sæt tvillinger passes og jeg trådte til. Jeg fortryder det så meget, for min såkaldte bedsteven, knaldede med min fucking kæreste!

Nu er min eks bedsteven og eks kæreste, kærester. Skønt ikke?

 

”Synd Naomi ikke kommer hjem, jeg savner ellers den pige så meget! Husker du Louis hvor meget tid I brugte sammen? I var slet ikke til at skille ad!”
”Utroligt at hun tog til New York for, at udleve modellen drømmen. Synd du aldrig fik fortalt dine følelser for hende.” Urh! Har jeg sagt hvor meget jeg hader de to? Nøj de godt måtte have blevet i Paris, bare lidt længere. Magter dem ikke!

”Hold nu bare Jeres fucking kæft. Jeg har aldrig kunnet lide Naomi, aldrig. Hun var bare en lille irriterende nabo, som havde former og bøjle, ikke mindst briller.” Jeg fnyser irriteret over dem.

”Hold da op han kan blive sur, var Fizzy?”
”Ja han ligefrem disser Naomi. Hvis det ikke var fordi, at hun tog derover for College og modeldrømmen, så havde Louis da helt sikkert friet!” Bare lyden af deres latter, irriterer mig endnu mere og derfor bremser jeg bare hårdt op, inden jeg drejer mig en halv omgang. Mine øjne kigger bare vredt på dem begge.

”Nu holder I jeres fucking kæft, ellers kan I gå hjem!” Pigerne kigger blot på mig og sender mig et flabet drillende blik. Jeg skal lige til at sige noget til dem, da min telefon ringer og jeg sætter den blot på medhør, eftersom den sidder fast til ruden.

 

”Det er Louis?” Et snøft er tydeligt at hører og det er tydeligt at det er mor.

”Mor? Hey, hvad sker der mor?”

 

 

Jeg bremser hårdt op på parkeringspladsen og fisker hurtigt selen af. Jeg griber fat om min telefon, putter den ned i lommen og fjerner nøglen fra bilen. Mine øjne drejer sig hurtigt om på Lottie og Fizzy, hvis øjne er helt blanke og røde.

”Kom piger.” Siger jeg frustreret. Min hånd åbner hurtigt bilen op, hvor jeg hurtigt springer ud og låser bilen efter mig, så den siger klik. Det sker jo selvfølgelig først efter, at mine søstre er hoppet ud af bilen.

Vi alle tre går hurtigt i mod indgangen, hvor ingen ord bliver udvekslet. Jeg tror ikke lige moment for at snakke og skælde videre ud på dem, er det som er godt lige nu. Faktisk fortryder jeg lidt vores skænderi, eller min vrede overfor dem lige før.

”Louis.” Det er tydeligt Lottie snøfter og som den overbeskyttende storebror jeg er, selvom jeg lige nu er irriteret på hende og Fizzy, så ligger jeg armen om hende. Hun kigger hurtigt sit hoved i mod min skulder og Fizzy tager fat i min frie hånd, som hun bare klemmer hårdt.

”Det skal nok gå.” Mumler jeg usikkert, i mens vi går ned af gangen og imod venteværelset, hvor mor sagde at hun ville vente på hos.

Mine tanker flyver bare rundt omkring mig og jeg har egentlig ikke styr på dem mere. Det at se syge mennesker gå forbi, blive kørt forbi og dem der ligger på gangen, som klager over deres smerter. Det er ikke det mest behagelige øjeblik.

 

Fizzy slipper hurtigt min hånd, da hun skimter mor og vores sidste 4 søskende. Lottie slipper mig også og løber i stedet i mod mor, hvor hun kalder på hende. Fizzy deltager hurtigt i mor og Lottie’s kram, i mens mor bare kigger på mig med triste øjne.
”Hvor er Mark?” Jeg ser nervøst på mor og hun ser bare trist på mig.
”Jeg kunne ikke få fat i ham.” Jeg nikker blot stille og giver mor et forsigtig kram.

”Dan er kørt hjem til ham.” Igen nikker jeg blot og kysser mor i håret.

”Han bliver okay.” Det er tydeligt på hende, at hendes stemme ryster og hun i stedet frygter det værste. Men hvem ville ikke gøre det? Se hvor vi er, på et hospital.

”Mor, hvad skete der?” Hun ryster hurtigt på hovedet og nikker i mod de fire små, hvilket kun giver mig et tydeligt svar. Hun vil ikke snakke om det, ikke mens de er i nærheden.

”Lottie og Fizzy, pas dem lige.”
”Men…” Lottie kigger trist på mig og jeg giver hende hurtigt et tegn, som tydeligt siger ’ikke nu’. Jeg trækker forsigtigt mor væk fra dem.

”Fortæl mig det mor.”

 

 

Mine øjne hviler stille på ham, som han bare ligger der i sengen og nærmest allerede ser død ud, det skærer mig i hjertet. Mor sidder bare ved hans side og har fat i hans hånd, Lottie og Fizzy sidder på den anden stol, hvor Lottie sidder på sædet og Fizzy på armlænet. Daisy og Phoebe sidder oppe i hans seng i fod enden, det samme gør Doris og Ernst.

Mine øjne rammer hurtigt i mod døren, hvor Dan kommer ind af den og en meget deprimeret Mark.

”Far?” Mark går bare langsomt i mod Keith, som bare ligger stille og uden at sige noget, da han ligger hvor han ligger og stadig ikke er vågnet op endnu.
Mor rejser sig bare op og giver hendes eks mand et kæmpe kram, ikke mindst et kys på kinden og Dan stiller sig bare ved min side, hvor han giver min skulder et klem.

”Hej far.” Siger Fizzy stille, hvor hendes tårer hurtigt ankommer igen på hendes kinder og Mark rækker stille sin hånd i mod hans to ældste piger. Han sætter sig ned på stolen og ser på hans to andre døtre.

”Louis, kan du ikke tage dine søskende med ud?” Mor kigger stille på mig og jeg nikker blot over hendes ord.
”Kom.” Jeg ser hurtigt på alle seks, som straks kommer i mod mig og de to små får hjælp af Dan, så de kan komme ned på jorden og hen til mig. Doris rækker hurtigt armene op i mod mig, jeg sætter bukker mig ned i mod hende og tager fat under hendes arme, så hun kan komme op i min favn.

”Lad os finde noget mad.” Lottie tager hurtigt Ernst op, i mens Fizzy tager de to andre i hånden og sammen forlader vi vores bedstefar, ikke mindst mor og Dan, selvfølgelig også Mark.

 

Under hele vejen ned til kantinen, er ikke et eneste ord blevet udvekslet og det er kun godt, for jeg magter ikke at hører deres triste stemmer. Det er rigeligt at de snøfter hvert minut.

Mor ville have været over ved ham og hente ham hjem, da han ville være med til at velkomme Fizzy og Lottie hjem. De fire andre sad ude i bilen, da Dan ikke var hjemme og i stedet var på arbejde, men snart ville have fri.

Mor gik op til døren, men Keith besvarede ikke døren og derfor fandt hun ekstra nøglen, hvor hun så bare gik ind i hans hjem. Kun for at finde ham faldet om på gulvet og af et hjertestop.

Hjertestop, min bedstefar fik et hjertestop. Forsaget af en tumor som er ved og tage livet fra ham. Så meget kunne de fortælle til mor og så meget kunne mor derfor fortælle mig.

Om han lever året ud, det kan de ikke sige, for det ser ikke godt ud. Langtfra. Min bedstefar skal dø og vi kan intet gøre, intet.

*******************************************************************************************************


Da jeg var gået i gang med første kapitel, så var kaosset i Paris ikke sket og jeg synes heller ikke det skal være med :).
Men håber den lyder god indtil videre? :)

Retter lige fejlende når jeg får tid, der sker nemlig meget i weekenden! Men der kommer et kapitel mere i morgen!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...