Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25487Visninger
AA

19. 16 Dec.

 

 

”Naomi, du kan ikke rejse tilbage til New York og tilbringe julen. Du skal være sammen med din familie, sammen med os.” Caro ser trist på mig og hun tøver da heller ikke med at tage mine ting op af min kuffert.

Vi har leget denne leg i nogle minutter nu, at jeg pakker og hun tager det hele op. Hun vil ikke have jeg rejser, men det vil jeg og sådan diskuterer vi bare frem og tilbage. Jeg kan ikke være her mere, Louis var ikke engang skredet i går og lå stadig på min seng efter jeg havde været i bad.
Jeg kan virkelig ikke være her, Louis er jordens største nar og har ødelagt alt for mig. Far er skide skuffet på mig endnu, i mens mor endelig har blødt lidt op. Selv vil jeg bare gerne hjem, reparere alt med Liam. Ellers skal jeg lige meget hvad, have alle mine ting.

”Naomi, stop så med at pakke!”
”Caro, jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke være her, Louis er jordens største nar og han chikanerer mig fuldkommen, han nærmest stalker mig…” Jeg tager min kjole fra hende, så jeg igen kan ligge den ned i tasken og fortsætte med at pakke.

”Jeg vil have Liam tilbage, jeg elsker ham jo.” Caro ruller blot øjne af mig, da jeg kigger på hende efter at have sagt de ord.

”Elsker… virkelig. Fyren har været dig utro og han har lige fyret dig. Du har jo intet i New York, ved du overhovedet hvad elske er? Det er det dig og Louis altid har haft!”
”Stop det så Caro, det kan være du altid har ment der har været noget, men der har aldrig været noget og det bliver der ikke. Idioten har altid været for blind til at se det, han har ikke ændret sig en skid, udover at blive en større idiot.” Caro sukker irriteret over mig og tager den samme kjole, som jeg lige havde lagt i, op.

”Caro stop det så. Jeg rejser og du kan intet gøre! Jeg elsker Liam, så hold din mund med at jeg ikke ved noget, okay? Forstå.” Irritert tager jeg kjolen fra hende igen og smider den ned i tasken. Jeg slår kuffertens ’låg’ ned over den, inden jeg langsomt lyner den sammen og får med besvær løftet den ned på gulvet.

”Du kan intet gøre, billetten er købt og jeg rejser snart. Taxaen er på vej.” Hun kigger trist på mig, hvor hun tydeligt prøver at få mig til og føle mig som en dårlig person, fordi jeg har valgt og forlade familien i julen. Men jeg er ligeglad.

”Så lad mig i det mindste køre dig til lufthavnen.” Jeg ryster hurtigt på hovedet, da jeg ikke ønsker at blive kørt. Skal lige forbi London, så jeg kan skaffe mig en gave til Liam. Derfor skal hun ikke kører mig nogen veje, hun ville sikkert også bare køre mig den forkerte vej.

 

Jeg griber fat om kuffertens håndtag og kigger kort rundt på mit værelse, som jeg om lidt vil forlade for anden gang og forhåbentligt er denne gang for evigt. Væk fra det hele og væk fra naboen. Jeg vil forhåbentligt få en mindre belastende, chikanerne, stalker nabo.

Med faste besluttende skridt, går jeg hen i mod min dør og ud på gangen. Mine faste besluttende skridt begynder at gå ned af trappen, hvor jeg først stopper op ved døren og bukker mig ned for at få mine sko på.

”Mor og far. Naomi skrider igen!” Jeg ser kort i mod trappen, hvor Caro står med et skuffet og trist udtryk i hendes øjne, men jeg er ligeglad. Skal bare væk herfra.

”Det er godt at du tager tilbage til college.” Jeg sukker irriteret over min far, for det er jo helt umuligt at komme ind nu og det er langtid siden jeg stoppede.

”Jeg tager hjem til Liam.”
”Gør det og du er ikke min datter mere.”
”Michael!”
”Far!” Siger både mor og Caro på engang. Jeg ser blot på far, som lige har ladet de ord forlade hans mund og jeg kan kun mærke tårerne ramme mine kinder.

”Fint, jeg vender ikke tilbage mere. Farvel!” Med et fast tag, griber jeg fat omkring min jakke og ligger ovenpå min kuffert. Jeg griber fat i kufferten, forlader deres hus og går ud til den taxa, som kommer i samme sekund, som jeg kommer ud.

 

 

 

Mit blik rammer min telefon, som ringer for 17.000 gang eller noget og alt sammen inden for 30 minutter. Alle opkald har enten været fra Lottie eller Fizzy, nogle af opkaldende har endda været fra Lauren og Caro, ikke at jeg forstår hvorfor lige de to skulle ringe. Specielt ikke det der skete i går nat. Hvor jeg var en komplet idiot.

Ikke at jeg er blevet en bedre person, har stadig hjernerystelse og den irriterer mig ret så meget, men stoppe med at drikke, det gør jeg ikke. Det fjerner lige nu de mange smerter.

Mor sagde jeg ikke ville se Harry eller Eleanor, det er jo en gang pis. Jeg var nede for at handle pizza tidligere og hvem støtte jeg ind i? Jeps de to forræder, som virkelig så så forelskede og kærlige ud. Men da de fik øje på mig, så slap de deres kærlige øjeblik, kiggede akavet på hinanden og derefter på mig.

Harry forsøgte endda at undskylde, angående episoden med Naomi og det med Eleanor. Så dum som jeg var, så fyrede jeg jo så lige den største løgn af og sagde at Naomi er min gravide forlovede.

I skulle have set dem i ansigtet, jeg tror virkelig at Eleanor var ved at græde! Hun fik helt tårer i øjnene og Harry så bare helt uforstående på mig, men begyndte så for alvor at sige undskyld. Han kunne jo have skadet mit barn. Det som ikke er der, men det ved de jo ikke.

Ja måske dumt og lyve endnu engang, når jeg lige nu lever med konsekvensen af første gang, hvor jeg fyrrede løgnen af.

 

Jeg ser igen på telefonen da den ringer, igen, igen. Jeg sukker irriteret over det, men vælger bare i stedet at slukke min telefon. Fatter folk virkelig ikke, at jeg ikke gider dem?
Åbenbart ikke.

Flere bank lyder pludseligt på døren, hvilket kun starter irritationen i mig. Folk forstår virkelig bare intet i dag, eller hvad?

Jeg rejser mig irriteret fra sofaen af, går ud i gangen og åbner døren, hvor jeg nu kan få lov at se mine to søstre og Caro stå.
”Der er en grund til, at jeg ikke tager telefonen” Vrisser jeg spydigt og tager en tår af min øl, som jeg har valgt at tage med mig.

”Der er en grund til vi ringer Louis!”
”Og jeg gider ikke høre på Jer, I kan rende mig et stykke alle sammen.” Lige da jeg vil til at lukke døren i, sætter Lottie sin fod i klemme.

”Hvis du virkelig elsker Naomi, så er det nu din chance er for og sige det!” Vrisser Fizzy af mig, selv slår jeg bare en kæmpe latter op. For det er jo vildt latterligt, at de kommer og siger det.

”Louis, Naomi rejser tilbage til New York og vil forsøge sig at rede alt ud med Liam. Fyren var hende for fanden utro og fyrede hende fra hendes arbejde. Synes du virkelig, at han er den rette for hende?” Jeg ruller blot med øjnene, holder munden lukket og prøver at lukke deres pis ude.

”Naomi var forelsket i dig, inden hun rejste og du var blind. Da hun stod og pakkede tasken, var det hvad hun kaldte dig, en blind idiot. De følelser I to havde for hinanden, kan ikke bare stoppe. Louis, min lillesøster rejser, pga. dig. Så stop hende for fanden! Ikke lad hende rejse igen.”

”Louis, Caro har ret. Du er nød til at stoppe Naomi, du elsker hende jo. Du har selv indrømmet det, at du er forelsket i hende. Så stop hende, hvis hende at hun skal vælge dig og ikke Liam.” Igen ruller jeg blot med øjnene over Caro og Lotties ord, egentlig ved jeg ikke hvad jeg overhovedet skal sige. For Naomi skrider til New York, for en kæmpe idiot. Ikke mit problem.

”Hun er helt sikkert stadig forelsket i dig Louis, tag dig nu sammen! Få det bryllup til at være ægte!” Fizzy tager hurtigt øllen fra mig, hvor Lottie og Caro trækker mig med ind i mit soveværelse. De begge er da heller ikke blege for at tage tøjet af mig, finde noget andet frem og jeg ja, jeg lader dem blot.

 

 

Med en virkelig ubehagelig hjernerystelses og med alkohol i blevet, så fik de mig ind i lufthavnen, hvor de selv er styrtet med ind. Vi har endda lige købt roser, eller jeg har. De tvinger mig virkelig til det her, rigtig meget.

Ja det her er min store chance, men sidste gang jeg gjorde det her, så var hun rejst og jeg kunne se flyet flyve sin egen vej. Jeg kunne ikke gøre en skid.

”Her Louis, her er din billet!” Jeg tager forsigtigt fat i billetten, endnu nogle penge som kan gå til spilde og ikke blive brugt.

”Så løb for fanden storebror! Uden og vælte!” Jeg ser kort på den, inden jeg ser i mod der jeg skal hen. Jeg gør så hvad de alle siger at jeg bør gøre, løbe derhen hvor jeg skal på med flyet, selvom jeg ikke skal med. Jeg skal bare stoppe Naomi, sige mine følelser og få hende til at blive. Det kan vel ikke være så svært, vel?
Jeg kan godt mærke at løbe, ikke ligefrem er det jeg bør gøre med mit hoved og svimmelheden ramler da også hurtigt ned over mig, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare stoppe Naomi og det skal være nu.

Jeg skal ikke være for sent på den igen. Det er nu jeg har chancen, jeg må stole på hendes søsters ord, at Naomi også elsker mig. Selvom jeg har ret svært ved det, eftersom hun ringede til politiet og vi ikke ligefrem har kunnet enes overhovedet.

Men jeg m forsøge, jeg kan ikke gøre andet. Langtfra.

 

Jeg kommer endelig hen til den gate, hvor flyet skal lette fra. Kort stopper jeg op, så jeg kan få vejrtrækningen igen, ikke mindst få lidt af bevidstheden tilbage. For lige nu gør det ondt og svimmelheden er forfærdelig.

”Naomi!” Råber jeg højt op, da jeg kan se hendes velkendte silhuet, gå i mod hende som tjekker vores billetter og pas.

Naomi hører mig åbenbart ikke rigtigt, så jeg skynder mig alt hvad jeg kan derhen. Undervejs får jeg skubbet mig forbi, de andre passagerer som også er på vej derhen. Heldigvis når Naomi da ikke derhen som en af de første.

”Naomi!” Råber jeg igen, denne gang hører hun mig og hun ser hurtigt om på mig, hendes øjne ser ikke ligefrem glade ud. Men hun vælger alligevel at forlade køen og gå mig i møde.

Jeg ser helt sikkert helt forpustet ud, men roserne har da beholdt sine blade og det er det vigtigste.

”Naomi, du må ikke rejse!”

”Hvorfor skal du dukke op her, hvad forstår du ikke ved, at du skal lade mig være og jeg ikke gider dig? Du stalker mig og chikanerer mig.” Jeg sukker tungt. Min højrehånd tager fat i hendes venstre hånd og hun ser bare stille ned på hendes hånd, inden hun endelig vender blikket på mig.

”Naomi, ikke rejs. Ikke forlad mig, ikke igen. Je… jeg…” Det er virkelig svært at sige, for sidste gang nåede jeg ikke at sige og frygten for hendes svar er nej, den er kæmpe stor.

”Jeg er forelsket i dig, Naomi. Ikke rejs, bliv her. Bliv her hos mig. Jeg ved du vil helst være her og i mine arme.” Straks tager hun hånden til sig og kigger mig dybt ind i øjnene.

Jeg lader overhovedet ikke Naomi sige noget, ikke før jeg presser mine læber i mod hendes, hvor jeg kort mærker hun kysser med og glæden ved det. Men Naomi skubber sig så også hurtigt væk.
”Jeg hører til hos Liam. Farvel Louis.” Med de ord forlader hun mig stående her ved gatens indgang, som en eller anden idiot, som virkelig er blevet gjort helt vildt til grin.

Ingen af dem havde ret, Naomi elsker mig ikke. Ikke som jeg elsker hende.

 

*******************************************************************************************************
 

Endnu engang forlod hun Louis og denne gang efter han havde sagt det, som han aldrig fik sagt.
Hvad mon der vil ske nu?

Hvad tror I? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...