Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25466Visninger
AA

18. 15 Dec.

 

 

”Du er heldig unge mand, at du slipper med en hjernerystelse.” Doktoren står og lyser mig direkte ind i mine øjne, med en lygte. Han tjekker tydeligt mine øjne og kan se de ikke helt følger med lyset.

Jeg sidder bare på sengen, med benene udover og mine søstre står blot med bekymrede øjne, som direkte kigger på mig. Klokken er lidt over tolv, det var hvad jeg hørte i ambulancen.

”Du burde måske ligge alkoholen på hylden. Det her kunne have endt grimt, hvis du nu slog hovedet ned i et sofabord.” Jeg ser blot tomt på ham, specielt da han sætter et lille plaster på min pande. Jeg ligger mig bare tilbage i sengen og med benene oppe.
Gid jeg havde ramt sofabordet i stedet.

Så ville jeg måske ikke være i live mere, jeg ville måske kunne blive begravet og komme væk fra alt det her. Komme væk fra Harry, Eleanor og Naomi. Dem som ødelægger mit liv.

Alle ville blive glade, hvis jeg bare lå nede i en kiste.

 

”Louis!” Lyden af mors stemme høres tydeligt ned af gangen. Så når man falder og hentes af en ambulance, så er man god nok?

Jeg sukker blot over det og lukker mine øjne stille i. Jeg kunne godt bruge et glas ren vodka, eller noget der er stærkere.

”Åh for fanden Louis, hvad tænker du på!” Jeg mærker hurtigt et klask på min arm, men holder blot mine øjne lukket, i mens mor bare skælder mig ud. Selv når jeg ligger her, så skælder hun mig ud, hun hader mig jo.

”Er du Mrs. Tomlinson? Hans mor?”
”Ja det er jeg, men jeg er Mrs. Deakin. Hvad er der sket med ham?” Selvfølgelig skal hun lege den bekymrede mor, efter at hun for over et døgn siden, bad mig om at skride og flytte min vej.

”Han har blot fået en hjernerystelse, han har været heldig. Det kunne gå grueligt galt, så det er godt at hans søstre var der. Han skal gerne beholde sig i ro de næste par dage, så hjernerystelsen kan forsvinde. Det ville også være en god idé, at han fjerner alkoholen fra sit hjem og ikke drikker det mere.”
”Så hold dog din kæft!” Vrisser jeg af doktoren, i mens mine øjne bare er lukket godt i.

”Louis! Bevar din mund!”
”Hvornår kan vi få ham ud herfra?” Mor blander sig for meget!

”Først i morgen, vi vil gerne se om den bliver værre. Indtil da skal han blive liggende i den seng og ikke bevæge sig nogle steder.” Jeg fnyser hurtigt over hans ord, da de virkelig er latterlige. Som om jeg gider ligge her.

”Har han ikke nogen smerter eller noget?” Spørger Fizzy hurtigt doktoren om. Jeg mærker hurtigt alles øjne på mig, men jeg siger ingen ting.

”Han er beruset, så han ligger ikke mærke til det, ikke før han ender i ædru tilstand og det bliver ikke en fornøjelse for ham. Ikke når han også har hjernerystelse. Så er tømmermænd og hjernerystelse ikke en god kombination.”

”Åh så hold dog din bøssede kæft lukket!” Jeg spærrer øjnene op, hvor jeg bare ser skide koldt på doktoren, som ikke ser særlig glad ud for mine ord.
”Jeg undskylder mange gange for min søns ord.”
”Søn.. pft. Hvem smider dog deres egen søn ud og forbyder dem at komme hjem. Bare skrid alle sammen og lad mig fucking dø!” Hvæsser jeg vred, men da ingen af dem ser ud til at forsvinde og lade mig være i fred, rejser jeg mig blot op fra sengen og begynder at gå.

Mor griber dog fat i mig, men jeg skubber bare hendes hænder væk og giver hende et koldt blik.

”Unge mand, du skal blive liggende!”

”Åh så hold dig din kæft, din odder!” Hvæsser jeg spydigt og forlader denne elleres så nydelige stue, mærk lige sarkasmen der!

 

Jeg bevæger mig bare ned langs gangen, i mens jeg nok ligner en stiv person, som vakler frem og tilbage. Men i princippet er jeg også stiv, men det snurrer lidt mere lige nu, sikkert pga. den så fine hjernerystelse som jeg åbenbart har.
Jeg hører godt hvordan de alle råber efter mig, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare væk herfra. Helt væk. Jeg gider dem ikke.

Rulledørene åbner sig hurtigt op, da jeg endelig når udgangen og kulden rammer hurtigt ind på mit hoved, som ikke gør noget som helst bedre. Det giver lige et ordenligt skub i mit hoved, hvor kvalmen langsomt træder i kraft.

Jeg prøver alt hvad jeg kan, at holde kvalmen i mig, i mens jeg bare bevæger mig ned i mod bussen, men jeg kommer så i tanke om, at jeg ingen penge har på mig. Jeg har intet. I stedet har jeg en mobil. Så jeg trykker bare nummeret indtil en taxi, også må jeg betale på et andet tidspunkt.

De skal jo heldigvis først have pengene, til slut på turen.

 

 

”Sir, vi er her nu.” Jeg åbner langsomt mine øjne, hvor jeg ser på taxichaufføren, som straks rækker hånden i mod mig og siger hvad han skal have. Jeg vælger bare at træde ud af taxien og det gør han selv hopper ud.

”Hey, du skal altså betale!”

”Oh ren mig i røven!” Hvæsser jeg køligt tilbage til ham, i mens jeg vaklende går op til døren og hammer bare ordenligt på den. Med hårde bevægelser.

”Kan du så betale!” Taxichaufføren følger åbenbart hele vejen med op til døren, hvilket er ret ubehøvlet! Man følger altså ikke efter folk og slet ikke som ham her idioten gør lige nu.

”Så åben for helvede den dør!” Vrisser jeg vredt, hvor jeg igen hammer på den og derefter bare trykker på ringeklokken.

Jeps jeg er pisse belastende, men jeg er fucking ligeglad. Jeg skal bare ind og det kan kun gå for langsomt.

”Så åben!” Hvæsser jeg igen.

 

Mine øjne rammer vinduet i døren, som tydeligt viser at lyset i gangen bliver tændt og en meget vred mand direkte kigger på mig. Han åbner stille døren op, men jeg skubber den bare resten af vejen op og vil gå ind.

”Louis, du skal ikke ind her!” Hvæsser Michael nærmest af mig, i mens jeg bare forsøger at komme forbi.

”Du skal altså betale for den taxi! Jeg skal have mine penge!” Ham idioten fortsætter bare med ham og hans idiotiske penge, han kan squ da bare skride altså.

”Så fuck dog af, din skide perker!” Hvæsser jeg ret højt af fyren. Jeg vender mig irriteret mod perker manden, jeg lader hurtigt mine hænder skubbe til ham. Men i stedet får jeg balance problemer og vælter bagover, hvor Michael hurtigt griber mig.

”For helvede Louis, du er jo stang stiv!”

”Michael, Darling, hvad sk… Louis!” Lauren løber hurtigt ned af trapperne, i mens jeg blot forsøger at komme op på benene, hvor Michael blot hjælper mig.

”Lauren, betal ham der taxichaufføren og hent Jay.” Straks begynder jeg bare at grine over hans ord. Lauren forlader deres hus, sikkert for at følge perkeren hen til sin gule bil og give ham de penge jeg ikke gider at give ham.

”Hun er væk væk. Sikkert ude og se om jeg er faldet i en havn… de er alle på skadestuen.”
”Louis, gå hjem med dig.”
”Jeg skal ind her!” Hvæsser jeg blot af Michael, som virkelig gør alt for at få mig ud af sit hus og langtfra fra hans datter, som jeg virkelig skal snakke med.

”Michael, de er ikke hjemme Darling. Bilen er der ikke og huset er helt mørkelagt. Jeg har lige ringet til Johanna, åbenbart er Louis stukket af fra skadestuen og med hjernerystelse.”

 

”Far, hvad er alt det her postyr?” Mine øjne rammer straks Naomi, som træder af trappen, i før et par hotpants og en sort top. Hendes øjne rammer straks mig, hvor et had hurtigt rammer hendes øjne.

”Louis er bare fuld og åbenbart stukket af fra et hospital.” Jeg mærker hurtigt hvordan alt lige pludseligt ramler sammen og hvordan kulden virkelig trænger i gennem mig nu, selvom jeg sådan set er lidt inde. Men døren står stadig åben.

Jeg får igen overbalance, da svimmelheden virkelig ramler i gennem nu. Jeg vælter hurtigt om på gulvet, denne gang ramler jeg bagud og ikke ind i Michael. Så jeg falder i stedet direkte i gulvet.

”Louis!” Naomi’s stemme råber hurtigt mit navn.

”Far, du kan ikke lade ham ligge der.” Alt virker bare fjernt, mine øjnene begynder langsomt at blinke.
”Hjælp mig Lauren.” Jeg mærker svagt hvordan jeg bliver trukket op, hvordan mine arme bliver lagt omkring deres halse og hvordan de bare prøver at slæbe mig ovenpå.

 

 

En frygtelig smerte går i gennem min krop, da jeg langsomt åbner øjnene og ser op i et hvidt loft, som jeg svagt genkender, da der er en plet fra et stykke tape, som tog malingen med sig.

Alt fra aften før er fuldkommen slettet fra min hjerne, jeg husker ikke lige noget, ikke lige nu og bare ved forsøget på at tænke tilbage, gør alt i min krop hamrende ondt. Som om jeg har været væltet og slået mig.

”Endelig er du vågnet.” Hendes stemme lyder helt bekymret, men også med en anelse irritation i den. Naomi ligger blot en kold klud på min pande, som gør jeg spjætter lidt med kroppen.

”Du forstod virkelig at skabe drama i nat. Din familie var helt bekymret for dig. Dan kørte åbenbart sammen med dine søskende, ud for at lede efter dig. I mens din mor, Fizzy og Lottie prøvede at finde dig nær hospitalet. Du er så skide dum Louis, du var stang stiv og med en hjernerystelse. Der kunne være sket dig noget slemt!”

”Hold kæft Naomi.” Mumler jeg stille, da lyden af hendes stemme kun får alt til at gøre ondt, hun taler lidt for højt og bare at hører hvor stor en skid jeg var i går, er ikke hvad jeg har lysten til. Jeg vil meget hellere have en øl lige nu.

”Min far havde smidt dig ud på rendestenen, indtil din mor kom hjem, hvis jeg ikke havde sagt, at han ikke kunne lade dig ligge. Så hold selv din kæft! Du er selv skyld i din tømmermand og din hjernerystelse. For du skulle åbenbart have drukket dig fuld og være faldet over dine egne fødder, samt guitar.”

”Hold nu kæft Naomi… du larmer og det gør ondt!” Hun lukker blot hendes mund, men jeg kan se hun tænker alt hvad hun vil sige og hun lukker sikkert også alt ud om lidt. Jeg lukker i stedet mine øjne i og lader hende tørrer min pande.

”Du er et kæmpe fjols, du er. Bare hver glad for at du kom ind og sov. Jeg måtte sove ved Caro, så du kunne ligge et sted.” Jeg tænkte nok det var hendes værelse, hun havde cd’er hængende i loftet, da det var meget fedt. Men da vi ville lave det om til et teenageværelse, så røg malingen med den ene cd ned.

”Du har gjort det før, drukket dig fuldkommen væk. Det sagde din mor, men jeg vidste det jo i forvejen. Druk er ikke løsningen på noget. Du er selv skyld i alt hvad der sker omkring dig.”
”Naomi, hold din fucking kæft. Jeg gør hvad der passer mig og du kan være fuldkommen ligeglad, du gad jo ikke komme forbi da Lottie ringede, du ønskede mig heller død.”

”Du er så skide dum, du er. Du kan ikke engang være taknemmelig. Jeg fatter ikke jeg lod min far tage dig ind, efter at du er skyld i, at min kæreste skred! Du er skyld i alt det dårlige i mit liv!” Naomi kaster bare den våde klud i mit hoved, hun tøver skam heller ikke med at rejse sig op og kigge koldt ned på mig.

”Når jeg har været i bad, så håber jeg du er skredet langt væk herfra. Hold dig væk, din fucking narrøv!”  Jeg sukker blot over hende. Igen dummer jeg mig fuldkommen og er en kæmpe nar overfor hende.

 

*******************************************************************************************************

Louis stikker af fra hospitalet og tager hjem til Naomi.
Kan han blive en større idiot?

To kapitler på én dag! Jeg rammer snart den 18 og er snart med igen, sådan! :).
Nu må vi se om der kommer et kapitel mere senere, så i har fået tre på en dag. Skal nok kæmpe alt hvad jeg kan, så de kommer tilbage til den rigtige dato og I får det 24, den 24 december!

Hvad mon det ender med den 24 december?
Hvad tror I?

Skal I så lave noget spændende i weekenden? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...