Christmas Disaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 31 jan. 2016
  • Status: Igang
Julen nærmer sig og Louis Tomlinson’s hjerte er stadig knust, for anden gang. Hans veninde skred fra ham, til fordel for en skole og fremtid i New York. Han eks kæreste var utro med hans eks bedsteven og med nyheden om hans bedstefar skal dø, gør kun at hans hjerte mere og mere går i stykker. Men hvad sker der, når Louis hører sin bedstefars største ønske og når han drager en gammel bekendt med ind i det? (Louis er ikke kendt).

40Likes
97Kommentarer
25476Visninger
AA

17. 14 Dec.

 

 

Dagen i går afspiller sig stadig på replay inde i mit hoved, Naomi ringede til politiet og de kom for at hente mig. Jeg havde ikke gjort noget. Jeg greb fat i hende, fordi hun brugte Harry og Eleanor i mod mig, jeg havde virkelig lyst til at slå hende, ligesom den dag på vej til skøjtehallen.

Hun gav mig endda skylden for hendes brækkede arm, hun fortalte min familie hele sandheden, bare fordi ham idiot Liam dukkede op og som hun pludselig skulle begynde at forklarer, den såkaldte sandhed til.

Men Liam’s ord er nok det som har siddet mest fast i mig ”Fyren du var forelsket i.”, der gik det op for mig hvad Naomi mente, da hun sagde jeg havde været fucking blind og hun skred på Hannah. Naomi var forelsket i mig, ligesom jeg var forelsket i hende!

Hvordan kunne jeg have været så dum den gang, hvordan kunne jeg ikke have set det? Vi var jo bedstevenner, vi kende hinanden ud og ind, alligevel så jeg ikke at hun var forelsket i mig! Alle de gange hvor hun sagde, at Caro mente vi var kærester og havde noget, allerede der burde jeg vel have set det.

Hvorfor har jeg været så fucking blind? Havde jeg bare set det noget før, så ville jeg måske ikke sidde her i dag og med det knuste hjerte jeg har.

Men nu er alt lige meget, mine følelser er tilbage og Naomi hader mig mere end noget andet, selv min familie hader mig. Mor kaldte mig en direkte uselvisk unge, som ikke tænker på en skid. Hun fatter ikke hvordan jeg kunne få mig selv til det, hvordan jeg kunne gøre det i mod Naomi og Keith.

Jeg er den største idiot.

Keith ved sandheden, for mor tvang mig til at sige det. Hun tvang mig hjem til Keith og Mark var der. Keith råbte af mig, ligesom Mark gjorde.

Keith var ikke sur over, at jeg decideret ville give ham hans ønske, eller da jeg forklarede ham, at tingene bare røg ud af mig, fordi jeg var chokeret og bange i det øjeblik. Han var mere sur over, at jeg tog Naomi ind i min løgn, at jeg kunne gøre det i mod hende og sørger for at hun mistede sin kæreste.

Mark var så mere skuffet over mig og synes jeg er den største nar på jorden, at jeg burde vise mine følelser på andre møder, end at tvinge pigen jeg elsker til at bruge tid med mig. For åbenbart mener alle jo, at jeg altid har været forelsket i Naomi, selv da jeg var sammen med Eleanor.

Helt ærligt altså!

Okay, de har nok lidt ret i, at jeg ikke ligefrem kunne glemme mine følelser så nemt, som jeg prøvede på. Men alligevel!

 

”Jeg har fattet deres ord, okay?” Mumler jeg sukkende for mig selv, inden jeg ser mig om i lejligheden som endelig har fået møbler. Dem kom de med her til morgen, ellers havde mor sendt en madras med mig og mit senge tøj, så jeg har blot ligget på det.

Jeg fik dog lov at pakke en taske, med det nødvendige i og resten kunne jeg få i dag, de skulle nok pakke og anbringe det. Indtil videre skal jeg ikke nærme mig mors hus, indtil Naomi bliver okay igen, for jeg har virkelig fucket op i det.

Er det ikke bare sødt? Jeg må ikke engang vende hjem. Naomi har ødelagt mit liv, hun har kun gjort det være.

Bare da jeg nævnte det til mor, kunne hun ikke andet end at grine og kigge totalt vredt på mig:
”Og du har ødelagt hendes, så står I vist lige.” Aldrig har jeg været så uvenner med mor før, det gør helt ondt. Jeg er jo hendes lille dreng, men åbenbart ikke mere. Har jeg vist ødelagt fuldkommen godt og grundigt.

 

Vi er kun nået den fjortende december og jeg har allerede ødelagt hele julen fuldkommen, ikke kun for mig og min familie, men også for Naomi’s.

Spændende om jeg skal fejre jul og min fødselsdag alene, skal jeg sikkert nok. Fik ikke engang ’friet’ som Naomi sagde jeg skulle, vi nåede ikke engang en skid, ikke før hende idiot kæreste skulle dukke op og ødelægge det hele for mig.

Hvis nu bare at vi fik tilbragt mere tid sammen, kunne hun have været faldet for mig. Jeg er jo en lækker fyr, med en totalt god personlighed.

Okay jeg har ikke en god personlighed, for jeg tænker direkte egoistisk lige nu. Men noget må jeg jo betyde, siden hendes kode er min fødselsdag?

”For helvede Naomi, skrid ud af mit hoved! Hvorfor skulle du komme tilbage og ødelægge alt for mig, alt gik så fint, lige indtil jeg så dig i lufthavnen!” Jeg skubber hårdt til mit sofabord, som resulterer i at de mange ølflasker og sprut flasker vælter. De fleste er fra i går, da jeg blev smidt ud og sendt her til. De stod på gulvet, indtil mit sofa bord kom.

Jeg hjalp ikke engang Dan og Mark med at flytte tingene ind, mor var ikke engang med herhenne, hun ville ikke se på mig.
Selv Michael hjalp dem med at flytte mine ting, for jo hurtigere jeg forsvandt væk fra hans datter, jo hurtigere kunne hun droppe sin evige drøm om at blive model, som jeg åbenbart skulle have puttet i hendes hoved.

Mine flasker lod de alle tre bare stå, de var egentlig pisse ligeglad med mig, de skulle bare af med mine møbler og væk herfra i en fart. Selv samle tingene har de ikke villet hjælpe mig med. De ville bare smide alle mine ting her op.

 

 

 

”For helvede da også!” Hvæsser jeg irriteret, da sengen ikke gider få sine skide ben på! Godt resten af sengen er samlet i forvejen, da det jo egentlig er en kæmpe box madras, som er virkelig lækker, men bene skal også på!

Jeg griber fat i øllen ved min side, som jeg hurtigt tager en slurk af. Det er vist øl nummer fire, eller noget i den dur. Har squ ikke styr på det.

”Så kom dog for fanden da på!” Vrisser jeg irriteret, da det bare ikke gider gøre som jeg vil og det er da bare idiotisk! Dumme fucking seng!
Hvorfor forelskede jeg mig også i den dumme seng?
Den var blød, den var behagelig og man forsvandt ind i drømmeland, den ville være perfekt for en gravid kvinde. Den ville være perfekt for Naomi og vores baby.

Jeg griber fat i ølflasken og kyler den bare hen på væggen, godt det er en ejer lejlighed. Ellers ville der have været ballade nu. Frusteret køre jeg hænderne i gennem håret, i mens jeg mærker nogle tårer trille ned af mine kinder.

Hvordan kan Naomi få mig til at føle mig så tom, så fucking ulykkelig? Af alle kvinder i hele England, så er det lige hende jeg skal falde for og jeg vil aldrig kunne få hende, aldrig. Hverken nu eller den gang, fordi jeg er en komplet idiot!

 

”Louis?” Hvordan Fizzy er kommet ind i min lejlighed, aner jeg ikke. Men hendes syn af mig er nok ikke særlig godt.

”Hvad har du lavet Louis?” Hun sætter sig forsigtig ned, hvor hun langsomt tager skårene op fra flasken, det er i hvert fald hvad jeg tror hun gør, det lyder sådan.

”Fizzy, fand du ha… Louis, hvordan er det her ser ud?” Denne gang lyder Lottie’s stemme, igen jeg er ligeglad.
Lottie sætter sig stille ned foran mig, hvor hun griber fat i mit ansigt og lader det være spændt fast i mellem hendes hænder. Hendes øjne borer sig bare inde i mine øjne, det er nok tydeligt at se, at jeg har drukket lidt meget.

”Louis, du kan ikke gå tilbage og være denne fyr!” Lottie kigger bare helt trist på mig, inden hun drejer sit hoved og nok ser om på Fizzy.
”Fizzy… vi må gøre noget. Vi kan ikke lade ham synke lavt igen.”
”Det lige meget, alt er ligegyldigt… jeg er intet. Jeg er jordens største idiot og jeg fortjener ikke livet.” Siger jeg blot tomt, med en ligegyldig klang.

”Louis, sådan noget siger du fanme ikke! Du fortjener livet og ja du er jordens største idiot, det behøver vi slet ikke at diskuterer. Men stop med det pis!” Fizzy lyder ret streng ved hendes sætning, men jeg er ligeglad hendes ord, de betyder intet.

”Alle hader mig… I hader mig sikkert også, så bare gå. Kør hjem og lad mig rådne op.”

”Du er skide fuld og du stinker Louis! Fizzy, vi må ringe til mor.”
”Mor er ligeglad, jeg er død i hendes øjne. Hun smed mig ud, hun vil ikke have mig hjem. Jeg er ingen ting. Alle hader mig.” Begge mine søskende sukker blot over mig, hvilket sikkert nok er forståeligt, men er ligeglad.

”Hej mor.” Hører jeg FIzzy sige inden hun forlader værelset og Lottie ser blot på mig, med et ret trist blik.

”For fanden Louis, kæmp for pigen du elsker! Gør noget!”
”Pigen er forelsket i en anden. Jeg havde chancen, men jeg var blind. Jeg er ikke andet end blind. Bare tag den hammer, slå mig i hovedet med den.” Jeg peger i mod hammeren, som kun ligger få cm’er fra mig. Lottie spærrer bare forarget sine øjne op, inden hun giver mig en lussing, som gør pænt ondt. Men jeg ignorer smerten.

”Er det alt hvad du har?”
”Louis… så det nok, jeg ringer til Naomi!” Med de ord forlader hun mig også alene, her i mit soveværelse.

 

 

”Hvad sagde mor?”
”At hun ikke ville gøre noget, at han har godt af det og han lærer det vel en dag, at druk ikke er løsningen. Seriøst Lottie, han bekymrer mig! Hvad sagde Naomi?”

”At hun er ligeglad, Louis er en komplet idiot, som har ødelagt hendes liv og for hendes skyld må han gerne dø. Mor kommer sig over det, hun kan jo ikke klarer og ikke gøre noget. Jeg advarede ham Fizzy… jeg sagde det jo kunne ende galt.”

 

Måske jeg ikke burde hører efter deres samtale, men de står jo lige ude foran soveværelses døren og kigger blot ind på mig, i mens de har deres lille fine samtale.

”Hvis I ikke tager hammeren, så gør jeg det selv!” Jeg løfter hammeren op med venstre hånd, jeg klemmer godt fast om saftet. Jeg vipper lidt hammeren frem og tilbage, så den kan få den rigtige fart.

”Louis nej!” Skriger begge mine søskende, i takt med at jeg bare vipper hammeren frem og tilbage. Hammeren forsvinder langsomt fra min hånd, hvor to søstre med tårerne ned af kinderne står.

”Du gør det for helvede ikke Louis! Lottie, ring mor nu!” Lottie forsvinder hurtigt ud af soveværelset og ringer mor op, men hun står kun lige ude foran døren, da jeg tydeligt kan høre deres fine samtale, som omhandler mig og en hammer.

”Hej Mor, ja jeg ved godt hvad du sagde til Fizzy. Men mor, han har lige forsøgt at slå sig selv med en hammer! Mor… det ikke godt denne gang, han er helt væk.” Lottie bryder langsomt sammen, i mens hun taler med vores mor og Fizzy sidder bare grædende foran mig.

”Livet er ikke noget værd.” Mumler jeg svagt. Jeg rejser mig op, vakler forbi mine to søstre, som begge hurtigt går efter mig.

”Louis, du går ingen ste… Louis!” Jeg skvatter over en eller anden skide dims, som ligger på gulvet og jeg vælter direkte ned i mod gulvet, med hovedet først.

”Louis!” Hvad endt jeg faldt over, så er det ligegyldigt, alt er så endt lige gyldigt.

 

*******************************************************************************************************
 

Drama! Hvad mon der sker med Louis?
Han er jo helt væk den mand!


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...