Nikkedukken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2016
  • Status: Igang
Jeg står i skolegården, sammen med nogle af de andre fra min klasse. Tom og Magnus, er igen igang med at mobbe Benjamin, fra 7,B de har fået ham ned at ligge på jorden, han har skjult sit, ansigt med sine hænder. Man kan ikke se andet en hans, mørke røde hårtotter, som har klistret sig fast, til hans pande. De andre griner af hvor dum han ser ud, imens Magnus og Tom, prøver at skubbe Benjamin ind i, den røde mur ved siden af sandkassen på legepladsen. (Læs første kapitel for at få det hele med c:)

0Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

2. Kapitel 2

Turen over til Kiwi var kold og lang.

Jeg ville ikke engang med,men hvad gør man ikke for at være en del af fællesskabet?.

jeg sukkede dybt, og kiggede over mod en fnisende Amalie og Astrid, imens en desperat Katja,prøvede på at fedte sig en hos dem.

jeg kunne mærke kulden slippe ind i min sorte vinter jakke, man det er virkelig koldt selv inde i Kiwi kunne jeg stadigvæk mærke kulden, jeg ville gerne spørge Katja om hun ikke nok ville gå med tilbage, men det ved jeg godt at hun ikke vil, og hvis jeg begyndte at brokke mig, ved jeg godt at de nok aldrig ville spørge mig igen, så det er nok bare bedst at holde mund, og se til imens de andre fniser,og snakker med hinanden imens jeg,står her kold, og alene... så meget for fællesskabet?. 

"har i set Karoline?"  "nej ikke siden i onsdags"  "er hun syg?"  "det ved jeg ikke" .

jeg ville gerne gå hen til Amalie, og Astrid og spørge om de vidste noget mere om hvad der var galt med Karoline, men noget sagde mig at de heller ikke vidste noget.

"Hey! stop med at skubbe!"  "Hold kæft kælling!" 

Jeg kiggede over mod indgangen til Kiwi, og ser at Anton og Mark endnu engang er ved at mobbe Lucy, fra 8.A

som sædvanlig er de igang med den slags ting.

Anton og Mark er virkelig nogle idioter som vil gøre hvad som helst, for at få noget opmærksomhed fra de andre,

men det er nu ret så sjælendt at det er positiv opmærksomhed.

Lucy er ikke typen der græder så hvis det, er det de prøver på så kan de lige så godt give op nu,

Lucy har altid været en type der ikke græder over noget som helst, jeg synes faktisk at hun er ret så sej, men det tør jeg ikke fortælle til nogen, for jeg er nok den eneste der synes det, for de fleste ting der normalt bliver sagt om hende er "ad klamme sæk" eller "lesbiske svin", de fleste tror hun er lesbisk, hvorfor egentlig ved jeg ikke,

måske fordi hun altid render rundt i sådan noget drenget tøj og aldrig gad at snakke med os?.

Amalie og Astrid fortalte altid mig og de andre piger fra klassen, nogle helt vildt mærkelige historier om Lucy. 

De hang ikke rigtig sammen, men jeg turde ikke at sige dem imod, dengang og det tør jeg desværre stadigvæk heller ikke.

De historier de fortalte os lød cirka sådan her "vi så Lucy kysse med tre andre piger bag ved cykelskuret, her efter skole i går"

Da jeg hørte, det lød det helt vildt som en eller anden sær løgn, som ikke gav nogen som helst mening for jeg havde nemelig selv set Lucy gå ind i billedkunst lokalet alene efter skole tid.

Men hvad ved jeg om den slags ting, jeg er jo bare en Nikkedukke deres Nikkedukke.

Jeg skal bare lytte til Amalie og Astrid´s mærkelige historier og tro på at det de siger er sandt,og ikke sige dem imod selvom det så ikke passer.

 

Jeg ville gerne kunne sige dem imod og være ligeglad med hvad de tænkte om mig.

men det kan jeg ikke, det er ikke så nemt som det ser ud til måske for andre men ikke for mig,

jeg vil ikke være alene, jeg vil ikke være en outsider så heller være en Nikkedukke,

det er jeg jo allerede så god til at være i forvejen.

jeg er hverken inde eller ude,det ville ændre sig fra dag til dag.

Pludselig er man inde og andre gange er man ude, og andre gange ved man det aldrig rigtig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...