Nikkedukken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 9 jan. 2016
  • Status: Igang
Jeg står i skolegården, sammen med nogle af de andre fra min klasse. Tom og Magnus, er igen igang med at mobbe Benjamin, fra 7,B de har fået ham ned at ligge på jorden, han har skjult sit, ansigt med sine hænder. Man kan ikke se andet en hans, mørke røde hårtotter, som har klistret sig fast, til hans pande. De andre griner af hvor dum han ser ud, imens Magnus og Tom, prøver at skubbe Benjamin ind i, den røde mur ved siden af sandkassen på legepladsen. (Læs første kapitel for at få det hele med c:)

0Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg står i skolegården, sammen med nogle af de andre fra min klasse 8.C. Det er koldt udenfor på legepladsen, her i november måned.

Tom og Magnus, er igen igang med at mobbe Benjamin, fra 7,B.

De har fået ham ned at ligge på den sne dækkede jord, han har skjult sit, ansigt med sine hænder, man kan ikke se andet en hans, mørke røde hårtotter , som har klistret sig fast, til hans svedige pande.

De andre griner af hvor dum han ser ud, imens Magnus og Tom, prøver at skubbe Benjamin ind imod, den røde mur ved siden af sandkassen på legepladsen.

Nogle af de små børn fra 3 klasse, kigger stille på, jeg kan ikke bebrejde dem noget, jeg tør heller ikke at sige dem imod, især ikke Tom og Magnus, de ville aldrig lytte til en som mig, en "Nikkedukke".

De eneste i klassen, som Tom og Magnus, gider at lytte til er Amalie, Astrid og Karoline.

Andre gider de ikke lytte til. Det er kun fordi, Tom og Magnus, synes de er pæne,

det er ret så uretfærdigt , men det tør jeg ikke at fortælle til dem.

Jeg har fundet ud af at det bedste jeg kan gøre er bare at tie stille og forblive tavs, og gøre som de andre "nikkedukker".  "Michelle!.." "Michelle!"      "svar mig!"   "Vil du med i Kiwi?"   "Amalie og Astrid vil også gerne med!" "Michelle!"

Jeg forsvinder ud af mine egne tanker, og ser på hvem det var der havde bragt mig ud af mine, tanker.

Mit blik mødes med et par irriterede grå øjne, der utålmodigt kigger på mine blå øjne.

Det er Katja fra 8,A, hun står og tramper med hælen af sin skosål, imod sneen,

det ser ud som om at hun har ventet på at jeg skulle svar hende, hun må have ventet i måske 7 minutter eller mere?.

Jeg ser hurtigt på hende, hendes sorte hår, er helt dækket ind i snefnug, og hendes næse og kinder er blevet helt røde, af at have stået så længe ude i kulden.

"Skal vi ikke gå over i Kiwi?, og købe noget. Amalie og Astrid vil også gerne med" jeg kiggede på Katja, og nikkede ja, jeg sendte hende et hurtigt smil, men før jeg kunne nå det var hun allerede gået op ved, siden af Astrid, og Amalie i håbet om at kunne, være med i deres samtale. Jeg sukkede indvendigt og begyndte at følge med, som bagtrop, fortabt i mine egne tanker.

Katja har altid været sådan her, hun har altid prøvet på at blive venner med de mest indflydelses rige (de mest populære) personer i ottende klasserne, men sådan er vi jo allesammen, der er bare nogen af os der prøver hårder en andre. Det har altid været sådan her lige siden 5 klasse.

Gid jeg kunne skrue tiden tilbage, men det ville sikkert ikke ændre noget hvis jeg kunne, 

jeg er bare en "Nikkedukke" og ikke andet. Jeg kan ikke rejse i tiden,og jeg kan heller ikke sige fra over for de andre.

jeg er hverken, modig eller klog. Jeg er ikke andet end en simpel "Nikkedukke" mere er jeg ikke, og mere tør jeg ikke være.

 

det her er min første historie håber at du vil give den et like :3 du må også meget gerne skrive en kommentar ^_^

hvis du vil :3 slf

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...