Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
Historien er bygget på en karakter jeg spiller i et pen and paper rollespil i fantasy verdenen Faerunn, men da dette kun er inspiration vil jeg undervej ændre det let i forhold til de originale oplæg.

2Likes
0Kommentarer
146Visninger
AA

1. Havet af græs


Alle muskler brændte som glohede tove der viklede sig under hendes grønne hud og trods smerten nød hun fornemmelsen i fulde drag. Selvom steppens høje græs bølgede i den kølige efterårsvind som et endeløst hav af bløde græstoppe, så var hendes hud klæbrig af sveden, der perlede ned ad hende. Hun spændte benene fastere om hesten, der drev afsted under hende, prustende af anstrengelse netop som hende selv – hen imod røgsøjlen, der rejste sig som et ondt varsel i horisonten. ”For Kossuth!” skreg hun af sine lungers fulde kraft idet hun med ren viljestyrke jog hesten fremad gennem det høje græs.

Omkring hende veg den fjendtlige klan til side for ikke at blive mejet ned af det vilde ridt eller krigerkvindens store sværd. Bag hende hørte Aria hvordan resten af hendes klanfæller også udgød deres krigshyl til Kossuths ære inden de slog fjenderne ned i hobetal. De var blot en lille gruppe sendt ud fra Den første Flammes vinterlejr for at spejde efter vildt at jage. De havde været langt borte da Aria havde fornemmet at noget var galt – kort efter havde de set den sorte røg – misundelsens røg rejse sig i det fjerne. De havde kastet sig på deres veltrænede heste og havde redet næsten hele dagen i fuld hast for at nå frem, men de frygtede at de allerede var for sent. De havde redet gennem Den Første Flammes yderste lejre og kun fundet ligene af deres krigere – sortsvedne, forvredne eller pulveriserede. Nogle få børn og kvinder var undsluppet, men de fleste var taget som slaver eller havde taget deres eget liv for ikke at falde i fjendens nedrige hænder. De havde set på Aria med bedende, men stolte øjne. Det flammende had og raseriet over det pludselige og uprovokerede angreb havde kunnet ses tydeligt og Aria havde fornemmet den brændende følelse sprede sig i sin egen krop. Hun var en af Den Første Flammes afkom. Selvom hun blot var datter af en slavinde, så var hun også den eneste der, indtil nu, havde bevist sit værd på slagmarken og i beskyttelsen af landet i havet af græs.


Rasende strøg Aria den viltre, røde hår væk fra det svedige, beskidte ansigt idet hun nærmede sig Den Første Flammes første lejr, hvor hendes fars telt var slået op. Hendes hjerte fandt ro i at vide, at han aldrig ville lade den første lejr falde. Han ville forsvare alle klanens værdier sammen med de ypperste krigere i klanen og med Kossuths sværd i hånden ville han rense klanens land for de indtrængende bastarder. Hun smilede et lille tilfreds smil og en række af perlehvide, lige tænder viste sig bag de fyldige røde læber. Men smilet stivnede, da hun sammen med sin gruppe af spejdere nåede lejren, der sædvanligvis stod rank og stolt midt i alt det flade grønne.


Alt var kaos. Telte stod i lys lue og ikke ét sted var græsset grønt som det plejede. Luften sitrede af elektricitet og en ukendt luft hang over den kaotiske lejr. De satte farten ned og så i det fjerne de fremmede klansmedlemmer endelig stikke af. De smukke, dekorerede telte var intet andet end ødelagte skind og brændende pæle. Kvinder græd over døde børn og børn over faldne fædre og brødre. Aria gled af den dampende hest og hendes brystkasse hævede og sænkede sig hastigt efter det hårde ridt og af det skrækkelige syn der mødte hende. Den Første Flammes store lejr var intet andet end en ruin! Hun kunne mærke hvordan rasende tårer af frustration og sorg steg op i hendes ravfarvede øjne idet hun efterlod hesten for at bevæge sig mellem sin beskidte, hjemløse klanfæller.


Langsomt gik den ranke, høje kvinde gennem lejren mod sin faders telt. Klanens kongsborg var en række af forbundne telte hvor Klanens leder – Den Første Flamme boede med hustruer, konkubiner, slaver og familie. Den Første Flammes datter stoppede forundret op, da hun så faderens telte urørte og stadigt let blafrende i den kølige vind. Den store stander med Kossuths evige flamme, der ikke havde været slukket én eneste gang siden klanens begyndelse, brændte endda endnu. Foran kongsborgen stod hendes far og mest betroede som urørlige stenstøtter. Deres hår og klæder bevægede sig i vinden men det var tydeligt at ondsindet magi havde tvunget klanens mægtigste krigere til at se hjælpeløse til mens fjender slagtede deres elskede og stjal klanens aller helligste klenodie. Hendes fars blik var stift, men hun kunne se de salte tårer, der havde løbet ned af hans vejrbidte, rynkede kind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...