Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
Historien er bygget på en karakter jeg spiller i et pen and paper rollespil i fantasy verdenen Faerunn, men da dette kun er inspiration vil jeg undervej ændre det let i forhold til de originale oplæg.

2Likes
0Kommentarer
145Visninger
AA

2. Bortvist


Aria rejste sig hurtigt og slog hidsigt ud med armene i det store telt. Manges øjne var vendt mod hende, som hun stod der og så ned på dem med de karakterisktiske gule øjne, som var hendes kendetegn. Ulveagtige i det menneskelige ansigt med den sarte grønne farve. Lige nu glødede de rødt af vrede i det halvmørke telt

- ”Lad os ride ud og møde denne ukendte fjende, Første. Jeg vil kæmpe for at genvinde Kossuths sværd om det så er det sidste, jeg gør!” Hendes stemme var højlydt og flere af de yngre krigere så lettere utilpas op på hende. Den Første så ned på sin datter og svarede med en rolig, men bestemt stemme

- ”Du er kun netop at tælle blandt klanens krigere. Ti, kvinde når mænd med visdom og kampviden taler.” Hun stivnede kort ved hans hårde ord. Hun var den eneste kvinde blandt krigerne netop nu, men det var ikke ukendt blandt klanens folk, at der fandtes kvindelige krigere. Det var bare aldrig før sket at Den Førstes eneste duelige afkom havde været en kvinde og hendes far mistede autoritet ved hendes ord. Alligevel havde hun intet valg.

- ”Jeg er kriger af klanen. Mit sværd tjener klanen og jeg handler. Hvor var alle klanens ypperste den dag vi blev angrebet? I stod forstenede af magi, da lejren blev brændt ned af troldmænd, hvis eneste spor var en scrollcase med en ulæselig scroll” Hun Holdt det mørke, rørlignende etui frem og holdt det, så de alle kunne se det

- ”Jeg siger jer. Hvis vi intet gør, vil Den Første lejr ikke længe være i fred for fjender. Mange står på spring for at stjæle vore rigdomme og heste. For at voldtage vore kvinder og fjerne enhver stolthed i vort folk” Hun hørte flere stemmer mumle – nogle utilfredse men et par af de krigere, der mødte hendes blik nikkede i enighed. en hård og let raspende, næsten kold stemme skar igennem krigernes enige mumlen og tvang dem til at forstumme.

- ”Hvor vover du! Du er intet andet end datter af en konkubine – Hvor vover du at give Den Første ordre. Du burde have været giftet bort, før du havde lært sværdets styrke at kende” Alfarok havde rejst sig som hun, men trods hans styrke og forholdsvis unge alder, var han et hoved lavere end Aria. Hans øjne var lige så kolde som hans stemme og Aria vidste at netop han havde længe anmodet om hendes hånd i ægteskab. Hun fnøs let, men med vreden blussende i sit sind idet hun svarede:

- ”Der er ingen mand, der er stærk nok til at håndtere mig. Og den der vover at prøve, vil møde mit sværd. Jeg er måske nok kvinde og datter af en slavinde, men jeg er den eneste duelige kriger af Den Første”. Netop som hun havde udtalt ordene vidste hun at hendes vrede havde fået hende til at gå for vidt. Et sus gik gennem dem alle og Den Første rejste sig langsomt fra sin plads på forhøjningen. Ved hans side stod en ung, slap knægt, hendes bror og så på hende med alvorlige, bekymrede øjne og hun følte den dårlige samvittighed gribe hende idet hendes far med rolig stemme sagde:

-  ”Du går for vidt! ”Hun bøjede uvilkårligt hovedet idet han fortsatte.

”Du vil ALDRIG blive Den Første af denne klan eller nogen anden. Du vil tage en mand og du vil slå dig ned som en god kvinde af klanen eller du vil forlade dette sted for evigt!” Hun så på sin bror Ramah, der stod der ganske usikker og så bedende på hende, men hun vidste, at hun aldrig kunne blive et sted, hvor ingen ville anerkende det HUN kunne. Hun var ikke blot kriger… hun var en forbandet dygtig en af slagsen og trods sin grønne hud, gule øjne og skarpe tænder, var hun en af dem – født ind i klanen. Hun så på sin far. Hans dybtliggende, mørke øjne hvilede ufravendt på hende. Hun sporede hans vemod og sørgmodighed, men hun vidste også, at der trods kulden i hans stemme også var en accept af den vej, hun måtte gå. Stiltiende fik hun hans velsignelse da hun rankede sig og efter et øjebliks stilhed med klar stemme meldte.
- ”Jeg vælger at forlade klanen. Ikke for MIN skyld, men for at finde den kryster, der med magi tog fra os, hvad der var mest helligt. Når jeg en dag vender tilbage med Kossuths sværd kræver jeg klanens anerkendelse og min retmæssige plads!” Hendes stemme var rolig og fattet og hun knejsede stolt med nakken, idet hun sendte sin far et sidste varmt blik, før hun lod de røde øjne glide rundt i teltet. Hun så flere af mændene nikke mens andre skulede hadefuldt til hende.

- ”Jeg vil vende tilbage og I vil ALLE bøje jer for Den Der Bærer Flammen” Hun vendte sig om og marcherede ud af teltet for at vende ryggen til sin familie, sin klan og forlade Havet af Græs.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...