Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2015
  • Opdateret: 9 dec. 2015
  • Status: Igang
Historien er bygget på en karakter jeg spiller i et pen and paper rollespil i fantasy verdenen Faerunn, men da dette kun er inspiration vil jeg undervej ændre det let i forhold til de originale oplæg.

2Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

3. Afsked

Aria gik til sit telt. Hendes hjerte var tungt og alligevel kunne hun stadig mærke raseriet bruse i blodet. Hurtigt og beslutsomt pakkede hun sine få ejendele i sine godt slidte sadeltasker. Til slut spændte hun sin læderrustning omkring sit overkrop og spændte spænderne godt fast om hendes slanke liv inden hun samlede sit store bjørneskind op og lagde det om sine skuldre. Hun stod stille midt i teltet der var hendes. Efter hun var blevet kriger havde hun fået ansvar for sit eget lille telt i Den Første Flammes første lejr hvor hun kunne få ro og fred. Hun indsnusede duften af læderfedt og skind blandet med den sødlige sommerduft af hø fra lejet hvor hun sov. Hun kunne høre klanens folk tale sammen udenfor teltet - oprevne, ophidsede stemmer der betød at nyheden allerede havde spredt sig fra klanforsamlingen til resten af klanen. Hun stålsatte sit sind og slog uden øvrig tøven teltflappen til side og trådte ud i lyset mellem teltene. Flere af klanens beboere stoppede op for at følge krigeren med blikket. Hun ville helst ikke se på dem, men tvang sig selv til at møde deres spørgende blikke med beslutsomhed idet hun banede sig vej hen imod hestefolden hvor hendes hingst ventede.

Klanens kvinder og nogle af mændene bøjede respektfuldt hovedet for hende og selvom det var en lille ting vidste hun at de ikke blot anerkendte hendes valg, men også anerkendte hendes lederskab. Hun vidste at de søgte en stærk leder af deres folk. Flere af klanens medlemmer synes hendes far var gammel og hans arm træt, men alle var klar over at Den Første Flammes egentlige arving, hendes bror Ramah ikke var egnet til at lede krigerfolket i Havet af Græs. Han var for svag og slet ikke i stand til alene at styre klanens krigere for slet ikke at tale om fjenderne der truede dem. Hun vidste udmærket godt at Ramah kunne mange andre ting, men på Havet af Græs var det styrke og kampevner der gjaldt og de andre høvdinge ville aldrig acceptere Ramah for hans skarpe vid eller hurtige, adrætte bevægelser. Selv ville hun være den perfekte leder og hun rankede stolt ryggen i bevidsthed om hvor mange krigere der havde tabt til hende i tvekamp. Sin unge alder til trods havde Aria allerede vundet flere heste end hun selv kunne ride, flere slaver end hun selv skulle bruge og ædle stene nok til at leve bekvemmeligt på stepperne resten af sit liv. Men hendes stædighed og hidsighed var nu alene årsag til at hun skulle forlade det hele. Hun var sendt bort, kasseret og tilhørte ikke længere sit folk selvom hun havde tjent sin plads mellem dem. Hun havde ledet dem i sikkerhed, kæmpet for dem, jaget for dem, blødt for dem og grædt for dem. Hendes hårde slid havde altid været for deres bedste og det vidste de alle. Nu forlod hun, som var den de alle havde vendt sig til når de manglede en stærk leder, deres stamme og stilheden var påfaldende i den ellers så livlige lejr.

Hurtigt og med vanlig effektivitet klargjorde Aria sin hingst - en flot og fyrig sort hingst som var større end de fleste for at imødekomme den unge kvindes højde. Med sine 2 meter fra hæl til hoved var hun en imponerende kvinde. Det store bjørneskind fik hende til at se langt større ud end hun egentlig var og det iltre røde hår var i skarp kontrast til hendes let grønlige hud. Hun greb med en behandsket hånd fat i manken på hesten og svang sig op på dens ryg. Hesten tog et par skridt og fnøs da den mærkede rytterens vægt på dens ryg. Ingen af steppens folk red på sadler medmindre de var af en vis stand eller svagelige for kontakten mellem hest og rytter var nærmest helligt for dem. Hun klappede beroligende hesten og løftede atter ansigtet mod stammen. Så mange øjne hvilede på hendes ranke figur på hesten og op til flere sendte en kørt bon til Kossuth om at passe på hende - Kysset af flammer var hun velsignet af guden og hendes hud var grøn som Havet af Græs hvor hun var født.

Med et krigshyl til afsked tvang Aria hesten til stejlende at fægte med forbenene før hun i et nærmest hidsigt tempo drejede om og jog af sted mod horisonten i syd - bort fra Havet af Græs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...