Stammens Ånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 26 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg lavede novellen til Østerskov Efterskoles novellesamling: Fortællinger fra Skovkanten. Jeg vil egentlig bare se om der er nogen der kan lide den :) Det er en kort novelle om en ung jæger og hans bedste ven, som skal redde deres stamme fra en oldgammel fjende. Jeg håber du kan lide den :)

4Likes
4Kommentarer
181Visninger

1. Stammens Ånd

Stammens ånd

 

 

Jeg kunne se for mig, hvordan mit navn ville blive en legende: Stammens bedste jæger.

 

Jeg lagde en pil klar til skud, imens jeg roligt tog sigte og følte mig som ét med naturen omkring mig. Min bue lå stramt i min hånd, mens jeg forsigtigt betragtede den store og snu, gamle ulv foran mig.

 

Jeg havde sporet rovdyret siden morgengry og havde endelig fundet den i en lysning, i gang med at fortære den hjort, den netop havde nedlagt. Et velplaceret skud ville fælde dyret rent og smertefrit. Jeg hviskede en lydløs bøn til jagtånden Arsil, ulvebanen, og gav slip.

 

Min pil flød sagte gennem luften og fik ulven til at styrte om med et piv. Jeg nærmede mig den døde krop med min jagtkniv i hånden og begyndte det rå arbejde at pelse dyret. Da jeg var færdig med arbejdet, bevægede jeg mig tilbage mod stammens lejr med ulveskindet over skulderen og en dyrekølle under armen..

 

Vinteren var på vej, lige så nådesløs og barsk som bjergene omkring os var smukke.  Vi jagede i skovene, fiskede i søer og floder, og samlede ind i krat og enge  -  stammen ville få brug for alt, hvad naturen kunne give os, inden alt blev hvidt. Sneen lå allerede tykt over jorden og dæmpede lyden af mine skridt. I horisonten kunne jeg se røgen fra madbålet.

 

***

 

Mørket var faldet på, da jeg ankom til stammens lejr, stadig med det fugtige ulveskind over skulderen. Røg steg op fra de store lædertelte, som vi boede i, og lugten af stegt kød fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg smed skindet og køllen ved siden af jægerteltet. Jeg havde gjort det svære arbejde, nu måtte en anden klare resten.

 

Jeg gik imod madteltet, da en bred hånd greb mig i skulderen. ”Jeg synes, det er en skam, at du bare smider dine præmier på jorden på den måde. Pelsen bliver jo våd.”

 

Baldrins brede form stod bag mig, og et stort grin bredte sig i hans ansigt. Baldrin havde været min bedste ven siden barndommen. Vi havde jaget i skovene sammen siden vi fik vores første buer, og reddet hinanden flere gange end vi gad huske. Sammen havde vi nedlagt de største bæster i skoven samt beskyttet stammen mod hver en trussel, hvad end det var naturens vrede eller andre stammer.

 

Baldrin var en af de største mænd i hele lejren, og på trods af, at hverken ham eller jeg var mere end femogtyve somre gamle, var han allerede dækket af tykke hår over hele hans muskuløse krop. Han var en af den slags sjældne mennesker, der mødte alle glæder med et smil og udfordringer med et grin. Han åbnede munden for at sige noget mere, men den dybe brummen fra madhornet afbrød ham. Jeg klappede ham på ryggen og sammen gik vi mod madteltet.

 

Efter aftensmaden i det største af teltene tog vores høvding ordet over forsamlingen. Det store bål i midten af teltet oplyste hans store, men aldrene krop, og trætte linjer tegnede sig overalt i hans ansigt.

”Vores jægere er kommet med bekymrede nyheder.” begyndte han sin tale. Den buldrende stemme fik alle i forsamlingen til at tie, da han fortsatte. ”Et ukendt væsen er blevet set i udkanten af skoven. Vi er ikke sikre endnu, men vi mistænker det for at være en af stammens ældste fjender, som er vendt tilbage. Mange af jer har sikkert hørt om den i de gamle fortællinger: ”Vinterens Ånd.”

 

Et højlydt gisp løb igennem forsamlingen. Vinterens Ånd var et væsen fra vores ældste legender. Det var det uhyre, man skræmte små børn med, når de ikke ville opføre sig ordentligt.  Det var det uhyre, som alle små drenge i stammen havde leget, at de bekæmpede og besejrede med hæder. Det var Ånden, der havde skabt stammens største legender gennem tiden, og som havde taget flest ligeså. Det var et væsen, der altid spredte frygt og rædsel, hvor end det kom.

 

Høvdingen trådte tilbage for at gøre plads til den senede gamle mand, der var stammens shaman. Han rømmede sig, og alle i teltet rykkede med det samme tættere på. Det var sjældent, at vi hørte shamanen tale.

”Som I alle ved, er Vinterens Ånd den største trussel, stammen kan møde, selv om den ikke er set siden min fars fars tid. Den konsumerer alt liv og intet kan stille dens sult.

 

Vores eneste chance mod et sådant bæst er at dræbe den, før den dræber os. Derfor vil vi samle et hold af krigere til at bekæmpe denne trussel med. Hver en mand villig til at ofre sit liv for stammen bedes rejse sig op.” Straks rejste der sig 26 mænd, gamle og unge og næsten alle erfarne jægere i stammen.

 

Baldrins store krop skød i vejret, mens jeg selv tøvende rejste mig. Jeg vidste selv, at jeg var en af de bedste jægere i stammen, men jeg var også klar over, hvad det krævede. Hverken sten eller metal kunne skade et væsen skabt af ren kulde. Den slukkede hver en ild, og ignorerede solens stråler. Den eneste måde at besejre den var at dræbe den med et våben dækket af solblomstens safter. En plante af legender ligesom Vinterens Ånd .- den spirede kun i de samme dage, hvor ånden kom tilbage. Det eneste sted vi vidste, at planten groede, var en klippehule dybt inde i bjergene. Det ville blive et ræs på tid, om hvem der kom først til blomsten. For hvis ånden fandt de hellige safter først, ville alt være tabt.

 

Shamanen nikkede og undslap et dybt suk. Vi var alle klar over, at kun få af os ville komme tilbage.

”Nuvel, I vil rejse om en time. Pak jeres våben og rationer, og sig farvel til jeres elskede, og husk at hele stammen takker jer for jeres offer. Vores stamme har bekæmpet denne trussel i utallige slægter og har endnu ikke tabt kampen. Lad ikke vores generation blive den første til at falde.”

 

Han veg pladsen, så høvdingen kunne træde frem og fortsætte, hvor han slap. ”Som I ved, har jeg været uden søn i alle mine år, og min tid er snart omme.” Høvdingen og hans squaw havde kun fået døtre, alle af dem kloge og kønne, men traditionen vedblev, at en mand skulle lede stammen. Sidste år døde høvdinges hustru dog, hvormed deres mulighed for at få en ny arving blev afskåret."Eri er stadig ugift, og den mand, der fælder Vinterens Ånd, skal få min datter til hustru og være min arving, når jeg dør.”

 

Dette sendte et gib igennem næsten hver en ung mand i forsamlingen. Ikke bare var det en stor ære, men også en velsignelse at skulle ægte høvdingens ældste datter, en af de smukkeste kvinder i hele stammen. 9 ungkarle mere rejste sig nervøst, signalerende at de også ville jage ånden. Høvdingen nikkede og sukkede igen, ked af at måtte give sin datter væk til en tilfældig, men glad for at det måtte være en værdig kriger.

 

Stemningen i lejren var mørk resten af aftenen, med grædende mænd, kvinder og børn, der sagde farvel til deres kære, muligvis for sidste gang. Jeg gjorde mig eget udstyr klar. Min langbue og pilekogger blev slynget over den ene skulder, mens et kort spyd hang over den anden. Mit bryst var dækket af tykt skind og lædervams til at beskytte mig mod kulden og små sår. En lang, skarp jagtkniv hang i sin skede over mit højre lår og over mit venstre lå der en lille læderpose med forsyninger. Jeg sagde en kort bøn til jagtens ånder og forlod mit telt.

 

***

 

Vores fødder rodede op i sneen, mens vi med stramme ansigter kæmpede os op ad klippehylden mod næste bjergpas. Vi havde været undervejs i fire dage og det så endnu ikke lyst ud. To af vores mænd var døde af kulde, en var død under et ulveangreb, og tre døde i en lavine dagen før. Vi var 29 tilbage i alt.

 

Sneen faldt tungt fra en sort nattehimmel over os og mindskede vores syn, men i faklernes skær kunne jeg stadig se Baldrins skikkelse gå ved min side, klædt i store, sorte pelse. Det var sent om aftenen, og vi forventede at vores spejdere ville vende tilbage hvert øjeblik nu. Vi havde tre mænd ude for at spejde på alle tidspunkter af dagen. På trods af flere forsinkelser var vi godt undervejs. Vi forventede at finde hulen på et tidspunkt sent næste dag, og ånden var endnu ikke blevet set af vores spejdere.

 

”Hvem tror du kommer til at dræbe Ånden?” Baldrins stemme rev mig ud af mine egne tanker. Det var det første han havde sagt hele dagen.

 

”Jeg ved det ikke. Det ved kun ånderne.” Rigtignok var det ikke til at sige, hvem der ville kunne få dødstødet ind på Ånden. Alle de jægere, der stadig levede, var kompetente, men Baldrin eller mig selv var nok de bedste gæt. Vi havde bragt skind og kød ind til stammen, siden vi lærte at jage, og folk kom til os, når et stort bæst lurede i skoven.

”Hvad med Eri, er hun ikke grund nok til at gøre sit bedste?” spurgte han med et smil. Vi havde begge haft et godt øje til den unge pige det meste af vores liv, og havde flere gange ligefrem kommet op og slås over hende. Jeg skulle til at bide fra mig med en bemærkning, men et højt råb kom mig i forkøbet.

 

En af vores spejdere kom spurtende ud af mørket og ind i lyset fra vores fakler. Hans krop var dækket med blod, og iskrystaller sad tykt på hans vams. Hans arme fægtede vildt omkring ham og hans skrig gav ingen mening. Ét ord genkendte jeg dog tydeligt: Ånden.

 

Han stoppede op foran gruppen og tog en dyb indånding, mens han rystede som en skræmt hare. To af jægerne skyndte sig hen til ham og slog et tæppe om hans bævende krop, uden at ænse det, der kom ud af mørket bag dem. En kampesten på størrelse med et telt fløj uden en lyd ind i fakkellyset og lande med et vådt knas på de tre mænd. En klistret blanding af sne og blod fløj op i luften og blændede mig et øjeblik med hvidt og rødt, lige efter at jeg så fire jægere mere blive rullet over af stenen.

 

Foran os stod en mareridtsagtig blanding af en bjørn, en ulv og en los. Den stod på to ben, var næsten to mand høj og ligeså bred. Dens lemmer var uhyrligt lange, og dens gråsorte pels var gennemsigtig og hvirvlende, som om bæstet var lavet af rimtåge. Dens hoved bestod af en uhyrlig rovdyrsmund med  sylespidse tænder, og to ishvide øjne.

 

Bæstet stormede frem mod gruppen og greb en jæger i hver af sine store labber. Den ene kastede den ud over klippens kant, mens den løftede den anden op i øjenhøjde. Manden skreg mens Ånden tvang ham til at se den i øjnene, og pludselig blev hans krop blå, som om al varme var blevet suget ud af ham.

 

Jeg svingede hurtigt min bue ned fra skulderen og affyrede tre kvikke pile efter hinanden. Hver eneste af dem ramte væsenet, men de passerede lige igennem den tågeagtige krop.

 

Jeg og de andre begyndte at bakke væk fra den ulige kamp. Med et smil vendte bæstet sig mod bjærget over os og rakte en lang arm op mod bjergtoppen. Den udsendte et flænsende skrig, der fik os alle til at tage os til ørerne i smerte, og først for sent så vi dens mening. Fra toppen af bjærget væltede sneen ned i ufattelige mængder mod vores lille gruppe. Som et tordenvejr skyllede bølgen af sne ned over klippekanten og hev os ud over skrænten ned til mørket under os. Det sidste jeg så, inden mørket tog mig, var Åndens ulveagtige grin.

 

***

 

En ram lugt af fordærv skyllede over mig, mens jeg mærkede noget varmt og tykt vælde ned i min hals.

Jeg vågnede med et sæt og begyndte at hoste voldsomt, mens jeg halvbrækkede den ækle væske ud af min krop.

 

Mine øjne flakkede op, og jeg så nu hvor jeg var. Jeg befandt mig i en snæver bjerghule med et ujævnt stengulv. Foran mig stod et lille bål, som oplyste hulen med sit varme skær. Bag ved bålet sad Baldrin og stirrede udtryksløst ind i flammerne. Jeg opdagede, at jeg lå på et skindtæppe, og min overkrop var ombundet med forbindinger.

 

”Rolig unge mand, dine sår er dybe, og du har været bevidstløs længe.” lød en sprød stemme bag mig.

Jeg vendte mig om og så stammens shaman stirre på mig.  ”I to var de eneste, jeg kunne redde fra sneskreddet. Jeg kunne ikke finde nogen andre.” forklarede han bedrøvet. Hvis alle andre jægere var blevet dræbt, var der kun mig og Baldrin tilbage til at bekæmpe uhyret. Vores chancer for at vinde ville være meget små.

 

”Hvor længe er det siden?” hviskede jeg. Min tunge var tør, og min krop føltes tung.

”Jeg fandt jer for to dage siden og slæbte jer hertil. Hvis I skynder jer, er der stadig en smal chance for at I vil kunne nå til blomsten før ånden.” Jeg nikkede. Vi havde svoret ,at vi ville beskytte stammen mod ånden, så vi kunne ikke stoppe bare på grund af vores sår.

 

Shamanen rejste sig og hentede nogle urter fra en lille taske. Han gav sig til at male dem til fint pulver i en lille skål og opløste dem med vand, mens han forsatte med at tale. ”Du er slemt såret, og det vil tage dagevis, før du vil kunne rejse herfra med naturlig helbredelse. Din ven var i en bedre forfatning, da jeg fandt ham, men du vil ikke kunne bekæmpe Vinterens Ånd, som du er nu. Denne drik vil give dig styrke og energi nok til at fortsætte din rejse, men der er en pris.

 

Drikken tapper fra dine indre reserver og vil hurtigt efterlade dig som en udtømt skal. Hvis du vil besejre ånden, må du betale med dit liv.”

 

Jeg stirrede et øjeblik på skålen og tog den så ud af hånden på ham.  ”Er vores våben her stadig?” spurgte jeg mens jeg satte skålen for munden. Han nikkede bedrøvet. Selv ikke han havde forventet, at det ville komme til dette. Jeg slog hovedet tilbage og tog en dyb slurk.

 

***

 

Det havde været tidlig nat, da vi forlod den lille klippehule, shamanen havde bragt os til. Blandingen havde varmet min krop og helet mine sår, og vi var kommet frem hurtigere end forventet. Kun en dag var gået med vores rejse i bjergene. Ingen af os havde sagt meget, men bare fokuseret på at komme frem.

 

Nu stod vi foran indgangen til den oldgamle bjerghule, hvor blomsten skulle stå. Vi havde begge vores spyd i hænderne, klar på at møde bæstet. Vi ville ikke kunne såre den, før vores våben var dækket med blomstersafter, så blomsten var vores mål. Vi nikkede til hinanden og fortsatte ind i mørket.

 

Vi gik i et par minutter, indtil lys for enden af tunnelen ramte vores ansigter.  Vi kom ud i en storslået hule, med en åbning i toppen mod den klare himmel, som lod eftermiddagslyset strømme ind. Gennem det samme hul fossede et vandfald, som dannede en stor sø i midten af hulen. Dens urolige vande fik vandet til at stå i luften og gjorde hele grotten isnende kold.  Omkring søen rejste der sig på h

 

ver side en klippeskrænt, som endte i et fladt, højtstående plateau, hvorfra der var et næsten lodret fald.

Vi hastede op af den højre skrænt mod plateauet, og kunne nu se et svagt lys komme derfra.  Plateauet var helt fladt på nær en enkel massiv blomst, der udsendte et varmt skær.  Den var næsten så høj som en mand, og lignede en stor, orange skovrose, med blade i alle ildens farver.

 

For hvert skridt vi tog nærmere planten, blev det varmere og varmere, og lyset fra den var som om, vintersolen selv var landet på jorden. Jeg nærmede mig forsigtigt planten med min kniv klar. Selv om planten oplyste godt, gik hulen stadig længere ind mod mørket. Jeg tog fat tæt ved plantens rod og lod min klinge glide ind i stilken. Blomstens safter dryppede stille, men roligt ud og jeg fik en læderflaske klar til at samle væsken ind.

 

”Pas på!”

Baldrins stemme skar gennem luften, og jeg nåede lige at dukke mig, inden en klippeblok ville have ramt mig i hovedet. Ånden tordnede ud af mørket med et højt brøl.

 

Jeg snittede hurtigt resten af den tykke stilk over og lod blomsten falde. Jeg kiggede hurtigt mod Baldrin og så ham i kamp mod bæstet. Selvom han ikke kunne skade væsenet, kunne han godt undvige dens slag. Jeg følte en gnist af håb over at vi kunne vinde, hvis bare Baldrin fik væsken på sit spyd, men så fik ånden overtaget. Den fik fat i hans arm, og greb så hårdt fat, at han skreg i smerte. Den trak sin lange arm tilbage og gjorde klar til at kaste ham ud over grottesøens hvirvlende vande.

 

Det føltes som om verdenen gik langsommere, mens jeg så min bedste ven blive slynget ud mod dybet under os. Jeg kunne mærke mine ben spændes og springe af al min kraft efter ham med den ene hånd rækkende ud efter hans, og den anden holdene hårdt om flasken med blomstens saft. Min hånd greb hans håndled og pludselig lå jeg på maven ud over skrænten med Baldrin i min ene hånd og flasken i den anden.

 

Vores øjne låstes og vi vidste begge, at jeg ikke kunne hive ham op uden at tabe flasken. Et øjeblik var hans øjne hårde som flint, men pludselig smilede han som så mange gange før, og jeg mærkede gruen i min mave.

”Tak for jagten min ven.” Han lod sin hånd glide ud af min, og jeg så, hvordan han faldt mod de voldsomme vande, hvordan de opslugte en ven, jeg havde været sammen med hele mit liv.

Med en tåre i øjnene rettede jeg mig op og kiggede bagud. Ånden stod og stirrede på mig. Dens rovdyrsmund åbnet i et bredt grin. Den ventede på mig.

 

Jeg trak mit spyd fra min ryg og hældte den gyldne væske over spidsen, mens jeg iagttog bæstet, som tålmodigt ventede på sin kamp. Jeg slappede af i kroppen for at samle al min styrke. Foran mig så jeg ansigterne på alle de mennesker, ånden havde myrdet, og alle dem, som den ville slå ihjel, hvis jeg ikke stoppede den her. Jeg smed læderflasken på jorden og greb hårdt om skaftet på spyddet, mens jeg spændte hver en muskel i min krop. Jeg stirrede bæstet i øjnene, klar til at dræbe.

 

Mine fødder tordnede over hulens stengulv og bar mig mod ånden, mens mine lunger udstødte et kampråb. Den langede ud efter mig og ville have ramt, hvis jeg ikke havde rullet under dens slag, ind mellem dens ben. Som en slange huggede jeg ud med spyddet, som lavede kontakt med åndens skyggeagtige ben og dannede et lille glødende hul i det sorte. Væsenet brølede rasende og slog ud mod mig, men jeg mødte dens store arm med spydspidsen, som gik rent igennem den hvirvlende masse.

 

 Jeg mærkede et sug af sejr og et håb om at kunne vinde denne kamp. Jeg trak spyddet ud og hoppede tilbage fra monstret med en idé. Jeg klaskede min ene hånd på spydspidsen, så den gyldne væske klistrede til min håndflade. Jeg løb mod ånden igen, men i stedet for at dukke mig og hugge med spyddet, greb jeg fat i dens svingende arm, som trak mig højt op i luften. Jeg følte et kraftigt sug i maven, da jeg et øjeblik hang stille over monstret, mens jeg greb fat i spyddet med begge mine hænder, klar til at spidde den oppefra.

 

Mit spyd skar gennem dens krop lige ved dens skulder og fortsatte gennem kroppen. Men i modsætning til den gyldne spids var jeg ikke dækket af blomstens safter. Min egen krop fløj igennem monstret og jeg mærkede den mest dødelige kulde, jeg nogensinde havde følt. Jeg landede tungt på klippegulvet, og efter slaget var min krop fuldstændig ubevægelig.

 

Jeg kunne mærke ånden gribe fat i mit ben og løfte mig op i luften. Nu er det slut tænkte jeg, da den trak mig op for at se mine øjne igen med de ishvide øjne, der sugede livet ud af mennesker. Med et højt brøl slog monstret mig mod jorden med en sådan kraft at jeg mærkede mine knogler briste. Mine øjne løb i vand fra smerten, men jeg havde ikke kræfter til at skrige.

 

Ud af øjenkrogen sansede jeg et svagt lys, og jeg rakte nysgerrigt hånden mod det. Jeg mærkede efter og opdagede, at jeg var landet ved siden af solblomsten, som stadig dryppede sine safter ud fra hullet i stilken. Med min hånd lavede jeg en lille kop, som fangede blomstens dråber, som langsomt faldt ned i min hånd.

Over mig stod Ånden og stirrede på min havarerede krop med et smil. Jeg kunne se mit spyd siddende inde i dens store krop, stadig glødende ved spidsen.

 

Den løftede sin ene store lab langt over hovedet, klar til at knuse mit. Med en sidste kraft anstrengelse klaskede jeg min hånd over munden på mig selv og lod blomstens sidste dråber skylle ned i halsen på mig.

 

Med det samme følte jeg en ekstrem varme overtage min krop. Den sivede ud i alle lemmer og fjernede al min smerte. Bølge efter bølge af energi skyllede over mig, og som en kat hoppede jeg bagud væk fra åndens slag, netop som lappen knasende traf det sted, hvor mit hoved havde ligget.

 

Jeg kiggede ned af mig selv og så, at min hud var begyndt at gløde. Min krop føltes som et bål, og varmen blev stærkere og stærkere. Ånden begyndte at bakke væk fra mig, og jeg forstod hvorfor.

 

Blomstens essens var ved at overtage min krop med ren varme. Den eneste varme der kunne skade ånden. Prøvende pustede jeg ud i luften. En lille flamme kom ud fra min mund. Uhyret veg endnu længere tilbage med hovedet flakkende som et skræmt dyr.

 

Jeg pustede igen, og igen, kraftigere og kraftigere med større og større flammer. Varmen var snart ubærlig, og jeg følte, at min krop snart ville brænde op. Jeg undslap et råb fra mine svidende lunger, som udløste en inferno fra mit indre, der omfavnede bæstet.  Jeg hørte den brøle i smerte som min ild konsumerede os begge.

 

Min krops lys falmede stille, og jeg følte min krop kollapse og blive til aske, men det var ubetydeligt. Foran mig var ånden blevet helt opslugt af flammerne, med kun et gyldent spydhoved liggende tilbage.  Roen sænkede sig.

 

***

 

Hulens kolde vinterluft spredte min aske for vinden, men jeg forsvandt ikke.  I stedet svævede jeg op mod lyset og følte mig på én gang ét med bjergenes urokkelighed, skovenes dybe ro, vandløbenes og søernes bevægelse og vindenes legen under skyerne.

 

Mit blik fangede pludseligt en bevægelse og flakkede ned til hulens sø, hvor en stor hånd brød igennem vandoverfladen. Baldrin kravlede gispende og forfrossen op på klippen og lå der i lidt tid.  Da han endelig kom op at stå, skyndte han sig op på plateauet.  Jeg kunne ikke høre ham, men jeg kunne se hans fortvivlelse i ansigtet, da han samlede min gyldne spydspids op.

 

Jeg så, hvordan han rejste tilbage til stammen, og hvordan han forklarede, hvad der var sket med mig og resten af jægerne.

Jeg så ham fortælle Eri om min død, hvordan han trøstede hende, og i sidste ende hvordan de blev gift.

Jeg så hvordan stammen om sommeren satte en ny totempæl op blandt stammens beskyttende ånder.

Jeg så hvordan stammens nye høvding, min bedste ven, skar et navn i totempælen - mit navn. Ildens ånd.

 

Og jeg så, hvordan årstiderne skiftede, hvordan tiden gik sin gang, og hvordan min historie blev til en legende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...