nyhavn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 26 nov. 2015
  • Status: Færdig
Vi slentrer igennem Nyhavn. Tæt sammenslynget, selvom vi aldrig har været længere fra hinanden. Din arm om min skulder, mine arme om dine hofter. Ubehageligt spidse, som de ord du slyngede efter mig i går, da du rev det glansbillede itu, vi endelig var blevet.

11Likes
15Kommentarer
283Visninger

1. -

 

 

 

Vi slentrer igennem Nyhavn. Tæt sammenslynget, selvom vi aldrig har været længere fra hinanden. Din arm om min skulder, mine arme om dine hofter. Ubehageligt spidse, som de ord du slyngede efter mig i går, da du rev det glansbillede itu, vi endelig var blevet. 

Vinden er hård og får skibenes sejl til at bevæge sig som dine fingre, første gang du tog tøjet af min bedste veninde, og skyerne bevæger sig ligeså hurtigt henover himlen, som du forsvandt ud af mit liv første gang. Turen hen til Nyhavn 17 tager ligeså lang tid, som du tog om at komme tilbage til mig igen. Varmen der fylder min krop, da vi når ind på cafeen, minder mig om første gang, du sagde, du elskede mig.

Cafeen er ligeså fuld af mennesker, som du er af løgne, og det sender en ubehagelig følelse af glæde gennem mig, da du læner dig frem og koldt kysser min mund. Jeg har efterhånden vænnet mig til smagen af andre piger. Vi sætter os på en vinduesplads med en lang træbænk. Den er ligeså gammel, som de undskyldninger du brugte, hver gang du forlod mig for en anden pige.

Mit hoved hviler på din skulder og du nusser mig i håret. Dine fingre er ru og mærkes ubehagelige på samme måde, som første gang du indrømmede, at du havde været mig utro.

Tjeneren smiler indbydende til mig, da han tager imod vores bestillinger, og du lægger beskyttende armen om mig for at vise, at jeg kun er din pige, men det betyder ikke, at du også kun er min. For vi ved begge to, at du vil bede mig om at gå i forvejen, når vi har spist, så du kan betale. Men i virkeligheden vil du smile forførende til pigen med stilletter og hvid skjorte, der sidder i hjørnet med en smøg, og give hende dit nummer. Sige at hun kan ringe, når hun har brug for at komme væk.

For du har selv brug for at komme væk. Fra mig og de løfter du har givet mig, og lovet at holde nu. Tiende gang er lykkens gang, ikke? Og du ved, at når mørket falder på, og skyerne skifter fra lyserød til sort, vil du få en besked fra hende, og forsvinde ud af mit liv for ellevte gang. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...