Bad

Da Dawn bliver fanget af et par dæmoner, sætter hun efter det fæ der var skyld i det. I hendes søgen kommer hun op mod forskellige fjender, og hun finder snart ud af, at hendes mission måske ikke blive ligeså let som hun havde håbet. //Deltager i Netflix konkurrencen. Første valgmulighed.\\

2Likes
1Kommentarer
431Visninger

2. Pilot

 

Episode 1

Hvis det ikke havde været for James, ville Dawn ikke have siddet her. I den mørke fangekælder, med et par dæmoner siddende ovenpå. James var sådan et fæ. Han skulle altid være så dumdristig, og det gik altid ud over hende. Dog havde han gjort hvad han altid gjorde. Han var stukket af, i sidste øjeblik og efterladt Dawn. 
Lænkerne var efterhånden begyndt at gøre ondt, og man kunne tydeligt se hvor meget de strammede om hendes håndled. Hun prøvede at hive i lænkerne, men det fik dem dog bare til at klemme hårdere om hendes hænder. Hun gav et kort støn af udmattelse fra sig. Hun lod sin ryg glide ned af væggen, og satte sig træt på gulvet.
Selvom James var flygtet, var hun stadigvæk bekymret for ham. Han rodede sig altid ud i alt muligt shit, og hun var altid den der skulle rydde op efter ham.
Hver gang der blev taget et skridt ovenpå røg, der støv ned fra loftet så hun vidste, hele tiden hvor dem der holdt hende fanget, var. Lyden fra stole der gled hen over gulvet lød. Et lille bump, kom fra hvor stolen var da en af dem satte sig. 
"Deler du kortene ud?,, Lød en stemme fra en mand der måtte, være næsten to meter høj. Stemmen var barsk og mindede, om en motorbike fyr. Han havde sikkert gedeskæg og hele baduljen.
"Kan du selv gøre.,, Kom det fra den anden som tydeligvis var, en kvinde. Kvinden kunne ikke være mere end i de tidlige tyverne dømmende, efter den lyse stemme. Manden gav et fornærmet grynt fra sig og delte kortene ud.
Dawn lagde sig ned på det kolde stengulv. Det var fugtigt, eftersom der dryppede vand ned fra loftet. Rummet var koldt og mørkt, men der kom en stråle lys ind fra døren, som ikke var helt tæt. En skygge gik forbi døren, hvilket fik Dawn til at sætte sig op igen. Hendes blik faldt på den lille vandpyt, på gulvet som gav et genskær af hendes ansigt. Hun havde skidt og snavs i hele hovedet. Snavset dækkede både hendes kinder som plejede, at være den smukkeste rosa farve, og man kunne knap nok se hendes smukke grå grønne øjne.

****

James slog Dawn hårdt på skulderen.
"Din snyder." Mumlede han utilfreds, men havde alligevel et skævt smil på læben. Dawn krydsede sine arme.
"Jeg snød aldeles ikke." Hun rækkede tunge ad ham. Han rullede øjne før han smed kortene på bordet. "Skal vi ikke tage en runde til?" Tiggede hun.
"Jeg har ikke flere penge! Gå ind på baren og spil, med de andre hvis du vil have flere penge." 
Dawn sukkede. Hun gav et kort, 'fint', fra sig før hun lænede sig tilbage i stolen. Hun spurgte hvad han havde fundet ud af, om sagen. Han vendte sin computer rundt og viste Dawn skærmen. Dawn skubbede hurtigt pengene væk fra bordet, så de ikke fyldte det hele. Så trak hun computeren hen til sig.
"Fire dødsfalds i denne måned?" Hun så op. Han nikkede. Hun kiggede videre og læste højt.
"Gared, Fiona, Walder og Lina er alle 15 årige børn som er døde denne måned. Politiet har stadigvæk ingen ide om hvad kunne havde forvoldt disse børn til deres død, men de arbejder stadig på det. De blev alle fundet omkring Leonardo street, og formodes at være blevet revet op."
Dawn så op igen. "Det lyder lidt som en varulv for dig, gør det ikke?" James nikkede og smilede kækt. "Okay! Så, lad os tjekke Leonardo street ud!" Hun sprang op fra stolen, og trak sin jakke af stolen.

****

En tåre var på vej ned fra hendes kind. Hun lod den bare falde. 
Hun måtte ud herfra. Hun måtte finde James.
Hendes hænder greb hårdt fat om lænkerne, der sad om hendes håndled. Så rejste hun sig op og vendte sig om, så hun stod med maven mod væggen. Hun placerede fødderne på væggen, hvilket viste sig at være muligt fordi lænkerne sad fast til væggen. Og så skubbede hun så hårdt hun kunne. Smerten i hænderne var næsten ulidelig, men ikke værre end tanken om at James var alene. Tårerne strømmede ned af kinderne på hende af smerte, men hun blev ved. 
Kom så Dawn. Du kan godt. Hørte hun en lille stemme i sit hoved hviske. Bare lidt mere. Du er der næsten. Hun var ikke sikker på om det var lænkerne, eller væggen der gav en lyd fra sig, men det lød ikke særlig godt.
Endelig røg lænkerne ud af væggen. Nu skulle hun bare have dem af hænderne. Hun så ned mod sine hænder, som var umådelig beskidte. En smule blod dryppede fra hvor lænkerne sad, men det var ligemeget. Nu måtte hun bare ud herfra. 
Døren gik op, og manden stod i døråbningen. Dawn havde haft ret. Han havde et gedeskæg, som var en mørke brun farve. Manden havde intet hår og havde en lædervest på, samt læderbukser. I hænderne havde han en lille spejderkniv. Han gik ned af trappen. Hver gang han ramte det næste trin, gav det et bump fra sig.
Da han nåede bunden af trappen, var det som om han bare sprang ud efter Dawn. Hele hans flæskede krop var på vej mod hende. Dawn vidste at om lidt ville alt hans fedt dække over hende, og hun ville blive kvalt. Hurtigt som lynet, drejede hun sig om på ryggen og sparkede til ham, nedefra. Hun ramte ham i maven, og alt hans fedt blævrede mens han fløj over i den anden ende af rummet. Rummet var ikke særlig stort, men han ramte da væggen. 
Manden klemte hårdere om den lille spejderkniv, som han stadig havde i hånden. De rejste sig begge op, og gjorde klar til det næste angreb.

****​

Dawn havde sin lysebrune, læderjakke på. Hun havde begge sine hænderne i lommen på jakken, og traskede tålmodigt ned af gaden. James havde en kulsort læderjakke, og luntede en smule bag hende. Han havde solbriller på selvom det var mørkt, hvilket irriterende Dawn dybt. Det var også grunden til at han gjorde det, for at irritere Dawn. Hendes mobil vibrerede. 
JS: Tag gaden til venstre, tager selv den til højre. Mødes her igen om en halv time.
Dawn kiggede til siden, hvilket var et tegn til James, om at hun havde forstået. Hun drejede til venstre, ned ad gaden som James havde sagt og fortsatte bare med at gå. Hun stoppede ikke før hun var et godt stykke nede ad gaden. Hun trak et stykke papir ud af lommen. Det var omkring her, en af børnene var blevet fundet. Dawn så sig rundt. 
At dømme efter billedet var han faldet, eller blevet skubbet ud fra en hvis højde.
Hun så op. En stige, op til taget på bygningen foran sig. Uden at spørge sig selv, hvorfor stigen var nede på den her tid af aftnen, kravlede hun op. Vinden var kraftig, og prøvede at skubbede hende ned fra stigen, men hun holdt godt fast. Hun nåede hurtigt toppen, da bygningen ikke kunne være mere end tre etager høj. Hun gik lidt rundt oppe på taget, for at få et godt udsyn for hvad der skete nede på jorden. Hun stillede sig over til kanten, hvor hun lige var kravlet op og kiggede ned. Hun satte sig i hug og tog billedet frem fra sin lomme. Drengen som døde her var, Walder. Han var det første mord, så man bekymrede sig ikke så meget om ham.
Et højt bump, fik Dawn til at rejse sig op og vende sig mod lyden. Hurtigt puttede hun billedet i lommen og kravlede ned af stien igen.
Lyden var kommet fra, hvor James var gået hen.

****

Manden gik til angreb først, hvilket var den største fejltagelse han kunne lave.
Dawn fik ham afvæbnet med lænkerne. Dawn slog ud i luften, så lænkerne blev lavet til en løkke, og satte sig rundt om flæskes hals. Hun hev af alle kræfter, og kunne med sammenknebne øjne se flæske blive rød i hovedet. Hun trak så hårdt, at hun væltede ned på jorden, og slog hovedet i gulvet.

Flæske fik viklet lænkerne af halsen, og traskede imod Dawn. Hun skubbede sig selv over i den anden ende af rummet, med hendes ben. Flæske gik imod hende i samme tempo, som hun skubbede sig selv væk fra ham. Dawn kunne pludselig mærke, at hun var kommet til enden af rummet. Flæske stod lige foran hende, og kiggede ned på hende med et smil på læben. Men det var ikke et venligt smil.

I samme øjeblik som flæske bøjede sig ned for at slå hende, fik hun rullet sig hen til venstre, og rejste sig op. Flæske slog sin knytnæve ind i væggen istedet. "Kom her, din satans møgunge! " fik flæske fremstammet af smerte. Dawn vendte sig om, og så flæske gå imod hende. Hun gjorde sig klar til at slå ud efter ham, og dog, da flæske kun stod en meter foran hende, tog hun et skridt frem, og slog ham lige på næsen. Flæskes næse begyndte at bløde. Han tog en finger op og rørte hans næse, tog derefter fingeren væk, og så at der var blod på den. Han vendte sit blik mod Dawn, og tog sin hånd op i fuld fart, og ramte Dawns kind. 

Det begyndte at brænde, og svide. Dawn tog hånden op til sin kind. Hun måtte ende det her nu. Hun sparkede flæske så hårdt hun kunne i skridtet, så han væltede om på jorden. "For satan! " skreg han. Hun skyndte sig hen og sparke ham i ansigtet, før han nåede at rejse sig igen. Der dryppede blod fra hans mund, og ned på gulvet. Dawn sluttede af med at hoppe op, og lande på flæskes mave med knæene. Mere blod væltede ud af hans mund, og han var vidst blevet bevidstløs. Han rørte sig ihvertfald ikke. Dawn kiggede på ham med et skævt smil, og forlod rummet, med et stort mod med sig.

****

"James!" Skreg Dawn og løb ned ad gaden. James stod med ryggen mod væggen til bygningen. Fem fuldvoksne mænd stod rundt om ham. Den tætteste på Dawn, vendte sig om. Han sagde noget til mændene som hun ikke kunne høre. Tre af dem gik hen mod hende. De gik med det samme til angreb på hende.
Den største af dem sprang direkte mod Dawn. Han fik hende væltet omkuld, og begyndte at slå hende i ansigtet. Hans knytnæve ramte Dawns næse, som gav et knæk fra sig. Hun udstødte et skrig af smerte og rullede rundt, så hun endte med at ligge på ham. Hurtigt drejede hun rundt, så hun sparkede ham i ansigtet hvilket gjorde ham bevistløs.
Hun rejste sig op og tørrede kort støvet fra jorden af sig og så mod de to andre. Hun smilede skævt og løftede næverne.

****

Hun gav et kort støn fra sig, da hun bøjede sig op igen efter at havde hældt alt whiskey'en på gulvet. Hun gik hen mod stolen og trak sin jakke på. Hun grab fat i hofterne og lænede sig tilbage, så hendes ryg sagde knæk. Hun drejede hovedet rundt i en cirkel, så det sagde knæk ligeså. Så gik hun hen mod døren, mens hun trak en af sine lightere ud af lommen. Den havde en gyldengrøn farve. Hun trak en cigaret ud af den anden lomme, og puttede den i munden. Hun tændte den og kastede lighteren bagud, så den fløj hen mod huset. 
Hun tog nogle lange, langsomme skridt væk fra huset. Hun trak sine solbriller op af lommen, og puttede dem langsomt på mens hun gik væk fra huset der sprang i luften.
"Bastards." Mumlede hun med sin cigaret i munden.


****

"I burde øve jer lidt mere." Sagde Dawn og stønnede af udmattelse. Hun så hen mod de to andre, hun lige havde banket. "Tre nede, to tilbage." 

De to andre så kort på hindanden, før den ene greb fat i James og satte en kniv mod hans hals. Dawn så træt hen mod dem. 
"Det mener i ikke vel?" Sagde hun træt. Manden pressede kniven hårdere mod James hals, og man kunne se blod begyndte at komme frem. "Okay! Chill." Dawn løftede sine hænder i vejret.
"Ned på knæ." Sagde manden som, ikke holdt James. Dawn rullede øjne og gik langsomt ned på knæ, hvorefter hun lagde sine hænder på hovedet. Manden gik hen mod Dawn, og lagde håndjern på hende. Så nikkede han hen mod ham der holdt James. Manden skubbede til James, efter at havde fjernet kniven, så James faldt. James rejste sig dog hurtigt op igen, og så uroligt hen mod Dawn. Dawn så i modsætning meget utilfreds ud, fordi det her var hendes yndlings bukser, og nu var de ødelagt fordi hun sad på jorden. 
"Smut med dig knægt, og lad de voksne tale!" Snerrede en af mændende. Begge mænd brød ud i en voldsom latter, hvilket skræmte James. Han så hjælpeløst hen mod Dawn før han løb. Dawn så efter ham. Var han lige stukket af? Havde han efterladt hende? 
Mændene lo igen. "Bossen, bliver da virkelig glad for at se dig." Sagde de med et grumt smil på læben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...