Skammertøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 26 nov. 2015
  • Status: Igang
"Han brænder skammere!" havde Inna fortalt... Afbrændingsrøgen skærmede for de fleste af byens huse. Af og til stak en flamme op igennem det grå tæppe, der hvor soldaterne havde stukket ild til et stråtag. Man kunne lige skimte torvet i byens hjerte, hvor alle beboere var samlet. Min mave trak sig sammen. Jeg kunne ikke få øje på mor blandt dem. Det eneste sted, jeg ikke kunne se efter, var under al røgen, der hvor noget brændte. Og tanken om, at hun befandt sig netop dér, fik en sur smag til at presse sig på i bunden af min hals." | Da nyheden om Drakans blodige invasion når til Mejseby, indser den 17-årige skammer Talia, at hun og hendes mor må flygte. Men Drakan kan man ikke flygte fra, især ikke når han har fået øje på noget, han vil have.

2Likes
1Kommentarer
205Visninger
AA

2. En troværdig historie

Jeg har altid vidst, at jeg ligner min mor. Ikke blot på det kastanjebrune hår og skammerøjnene, men også indvendigt. Stædigheden er vist et af vores famøse personlighedstræk.

Den dag havde vi vores længste diskussion nogensinde. Lige siden naboparret var gået tidligt om eftermiddagen, havde vi råbt ad hinanden. Nu var aftenmørket faldet på, og middagsmaden var først lige påbegyndt. Mor stod med ryggen til og rørte i gryden, mens hun sydede. Jeg kunne høre en ophidset mumlen, hver gang jeg passerede igennem køkkenet.

Selv havde jeg forsøgt at holde mig beskæftiget med at gøre rent efter Jorns behandling, fodre høns, hente vand og dække bord. Til sidst slap pligterne op, og jeg endte med at sidde på tæppet midt på gulvet og strikke fraværende. Tørklædet, som jeg havde arbejdet på i løbet af de seneste par måneder, blev mildt sagt maltrakteret. I ren uopmærksomhed formåede jeg at enten tilføje eller miste masker fra pind til pind. Men jeg var ligeglad. Lige nu var det vigtigste, at mor lyttede til mig. At sætte sig eget liv på spil for en fremmed var vanvittigt.

Med et tungt suk satte mor låget på gryden og lod maden simre uforstyrret. Allerede inden hun vendte sig om, vidste jeg, hun ville opsøge mig. Stille tog hun plads på tæppet foran mig. Jeg ænsede hende ikke, men holdt derimod blikket rettet mod det cinoberrøde garnværk i mine hænder.

”Jeg magter ikke tanken om at miste dig,” sagde hun stille. En ny tilgang. Jeg lod, som om jeg ikke hørte hende. At spille på min samvittighed hjalp i hvert fald ikke. Det indså hun også ganske hurtigt.

”Du bliver altså nødt til at rejse, Talia. Her er ikke sikkert,” fortsatte hun. Tilbage til den gamle taktik. Jeg holdt fortsat fokus på strikkepindene. Ind, grib, træk med ud, glid af, ind, grib, træk med ud, glid af, ind...

Mor sukkede tungt og skulle til at rejse sig, da jeg lagde strikketøjet fra mig og så op.

”Jeg går ikke nogen steder uden dig.”

Mit svar fik hende til at blive siddende, selvom der intet nyt var i det. Jeg havde gentaget de ord, hver gang hun bad mig rejse. Hvorfor forstod hun ikke, at jeg heller ikke kunne klare tanken om at miste hende? Jeg havde heller inden anden.

”Hvis vi flygter nu, risikerer Jorn at dø. Du ved, jeg ikke kan lade det ske.” Samme argument igen. Vi var ved at rulle tilbage i det spor, vi havde fulgt de sidste par timer. Der skulle nyt til, besluttede jeg mig for.

”Er hans liv mere værd end dit?”

Jeg tror, mine ord chokerede hende, for hun så et øjeblik helt forfærdet ud. Så kørte hun en hånd gennem håret og gav mig et lille, tålmodigt smil.

”Man kan ikke sammenligne på den måde. Jeg har en pligt som byens heler,” forklarede hun. For første gang i flere timer var der ingen ophidselse at spore i hendes stemme. Måske var hun ved at være træt og ked af hele situationen. At hun ikke greb til højrøst gav mig håb om, at hun måske ville forstå mig denne gang.

”Og en pligt som min mor,” tilføjede jeg.

Jeg har senere reflekteret over vores samtale den aften, og jeg har indset, at visse ord nok ramte under bæltestedet. Men det var jo sandt. En mors opgave er at beskytte sine børn, og for at kunne beskytte dem må man holde sig selv i live. Når man først er væk, er der ingen hjælp at give. Det ved jeg kun alt for godt nu.

Som forventet rejste min mor sig og rettede på nederdelen, inden hun gik tilbage til ildstedet for at røre i gryden. Svaret måtte hun åbenbart lige tænke over. Og hårdt slog det, da det endelig kom:

”Du er ikke et lille barn længere. Du er sytten og kan tage vare på dig selv.”

Det var her, jeg skulle opgive og give hende ret. I sandhed var jeg gammel nok til at kunne tage vare på mig selv. Skammerlærling og trænet helerassistent – og i en alder af sytten var jeg endda parat til at gifte mig og stifte familie. Så man på det fra dén vinkel, så ja – jeg kunne stå på egen fod og skabe mig et fornuftigt liv i en landsby længere sydpå, hvor Drakans hær ikke kunne nå. Belsognia eller Campana. Måske endda Auria.

Men hvis det ikke var yderst nødvendigt at lade min mor i stikken, ville jeg allernådigst undgå det. Det var mig en gåde, hvorfor hun vedholdt, at hendes arbejde her betød så meget for hende, at hun ville risikere at blive fanget og brændt levende blot for at holde øje med naboens syge søn.

Tankefuldt genoptog jeg strikningen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan mor stod og afventede mit svar.

”Uanset hvor meget du taler for din sag, efterlader jeg dig ikke,” konstaterede jeg. ”Så stop med at forsøge at overtale mig.”

Med ét var der gang i ilden igen. Der gik en rum tid, hvor mor forsøgte at beherske sig, kunne jeg se; hun sitrede nærmest. Det lykkedes ikke, for i næste øjeblik smækkede hun låget på gryden igen, så jeg gav et spjæt af overraskelse.

”Hvad vil du så foreslå? Skal vi bare blive her, til Drakan kommer? Så dræber han os begge!”

 

***

 

Den uge begyndte vi at låse fordøren og holde vinduerne lukket, selvom vi var hjemme. Før i tiden forlod vi sjældent huset på samme tid, med mindre vi arbejdede i haven, eftersom kun ganske få opgaver eller pligter krævede os begge på én gang. Nu var der ingen af os, der forlod huset overhovedet. Kun en enkelt gang måtte mor skynde sig hen til Inna og Bansa, da deres syge søn var begyndt at kaste op.

Mor havde aftalt med Bansa, at han skulle komme forbi en gang imellem for at spørge, om hun manglede noget. I de kommende dage, indtil vi havde fået en bedre fornemmelse for situationen med Drakan, ville han bringe os vand fra brønden eller levere brænde.

Mor var endnu ikke tryg ved tanken om, at jeg stadig befandt mig i byen. Vi havde diskuteret helt ind i nattetimerne om, hvorvidt jeg skulle flygte alene eller vente på hende. Til sidst gav hun op, da hun indså, at hun ikke havde midlerne til at tvinge mig væk hjemmefra. Planen lød i stedet, at jeg blev hos hende, og når hun følte, Jorns tilstand var stabil, og hendes arbejde var færdigt, tog vi af sted sammen. Ikke et sekund før, ikke et sekund efter. Forhåbentlig var hendes nervøsitet angående min sikkerhed en faktor, der fremskyndede afrejsen.

 

***

 

Eftermiddagssolen var forsvundet bag et tæppe af skyer, og luften føltes kold og tør i lungerne. I kaminen få skridt væk knitrede et par brændeknuder, og jeg nød varmen mod min bagside, mens jeg stod og skrabede rødder og beder i en balje. Mor, der kortvarigt var gået ud i baghaven for at hente vasketøj, kom pludseligt løbende ind gennem bagdøren.

”Der kommer nogen!”

På indøvet vis slap jeg, hvad jeg havde i hænderne, hankede op i nederdelen og skyndte mig at klatre op under loftet ad stigen i forgangen, ligeglad med rødbedepletter på tøjet. Et øjeblik efter bankede det på fordøren. Mor sikrede sig, at jeg ikke kunne ses nede fra gangen af, inden hun lukkede op. Som forventet var det bare Bansa, der kom for at tjekke op på mor, men vi kunne ikke være forsigtige nok.

”Vær hilset,” sagde mor roligt og lod som om, hun ikke lige havde løbet tværs igennem haven, da hun havde hørt Bansas støvler mod gruset på den anden side af huset.

”Hvordan går det?” spurgte Bansa.

”Det er lidt ensomt, naturligvis, men ellers fint,” svarede mor. ”Hvad med Jorn? Får han spist noget i dag?”

”Kun ganske lidt.”

Jeg gjorde mig umage for at stå helt stille på loftet. Det mindste skift i vægtfordelingen, og brædderne ville klage sig. Ingen mus kunne fremmane sådan et spektakel. Det ville helt sikkert vække nysgerrighed.

”Kom ind og sæt dig, så laver jeg te,” bød mor. Ren formalitet, vidste jeg, for det var yderst sjældent, at nogen indvilligede i at være alene med hende for hyggens skyld. Det var åbenbart ikke nemt at være afslappet i selskab med en skammer. Og undskyldningen kom da også hurtigt:

”Det går ikke. Der er ekstra arbejde, nu hvor Jorn ikke kan hjælpe til,” forklarede Bansa. ”Jeg ville såmænd bare sikre mig, at du ikke står og mangler noget.”

”Ikke lige nu, nej. Tak,” sagde mor.

”Jamen så vil jeg vende tilbage til arbejdet. Der går nok heller ikke længe, inden Inna er klar med aftensmaden,” mumlede Bansa. ”Skal jeg komme igen senere?”

”I morgen er fint,” forsikrede mor. At Bansa havde tilbudt at hjælpe til var rart, men at han kom flere gange i løbet af dagen for at tjekke, det var lige i overkanten, nu hvor jeg måtte gemme mig hver gang. Det var vel skyld eller taknemmelighed, der drev ham.

De tog afsked, og mor låste døren efter ham.

Som en sikkerhedsforanstaltning havde vi aftalt, at jeg først måtte komme ned igen, når mor havde sagt, at kysten var klar. Oppe fra loftet kunne man nemlig ikke se, om hun stod alene i forgangen. Lænede jeg mig frem for at spejde ned, kunne man nemt spotte mit ansigt oppe i mørket. Sikkerheden først.

”Kom bare ned.”

Uden yderligere kommentarer vendte jeg tilbage til rodfrugterne, og mor gik ud i baghaven igen for at tage det sidste ned fra tørresnoren.

Mor var gået med til, at jeg måtte blive hos hende, på den betingelse, at vi bildte byens folk ind, at jeg var rejst. ”Hvis Drakans folk kommer, og nogen fra byen sladrer om os, vil soldaterne trods alt kun lede efter én skammer,” havde hun forklaret. Og siden da havde jeg skjult mig, hver gang Bansa kom forbi, eller nogen passerede huset tæt på. Nysgerrige vindueskiggere var der nok af her i Mejseby.

I den forbindelse havde vi lavet en slags nødudgang til mig. Ganske vist var gavlvinduet ud til baghaven ikke særligt stort, men i en desperat situation kunne jeg mase mig igennem hullet. Fra en bjælke havde vi fæstnet en rebstige, så jeg ikke skulle hoppe flere meter ned, hvis det blev nødvendigt at flygte den vej.

”Er grøntsagerne snart klare?” spurgte mor, da hun kom ind med tøjkurven i favnen.

”Om lidt,” svarede jeg og greb om andensidste gulerod for at skrabe den ren.

”Bagefter kan du fodre hønsene. Så passer det nok med, at vi er færdige på samme tid.”

Da alle de klargjorte rødder og beder var lagt i en skål med vand, tog jeg baljen med skræller under armen og kastede indholdet ud til hønsene. De klukkede begejstret og begyndte at hakke på livet løs. I et øjeblik stod jeg og betragtede dem. Hvem skulle tage sig af dem, når mor og jeg rejste? Og hvad med alt det arbejde vi havde lavet for at holde æbletræerne sunde, så årets høst blev god? Gik det hele bare til spilde?

Pludselig virkede alting meningsløst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...