Skammertøsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 26 nov. 2015
  • Status: Igang
"Han brænder skammere!" havde Inna fortalt... Afbrændingsrøgen skærmede for de fleste af byens huse. Af og til stak en flamme op igennem det grå tæppe, der hvor soldaterne havde stukket ild til et stråtag. Man kunne lige skimte torvet i byens hjerte, hvor alle beboere var samlet. Min mave trak sig sammen. Jeg kunne ikke få øje på mor blandt dem. Det eneste sted, jeg ikke kunne se efter, var under al røgen, der hvor noget brændte. Og tanken om, at hun befandt sig netop dér, fik en sur smag til at presse sig på i bunden af min hals." | Da nyheden om Drakans blodige invasion når til Mejseby, indser den 17-årige skammer Talia, at hun og hendes mor må flygte. Men Drakan kan man ikke flygte fra, især ikke når han har fået øje på noget, han vil have.

2Likes
1Kommentarer
204Visninger
AA

1. Dårligt nyt

Et stenkast syd fra floden Meira og vest for Skaylers Rand, der hvor landskabet begynder at rejse sig til græsdækkede bakker, ligger Mejseby. Der er vand, lidt skov og masser af frugttræer – og mangler man klæder, jerntøj eller arbejde, ligger Baur Morlan ikke længere væk end en rejse på to-tre dage afhængig af vejret. Der kan man vist få det meste.

I sandhed ved jeg faktisk ikke, om Mejseby endnu eksisterer. Jeg har ikke sat fod der, siden vores fordør blev sparket ind, og jeg blev tvunget til at forlade mit barndomshjem i al hast. Og min mor.

Det var ikke mere end et par uger, efter den sidste nattefrost havde sluppet sit tag, og æbletræerne skød forsigtige knopper. Som sædvanligt hilste mor og jeg foråret velkommen ved at hænge håndlavede dukker op i frugttræerne, så mejserne ikke spiste alle de sarte, nye skud. Senvinteren gik som regel med at samle småting og kviste til dukkerne, som vi bandt sammen om aftenen foran kaminen. Med tre æbletræer og et pæretræ skulle der en god del dukker til, så mejserne ikke kunne sidde i fred og hakke det, der senere skulle udgøre noget af vores levebrød.

”Nu er du ikke ved at falde, vel?” spurgte mor som altid, mens hun holdt stigen fast under mig. Ganske vist voksede træerne en smule fra år til år, men det gjorde jeg også. Med et fast greb om en solid gren strakte jeg mig frem, til mine fingre nåede den udvalgte kvist. Forsigtigt lod jeg løkken glide ned langs fingeren og fortsætte over på træet. Sidste dukke for i år.

”Sådan,” sagde jeg og begyndte at kravle ned igen. Mor tog stigen med under armen, da vi gik tilbage mod skuret.

”Jeg tror ikke, mine nerver nogensinde vænner sig til det,” lo hun.

Vi var i fuld gang med at varme de kolde fingre på en dampende kop te i køkkenet, da det bankede på døren.

”Kom ind,” råbte mor, som hun plejede. Sædvanligvis var det en af de andre fra landsbyen, der skulle have hjælp, men det hændte også, at folk kom fra Baur Morlan eller Baur Maddin efter en skammer. Det var dog ikke tit. Her sydpå skete der sjældent meget, der var værd at blande en skammer ind i.

Døren gik op, og tre mennesker kom ind; en kvinde og en mand – og imellem sig bar de en bevidstløs dreng. Han kunne ikke være mere end fem år eller deromkring.

”Inna, Bansa,” hilste mor kort og var oppe og stå med ét. ”Hvad er der dog sket?”

Bansa lagde drengen på den briks, vi havde stående langs køkkenvæggen. Inna gik min mor i møde og begyndte at forklare, blikket fæstnet til et sted på mors pande. Ingen af de andre i byen kunne holde hendes blik ret længe ad gangen.

”Vi troede, det bare var et lille sår. Masser af koldt vand og rene forbindinger, du ved. Men her i morges var han sløv og ville næsten ikke stå ud af sengen. Vi troede, han bare var tvær, så han blev sendt ud som sædvanligt,” fortalte kvinden i en strøm af ord. ”Da vi så skulle kalde ham ind til frokost, fandt vi ham liggende på gårdspladsen. Han vil ikke vågne!”

Inna var kun nået halvvejs i forklaringen, inden mor havde trukket en skammel med hen til briksen og givet sig til at undersøge drengen. På overlåret havde han et sår under en forbinding. Da mor fjernede forbindingen, kunne man tydeligt se, hvordan huden havde et gulligt skær – et tydeligt tegn på infektion.

”Talia, jeg skal bruge vand, klude og urter,” instruerede hun mig uden at se op. ”Og nål og tråd.”

Vant opsøgte jeg det lille opbevaringskammer ved siden af køkkenet, hvor mor opbevarede sine remedier, urter og krukker med forskellige salver. Jeg havde hjulpet hende så mange gange før, at jeg vidste lige præcis, hvilke kurve jeg skulle trække frem for at finde de forskellige ting. Urterne blev jeg lidt i tvivl om, så jeg tog både krukken med salvie og glasset med hvid solhat med ud.

Mens mor arbejdede, satte jeg to kopper med kamillete over til Inna og Bansa. Kamille beroliger, og som Inna gik og gned hænderne i nervøsitet, og Bansa sad og vippede utålmodigt med foden, vurderede jeg, at de havde brug for lidt mod nerverne.

Der gik lidt tid, inden jeg fik dem begge overtalt til at drikke og falde til ro. I mellemtiden arbejdede mor rutineret med først at rense og derefter sy flængen sammen. Knap havde Inna og Bansa drukket halvdelen af deres te, inden mor vaskede hænder i karret og tog plads ved køkkenbordet.

”Jeg har gjort, hvad jeg kan. Det vil tage nogle dage, måske en uge, inden infektionen har forladt kroppen,” fortalte hun, mens hendes blik opsøgte gæsternes; begge stirrede dog ned i kopperne mellem deres hænder. Urørt fortsatte hun: ”Nu skal Jorn bare sove. Den del er vigtig. Hans krop skal have tid og energi til at bekæmpe infektionen. Feberen vil forsvinde hen ad vejen.”

Inna og Bansa nikkede tankefuldt. Så tog Inna Bansas hånd over bordet og gav den et fortrøstningsfuldt klem, inden hun rejste sig for at se til drengen.

”Hvad skal du have som tak?” spurgte Bansa min mor og forsøgte at skabe øjenkontakt, men måtte opgive. Havde man først set en skammer i øjnene én gang, glemte man aldrig følelsen. Varsomheden hang ved længe. Men det havde vi vænnet os til, mor og jeg. Sådan var det bare.

Mor smilede alligevel.

”Det er svært for mig at sætte en pris på den slags. Du kan vel tage en sæk korn og en ny gryde med tilbage, næste gang du skal nordpå. Den gamle holder ikke meget længere.”

Bansa stivnede. Både mor og jeg opfangede det med det samme. Så vendte han sig mod Inna, der også så mærkeligt ud i hovedet. Efter et kort øjeblik nikkede Inna sigende til sin mand.

”Der går nok noget tid, inden jeg tager nordpå igen,” mumlede Bansa. Mors spørgende udtryk blev overset, men det var heller ikke nødvendigt, for Bansa fortsatte efter en kort pause: ”Der... er sket noget.”

”Hvad dog?” spurgte mor. Inna tog plads ved bordet igen.

”I har vel hørt, at Dragens Hus har fået magten i Dunark, ikke?” overtog Inna. Mor tav, for nyheden om den pludselige omvæltning havde spredt sig som løbeild igennem landet. Almen viden efterhånden.

”Drakan har jo som bekendt forsøgt at tilrane sig herredømme over flere byer sidenhen,” fortsatte Bansa atter. ”Og i den forbindelse er det blevet en kendsgerning, at...”

Stilhed igen.

Hvad i alverden var det, der var så slemt? Mor og jeg udvekslede blikke.

”Han brænder skammere, Yusine!” udbrød Inna endeligt.

Med ét rejste mor sig, så stolen ramlede bagover. Øjnene lynede. Inna krympede sig, som om mor ville lade sin vrede gå ud over hende. I stedet tog mor en dyb indånding, rejste stolen op og satte sig ned igen.

”Hvor langt ned er han nået?” spurgte hun med en stemme, der for de fleste ville virke kontrolleret, men i mine ører var fuld af raseri og sorg og frygt. Bansa kløede sig i skægget og så ned i sin te.

”Jeg var i Eidin sidste uge. Da havde han endnu ikke nået Solark. Men hvem ved, hvor langt han er nu?”

Mor tænkte sig om lidt tid, inden hun nikkede.

”Udmærket. Tak for beskeden,” sagde hun så og rejste sig en gang til. ”I må gå nu. I får en krukke salve med, hvis nu Jorns sår skulle hæve eller væske i løbet af de næste par dage. Ellers hedder det fortsat rene forbindinger på hver dag samt rigeligt med søvn og drikke. Hent mig, hvis han ikke vil vågne, eller hvis feberen ikke lægger sig.”

Inna og Bansa takkede igen, og Inna tog imod den lille krukke med salve, mens Bansa løftede drengen op i sin favn. Vi tog afsked, og jeg lukkede døren efter dem.

”Du må rejse,” sagde mor som det første, da vi var alene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...