Noget i luften

Iben troede hun havde fundet den rette, men da Peter viser tegn på voldelighed, bliver hun usikker. Samtidig sker der noget i hendes lejlighed, som skræmmer hende. Det er faktisk mere skræmmende end Peter.

2Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

1. Der er noget i luften

 

Iben skuttede sig, selv om hun lå i Peters arme på den bløde sofa. ,,Er det bare mig, eller er her en underlig atmosfære?’’ Hviskede hun. ,,Du indbilder dig alt muligt’’ svarede han ligegyldigt og uden at flytte øjnene fra fodboldkampen, der flimrede hen over skærmen. Iben åbnede munden for at fortælle ham om hårbørsten, som i morges af sig selv var faldet fra hylden under spejlet og ned i håndvasken, hvilket havde givet hende et kæmpemæssigt chok.¨

 Alligevel sagde hun ikke noget. Dels brød Peter sig ikke om når hun forstyrrede ham når han så sport, og dels fordi at det forhåbentlig var hende der bare var overanspændt. Måske var hun stresset, for hun havde haft meget om ørerne den senere tid, både på arbejdet om med flytningen til den nye lejlighed i den kønne, gamle ejendom. ,,Der er ikke mere kaffe’’ kom det fra Peter. Iben rejste sig. ,,Jeg sætter noget mere over nu’’ Ude i køkkenet satte hun sig på køkkenbordet, mens vandet løb igennem.

Der var kommet en sms fra hendes veninde, Freja, som foreslog en tur i motionscenteret. Iben svarede hurtigt at hun var sammen med Peter. Freja havde mødt Peter et par gange, og havde sagt direkte at hun ikke forstod, hvad hun dog så i ham, selv om han var flot. Efterhånden var Iben også kommet i tvivl om det tiltrækkende ved Peter. Hun var faldet pladask for ham og hans identitet, da de havde mødtes i byen for et par måneder siden, og han havde derefter sendt roser, inviteret hende ud og sagt at hun var verdens smukkeste kvinde.

I et par uger havde de svævet på den lyserøde sky, men nu virkede Peter mere kontrollerende og besiddende end forelsket, og han kritiserede hende oftere end komplimenterede hende. Kaffen var færdig, og Iben sprang ned fra bordet. Netop som hun rakte ud efter termokanden, flyttede den sig, og i samme nu kunne hun høre køkkenlågerne blive åbnet og derefter smækket i bag hende, men gennem den åbne dør kunne hun se Peter ligge på sofaen.

Pulsen tordnede opad, og hun måtte beherske sig for ikke at skrige og løbe ind til ham. Men hun vidste at han ikke ville tro hende. Med rystende hænder fik hun hældt kaffen på kanden og gik ind i stuen. Idet hun satte sig ned, så han på hende, og hun tænkte at hans grønne øjne var kolde. Hans hånd skød frem og greb så hårdt fat om Ibens hår, at hendes hoved blev trukket bagover. ,,Sms’ede du med nogen derude?’’ Spurgte han engleblidt. – ,,Freja’’ gispede Iben.

Peter strammede kortvarigt sit greb, så gav han slip. ,,Hvis du snyder mig, kommer du til at fortryde det, er du med?’’ Han rettede igen sin opmærksomhed mod skærmen, og Iben tænkte med tungt hjerte, at Peter mindst var lige så uhyggelig som det, hun havde oplevet i køkkenet. Bare på en anden måde.

 

To dage senere var Iben stadig øm i hovedbunden, da hun børstede sit hår efter morgenbadet. Peter var kørt til Kiruna med lastbilen, og han kom først tilbage om et par dage. I nat havde hun været alene, men hun havde ikke fået sovet meget.

Fem gange var hun vågnet op af frygtlige mareridt, De to af dem, havde handlet om Peter, de sidste tre havde hun ikke kunnet huske, men hun vidste, at de var foregået i lejligheden. Hun bøjede sig ned mod spejlet for at lægge mascara på, mens hun tænkte, at hun ville gøre forbi med Peter, mens han var væk.

Måske var det kujon-agtigt at gøre det over mobilen, men han måtte ud af hendes liv så hurtigt som muligt, for han optrådte nærmest psykopatisk. Med et fangede Iben ud gennem øjenkrogen en skygge i spejlet. Som om der stod nogen i den åbne dør til det lille badeværelse, og hun snorede rundt, netop som døren blev smækket i. Ibens skingre skrig lød mellem flisevæggene. De gik først op for hende, at hun græd, da hun fangede et glimt af hendes ligblege spejlbillede med sorte mascarastriber ned af kinderne. Hun talte til hundrede.

Så rev hun døren op og flygtede ud i gangen, hvor hun greb tasken, nøglebundet og frakken, før hun hulkende stormede ned af trappen. En halv time senere var hun ved at normalisere sit udseende på personaletoilettet, da hun stødte ind i sin midaldrende kollega Tove. ,, Hej, hvad er der sket?’’ Spurgte Tove. Iben prøvede at smile, men det lykkedes ikke. ,, Det er bare …’’   

Toves øjne var fulde af medlidenhed. ,,Er det kæresten? Han lød altså også for god til at være sand’’ Iben trak på skuldrene. ,,Ja det er lidt ham, men … Nu må du ikke tro at jeg er blevet skør, men der foregår altså noget i den lejlighed. Låger der smækker op og i, ting flytter sig, og jeg ved dårligt nok om jeg tør være alene der mere. ’’ Til Ibens lettelse var der ingen mistro eller hån at spore i Toves øjne. ,,Jeg har selv engang boet sådan et sted. Jeg fik det råd at jeg skulle tale med det eller dem, der er i lejligheden.  Jeg sagde højt at nu ville jeg være i fred, og det hjalp faktisk. Det var som om de bare ville have mig til at anerkende deres tilstedeværelse.’’ Sagde Tove ,,Virkelig?’’ Mumlede Iben. ,,Virkelig’’ nikkede Tove. ,,Og der sker jo ikke noget ved at prøve, vel?’’

 

Det var allerede halvmørkt, da Iben trådte ind i opgangen om aftenen. Hun knugede mobilen ind til brystet, mens hun løb op ad den stejle trappe til tredje sal. I aften ville hun gøre det forbi med Peter. Han kom snart hjem og hun ville ikke se ham mere. Og … hvis hun oplevede noget overnaturligt, ville hun afprøve Toves råd. Alt virkede dog normalt da hun trådte inden for døren. Hun spiste resterne af en lasange, før hun tog en dyb indånding og ringede til Peters mobil. Han havde ringet til hende tolv gange i løbet af arbejdsdagen, men hun havde ikke svaret på et eneste af opkaldene. Hun havde heller ikke svaret på en eneste af de mange rasende sms’er, han havde sendt. Han tog telefonen, første gang den ringede. ,,Hvad har du gang i?!’’ råbte han ind i røret.

,,Jeg … Vi skal ikke ses igen, Peter’’ sagde hun og kæmpede for at holde stemmen i ro. Der blev en kort, uheldssvanger pause, inden han svarede. ,,Det bliver vi to om at bestemme, smukke. Vi ses når jeg kommer hjem.’’

,,Nej Peter, jeg …’’ Men han havde afbrudt, og da hun prøvede at ringe ham op igen, gik den direkte på telefonsvaren. Så kom kulden igen, næsten som fysisk tilstedeværelse, og samtidig gav hendes syv køkkenlåger sig til at smække op og i. Det så uhyggeligt ud, og Ibens første impuls var at stikke af, men hun tvang sig selv til at blive stående. ,,Vær sød at holde op med det der’’ bad hun med rystende stemme. ,,Det gør mig bange.’’ Og med det samme blev der stille i lejligheden. Hun turde næsten ikke trække vejret. ,,Tak’’ hviskede hun. –Tak for det.

 

Næste dag på arbejdet, fortalte hun gårsdagens episode til Tove. Hun fortalte at Toves gode råd lod til at have hjulpet. Tre gange havde hun mærket en tilstedeværelse, og hver gang havde hun talt ud i luften og bedt om ro. ,,Sidste gang var her til morgen’’ forklarede Iben. ,,Vandhanen løb hele tiden, men da jeg bad pænt om at det skulle stoppe, stoppede det. Jeg følte at jeg kommunikerede med det fremmede. ’’ Tove nikkede og åbnede munden, men hun nåede ikke at sige noget, før chefen dukkede op. Iben smilede hurtigt til hende og gik i gang med arbejdet.

 

,,Hej’’ sagde Iben, da hun trådte ind i den tomme lejlighed. Der kom slevfølgelig intet svar, men alligevel følte hun sig tryg, mens hun spiste og så en film. Klokken blev halv tolv, og hun vidste at Peter snart måtte være hjemme. Bare han lod hende være i fred. Hun havde slettet hans telefonnummer på sin mobil, og heldigvis havde hun dørtelefon, og gadedøren nedenunder var altid låst. Klokken kvart over tolv var hun på vej i seng, da der blev hamret på hendes dør. Hun fik et chok og listede hen til dørspionen. Udenfor stod Peter. Hun stod lige på den anden side af den tynde trædør, og hun kunne se at han var påvirket af noget. Det kunne være alkohol, men også noget andet, tænkte hun, for hans øjne var rødsprængte og fortinnede. En af beboerne i ejendommen måtte have lukket ham ind. Nu buldrede det på døren igen. ,,Luk op, din fede kælling’’ hvislede han gennem døren. ,,Ellers sparker jeg døren ind. ’’

Et øjeblik efter sparkede han døren ind, og Iben skreg. Der var pludselig iskoldt omkring hende, og først troede Iben at det var kulden fra opgangen der var trængt ind sammen med Peter. Han vaklede lidt, mens han prøvede at finde balancen, mens hans ansigt blev fortrukket i en hadefuld grimasse. Iben vidste at han ville banke hende sønder og sammen, og måske var han så påvirket at han ikke ville opdage situationen før det var for sent, tænkte hun. Telefonen var i soveværelset, og politiet kunne på ingen måde nå at komme før det var for sent, tænkte hun, så hun gjorde det eneste hun kunne tænke på. ,,Vær sød at stoppe ham, inden han slår mig ihjel’’ hviskede hun ud i luften.

Ibens bøn blev omgående efterkommet. Peter var kun nået fire skridt ind i hendes smalle gang, da det så ud som om en vældig kraft trak ham baglæns ud på reposen. Hun nåede at se et vantro udtryk i Peters ansigt, før han viljeløst tumlede på hovedet ned af trappen.  ,,Peter! ’’ Iben løb hen til gelænderet og kiggede ned. Nu lå han stille for enden at trappen med et tomt blik i øjnene, og med hovedet siddende i en helt forkert vinkel. ,,Hvad er der sket?’’ spurgte den gamle dame, som var Ibens genbo, som var kommet ud for at se hvor al larmen kom fra. ,,Min… min kæreste snublede på trappen. Han er vist lidt fuld’’ sagde Iben og tilføjede ,,Jeg ringer 112.’’ Hun løb ind i lejligheden, men inden hun greb mobilen, hviskede hun ud i luften  ,,Tak for hjælpen.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...