Om stjerner og skæbner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2015
  • Opdateret: 25 nov. 2015
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
86Visninger

1. En skyet nat

Det ser ud til at blive endnu en skyet nat. En lang nat, uden ro. Jeg må bare holde mig vågen, og håbe på at stjernerne er synlige snarest. De er mine venner. De giver mig en livskraft, der gør at jeg kan overleve endnu en kold nat. Med dem over mit hoved, rører hverken kulden eller de mange timer mig. Men tilbage til det i går og brokker jer over. I er fortvivlede over at i har så mange muligheder for jeres fremtid. Jeg kan godt sætte mig i jeres sted, for alle dørene er åbne for jer, men i kan selv vælge til og fra. Jeg venter hver nat på min skæbne. Jeg skuer mod stjernerne, mine venner, mens jeg med koldsved på indersiden, venter på min fremtidige dom. Jeg venter passivt på min fremtid. Jeg venter med frygten. Det er lidt som om, at på de meget skyede nætter, hvor jeg end ikke får hverken et glimt eller en fornemmelse af stjernerne, æder frygten og fortvivlelsen mig op. Når jeg bliver så alene, at jeg kan høre frygten i mit hoved, føler jeg mig sindssyg. Det er heldigvis en sindssyge der går over igen, når jeg ser stjernerne sende mig et flygtigt glimt, inden de forsvinder for mit syn på morgenhimmelen. Jeg venter oppe hver nat. Både på skyede, klare og lange nætter. Jeg tør ikke lukke et øje, end ikke bare blunde let. For så kommer nattemonstrerne. De er over en, inden man ved det og selvom de ikke kan ses, kan man tydeligt mærke når de har været der. De berøver en alt hvad, man er blevet givet af stjernerne. Det kan ikke vindes tilbage, så man er så godt som død. Nej, faktisk endnu værre, man er bare efterladt tom.


Jeg har hørt mange historier om hvad stjernernes dom kan gøre ved en. De lykkeligste har på deres dødsleje ligger på ryggen, med frit udsyn til stjernerne, der vil sige et sidste æret farvel. De har nikket med deres sidste kræfter, som en tak til stjernerne. Når sådanne stærke folk har forladt verdenen, kan man mærke det morgenen efter. Stjernernes tilstedeværelse giver en et sus, som er som et lettelsens suk. Det er dog ikke for alle det går så let. Dem der ikke har kunnet tilpasse sig stjernernes dom, har haft et hurtig men krænkende farvel. De har ligget på maven, med næsen i den bløde jord, fordi de skamfuldt ikke har kunnet se på stjernerne en sidste gang. De har været for svage, til at tilpasse sig deres skæbne. Tro mig; ens skæbne venter ikke på en, man må tilpasse sig for at fange den. Kan jeg mon tilpasse mig?


Jeg venter hver aften på at stjernerne skal henvende sig til mig. Jeg venter på det blink fra dem, der betyder at nu er tiden kommet. Jeg venter med frygten. Hvad hvis jeg ikke klarer det? Hvor hurtigt vil jeg ende med mit skamfyldte sind vendt mod den bløde jord? Jeg er ikke som jer mennesker. I min historie, ligger en flere millioner år lang historie om tilpasning. Jeg er her i nuet, i denne tid, under stjernerne, med det eneste formål som er at tjene dem. Hele min eksistens, er klynget op på dem. Kan jeg tilpasse mig min tildelte skæbne? Jeg venter med frygten. Jeg håber den ikke når at æde mig op, inden jeg får besked. Min skæbne. Stjernernes dom. Det eneste jeg tænker disse timer, er at jeg vil gøre alt for ikke at svigte jer. Jeg prøver at holde tvivlen på afstand. Jeg prøver at trøste mig selv med at mange andre har klaret den. Jeg er nok ikke den mest heltemodige og stærke personlighed, men jeg vil støtte mig til stjernerne for at finde min vilje. De vil som altid, være der hvor jeg får mit liv fra.


Jeg venter endnu med frygten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...