The monsters inside me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2015
  • Opdateret: 25 nov. 2015
  • Status: Færdig
For lidt siden fik vi udleveret et hæfte, hvori der var en masse forskellige ting, vi kunne vælge at skrive. Jeg slog op på den næstsidste side, og stoppede op. Jeg kiggede på billedet, der fyldte hele siden. Midt i det hele lå der en dukke. En lille stofdukke på en sten. I baggrunden kunne man se nogle bølger, der rullede ind over stranden, som stenen stod på. Vi blev i min klasse bedt om, at vi skulle vælge, hvad vi ville skrive. Hos mig var der ingen tvivl. Det skulle være den lille stofdukke, der skulle være mit værk. Jeg fik min stil tilbage for nogle dage siden, og er godt tilfreds med resultatet. Nu vælger jeg at dele den med jer. Jeg håber i vil læse den, og meget gerne skrive hvad i tænker om den.

2Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. Monstrene

 

 

Jeg går nede langs strandkanten med min eneste ven men også min største fjende i hånden. Bølgerne ruller roligt ind over sandet og mine bare fødder. Vinden er kold, og stilheden er overdøvende. Jeg har lyst til at råbe og skrige for at skræmme dem væk. Ikke menneskene selvfølgelig, dem ser jeg ikke så tit her på stranden. Det er mine monstre. Mit indre er et stort monster, og dukken i min hånd er det værste af dem alle sammen. På trods af det har den fulgt mig, siden jeg var i ’jeg leger med dukker hver dag’ alderen. Den er besat ligesom alt andet inde i mig. Det var den dukke, der ødelagde alt inden i og omkring mig dengang. Det er den dukke, der har fremkaldt alle de andre monstre. Jeg kan huske dengang, jeg gik i niende klasse.

Der var så mange piger, der ville være ligesom mig, lige bortset fra mig selv. Hvis det stod til mig dengang, ville jeg helst sidde bagerst i klassen og gemme mig væk. En af drengene kom hen og spurgte, om jeg var okay. Jeg troede med det samme, at de alle sammen havde gennemskuet mig. De kunne se på mig, at jeg ikke var ligesom dem. Jeg havde en indre kamp, inden jeg fandt den selvsikre side frem og svarede ham med et voksent ja.

Alle minderne og tankerne fra dengang vælter ind over mig. Alle de piger der ønskede at være mig. De skulle bare vide, hvad de gik ind til, hvis de lige pludselig blev mig. Mit indre var altid mod mig. Allerede dengang vidste jeg, at der var noget galt med mig. Hver dag var en kamp at komme igennem, og sådan er det stadig. Det er som om, jeg ikke længere kan styre mig selv og mit indre. Der er en anden inde i mig, der har overtaget hele systemet -bortset fra tankerne og hjertet. Hvis den havde kontrol over mit hjerte, ville jeg nok slet ikke leve længere.

”Hvad laver du her? ” råber en stemme, der helt sikkert er henvendt til mig. Jeg vender mig rundt og kigger mig omkring, men der er ingen. ”Hvem er du? ” spørger jeg prøvende tilbage med et håb om, at en stikker sit hoved frem. ”Jeg er dit indre, ” svarer stemmen tilbage lidt efter. Jeg sætter mig ned på en af de store sten. Jeg har haft flere af de her ’samtaler’ med mit indre, men jeg har ikke lyst til det. De er alle sammen lige slemme på hver deres måde. Nogle er om, hvad jeg siger og gør, andre er om, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør.

Jeg tager dukken frem og kigger på den. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er den ubeskrivelig grim. Jeg har bare ikke turdet at lade den ligge derhjemme og lade den forlade min side. For hvad nu hvis de andre monstre så kommer efter mig?
På den anden side: så er det også bare en af de grænser, man bliver nødt til at overskride. De modige lever måske ikke evigt, men de forsigtige lever jo slet ikke. Er det ikke det man siger?
Jeg bliver nødt til at komme af med alle mine monstre, hvis jeg vil leve. Hver og en af dem skal væk og ud af min krop. Problemet er bare, at de er i mit indre og ikke kan komme ud. Jeg bliver nødt til at finde en måde at komme af med dem alle på. Måden, at få dem fjernet på, ligger i den værste af dem alle sammen. Den ligger i min hånd, og jeg selv har magten til at få dem fjernet.

Jeg rejser mig op og kigger på dukken i min hånd en sidste gang. Så er det nu, hvisker jeg til mig selv. Jeg slynger min arm alt, hvad jeg kan, og med alle mine kræfter får jeg dukken kastet langt ud på havet. Ingen skal nogensinde kunne finde den igen. Ingen skal føle den smerte, jeg har følt i årevis.
Jeg vender mig om og skal til at gå væk fra stranden, da jeg ser nogle mørke skikkelser komme løbende i min retning. Deres kroppe bevæger sig på en underlig måde. De kommer alle sammen løbende efter mig. Det er mig, de vil have. Flere hundrede monstre, det er alle dem fra mit indre. Jeg skriger og råber, men der er ingen, der kan høre mig. De kommer tættere og tættere på, men jeg kan ikke flytte mig. Nu står en af dem lige foran mig. ”Du bliver nødt til at vælge, ” siger den med en uhyggelig stemme. Vælge mellem hvad? Jeg vil spørge den, men min mund er tør, og der kommer ikke en lyd ud. Den største og mørkeste af dem alle sammen kommer helt hen og rækker ud efter mig. Jeg kan ikke mere. Jeg falder skrækslagen sammen i sandet med tårerne væltende som to store vandfald ned af mine kinder. Jeg troede ikke, at de kunne røre ved mig.

”Hey hvad sker der! ” lyder en stemme. Monsteret sætter sig foran mig og kigger intenst på mig. Efter lidt tid mærker jeg nogle varme og trygge arme omkring mig. Jeg kigger op og møder et blik, der siger det hele. Hans blå øjne fortæller mig, at han så det hele. Jeg ryster stille på hovedet og lægger mit hoved ind mod hans brystkasse igen. Vi sidder i en tavshed, ingen af os ønsker at bryde, mens han vugger mig i rolige bevægelser frem og tilbage. Det er længe siden, nogen har holdt om mig på den måde.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...