Christmas Shadows ❅ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2015
  • Opdateret: 1 jan. 2016
  • Status: Færdig
» I december ”jule” måneden er der 24 dage, 4 advents og en del juleglæde, der bliver spredt ud til alle folk. Alle elsker julen undtagen Gabriella Bergan, i hendes øjne bringer julen kun dårlige minder frem, takket værd én person ved navn Harry Styles. « For tre år siden valgte Harry at knuse hendes hjerte i flere tusinde stykker, præcis i jule måneden og præcis på deres årsdag. Harry fik øje på hende og kunne straks mærke noget, han havde savnet i hele tre år. Kærligheden til hende var for stor og det samme var hans savn også.

73Likes
67Kommentarer
26087Visninger
AA

7. Kapitel 4 - "Are you Gabriella Bergan?"

8. december

Er du sikker på, at du vil bruge penge på en kjole, for at imponere en fyr, som måske viser sig til at være din værste fjende?” lød det fra Ellie, der stod på den anden side af omklædningsrummet, jeg så mig selv i spejlet og samtykkede på hendes spørgsmål. Havde jeg overhovedet lyst til at imponere en fyr? Tænk nu, hvis han var en af de personer, som jeg mindst kunne lide, så havde jeg lavet alt det her for intet.

”Sådan cirka,” svarede jeg en anelse usikkert med en bitterhed i stemmen, vi var inde i min yndlingsbutik her i London Primark, en butik fyldt med tøj til billige priser, jeg fortrød aldrig mine køb.

”Du lyder ganske usikker,” konkluderede hun, jeg bed mig lidt i underlæben over hendes ærlighed, hun havde ret, jeg lød meget usikker og det var faktisk også sandt – jeg var usikker på om jeg var sikker om jeg ville imponere en fyr med en splinter ny kjole.

”Du har ganske ret,” efterabede jeg lidt, hvilket gik hende til at grine en smule, hendes latter fik mig til at trække en smule på smilebåndet. I hendes selskab smilede jeg næsten altid, der var ikke så mange gange, hvor jeg virkelig blev rasende på hende.

Ellie havde været så sød, at hun takkede ja til at shoppe sammen med mig, og lige nu stod jeg i stor gæld til hende, jeg havde ikke rigtig andre at tage med, da jeg ikke lige for tiden var på talefod med Diana – ikke efter hendes irriterende samtale den anden dag, hvor hun direkte påstod at det var Harrys skyld at jeg ikke brød mig om julen, på en måde var det faktisk meget sandt, men det gjorde bare ondt at høre på det, derfor bad jeg hende om at smutte hjem. Længere var den heller ikke.

”Smut ud og vis mig din kjole som gør dig smuk,” klukkede hun, hendes nysgerrig kunne mærkes, hvilket fik mig til at grine kort over hende. Hun var ganske sød, når det angik shopping. Hurtigt tog jeg rullegardinet fra og stod i den fineste kjole, hvor jeg kort drejede rundt.

”Er den okay?” spurgte jeg hende spændt om, selv elskede jeg denne her kjole utrolig meget. Den var simpel, elegant og virkelig sød, det som var prikken over i’et var, at der var et sødt bælte dertil, som gjorde kjolen pænere og gjorde at alting så fuldkommen fantastisk ud.

”Den er fantastisk! Wow, du ser smuk ud!” udbrød hun smilende, mens hun forsatte med at tjekke mig ud, inden hun forsatte med at sige noget.

”Hvis jeg var biseksuel eller lesbisk, så havde jeg taget dig,” tilføjede hun, idet hun kort blinkede med sit ene øje. Jeg slog en højlydt latter op over hendes kommentar. Jeg tog mig kort til maven og nikkede kort, inden jeg rullede for igen og skiftede til mit normale tøj igen.

”Så har jeg fundet den perfekte kjole,” jublede jeg, og havde aller mest lyst til at hoppe, danse lidt, men den del undlod jeg lige.

Jeg var dybt koncentreret i spejlet, hvor jeg beundrede mig selv og min egen krop, normalt havde jeg ikke tjekket mig selv ud, men her for tiden havde jeg en dårlig vane ved at iagttage mig selv via et sølle spejl.

”Gabriella, kommer du eller hvad står du deromme og laver?” lød det grinende fra Ellie, hurtigt kom jeg tilbage til min egen verden og smuttede ud fra omklædningsrummet med kjolen i min favn, jeg nikkede kort og var direkte klar til at betale for kjolen.

”Lad os få betalt kjolen,” smilede jeg og gik hen mod kassen sammen med hende.

 

❅ ❅ ❅

 

Vi kom tættere hen mod starten af aftenen, også selvom det var eftermiddag lige nu, så følte jeg stadigvæk, at jeg var hamrende nervøs og mine tanker farede rundt som vildbasser, jeg kunne ikke helt koncentrere mig, jeg prøvede at finde ud af hvem fyren der, som var interesseret i mig. I flere dage havde jeg tænkt over det, og her om et par timer ville han mødes med mig og derfra ville han nok betragte dette som en slags date.

”Sidder du nu og tåger den af igen?” spurgte Ellie mig om, mens hun grinede svagt over, at jeg var helt i den anden univers. Hurtigt kom jeg til mig selv igen, hvor jeg langsomt nikkede som et svar. Jeg var helt væk, jeg tænkte på den fremmede fyr.

”Ja, jeg tænker stadigvæk på, hvem fyren kan være,” indrømmede jeg lavmælt, idet jeg hurtigt fik blikket vendt ned mod mit skød. Jeg anede ikke hvorfor, men denne her samtale var måske lidt pinlig, jeg følte mig lidt flov – og sådan plejede vores samtaler næsten aldrig at være, de plejede at være neutrale og intet pinlighed i det.

”Du tænker for meget, hvis du forsætter med at tænke, så får du kolde fødder,” fortalte hun mig, jeg lavede kort store øjne, da det var lidt chokerende, at hun kunne læse mine tanker. Jeg følte tit, at jeg var på kanten til at få kolde fødder omkring det der ville ske i aften.

”Jeg er bare bange for, hvad der vil ske i aften, om fyren vil være en stor katastrofe,” sukkede jeg fortvivlende, forsigtigt skød Ellie sit ene bryn op i vejret, idet hun satte sig mere til rette for at snakke videre med mig.

”Gabi, ikke tænk over det, tænk over det her: vi er på en tilfældig café og slapper af, hvor vi ikke skal tænke på din kommende date i aften,” sagde hun med en peget finger, langsomt nikkede jeg og tog blidt fat i min kop kaffe, som havde den mest fortryllende smag af kaffebønner.

”Okay okay, jeg prøver,” lovede jeg hende, inden jeg tog en tår af kaffen. Hun smilede tilfreds og tog fat i sin muffin, det eneste forskel ved vores bestillinger var, at hun havde også bestilt en muffin, det havde jeg ikke, da jeg ikke ville være mæt til den kommende date, her tænkte jeg meget praktisk.

”Godt.”

 

❅ ❅ ❅

 

Nervøsiteten steg mig langsomt op til hovedet, mens jeg forsigtigt lagde en ny lag mascara, jeg elskede at have dramatiske og sorte øjenvipper som blev ekstra fyldige af al den mascara. Jeg havde fristet mit ansigt op med et naturligt look, foundation, pudder, flyende eyeliner, mascara, læbestift, øjenskygge, alt sammen gav et fantastisk resultat.

Hurtigt rettede jeg på mit hår, inden jeg valgte at tage mine stiletter på og derefter smutte ud af døren, jeg havde min pung med som indholdte alle mine penge, kort og nøgler. Jeg havde min jakke i min favn. Hurtigt fik jeg låst døren og var allerede på vej hen mod den nærmeste restaurant, fyren der arrangerede denne her date havde fortalt mig, hvorhenne det hele foregik, og godt for mig, så lå den restaurant kun et par meter væk fra min lejlighed.

Gåturen tog ekstra lang tid, da jeg valgte at gå i et roligt tempo, hvis jeg gik al for hurtigt, så ville jeg komme for tidligt, og jeg brød mig ikke særlig godt om at vente. Desuden var det også utrolig svært at gå i stilletter, når der var is hist og pist på disse irriterende fortove, som om at kommunen eller ejerne af husene havde tid til at fjerne sneen og gøre fortovet sikker.

Langsomt stoppede jeg op og så mig lidt omkring, jeg havde en følelse af at det her ikke føles rigtig, men forkert, som om at der var noget galt, at daten ville ende galt, som om at jeg ikke kunne gennemføre det her, men alligevel havde jeg ikke et valg, jeg havde sagt ja og nu måtte jeg tage mig sammen og gennemføre daten – om jeg ville eller ej.

Her stod jeg og tvivlede lidt om det her var nogen god idé, jeg fandt det både godt og skidt, jeg kunne komme videre og slappe af, men måske var det min værste fjende, der stod bagved mesterværket her.

Folk gloede lidt underligt på mig, da jeg bare stod og stirrede rundt i omgivelserne, deres blikke fik mig til at gå igen, jeg ville ikke fremstå som en tosset person, der blot kiggede rundt på naturen.

Efter lidt tid var jeg endt foran restauranten og lagde hovedet let på skrå. Burde jeg gå indenfor eller burde jeg blive udenfor? Hvad nu hvis jeg kom for sent? Hvad nu hvis jeg kom for tidligt? Hvad nu hvis jeg ikke vidste, hvilket bord jeg skulle smutte hen til. Hvad nu hvis vedkommende ikke kendte mig eller hvordan jeg så ud.

Forsigtigt åbnede jeg døren og prøvede virkelig at virke meget cool i sindet, også selvom jeg var hamrende nervøs for at møde fyren, der var interesseret i mig. Jeg var spændt på at møde ham. Ansigt til ansigt.

”Er du Gabriella Bergan?” spurgte en tjener, der kom mig i møde, jeg rettede forskrækket blikket hen mod hende, hvorefter jeg langsomt begyndte at nikke. Jeg nåede egentlig ikke at gøre noget, inden hun begyndte at guide mig hen mod bordet, som lå langt væk fra alting, dog lagde jeg mærke til én ting – pladserne. Jeg plejede tit at sidde her sammen med Harry dengang jeg var sammen med ham, og vi var ude og spise, så det var lidt underligt at sidde her igen.

Jeg satte mig ned og sidde og opdagede at jeg var selv, jeg ville flippe ud, hvis fyren valgte at brænde mig af på den måde, på den måde ville jeg få lyst til at flippe ud på ham, hvis han overhovedet gad at dukke op.

Af ren og skær kedsomhed fandt jeg min mobil frem og blev fanget i de sociale medier, mine veninder fortalte mig ofte at jeg var lidt afhængig af de sociale medier, som for eksempel Instagram, Twitter, Facebook, Tumblr, Snapchat, Ask.fm, og andre sociale medier.

”Din drink er serveret,” sagde en tjener og lagde drinken på bordet, forvirret kiggede jeg op på ham og sendte ham også et undrende blik, jeg havde da ikke bestilt noget, havde jeg? Forvirret sad jeg her alene og havde ventet på fyren i snart et kvarter.

Dog da en velbekendt person dukkede frem med det største og mest nervøse smil på læben, han gik nærmere og nærmere hen mod mig. Jeg sad bare helt forstenet og følte en virkelig stor had til ham. Stod Harry virkelig bagved alt det her? Lige nu var jeg specielt ikke glad, jeg havde lyst til at rejse mig op og gå min vej, forlade ham alene, den forpulede nar.

”Gabriella, hey,” hilste han, idet han rakte mig en pæn, rød rose. Tvivlende stirrede jeg lidt på rosen og på ham, men opgav til sidst og tog forsigtigt fat i rosen. Jeg sagde intet til ham og jeg havde ikke et smil på læben, den var ligesom forsvundet, da han dukkede op.

”Som altid kommer du for sent, hvorfor undrer jeg mig ikke over det?” røg det hårdt ud af min mund, Harry sank en klump ned, inden han kløede sig lettere akavet i nakken.

”Der var en lang kø ved blomsterforhandleren,” forsvarede han sig, inden han satte sig ned overfor mig. Jeg sukkede kort over hans halv dårlige undskyldning. Jeg tog mig kort til hovedet og begyndte at tænke. Han måtte havde haft en grund til at invitere mig på denne her såkaldte date.

”Yeah right, Harry.. Hvorfor har du overhovedet inviteret mig ud og spise? Har du glemt, hvorfor du slog op med mig eller skal jeg lige påminde dig om det?” vrissede jeg, idet jeg lagde rosen ned mod bordet. Rosen skulle ikke gå i stykker, bare fordi Harry var en idiot med forbandede undskyldninger, som han altid brugte, hvis han kom for sent til vores aftaler.

”Du bad selv om den, så du skal ikke stikke halen mellem benene og stikke af, okay?” sagde han og så ganske seriøs på mig, jeg nikkede kort og prøvede så at overholde det. Jeg lænede mig lidt tilbage med korslagte arme, han havde nu min fulde opmærksomhed.

”Fair nok, Harry.”

”Præcis for tre år siden og syv dage slog jeg op med dig, det tog meget hårdt på dig, hårdere end hvad jeg troede. Men sandheden var, at jeg havde bare ikke lyst til at være sammen med dig, du hang hele tiden op ad mig og til sidst fik jeg bare nok, ofte sagde jeg til dig, at du ikke skulle gøre det, men lyttede du til mine ord? Nej, du var røvhamrende ligeglad og forsatte dine handlinger, til sidst fik jeg nok og måtte smide en løgn af sted. Sådan en halv løgn, jeg mistede mine følelser for dig, da det hele bare blev til noget værre lort,” forsatte Harry, mens jeg fik flashbacks tilbage til vores fælles fortid, jeg kneb kort mine øjne i, men valgte ikke at sige noget til det.

”Og da jeg mødte dig i år for første gang fandt jeg ud af noget, du kan ikke lide julen og jeg elsker julen endnu, vi er hinandens modsætninger, hvilket er perfekt! Nu ikke misforstå mig, men min kærlighed til dig dukkede op igen og min savn til dig blev værre og værre, når du ikke var her,” afsluttede han. Jeg sad bare målløs foran ham og begyndte at tænke over hans ord. Mente han overhovedet det her?


Glædelig 8. december!

Hvem har gættet på, at den ukendte fyr som er interesseret i Gabriella var Harry?

Men hvem har så ringet til Gabriella og inviteret hende ud for Harry?

Smid endelig en kommentar omkring, hvad I synes om min historie, jeg aner jo ikke, hvad I synes om den :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...