Min dagbog

Dagbog fra mit virkelige liv. Jeg læser den hverken igennem eller noget, den kommer som tankerne strømmer ud af mig. Og holdt kæft hvor jeg har brug for, at de kommer væk fra mig.

0Likes
0Kommentarer
52Visninger
AA

1. Tirsdag d. 24. November 2015

Klokken er nu lidt over 21 og jeg aner ikke hvad jeg vil, eller hvem jeg vil. Dagen startede virkeligt dårligt ud, da jeg havde haft den mærkeligste drøm (noget med et indkøbscenter og min mor, som vidste sig at være en drøm i en drøm, & igen Christian, der hellere ville sin ekskæreste, end mig…) Da jeg vågner, slår det fuldstændigt klik for mig. Christian er rigtig dårlig til at stå op om morgnen, især hvis han skal møde tidligt, som han skulle i dag. Det startede med en høj alarm, som selvfølgelig vækkede os begge, hvilket han jo ikke kan gøre for – for, selvfølgelig skal han sætte en alarm, så han kan vågne. Dette udløser otte andre alarmer, i de efterfølgende minutter – sammenlagt er der måske i alt gået en halv time, hvor alarmerne er gået af på forskellige tidspunkter. Jeg bliver lidt irriteret, og opfordrer ham til at stå op, for ellers kommer han for sent, og så ved jeg, at det er mig han kommer til at sidde at brokke sig over for, fordi ”åh, jeg kommer altid for sent når vi sover sammen” (og er det min skyld?) Han påstår, at det er for koldt til at stå op, og han hellere vil lægge under dynen med mig, fordi jeg er så varm. Her er jeg i den tilstand, at 1) det irriterer mig, at have været blevet vækket af så mange alarmer, når de endvidere er så satans højlydte, og 2) jeg ved også, han bliver stresset og sur over, at han så kommer for sent, når han endelig får stået op, og sidste men ikke mindst 3) min krop er i den tilstand, hvor jeg har det irriterende varmt, og kropsberøring irriterer mig. ”Hvorfor går du op i, om jeg kommer for sent?” Undskyld, jeg troede vi var kærester. Måske tog jeg fejl. Måske burde jeg være ligeglad med, hvad du foretager dig, din idiot? Hvad tror du egentligtalt selv? Selvfølgelig går jeg op i det, når det alligevel kommer til at gå ud over mig, når det går op for dig, at din chef IGEN kommer til at tage dig i, at komme for sent! Og hvis skyld bliver det så? Bliver det din egen? Nej, for du kommer jo ikke for sent når jeg ikke er der.

 

Det ender med, efter noget mundhuggeri, at han får taget sig sammen til at stå op. Men i sneglefart. Jeg vil hellere hjem og sove, da jeg har haft søvnparalyser en del gangen i løbet af natten, og ikke bryder mig så meget om at sove hos ham alene – så vil jeg hellere hjem i mit trygge hus med min mor. Det irriterer ham så også. ”Hvorfor bliver du ikke bare sovende?” Fordi jeg er blevet vækket otte gange af alarmer, der giver mig lyst til at rive hovedet af den første og bedste. Jeg når at tage tøj på og være klar, før han får trukket en bluse over hovedet. Idet jeg står og børster tænder, og giver ham plads til at komme ud på toilettet og gøre sig klar, imens jeg børster, ænser han åbenbart slet ikke, at jeg stadig er der. Jeg ender med at stå 5 minutter på hans ryg, for at prøve at få lov til, at komme ind til håndvasken og spytte tandpastaen ud. Endda en hånd på ryggen giver jeg ham, for hvis han nu af mærkelige årsager ikke havde set, at jeg stod der. Pludseligt skal han både vaske sit hår i vasken og endda sin ankel (hvad fanden!) Jeg må skubbe ham til siden, for at få lov til at spytte ud, og samtidig slår jeg mit hoved ned i en hylde. ”Hvad fanden laver du, kan du ikke se jeg er herude?” svarer han. Jo, det kan jeg. Undskyld, der kun er plads til dig åbenbart, jeg vidste ikke det var meget svært at rykke sig lidt til siden, så jeg kunne komme til. Jeg skynder mig at tage sko på, i vrede vel at mærke, og et ”vi ses” uden at give ham så meget som et blik. ”Ja, hej hej….”

 

Det er svært at skrive det her, når hans nyvaskede bokseshorts ligger på mit natbord. Jeg er så fandens træt af ham, og samtidig har jeg svært ved at forestille mig uden ham i min hverdag. Og alligevel ikke? Jeg vidste fra start af, jeg ikke skulle have rodet mig ud i det her forholdspis, jeg er mentalt ikke nået til et punkt, hvor jeg kan have en anden person i mit liv på den måde. Hold kæft det er irriterende det her, jeg har lyst til at skrige!! Og ikke så meget situationen i sig selv, for det er bare en bagatel, men vi skændes så forfærdeligt tit, at det ikke er til at holde ud. Jeg har skrevet til ham, jeg har brug for noget plads til mig selv. ”Plads væk fra mig?” Ja, lige præcis. Du irriterer mig så grænseløst, at jeg ikke kan forklare, hvad det er, du gør ved mig. Jeg siger tit, jeg elsker dig, men jeg ved egentligt ikke om jeg mener det. Måske siger jeg det bare, fordi du så tit siger det til mig.

 

I mine øjne er du den svage i forholdet, og det giver mig kvalme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...