Forglemmigej

//Hun føler sig alene og anderledes. Kun tomme blikke, skældud og usagte ord får hun.// Denne historie har min bedste veninde og jeg skrevet sammen. Det er vores produkt til vores projekt om selvmord i denne uge. Emnerne vi berører her er inspireret af mange af grundene til selvmord.

2Likes
3Kommentarer
109Visninger

1. .

Hendes navn er for længst glemt i selvværdets tynde klageskrig og de hvide snart usynlige ar på hendes blege arme. Alligevel er arrene i hendes hjerte mere smertefulde.

 

Når hun er hjemme, så sidder hun og græder, men stopper, når hoveddøren knirkende går op, og en fordrukkent far kommer væltende ind.

Hun gemmer sig i klædeskabet sammen med det nyvaskede tøj og kommer først ud, når han har suget al livskraften ud af drikkene i køleskabet og døsigt faldet om på det hårde stengulv på grund af sin ikke eksisterende selvkontrol.

 

Den varme tryghed hun før havde haft fra alle sine fjerlette barndomsår, er nu blevet kold som polarnætter i den bidende nattefrost. Hun skal kæmpe sig igennem dagen, kun med hjælp fra hendes smilefacade, som værner mod alle de løgne og falske veninder, der omgiver hende.

 

Det at tænke på næste skoledag er nok, til at hun bryder helt sammen og græder ned i sin allerede våde hovedpude. Når hun endelig kommer til skolen med sine tunge bøger i favnen, bliver hun efterladt ved første blik, og den madpakke hun havde smurt med drømme, håb og kærlighed er ikke blevet til andet end ensomhed og en bitter eftersmag af glemsel bagerst på tungen.

Som hun sidder der efterladt af sine såkaldte venner, tænker hun på, hvorfor hun bliver ved, hvad er så spændende ved at leve, hvis man ikke har nogen at dele sine største drømme med.

 

Hver uge når solen er gået i skjul, sidder hun med de rene piller i hånden og ønsker sig flere hjertevarmende ord, ønsker sig mere end kun tomme meningsløse ord. En dag vil hun være ligesom andre, en dag vil hun være normal, den som er inde i varmen. Men der findes ikke normal og unormal, så hvordan kan hun så være sikker på, at hun bliver normal, hvis det ikke findes.

 

Hendes hænder ryster, og pillerne ryger ud af hendes greb, dumper ned på gulvet og bliver opløst i hendes egne tåre. Måske næste gang, tænker hun sammenbidt, måske næste gang.

 

Dagene efter går hun som en zoombie, og hun udfylder kun de fysiske behov. Ingen ser hende, men det er hun jo van til. Hun er støvet i krogene, som kun ses, når det skal udryddes.

 

Hun er begyndt at sidde med pillerne i hånden hver dag. Tankerne bliver mørkere, og hendes hoved er blevet til et altopslugende sort hul. En brik mangler i hendes liv, den tynger hende ned, puslespillet er ikke helt, og det bliver det aldrig, ikke uden brikken.

 

Fremmede kigger med tomme blikke på hende, når hun passerer dem på gangene, og hendes klassekammerater er også begyndt at drille hende med, hvor grim hun er, og hvor usund hun ser ud.

Hele hendes verden er ved at kollapse, og så hjælper det ikke, at fars raserianfald er blevet voldsommere, og sprutten drikkes i større mængder. Nu ligger hun det nyvaskede tøj over sig, når hun gemmer sig inde i klædeskabet.

 

Hun ser piller overalt, når hun gynger, når hun sidder, når hun går, når hun spiser, når hun snakker med sig selv, generelt bare når hun er alene.

 

Den aften hvor mørket tog over for tideligt, tog hun dem, de rene uskyldige piller.

Hun var en, som hed det, alle for længst havde glemt. Da sneen smeltede, og den lille blomst forglemmigej tittede frem, huskede alle hende et kort øjeblik, hvorefter de gik tilbage til nuet, tilbage til strømmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...