My new life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Færdig
Arika er en pige på 18 år, der flytter tilbage til sit hjemland Australien. Hun har altid følt sig lidt udenfor fordi hun ikke lignede nogle fra hendes familie men hvad sker der nå hun støder ind i Luke Hemmings fra det berømte band 5 seconds of summer? Og finder ud af at hun ligner en fra bandet.

14Likes
3Kommentarer
5633Visninger
AA

5. Kap. 5

Jeg sad i nok 20 minutter og græd da jeg hørte drengenes stemmer kalde på mig, jeg, lyttede ikke til det, eller råbte tilbage at jeg var her, lige nu ville jeg ikke have de skulle se mig jeg ville bare væk fra dem og væk fra sandheden.

Men det var for sent jeg hørte fodskridt i sandet bag mig.

”Arika” det var Calum.

Jeg hev mine knæ op til mig og begravede mit hoved i dem.

”Arika, jeg ved godt det kommer som et chok, det gør det for os begge to, men jeg syntes det er sejt at have dig som min søster”

”Jeg syntes også det er sejt at have dig som min bror og alt det men jeg kan ikke fatte at min familie har løjet over for mig i 18 år!”

”Hey måske er det mig der blev bortadopteret” sagde han og smilte

”Helt ærligt Calum det ved vi jo beggo to ikke er sandt” jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene.


 

Han satte sig hent til mig og gav mig en krammer og sagde at det hele nok skulle gå, jeg troede faktisk på ham....det skal nok gå det hele.

”Skal vi tag hjem?” spurgte Calum og rejste sig op og gav sin hånd til mig, jeg tog imod den og han hev mig op fra sandet.


 

Da vi kom hjem sad alle drengene der, de kiggede bekymret på mig.

”Jeg er okay” sagde jeg og satte mig ned.

”Så....i er altså bror og søster?” spurgte Luke

”Det er vi vel” sagde Calum og kiggede ned på mig og smilte.


 

EN TIME SENERE.

Vi sad og så en film, jeg tror det var......altså hvis jeg skal være ærlig ved jeg ikke hvilken film vi så jeg var ret ligeglad, jeg tænkte kun på en ting....mine forældre har løjet for mig.

Jeg kunne ikke klare det mere jeg rejste mig op, og løb hen til telefonen, drengene kiggede på mig i chok da jeg tog telefonen op og indtastede min mors nummer.

”Er du sikker på du ville tale med dem?” spurgte Calum.

Jeg nikkede til ham og vendte mig om, så jeg stod med ryggen til dem.

”Hallo?” det var min mor der svarede

”Hvorfor har du aldrig fortalt sandheden hva!?” Jeg halvråbte ind i telfonen.

Jeg vendte mig om så jeg kunne se drengene, de kiggede overrasket på mig.

”Hvad mener du skat?” spurgte hun som om hun ikke vidste noget.

”Hold dog op, du ved udmærket hvad jeg taler om!” jeg råbte ind i telefonen, jeg kunne mærke de varme tårer ramme mine kinder.

”Skat slap nu af” sagde hun

”Jeg ville ikke slappe af..hvorfor har i aldrig fortalt mig jeg var adopteret!” jeg råbte ind i telefonen, jeg kunne næsten ikke få vejret.

”Skat vi ville...”

”Ville have fortalt mig det, ja ja men i ventede bare til jeg var hvad? Måske 30 eller 50 år..hvornår ville i have fortalt mig det” jeg satte mig ned i huk og smed telefonen tværs gennem rummet, mine hænder tog jeg op til mit ansigt og så græd jeg bare, jeg kunne mærke et par arme omkring mig..jeg kiggede op og så Calum.

Han smilte til mig og holdte mig så tæt ind til sig, mine øjne begyndte at blive tunge og så blev det hele sort.


 

CALUMS SYNSVINKEL.

Hun faldt i søvn i mine arme.

Hun er så sød hun fortjente det ikke , jeg elskede hende helt klart, jeg bare hende op i sin seng og lod hende sove.

Hun havde været igennem meget i dag, jeg elsker hende, og jeg har fået en lille søster, det er mere end jeg havde forventet i dag!


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...