My new life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Færdig
Arika er en pige på 18 år, der flytter tilbage til sit hjemland Australien. Hun har altid følt sig lidt udenfor fordi hun ikke lignede nogle fra hendes familie men hvad sker der nå hun støder ind i Luke Hemmings fra det berømte band 5 seconds of summer? Og finder ud af at hun ligner en fra bandet.

14Likes
3Kommentarer
5601Visninger
AA

1. Kap. 1

Hej mit navn er er Arika, jeg er 18 år gammel og bor i London, nu hvor jeg er 18 år gammel har jeg besluttet mig for at flytte tilbage til mit hjemland Australien, jeg har altid villet tilbage men min far fik et job her i London som han ikke kunne sige nej til, så det endte med at jeg måtte sige farvel til mit liv og måtte starte et nyt.

Det har jeg altid været meget ked af det over, men jeg kunne ikke gøre noget, jeg var jo kun 12 og hvad skulle en lille 12 årig pige gøre ved det?

Det endte med at vi flyttede og vi flyttede ind i et smukt hus, med 3 værelser!

Altså vi er mor og far og så har jeg lige 3 brødre, og gæt vad løsningen var vi delte værelser to og to, mig og min bror Philip, mine to andre brødre William og Josh og så mine forældre Linda og James.

FEDT NOK!

Jeg er bare glad for at det er i morgen jeg endelig kommer hjem igen, men denne gang alene, det sidste ved jeg ikke om jeg er så glad for, men jeg er voksen nu og på et eller andet tidspunkt skulle jeg jo flytte ik?

Jeg pakkede mine ting undtaget møbler for jeg har fået at vide at der var møbler der ovre i min nye lejlighed.

Jeg pakkede fra tøj-ting, og gosh der var meget!.

NÆSTE MORGEN:

Jeg vågnede 5 om morgnen af mit dumme vækkeur.

Jeg fik endelig slæbt min søvnige krop ud i bad, efter badet tog jeg nogle jeans på og en løs trøje, jeg besluttede mig for at lade være med at ligge make-up for mine egen sikkerheds skyld jeg har altid været skide dårlig til at lægge make-up lige meget hvor mange tutorials jeg så har jeg altid suttet til det.

Jeg tog så mit lange mørke bølgede hår og tørrede det, jeg har altid hadet hvordan jeg så ud jeg havde mørkt hår, brune øjne og lidt mørk hud, det er ikke det jeg hader det er det at jeg ikke ligner mine forældre og alle spørger om jeg er adopteret, hvilket jeg ikke er, så derfor kan man godt sige jeg har følt mig lidt udenfor nogle gange for de har alle sammen lyst hår og grønne øjne.


 

Men jeg gik så ned og tog noget mad, efter det sagde jeg farvel til min mor, far og mine brødre, jeg tog så mine støvler til knæhøjde på og løb så op efter min kuffert og mine tasker, min far sad klar ude i bilen til at køre mig til lufthavnen.

Jeg har altså kørekort det fik jeg for en måned siden men jeg kan jo ikke køre derned for man kan ikke få bilen med ind i flyet, og hvem skulle så hente den...ikke mine forældre for jeg havde jo taget deres bil, men min far han kørte mig derned og da vi var der hjalp han mig op på flyet og så sagde vi farvel.

Det sker det her, det er ikke bare en drøm jeg er faktisk på vej til Australien...ALENE!, det havde jeg aldrig troet, men nu gør jeg det.

EFTER FLYVETUREN:

Det var en lang flyvetur syntes jeg selv, men nu er jeg her endelig.

Australien her kommer jeg, jeg steg ud af flyet og havde lidt svært ved at være alle mine tasker og kufferter, men jeg klarede den...sådan da.

Halvvejs gennem lufthavnen tabte jeg mit pas...Fedt nok.

Men jeg samlede det op, og lige da jeg rejste mig gik en eller anden ind i mig, der fik mig til at falde.

Det er ikke fordi jeg er svag at jeg falder over sådan noget men Hey jeg bar en masse bagage og jeg havde svært nok ved at holde balancen i forvejen så hjælper det ikke der er en der går ind i mig.

Drengen der stødte ind mig kiggede forskrækket ned på mig.

”Undskyld er du okay?” spurgte en dreng med Australsk accent.

”Øhh ja jeg er okay” sagde jeg og kiggede mig omkring for at tjekke at jeg stadig havde min bagage.

”her lad mig hjælpe dig op” han rækte hånden hen til mig og jeg greb den og han hev mig op.

”Tak” sagde jeg genert og kiggede ned i jorden.

Jeg har altid været genert, og jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det jeg er bare ikke den person der er som en ågen bog, men det tror jeg altså heller ikke nogle er nå de først møder en. Men hvad ved jeg.

”Det var så lidt og igen undskyld” sagde han, jeg fim tvunget mit hoved til at kigge op og se hvem der talte til jeg, jeg blev overvældet af et par smukke blå øjne der kiggede bekymret på mig.

”Det gør ikke noget” sagde jeg og smilte til ham.

”Okay....øhh jeg hedder Luke” han smilte sødt til mig.

”Jeg hedder Arika” sagde jeg og smilte tilbage til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...