Forladt

Natascha finder sin gamle dukke på stranden. Det er meget mærkeligt for hun mistede den midt ude på havet da hende og hendes familie var ude for en bådulykke. Nu begynder minderne at bruse frem i hendes hovede.

0Likes
1Kommentarer
103Visninger
AA

5. Vi ses i døden

Uheldet var også det, der var skyld i, at far ikke ville lade mig gå til stranden alene. Han var altid så bange for, at bølgerne lige pludselig vil komme og rive mig med ud i havet og drukne mig. Han sagde det aldrig højt, men jeg vidste hvad han tænkte. Lige siden mor døde har han været overbeskyttende. Han var så bange for, at han også skulle miste mig.

 

“Bare kom ind.” En sygeplejerske viste mig ind i et lille rum. I midten af rummet lå mor i en kridhvid seng. Der var slanger stukket ind i hendes hånd, og hun havde iltslanger i næsen til at hjælpe hende med at trække vejret. Hendes hovede var skaldet og blankt. Hun så meget træt ud. 

“Hvor er jeg glad for at se dig min skat.” sagde hun med en vag stemme. “Skal du dø?” min stemme dirrede. “Tænk ikke på det som at dø, men som at komme til et bedre sted.” Mor prøvede at smile. “Det er ligesom i brødrene Løvehjerte. Jeg er kun væk i en stund, og så kan du møde mig igen, når du selv har levet dette liv fuldt ud.” Mors ord hjalp. Jeg smilede en smule. “Så kan du lege med Feodora, indtil jeg kommer op til dig. Hun skulle nødig være ensom deroppe.” 

“Det skal jeg nok. Det lover jeg” Mors stemme blev svagere. Hendes øjenlåg faldt i. Biiiiiiiiiiiiiip…

 

Jeg fældede en tåre. Det var lang tid siden, jeg havde tænkt på det. 

Det var 7 år siden mor døde. Tanken, om at Feodora var der oppe sammen med hende, havde altid trøstet mig, da jeg var lille, og nu fandt jeg så ud af, at Feodora aldrig havde været deroppe.

Mit blik faldt igen på dukken. Hvorfor var hun egentlig her? Hvordan var hun endt her? 

Lige pludselig greb frygten mig. Hvad hvis hun var kommet tilbage for at hævne sig på mig, fordi jeg havde forladt hende. Jeg havde jo set alle de gysere med forheksede dukker, der fik folk til at forsvinde på mystisk vis.

Feodora lignede de dukker på en prik med den lasede kjole, den snehvide hud, og de kolde øjne der stirrede på en, uanset hvor man stod.

Jeg tog modet til mig og samlede dukken op.

Det var som om, jeg blev slået i hovedet med en kæmpe sten. Jeg kunne høre en hyletone, og så blev alt sort.

 

“Du og jeg skal være venner for evigt. Du kan ikke sammenlignes med noget andet legetøj. Jeg vil aldrig forlade dig”… 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...