sex, stoffer og sykelløb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2015
  • Opdateret: 5 apr. 2016
  • Status: Igang
Historien om hvordan en pige mister sin uskyld, udvikler en spiseforstyrelse og oplever kærlighedens magne sider

1Likes
1Kommentarer
347Visninger
AA

2. Klassen

 

Det var første skoledag og jeg var spændt på hvad dagen ville bringe af oplevelser. Sommerferien havde været lang og fyldt med den samme slags oplevelser, som der normalt præger en sommerferie. Jeg syntes, at den havde været alt for lang. Jeg kunne slet ikke vente til at starte i gymnasiet. Gendanne mig selv, skabe en ny verden, langt væk fra alle de idioter, der havde irriteret mig ekstremt gennem min folkeskoletid.

En naiv og urealistisk tanke var faldet mig ind; Efter alt for mange bøger og en lidt for kreativ fantasi, havde jeg fået den ide, at der i min klasse ville gå et utal af lækre drenge, som alle ville falde i håbløs forelskelse i mig. Allerede et halvt år inden, på orienteringsaftenen,  havde jeg forestillet mig hvilke forhold jeg ville have med hver og en af de flotte fyre, der muligvis overvejede at starte på det gymnasie. Men i dag skulle det være, jeg ville komme til at møde min nye klasse, hvor alle mine potientielle drømmekærester ville være. Om morgenen havde jeg sågar overvejet hvad for noget undertøj jeg tog på. Jeg vidste da udemærket godt at jeg ikke ville blive overfaldet af den ene lækre dreng efter den anden og at vi straks ville løbe ind på det nærmeste toilet til fordel for de kødeligelyster. Sandsynligheden for at dette ville ske, var second to non, men alle ved jo at man har en jordisk chance for at vide havd der vil ske i fremtiden, jeg var blot forbedret på hvad som helst. 

Da vi blev præsenteret for vores klassekammerater, blev jeg selvfølgelig en smule skuffet. For selvfølgelig var der ikke et overtal af top trænede surfer dudes, med modelansigter. De havde alle sammen dødelige almindelige danske teenage-ansigter, og jeg var da heller ikke nogen skønhedsgudinde selv, man man har vel lov at drømme. Og dog, for der var en. Ham med det søde smil, som man med det samme fik lyst til at lære bedre at kende, ham vis navn, der af en eller anden grund blev ved med at ryge ud af mit hoved, så jeg blev nødt til, gang på gang at spørge om, “havd var det nu du hed? Oliver?”. Det er interesant som man på sin vis kan have ideer om hvordan ens liv vil se ud om to tre år, og så efter de år tænke tilbage på hvordan man var så langt fra, man alligevel så uhyggeligt tæt på. 

Med alle de mennesker man møder på sin vej gennem livet, finder man både mennesker man ubetinget vil elske, og andre der kan være så grænseoverskridende irriterende, at man ikke fatter, hvorfor man skal trækkes med dem. Og jeg lærte at både elske og samtidig også hade min klasse. Vende mig til de individuelle personligheder, der sammen kom til at udgøre så utroligt meget af min egen udvikling. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...