Jeg overlevede

Levede jeg, eller overlevede jeg?

1Likes
0Kommentarer
445Visninger
AA

10. flashback

Jeg sidder på gulvet, mens mine svedige og skælvende hænder fumler med lighteren, og desperat prøver på at åbne den. En del af min hjerne siger, at jeg skal stoppe, men den er ingenting, sammenlignet med den del der siger jeg skal. Jeg har besluttet mig for at stoppe. Stoppe, med det der har forvoldt mig så meget smerte. Jeg vil stoppe med at trække vejret, og få afsluttet mit meningsløse liv lang tid før, det var meningen det skulle. Jeg tænker tilbage på alt det, der har fået mig til at hade mit liv så meget, at jeg ikke længere ønsker at have det. Mine forældres skilsmisse startede det, og ensomheden tog også fat i mig med sit jerngreb. Men det er ikke kun derfor. Det var smerten, der havde fået mig til at starte på noget, jeg langtfra kunne kontrollere.

Min krop manipulerede min hjerne så meget, at den nægtede at tænke på andet end min krops behov. Min krop havde også været så snedig, at lave stofferne til at behov. Og jeg lystrede. Jeg gav min krop de, åh, så livsnødvendige stoffer. De livsnødvendige stoffer, som senere fik mig til at ønske mig død. Jeg har tændt lighteren, og har snart smeltet pulveret i den lille ske, som jeg har fået til vane at tage med mig. Jeg suger forsigtigt væsken op i kanylen, uden at glemme en eneste dråbe. Jeg ville næppe risikere at overleve, for hvis jeg gør det, er der så fandens lorte meget jeg skal stå ansigt til ansigt med bagefter. Jeg kærtegner kanylen, den eneste ting, som ikke har ladet som om jeg er ikke eksisterende. Den har tværtimod kaldt på mig, tigget mig og at bruge den, bønfaldt mig. Jeg lader kanylen glide ind i min blodåre, og presser væsken ind. Jeg føler mig en anelse dvask bagefter. Jeg lader mig glide tilbage op mod væggen, og falder i søvn igen, med en behagelig tanke om, at det hele snart er slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...