Jeg overlevede

Levede jeg, eller overlevede jeg?

1Likes
0Kommentarer
450Visninger
AA

8. flashback

Jeg skubber til den store blå dør, så den går op, og jeg kan komme ind. Jeg er træt. Jeg fik ikke meget søvn i går nat, jeg kunne ikke sove, fordi mine tanker blev ved med at storme rundt i mit hoved som en tornado. Tanker om, hvordan jeg skulle skaffe mit næste fix. Jeg kunne føle, at paranoiaen var ved at overtage min nu så spinkle drengekrop. Hvis jeg ikke snart får mit næste fix, ville det hele gå galt. Helt galt. Jeg trasker ned af de lange gange, og kigger ned i gulvet. Det føles som om, de røde murstensvægge lukker sig sammen om mig, fortærer mig.

Jeg trasker mod toilettet med tunge skridt, da jeg ser tre piger udelukkende klædt i mærkevaretøj komme hen imod mig. De hvisker sammen, og kigger mærkeligt på mig. Alle tre stopper fuldstændig med at snakke, da de går forbi mig, og kigger i alle andre retninger, end hen mod mig. Mit hoved falde helt ned til mine skuldre, og jeg prøver som altid på at gøre mig usynlig. Det er jeg efterhånden ved at være ret god til, det med at være usynlig. Det sidste stykke tid, har folk ikke rigtig lagt mærke til mig. Måske er det en god ting? Jeg sukker, og prøver på at få styr på mine tanker, men det er håbløst, de giver mig aldrig ro. Jeg fortsætter min tunge gang hen til toilettet. Paranoiaen følger efter mig, som var den min egen skygge, klistrer sig til mig med sin dræbende lim, og vil ikke give slip. Jeg står foran den gamle dør, presser prøvende håndtaget ned, og går ind, da døren ikke er låst.

 

Jeg låser døren efter mig, og stiller mig hen foran spejlet, men jeg fortryder med det samme. Mit ansigt passer bedre til en død end levende. Jeg er bleg, med store, sorte rander under mine røde øjne. Mine læber er sprukne, og mine kinder, der plejede at have en lyserød kulør, er hvide og indsunkne. Jeg tager mine klamme og kolde hænder ned til vasken, og tænder for vandet. Jeg danner en lille skål, som jeg lader vandet plaske ned i. Med en lille bevægelse sprøjter jeg vandet op i mit ansigt, men til ingen nytte.

Sådan som min sorte t-shirt klistrer sig til mig, får mig til at se om muligt endnu tyndere ud. Jeg lader mine hænder glide ned over mine ribben, der skærer som knive gennem det klamme stof, og mine varme håndflader. Jeg hverken føler, eller ser bedre ud. Med et lille opgivende suk, lader jeg min krop vælte ned på gulvet i hjørnet af lokalet, og jeg kan mærke paranoiaen stærkere end nogensinde før. Hele min krop skriger efter et fix, og nærmest kollapser, da den ikke får det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...