Jeg overlevede

Levede jeg, eller overlevede jeg?

1Likes
0Kommentarer
448Visninger
AA

5. flashback

Jeg står i døråbningen ind til køkkenet, og kigger på mine forældre. Jeg overvåger hver evig eneste bevægelse de laver, og deres vrede munde, der kaster modbydelige ord ud mod hinanden.

Jeg føler mig splittet. Jeg har lyst til at råbe af mine forældre, råbe, at de skal tage sig sammen, og at det ikke kan være rigtigt, de opfører sig som forvoksede børn. Men jeg har også lyst til at gå væk, krybe mig sammen, og kravle tilbage i mit hul. Jeg føler, at når jeg er i det hul, føler jeg en tryghed, ingen andre formår at få mig til at føle.

Jeg kniber øjnene hårdt sammen, så tårerne ikke har mulighed for at snige sig ud af mine øjenkroge, og løbe ned af mine kinder. Men selvom jeg gør det, triller en salt tårer alligevel ned af mine kinder, og lander på mine kolde læber. De er igen i et skænderi. En af dem, der giver mig lyst til at løbe langt væk, og aldrig se mig tilbage. Jeg smækker døren i, og der lyder et højt brag. Mine forældres mundhuggeri stopper i et kort sekund, og med det samme er de i gang igen, i den endeløse strøm af beskidte ord.

Jeg spæner i højeste hastighed ned af de mange trapper, og tager mine sko på. Jeg åbner døren, og det sidste jeg når at høre, er min mor der skriger, at hun vil skilles. Lige præcis der, får jeg nok. Jeg lader tårerne få frit løb, og løber væk. Jeg undlader at lukke døren, jeg ved ikke hvorfor, men det føles rigtigt. Oprør.

 

Jeg løber forpustet ned mod parken. Jeg kan næsten ikke få vejret, og jeg har allerede krampe i mit ben. Men det er okay, det får mig til at tænke på noget andet end mine forældre. Nede i parken sætter jeg mig på trapperne op til den store, beskidte teaterbygning, med den særprægede udsmykning. Jeg sidder med ansigtet begravet i mine hænder, og giver tårerne frit løb. Jeg mærker en person sætte sig ned ved siden af mig. Jeg kigger hurtigt og overrasket op, og ser en skikkelse sidde i en stor sort hættetrøje, og et par slidte Adidas bukser.

“Livet kan sutte, hva’?” Lyder det fra ham.

“Ja, det kan du fandeme bande på det kan”, siger jeg med et dybt suk. Lige nu, er det sidste jeg har brug for en prædiken om, at der også er gode ting ved livet, og det hele ikke bare er en stor omgang lort. Fyren ved siden af mig tænder en cigaret, tager et sug, og puster langsomt røgen ud gennem hans let åbne læber.

“Vil du have et sug?” Spørger han, og rækker mig cigaretten.

“Jooh tak”, et enkelt sug kan vel ikke skade, siger jeg trøstende til mig selv. Et sug, og så ikke mere. Og jeg tager kun et, for at få den skærende smerte i mit hjerte til at gå væk, ligesom røgen, jeg puster ud.

Mens jeg sidder med cigaretten i min skælvende hånd, har jeg min anden hånd ved min mund, og bider som altid i mine korte nedbidte negle. Min mor har sagt at jeg skal lade være, men som sagt, er det en dårlig vane, ligesom det alkoholmisbrug, hun nægter at erkende.

Jeg rækker cigaretten tilbage, og med det samme mærker jeg noget nyt ligge i min hånd. Jeg kigger først på de farvede piller, og derefter på drengen.

“Jeg gider sku da ikke at tage dine fucking stoffer!” Ryger det foragtet ud af mig.

Han trækker på skuldrene, men lader alligevel pillerne blive i min hånd. I samme øjeblik har han rejst sig fra trappetrinnet, og er på vej væk.

 

Jeg lukker øjnene, og føler igen, at tårerne presser sig på, og vil ud. Hvis kroppen normalt består af 70% vand, må min krop være nede på 3%, med alle de tårer jeg har grædt de sidste mange nætter. Hvis jeg nu tog en pille, ville det måske ikke være så slemt mere. Måske ville det med far og mor ikke gå mig så meget på, og måske, kun måske, kunne hverdagen bliver en anelse lysere og bedre. Så meget kunne jeg få, for så lidt. En enkelt pille, og alt dette ville være mit, mit alene.

Jeg tager den blå pille med smileyen på, og lægger den på min lyserøde tunge. Jeg holder vejret i et sekund, og begynder langsomt at tygge på den. Jeg lægger mig tungt ned med en behagelig følelse i kroppen, og falder kort tid efter i søvn, med et lille smil på læben.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...