Night Changes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
Emily Teasdale er Lou Teasdales niece. Emily havde et fantastisk forhold til hendes moster, men da Lou så blev One Directions stylist, blev det svært at holde kontakten. Lou kommer så med det fantastiske tilbud, at Emily kan tage med på drengenes tour, så de kan se hinanden lidt mere. Emily takker selvfølgelig ja, men da hun kommer, får hun sig noget af en overraskelse. Hun skal nemlig køre og sove i bus med One Direction, da der ikke er mere plads inde ved de andre. Emily har et stort problem med det, da hun mener, at One Direction bare er arrogante, og at berømmelsen er steget dem til hovedet. Drengene vil gøre alt, for at få hende til at skifte mening, men det er sværere end de havde troet. Der sker en ting, som Emily bestemt ikke havde regnet med. - Hun falder for en af drengene fra One Direction, selvom hun bestemt ikke har lyst til det.

123Likes
67Kommentarer
21456Visninger
AA

5. You? In love? With me? No way..

Drengene havde spillet i Manchester, og vi var nu på vej videre til Birmingham. Jeg sov stadig i drengenes bus, for jeg ville ikke få ’særbehandling’ bare på grund af min Philophobia.

”Emily?” sagde Niall, og prikkede forsigtigt til mig.

”Jeg er altså ikke lavet af porcelæn bare fordi jeg har Philophobia,” vrissede jeg.

”Er du sulten?” Han talte udenom. Jeg nikkede. ”Ja, det er jeg faktisk,” sagde jeg.

Vi sad alle sammen i sofaerne i deres bus. Jeg sad mellem Niall og Louis. De to hyperunger. Niall havde, til koncerten i Manchester, bare hoppet og danset rundt på scenen før koncerten sammen med Louis. Under koncerten var de begyndt at grine, og kunne simpelthen ikke stoppe igen.

”Så varmer jeg pizza,” sagde han. Jeg nikkede kort, før Niall gik ud i køkkenet. Jeg lagde mig ned i sofaen, så jeg lå med halvdelen af mine ben på Louis’ skød.

”Hey!” protesterede han. Jeg sendte ham et flabet smil. ”Du skal ikke engang tænke på at slå mine ben væk,” sagde jeg. Han prøvede at se fornærmet ud, men hans smil afslørede ham.

”Der er vidst en der er ved at bløde lidt op, huh? Du hader os vidst ikke mere,” sagde han, og puffede lidt til mine ben.

”Du skulle bare vide,” sagde jeg. Han grinede.

”Hey, skal jeg bare sætte mig på dit hoved?” spurgte Niall, der lige var kommet ind igen. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og satte min op, stadig med benene på Louis.

Niall satte sig ned, med et tilfredst udtryk i ansigtet. Det ændrede sig hurtigt, da jeg bare lagde hovedet på hans skød. Han kiggede surt på mig.

”Når jeg vil ligge ned, så vil jeg altså ligge ned,” sagde jeg. Niall grinede lidt, før han deltog i de andres samtale.

Jeg studerede hans ansigt nøje, og håbede bare på, at de ikke opdagede det. Niall var egentlig meget smuk, nu hvor jeg tænkte over det. Ikke tit kalder man fyre smukke, men Niall var både smuk og lækker. Hans let firkantede hage, og hans himmelblå øjne.

Niall grinede højt, hvilket viste hans fantastiske smil frem. Jeg mærkede et par sommerfugle i min mave. Jeg var vel ikke forelsket? Nej. Jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. Mine vejrtrækninger blev hurtigere, og jeg satte mig hurtigt op. Jeg rejste mig op. Drengene kiggede alle sammen på mig.

”Hvad sker der Emily?” spurgte Harry nervøst. Jeg rystede på hovedet, men da jeg gjorde det, begyndte resten af min krop også at ryste.

Liam var hurtig til at rejse sig op, og prøve at berolige mig. De første tårer løb ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe resten.

Harry og Louis kom hurtigt hen for at prøve at berolige mig, men det virkede ikke. Jeg vaklede lidt bagud. Niall rejste sig hurtigt op, og lagde armene om mig.

Han kørte sin ene hånd op og ned ad min ryg. Jeg lagde mit hoved mod hans skulder. Eller bryst, men whatever.

”Emily, du skal nok klare det her okay? Jeg er her til at hjælpe dig, det skal du vide. Bare fald til ro, vi hjælper dig,” hviskede Niall beroligende i mit øre.

Overraskende nok hjalp det. Jeg stoppede med at ryste, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger.

”Shh, Emily. Tag det roligt,” hviskede han. Et lille smil kom frem på mit ansigt. Niall trak sig fra krammet, og tørrede tårerne af mine kinder.

”Sæt dig ned, Emily. Få styr på dine vejrtrækninger,” sagde han lavt. Han tog fat i min hånd, og satte sig ned. Jeg satte mig ned ved siden af ham. Niall gav slip på min hånd, og trak mig ind til sig.

Langsomt blev min vejrtrækning normal.

De andre drenge satte sig ned. ”Du har styr på det der, Niall,” sagde Harry. Niall svarede ikke.

 

***

 

”Og så fik Niall beroliget hende. Vi andre kunne ikke. Niall har bare totalt superkræfter! Hun faldt i søvn, så hun nåede ikke at få pizza.” Lyden af Louis’ stemme vækkede mig. Jeg slog øjnene op, og så at han snakkede med Lou.

Jeg var åbenbart faldet i søvn ude på sofaen. Ovenpå Niall. Han sov stadig.

”Godmorgen,” sagde Lou. Jeg rejste mig hurtigt op.

”Jeg har altså set det,” sagde hun. Jeg vidste godt hvad hun hentydede til. Niall.

”Gør det dig så ked af det, når jeg siger, at de stadig er nogen idioter? Niall beroligede mig bare, men det har du vel hørt,” sagde jeg.

”Hey, vi er ikke idioter,” sagde Harry. Jeg kiggede dumt på ham og nikkede.

”Hvad sker der?” lød det fra en træt Niall. Vi kiggede alle sammen på ham.

”Der sker det, at jeg kom ind og så, at Em lå og sov med hovedet på dit bryst, mens du havde armen om hende. Så blev jeg nødt til lige at få en forklaring,” sagde Lou. Niall fik en let rød farve i sine kinder.

”Sov vi sådan?” sagde han flovt. Jeg grinede. ”Åbenbart,” sagde jeg ligegyldigt.

 

”Skal vi gå ind og hente morgenmad på Mc Donalds?” spurgte Lou.

”Gå i bare, jeg skal lige snakke med Emily,” sagde Harry. Jeg kiggede forvirret hen på ham. De andre gik ud.

”Hvad?” spurgte jeg koldt.

”Emily, grunden til det i går, var Niall ikke? Du er forelsket i ham, ikke?” sagde Harry. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej jeg er ej. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke,” sagde jeg hurtigt. Harry smilede lidt.

”Du er forelsket i Niall, Emily. Bare rolig, han vil passe på dig,” sagde han.

”Jeg er ikke forelsket i nogen! Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke være forelsket,” sagde jeg lettere panisk.

”Tag det nu roligt, Emily. Jeg skal nok lade være med at lige det til ham,” sagde Harry. Jeg sukkede.

”Men..” Harry afbrød mig. ”Ikke noget men,” sagde han.

”Hvor er du dog bare irriterende,” vrissede jeg. ”Hvorfor?” sagde han og grinede. Jeg kiggede surt på ham. ”Det er du bare.”

”Godt argument,” sagde han ironisk. Jeg sendte ham endnu et surt blik. Han smilede bare og blinkede til mig.

 

”Hvad så?” det var Niall der var kommet ind i bussen. Han kastede sig hen i sofaen ved siden af mig.

”Hvorfor har du altid så meget energi?” sagde jeg, og sukkede. Han grinede.

”Sådan er jeg bare. Og du kan lide det,” sagde han. Han bed sig i læben og blinkede til mig. Mit hjerte bankede hurtigere. Hurtigt gik det op for mig, at det ikke var et anfald, men at jeg var forelsket.

Nej. Det kunne jeg ikke være. Jeg ville ikke.

”Nej, Emily. Tag det roligt,” sagde Niall hurtigt, da min vejrtrækning blev en anelse hurtigere. ”Jeg.. undskyld,” sagde jeg, mens jeg prøvede at få styr på mine vejrtrækninger.

”Emily, der er okay. Du skal nok klare den,” sagde han. Jeg fik øjenkontakt med ham. Han smilede. Min vejrtrækning blev hurtigt normal igen.

”Tak Niall,” sagde jeg.

”Sup?” sagde Liam, der nu var kommet ind i bussen sammen med Louis og Lou.

”Nej tak,” svarede jeg hurtigt. Louis grinede.

”Hvad mener du?” spurgte Liam. Han var tydeligvis forvirret.

”Jeg vil hellere have det der i lige har købt fra Mc Donalds,” sagde jeg.

”Hvad? Hvad skulle du ellers få?” sagde Louis. Jeg kiggede dumt på dem.

”Liam kom ind og sagde: ’Suppe?’ Og så sagde jeg nej tak, fordi jeg ikke vil have suppe,” sagde jeg. Louis var den første til at grine, og derefter Liam. Det resulterede i, at de faldt over hinanden, og lå nede på gulvet og grinede. Harry, Niall og Lou grinede også.

”Hvad fanden er der sjovt ved, at jeg ikke vil have suppe?” sagde jeg irriteret.

”Hør, smukke. Han sagde ’sup?’ som i ’what’s up?’ ikke suppe,” hviskede Niall i mit øre. Jeg kiggede forvirret på ham, men så gik det op for mig, at jeg lige havde gjort mig selv til grin, og jeg begyndte også at grine.

”Det er dog det dummeste jeg nogensinde har hørt,” sagde jeg grinende.

 

”Nå, men øhm. Vi kom i tanke om, da vi stod på Mc Donalds, at vi lige skal noget i byen nu,” sagde Lou.

”Fedt, hvad skal vi?” spurgte jeg muntert. ”Det er kun mig, Louis, Liam og Harry,” sagde hun.

Jeg kiggede forvirret på hende. ”Hvorfor?” spurgte Niall. Han lød ligeså forvirret, som jeg følte mig.

”Der er bare noget vi skal. Det er en hemmelighed. Men i kan bare blive her i bussen. Vi ses,” sagde Harry. Han rejste sig op, og begyndte at gå hen mod døren.

”Vi ses,” mumlede de andre, og gik med Harry. De gik ud ad bussen, og lod mig og Niall sidde forvirret tilbage.

”Øh,” sagde jeg forvirret. Niall smilede lidt. ”Enten løj de for os, fordi de ville have os til at være alene, ellers så planlægger de et eller andet,” sagde han. Jeg trak på skuldrene.

”Nå,” sagde Niall. Jeg fik øjenkontakt med ham. ”Du skulle jo snakke med nogen om din Philophobia.”

Jeg nikkede. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige,” sagde jeg.

”Hvornår kommer dine anfald?” sagde han roligt. Jeg tøvede. Jeg kunne jo ikke bare sige, at de kom når jeg tænkte for meget på ham?

”Når jeg kommer i pressede situationer, eller er alt for forvirret,” endte jeg med at svare.

”Men du skal bare vide, at selvom du ikke kan lide mig, så er jeg her for dig,” sagde han. Han lænede sig tilbage i stolen.

”Hvad siger du til at gå ind og tjekke arenaen ud?” sagde han. Jeg nikkede. ”Okay,” svarede jeg kort. Niall smilte og rejste sig op. Det samme gjorde jeg.

Vi gik i tavshed ud ad bussen, og mod arenaen.

Da vi var kommet ind i arenaen, gik vi, stadig i tavshed, op på scenen.

”Wow,” var det eneste jeg kunne sige. ”Præcis,” sagde Niall.

”Er du ikke nervøs før sådan en koncert?” spurgte jeg, og kiggede på Niall. Han nikkede. ”Det er vi alle. Selvom vi har spillet koncerter så mange gange, er det hele tiden det samme. Nervøsiteten, spændingen, og glæden ved at gøre det man elsker. Og den store kærlighed til alle ens fans, der vælger at bakke en op i alt. Det er fantastisk, men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide i bukserne af nervøsitet nogen gange,” sagde han. Jeg grinede lidt.

”Jeg forstår det ikke,” sagde jeg. Niall kiggede hen på mig, så vi fik øjenkontakt. ”Hvad?” spurgte han.

”At nogen mennesker får lov til, at leve af det de elsker. Der er andre, der bare er tvunget til at have et bestemt arbejde, fordi det er det eneste de kan. Og så er der folk som jer, der får lov til at gøre, hvad i elsker. Det burde alle få lov til. At leve livet som de vil,” sagde jeg. Niall nikkede forstående.

”Hvad drømmer du om at lave?” spurgte han.

”Hvad jeg drømmer om? Ej, det er ikke noget,” sagde jeg stille. Niall løftede det ene øjenbryn. ”Der er et eller andet, jeg ved det,” sagde han. Jeg sukkede.

”Det jeg drømmer om, er at blive skuespiller. Jeg har altid godt kunne lide det med at spille skuespil og små forestillinger på skolen. Men nu kan jeg ikke rigtigt, på grund af for stort pres,” sagde jeg.

Niall stillede sig, så vi stod med fronten mod hinanden, cirka en halv meter fra hinanden.

”Vi skal nok få den lorte Philophobia væk, det lover jeg,” sagde han bestemt.

”Niall, vil du ikke synge en sang for mig?” sagde jeg. Et smil kom frem på hans læber. ”Selvfølgelig,” sagde han. Han gik hen og tog en af guitarerne, og gik så hen for at sætte sig på trappen.

Altså, der var sådan en lille trappe på scenen, som de nogen gange gik op ad under koncerten.

Jeg satte mig på gulvet foran ham.

”Hvad skal jeg synge?” sagde han. Jeg trak på skuldrene. ”Jeg kender jo ikke nogen af jeres sange. Bare syng den der passer bedst til dine følelser lige nu,” sagde jeg.

Niall nikkede kort, inden han smilede nervøst, og begyndte at synge.

” Your hand fits in mine like it's made just for me

But bear this in mind, it was meant to be

And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks

And it all makes sense to me...” sang han.

Jeg smilede kort, og han fortsatte.

” I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile

You've never loved your stomach or your thighs, the dimples in your back at the bottom of your spine

But I'll love them endlessly,” sang han videre.

Han så tøvende på mig, tog en dyb indånding, og fortsatte.

”I won't let these little things

Slip out of my mouth

But if I do

It's you

Oh it's you

They add up to

I'm in love with you

And all these little things,” sang han.

Jeg så overrasket på ham. Var det det, han følte lige nu? Han sang videre, og kom så til et stykke, der fangede mig helt.

” You'll never love yourself half as much as I love you

And you'll never treat yourself right darlin' but I want you to

If I let you know I'm here for you

Maybe you'll love yourself like I love you, oh.” da han havde sunget det, stoppede han.

Jeg vidste godt, at sangen ikke var helt færdig, men jeg kommenterede ikke på det.

”Niall..” Han afbrød mig.

”Nej, du behøver ikke at sige noget. Du har det ikke på samme måde, og det er fint. Vi har jo først lige mødt hinanden,” sagde han.

Der blev stilhed i noget tid.

”Hvad drømmer du om?” spurgte Niall. ”Det har jeg jo sagt,” sagde jeg forvirret.

”Ikke på den måde. Hvad er din drøm? Når du går rundt på gaden, når du ligger i din seng om aftenen, hvad drømmer du så om? Hvad mangler du i dit liv?” sagde han. Jeg bed mig i læben.

”Min far,” sagde jeg. jeg ved ikke, hvorfor jeg fortalte ham det.

”Kom,” sagde han lavt. Jeg rejste mig op, og satte mig ved siden af ham på trappen. Han lagde armen om mig. Mine vejrtrækninger blev en anelse hurtigere.

”Fortæl,” sagde Niall. Jeg fik styr på min vejrtrækning, inden jeg fortalte.

”For lidt over tre år siden, forlod min far mig og min mor. Min mor blev deprimeret, og det samme gjorde jeg. I skolen blev mobningen værre. Folk sagde, at min far forlod mig, fordi han ikke kunne holde mig ud mere. De sagde det samme med Lou. Det gjorde mig endnu mere deprimeret. Min far ringede eller skrev aldrig. Det tog mig og min mor cirka halvandet år at komme på toppen igen. Jeg savner stadig min far helt sindssygt. Han valgte en anden kvinde frem for min mor og mig, men jeg savner ham stadig. Det eneste jeg ønsker er, at han bare ringer eller skriver til mig,” sagde jeg lavt.

”Har du prøvet at ringe til ham?” spurgte Niall. Jeg rystede på hovedet. ”Prøv,” sagde han. Jeg rejste mig forvirrende op, og gik ned ad trappen. Jeg så på Niall. ”Nu?” sagde jeg. Han nikkede. ”Du bliver nødt til at prøve,” sagde han. Jeg nikkede. ”Du har ret,” sagde jeg tøvende.

Jeg tog min mobil op ad lommen, gik ind under kontakter og ind på min far. Jeg kiggede tøvende på Niall, der bare smilede. Jeg tog mig sammen og trykkede ’ring op’.

Den sagde et par dutlyde.

”Velkommen til voicemail. Venligst læg en besked efter bibtonen,” lød det i den anden ende af røret. Derefter lød en høj biblyd.

”Hej far,” sagde jeg. Jeg sank en spytklump, inden jeg fortsatte. ”Det er mig, Emily. Din datter. Hvis du kan huske mig,” sagde jeg. Min stemme knækkede over, og jeg havde tårer i øjnene. ”Jeg synes bare, at du fortjener at vide hvad der sker. Du er jo trodsalt min far. Jeg har fået konstateret Philophobia. Frygten for at elske. Det er forfærdeligt. Jeg er med Lou på tour, og får engang imellem de anfald, hvor jeg græder, ryster, får smerter i brystet, får hurtige vejrtrækninger, voldsom hjertebanken, bliver svimmel, besvimer og så videre. Jeg ved ikke, om mor ved det endnu, men jeg har virkelig også brug for din støtte. Du er min far, og jeg elsker dig. Jeg ved, at du også elsker mig, og at der var en grund til at du skred. Jeg har brug for dig mere end nogensinde lige nu, far. Jeg savner dig,” sagde jeg og lagde på.

En tårer trillede ned ad min kind. Niall kom hurtigt ned og tørrede den væk.

”Det var godt at komme ud med, var det ikke?” sagde han. Jeg nikkede.

Niall lænede sig frem imod mig. Jeg vidste godt, hvad han ville, så jeg var hurtig til at lægge en hånd på hans bryst.

”Nej Niall. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke blive såret,” sagde jeg. Mine hænder begyndte at ryste, og det samme med resten af min krop. Smerten i mit bryst var voldsom denne gang, hvilket resulterede i, at jeg begyndte at græde. Jeg mærkede mit hjerte banke hurtigt og hårdt, og mine vejrtrækninger blive hurtigere.

Jeg nåede lige, at vakle lidt frem og tilbage, inden Niall forstod hvad der foregik. Han fandt hurtigt sin mobil frem.

”Lou. Arenaen. Nu. Emily. Anfald,” sagde han panisk ind i sin mobil. Han lagde den i lommen igen, og tog fat i mig, der stadig rystede.

”Emily, vi skal nok klare det her sammen,” sagde han. Jeg nikkede kort, men blev bare svimmel. Igen føltes det som om jeg løb, men jeg blev bare stående.

”Åh nej,” hørte jeg lige Niall sige, inden det blev sort for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...