Night Changes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
Emily Teasdale er Lou Teasdales niece. Emily havde et fantastisk forhold til hendes moster, men da Lou så blev One Directions stylist, blev det svært at holde kontakten. Lou kommer så med det fantastiske tilbud, at Emily kan tage med på drengenes tour, så de kan se hinanden lidt mere. Emily takker selvfølgelig ja, men da hun kommer, får hun sig noget af en overraskelse. Hun skal nemlig køre og sove i bus med One Direction, da der ikke er mere plads inde ved de andre. Emily har et stort problem med det, da hun mener, at One Direction bare er arrogante, og at berømmelsen er steget dem til hovedet. Drengene vil gøre alt, for at få hende til at skifte mening, men det er sværere end de havde troet. Der sker en ting, som Emily bestemt ikke havde regnet med. - Hun falder for en af drengene fra One Direction, selvom hun bestemt ikke har lyst til det.

123Likes
67Kommentarer
21458Visninger
AA

4. Philophobia

Jeg vågnede ved en masse larm. Jeg åbnede stille øjnene og så, at drengene sad i den anden sofa. De kiggede alle sammen hen på mig.

”Godmorgen,” sagde Harry. Han sendte mig et usikkert smil. ”Nej,” svarede jeg koldt, og gik ind på et af værelserne. Til mit held stod mine kufferter der.

Jeg tog min mobil op ad lommen os så at jeg faktisk havde sovet hele natten uden at vågne bare en eneste gang.

Jeg skyndte at gøre mig klar. Med det mente jeg, tage tøj på. Jeg gad ikke lige makeup der. Jeg redte mit hår hurtigt igennem, snuppede min mobil, og gik så ud i køkkenet. Niall stod og kiggede ind i køleskabet så jeg sukkede tungt, og satte mig på en af stolene.

”Hey,” sagde Niall. Jeg kiggede dumt på ham. ”Hør Emily. Det her var altså ikke vores mening.” Han sagde det, imens han lukkede køleskabet, og lænede sig op ad det. ”Det var langt fra det vi ville. Vi ville bare være venner med dig Emily,” sagde han.

”Niall. Jeg vil ikke være venner med jer. Jeg vil ikke være venner med nogen. Alle jeg holder af ender med at såre mig. Min gamle bedste veninde begyndte at mobbe mig, da resten af skolen gjorde. Hun forlod mig. Den eneste der vil være ved mig er min ekskæreste. Men han bliver skam også selv mobbet. Min gamle bedste ven forlod mig, da jeg begyndte at blive mobbet. Nærmest alle jeg elsker har forladt mig. Selv min egen far har forladt mig! De eneste jeg har, er Lou og min mor. Jeg troede, at i havde forstået det. Jeg vil ikke elske og holde af nogen, Niall. Jeg ved, at jeg ender med at blive såret,” sagde jeg. Jeg kiggede Niall direkte i øjnene, men han blev mere og mere sløret på grund af mine tårer.

Jeg rejste mig hurtigt op, og skulle til at gå ud af køkkenet, da Niall tog fat om mit håndled og drejede mig om mod ham. Han lagde sine arme om mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg lod ham gøre det, og hvad jeg egentlig havde gang i, men jeg stod i hvert fald og hulkede med hovedet på hans bryst mens jeg græd.

”Niall,” sagde jeg efter fem minutters tid. ”Hvorfor prøver i overhovedet? Nu ved du, hvad jeg frygter, så det nytter ikke noget,” hulkede jeg ind i hans bryst.

”Emily. Jeg vil ikke se dig ked af det. Du fortjener kærlighed. Du fortjener at elske og at blive elsket. Du fortjener ikke at leve uden kærlighed,” sagde Niall lavt.

”Hvad laver i?” spurgte Louis henne fra døren. Jeg gik et par skridt væk fra Niall, og kiggede hen på Louis. ”Emily? Hvad er der dog sket?” sagde han overrasket, da han så mine tårer. Han tog et skridt hen mod mig, men jeg rystede på hovedet.

”Bare lad være med at prøve, Louis. Det nytter ikke,” sagde jeg. Jeg gik ud i stuen. Harry og Liam kiggede glad hen på mig, men deres blikke ændrede sig hurtigt til medlidenhedsfyldte blikke.

”Bare lad være,” sagde jeg. Jeg gik videre ud i gangen, og tørrede mine tårer væk. Så gik jeg ud af hotelværelset, og bankede på døren til hotelværelset, ved siden af vores, hvor Lou boede.

Hun åbnede med det samme nærmest.

”Em! Hvad sker der?” sagde hun overrasket. Hun trådte til side, så jeg kunne komme ind. Jeg gik hurtigt ind, og fortalte hende alt, da hun havde lukket døren.

Vi var gået ind i stuen imens jeg snakkede.

”Em, jeg troede, du vidste, at det hørte med i den her tour. Du bliver set sammen med os, og selvfølgelig får du hate. Drengene vil hjælpe dig, det lover jeg,” sagde Lou. Jeg rystede på hovedet.

”Du forstår det ikke Lou. Jeg vil ikke elske. Jeg kan ikke blive venner med dem, for jeg ved, at jeg bare vil blive knust til sidst,” sagde jeg.

Døren til Lous værelse gik op, og drengene kom ind. ”Emily, hvad sker der?” sagde Liam, da han så mig. Jeg kiggede op på dem. ”Bare lad være,” sagde jeg.

”Nej, Emily! Vil du ikke godt forklare?” sagde Harry.

Pludselig følte jeg kvalmen stige i mig. Jeg rejste mig hurtigt op, men følte så at jeg var lige ved at vælte. Jeg tog hurtigt fat i bordet, men alting snurrede rundt for mig.

”Lou,” sagde jeg hurtigt, imens mine vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere. En kæmpe smerte kom frem i mit bryst, da mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere.

”Søde ven, du ryster helt,” sagde Lou forvirret. Forvirrende begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig. Smerten i mit bryst blev større, og vejrtrækningerne hurtigere.

”Lou!” sagde jeg panisk. ”Jeg ringer efter en ambulance!” sagde hun, og fandt hurtigt sin mobil frem. Hun gik ud i køkkenet. Jeg begyndte at mærke svedpletterne på min pande, og blev så svimmel, at jeg måtte sætte mig ned igen. Jeg rystede voldsommere, og hulkede højt.

”Jeg vil væk!” sagde jeg grædende. Jeg rejste mig op igen. Det føltes som om at jeg løb, men jeg stod bare samme sted, mens mine vejrtrækninger og min hjerterytme blev hurtigere og hurtigere. Jeg rystede også virkelig voldsomt. Sorte pletter begyndte at komme foran mine øjne, og jeg fumlede lidt frem og tilbage.

”Ambulancen kommer hurtigst muligt. De er allerede på vej,” sagde Lou, da hun kom ind i stuen igen. Hun så på mig, og hendes blik blev panisk.

”Emily!” sagde hun nervøst. Jeg væltede ned i sofaen, og mens jeg rystede mere og mere, og min hjerterytme og min vejrtrækning blev hurtigere, blev alt mørkt og stille, mens smerten i mit bryst blev større.

 

Jeg slog hurtigt øjnene op, og kiggede rundt. Jeg lå på et hospital, med en drop i min hånd. Jeg kiggede forvirret rundt.

Niall, Harry, Liam, Louis og Lou sad alle sammen ved min seng. Eller, faktisk sov de.

”Hallo?” sagde jeg. Jeg skubbede til Niall, da han lå tættest på mig. Han kiggede forvirret på mig, men da han så, at jeg var vågen, ændrede hans blik sig til en blanding af glæde og tristhed. De andre vågnede ligeså stille. Lou trak hurtigt i en snor.

”Hvad sker der? Hvad skete der? Hvorfor gjorde jeg det? Hvad skete der med mig?” sagde jeg. Lou kiggede bare trist på mig, og det samme gjorde de andre.

En kvindelig sygeplejerske kom gående hen til mig. ”Emily Teasdale, jeg gætter på, at du gerne vil kende grunden til, at du fik det anfald,” sagde hun. Jeg nikkede med det samme. ”Jeg må desværre konstatere, at du har Philophobia. Det var de typiske symptomer på det, og det kan være fordi dine forældre er blevet skilt, et par mislykkede forhold, og konstant negative tanker. Hvis du bliver alt for presset vil du højst sandsynligt få sådan et anfald. Din trivsel afhænger af menneskerne du er sammen med. Du skal helst kun snakke med dem du stoler på, og ikke for meget med fremmede,” sagde hun.

Jeg kiggede overrasket på hende. ”Skal jeg så hjem?” spurgte jeg lavt.

”Jeg vil anbefale, at du tager med videre på tour. Du kan ikke komme helt hjem nu, da skolen vil lægge alt for meget pres på dig. Men kun gør det du føler at du har tid til,” sagde hun. Jeg nikkede.

”Okay,” hviskede jeg. ”Nu går jeg, så i kan snakke,” sagde hun. Jeg nikkede bare, og hun gik ud.

”Går det væk?” spurgte jeg de andre. ”Hun sagde til os, at du helst skulle snakke med en om det dagligt,” sagde Harry usikkert, som om han ikke rigtigt vidste, om han måtte svare. Jeg nikkede kort.

”Undskyld at i skulle se det,” sagde jeg lavt.

”Emily, det gør ikke noget,” sagde Niall med et lille smil.

En anden sygeplejerske kom ind. ”Du kan tage hjem nu, hvis du føler dig klar,” sagde hun. Jeg nikkede kort. ”Det gør jeg,” sagde jeg, og sendte hende et lille smil. Hun kom og fjernede droppen fra min hånd. Jeg rejste mig langsomt op, og opdagede hurtigt, at jeg havde hospitalstøj på.

”Dit tøj ligger derhenne,” sagde Lou, og pegede hen på en stol. De gik ud, mens jeg skiftede.

Jeg gik ud til dem, da jeg var færdig.

”Kom,” sagde Lou smilende. Vi gik mod udgangen. Da vi stod ved glasdøren, så vi alle sammen, at der stod masser af fans og paparazzier der ude.

”For mange mennesker.” jeg fik lige klemt ordene ud. Jeg vendte mig om, for at få styr på min vejrtrækning der var blevet lidt hurtigere.

”Jeg får Paul til at køre helt om til indgangen,” sagde Liam. Han sendte mig et kort smil, og ringede så til en. Jeg gættede på, at det var Paul.

 

Pauls bil var efterhånden kommet helt op til indgangen. Han havde dog skullet genne mange væk, men det var dog lykkes ham.

Vi gik udenfor, og jeg satte mig hurtigt ind i bilen efterfulgt af de andre. Jeg sad ude i den ene side, med Niall på min venstre side.

Fansene kunne jeg se igennem vinduet. De skreg, og prøvede at åbne dørene flere gange.

Jeg kunne mærke, at min vejrtrækning blev lidt hurtigere. Det bemærkede de andre vidst også, for de kiggede alle sammen bekymret på mig.

Jeg mærkede en hånd i min. Nialls hånd. Jeg kiggede på ham, der sad og smilede kækt til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...