Six Days, Seven Nights | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2016
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Færdig
Det tog hende seks dage, at knuse hans hjerte i millioner af stykker. Den syvende nat prøvede hun, at vinde hans tillid tilbage igen under en stjernefyldt himmel. Og da et stjerneskud viste sig på himmelen, vidste han godt hvad han ville ønske.

72Likes
95Kommentarer
11773Visninger
AA

8. You control me

Følelsen af hendes bare hud mod min, var nok en af de bedste følelser jeg længe havde følt. Duften af hendes hår, der fyldte mine næseboer, og hendes dybe vejrtrækning der gjorde mig salig. Dette var uden i tvivl noget, af det bedste at vågne op til, efter en lang hed nat med godt selskab.

Måske var det dumt at stole på hende, men jeg kunne ikke lade være, for jeg var nok faldet en smule for hende. Og nu hvor jeg var faldet for hende, vidste jeg at hun kunne sno mig om hendes lillefinger hvert sekund, jeg var svag.

”Godmorgen,” hviskede en hæs kvinde stemme, og jeg vendte atter min opmærksomhed mod den ikke længere sovende skikkelse, der lå ved min side.

Hendes trætte øjne mødte mine, der måtte se mindst lige så trætte og udmattede ud. Hendes blik var stadig kærligt, og hun sendte mig et svagt smil der fik varmen til at stige i min krop.

Smilet på mine læber var ikke til at fjerne, og jeg lod min hånd strejfe hendes nøgne hofte. ”Godmorgen sovetryne,” svarede jeg med et lettere drilagtigt smil.

Et grin forlod hendes læber, og det var som sød musik i mine ører.

”Tak for i går aftes,” hviskede hun, med en kæle klang i stemmen og jeg spændte lidt i armene.

”Selv tak baby,” mit svar kom ikke bag på hende, og hun vendte sig i sengen som stadig var brænd varm. Hendes hånd kørte kortvarigt op langs min brystkasse, inden den endte ved min kæbe som hun svagt nussede med tommelfingeren. Hendes kærtegn var blide, og føltes ægte – men var de nu det?

”Vi øhm,” mumlede jeg men stoppede mig selv, for jeg ville ikke ødelægge dette øjeblik. ”Nej glem det,” afsluttede jeg med et dybt suk.

Jeg lod blikket glide rundt i hotel værelset, der var rodet, uorganiseret og kedeligt. Men da mit blik igen endte på hende, var det ikke længere det kærlige blik jeg fik, men et spørgerne et.

Hun lignede kort sagt, et stort spørgsmålstegn i ansigtet, hvilket ikke kom bag på mig.

”Nej kom nu, fortæl? Eller nok rettere sagt, spørg løs.”

Hendes ord fik min mave til at snørre sig sammen, og jeg så på hende med et usikkert blik. For skulle jeg nu spørger om det jeg ville, eller finde på noget, for at holde den gode stemning der nu var mellem os?

”Vi fik aldrig snakket om alt det der skete i går,” mumlede jeg, lavt, men højt nok til at hun tydligt kunne høre hvad jeg sagde.

Hendes blik ændrede sig, og hun så på mig med et trist blik, ”tror du ikke på mig?”

Mit hjerte sprang et ekstra slag over, og jeg sank en ekstra gang ”jo selvfølgelig, men..”

Mere nåede jeg ikke at sige før hun afbrød mig, ”ikke noget men, tror du ikke på mig James? Ham fyren var min bror, okay?”

Hendes stemme lød så overbevisende og oprigtig, at jeg ikke kunne andet end og tro på hende, hvorfor skulle hun også lyve? ”Okay,” begyndte jeg og tog en dyb indånding. ”Okay jeg tror på dig, bare rolig," afsluttede jeg med en rolig tone i stemmen.

Resten af morgnen fortsatte i det samme gode humør, og heldigvis for det, for jeg ønskede ikke at den stemning skulle blive erstattet med en dårlig en.

Morgenmaden bestilte vi, så vi kunne spise den på værelset og hygge os med det, mens samtaler kørte uafbrudt. Men jeg vidste stadig ikke meget om hende, det var mere om oplevelser og hvor i verden hun havde været.

Jeg til gengæld, havde jo næsten været verden rundt, men jeg fortalte hende at jeg aldrig havde været ude at rejse ud over en gang.

Efter morgenmaden, gik hun i bad og jeg sad på sengekanten med blikket rettet ud i luften. Mit blik var tomt, og mit hoved var fyldt med tanker og spørgsmål som jeg ikke kunne finde svar på.

I hånden, havde jeg min telefon hvor jeg havde tastet Harrys nummer ind. Men jeg havde stadig ikke ringet ham op, for jeg vidste ikke hvordan jeg skulle starte samtalen. Jeg vidste at når jeg fortalte det hele, ville han synes at jeg var en idiot og for godtroende, og han havde nok ret.

Men alligevel valgte jeg at trykke på – ring op.

Der gik ikke lang tid, før jeg hørte hans stemme der sagde mit navn og jeg åndede lettet ud over at jeg kunne snakke med ham, mens Ashley var i bad.

”Hej, hva så?” var det første der nåede ud mellem mine lette adskilte læber, og jeg førte hånden op i håret som jeg rodede lidt rundt i.

Det brune hår var stadig nyt for mig, men både Lou og Harry havde sagt, at det klædte mig på de billeder jeg havde sendt dem.

”Det burde jeg spørger dig om Niall, hvad sker der?”

Hans spørgsmål kom ikke bag på mig, og jeg lukkede øjnene i for en kort stund.

”Er hun der?” spurgte han så, og jeg sukkede dybt, han kunne nok regne det hele ud.
”Ja,” svarede jeg og så rundt i rummet, vandet i bruseren kørte stadig, så ville hun nok ikke kunne høre hvad jeg sagde. ”Hun er i bad,” min stemme rystede svagt og jeg vidste, at jeg nok blev nød til at fortælle det hele til hende snart.

Altså at jeg ikke var James, men rent faktisk var en der hed Niall.

”Jeg gætter på at du stadig ikke har fortalt hende sandheden,” begyndte han og jeg kunne høre hans dybe vejrtrækning. ”For fanden Niall, du burde stoppe mens legen er god,” jeg vidste han havde ret.

”Ja jeg ved det, jeg ved det godt. Det er bare så svært, og jeg er sgu nok ved at falde lidt for hende, det er slemt.”

”Du bliver nød til enten at fortælle hende sandheden, om hvem du er. Eller også så skal du vinke farvel til hende, og komme hjem igen, okay?”

Jeg lukkede mine øjne i, og måtte kort tænke mig om en ekstra gang, men jeg kunne ikke tage beslutningen lige nu og her. ”Okay, jeg tænker over det. Vi ses Harry,” svarede jeg og lagde så på.


Stjernerne på himmelen, pyntede fint sammen med månen der lyste den op, og som var det eneste der lyste de mørke gader op.

Det var sent om aftenen, da jeg valgte at følge Ashley hjem, eftersom hun gerne ville hjem og have noget nyt tøj på. Og trods jeg gerne ville tilbringe mere tid med hende, så vidste jeg også, at jeg havde brug for noget tid at tænke i.

Om hvad jeg ville, og om jeg mon ville fortælle hende sandheden og håbe på tilgivelse fra hende. Eller om jeg skulle vinke farvel til hende, som jeg var faldet for og som langsomt vandt mit hjerte.

Beslutningen var svær, men jeg vidste at jeg snart skulle træffe den beslutning. For i morgen havde vi kendt hinanden i seks dage, og de dage havde været fantastiske og udfordrende alle sammen.

Der var kommet en masse sandheder på bordet, men den største gemte sig stadig i skyggerne, og var snart parat til at komme frem i lyset.

”Tak fordi du følger mig hjem,” hendes stemme trængte igennem mine egne tanker, og hev mig tilbage til virkeligheden, der var lige så mørk som mine tanker.

”Det var da så lidt,” begyndte jeg og fandt hendes hånd, hun flettede fingrene ind i mine. ”Jeg ved jo at du ikke kan lide at gå alene om aftenen,” jeg strøg tommelfingeren hen over hendes håndryg der var silkeblød.

Hendes negle var en rød farve, som klædte hendes feminine hånd utrolig meget. ”Det har du ret i, jeg hader at gå alene om aftenen,” lo hun og så på mig med et kærligt blik. ”Men derfor er jeg stadig glad for, at du gider bruge tid på at følge mig hjem.”

”Så kan jeg jo også se hvor du bor,” svarede jeg og smilet på mine læber voksede sig større, for jeg var nu en smule spændt.

For hvordan mon hendes lejlighed så ud? Lige så pæn og velklædt som hende?

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig på få sekunder, og jeg følte straks at jeg havde sagt noget forkert. ”Hvad nu?” spurgte jeg med en bekymret tone i stemmen.

”Jeg øhm,” begyndte hun men stoppede sig selv. Hendes hånd gled ud af min, og min hånd føltes straks ensom.

”Jeg har ikke fået rodet op og alt det, men du må da gerne følge mig op til døren.”

Et stik af skuffelse ramte mig, men jeg nikkede blot og sendte hende et smil, der hurtigt falmede igen.

Gaderne vi gik igennem var snavsede og ikke særligt pæne, og kvarteret lignede et, som ikke var et godt sted at gå. De mænd der kom gående forbi, så på hende med sultne blikke som var hun deres næste bytte, og hun så ikke ud til at lade sig påvirke af dem. Det så ud til at hun oplevede det tit, og det gjorde mig en smule trist.

For aldrig ville jeg se på en kvinde på den måde, som de mænd der kiggede på Ashley med de perverse blikke.

”Vi er her snart,” mumlede hun fjernt og så rundt med et blik jeg ikke kunne tyde.

Hun virkede fornærmet, og jeg lod mine tænder finde min læbe som jeg bed nervøst i. For hvorfor boede hun sådan et sted, hvis hun ikke brød sig om at gå alene om aftenen?

Nogle fyre på vores alder, kom gående og de smilede straks stort da de fik øje på Ashley. De så ikke på hende, som de andre mænd og det fik en lettelse til at gå igennem min krop.

”Hva fanden, der har vi jo Amber! Hvem er ham gutten du går med?” en af fyrene stoppede op overfor os, og spærrede dermed vejen for os.

Rynker tegnede sig hen over min pande, over at han ikke kaldte hende for Ashley, men et andet navn som jeg aldrig havde hørt en kalde hende før nu.

”Amber?” mumlede jeg, og mit blik vendte sig over på Ashley der straks så mig i øjnene. ”Kaldenavn,” svarede hun blot med et svagt smil, og et træk på skulderne.

Hun krammede begge fyre der krammede igen, og jeg så ud af øjenkrogen at den ene tog hende på røven med et fast tag.

”Det er en ven, James det her er Jack og Trevor,” hun pegede på hver en af dem, da hun sagde deres navn og jeg nikkede lidt som et hej.

Jeg var mundlam over det faktum at hun fandt sig i, at de tog hende på røven. Men også over at de kaldte hende for Amber, som om det var hendes navn og ikke Ashley, det hele hang ikke sammen længere.

”Vi ses Amber, pas på dig selv,” Jack nussede hendes skulder. Ashley smilede stort til ham med et kort nikken på hovedet.

Jeg stod frosset fast til jorden, og så dem forlade os igen med hurtige skridt. Og da de gik forbi mig, stødte Jack sin skulder ind i min uden så meget som at sige undskyld. Jeg vidste allerede at de to, ikke var nogle typer, som jeg havde forventet at Ashley ville omgås med.

”Det havde jeg så ikke lige regnet med,” ordne slap ud af min mund, inden jeg nåede at stoppe mig selv, men jeg fortrød ikke mine ord et eneste sekund.

Hun så på mig med et uforstående blik.

”Hvorfor omgås du med sådan nogle typer?” spurgte jeg og løftede begge bryn, for jeg forstod hende virkelig ikke.

”Du er bange for at gå alene, og alligevel ses du med sådan nogle skumle typer som ligner nogle der begår kriminalitet?”

Smilet på hendes læber forsvandt og hun rystede på hovedet med et dybt suk ”hvor er du bare for meget, James.”

Nu var det min tur til at sukke, over hendes opførsel og jeg rystede endda også på hovedet. ”Nej jeg er ikke for meget, jeg forstår det bare ikke Ashley. Og for resten hvad er dit navn? Ashley eller Amber?” mit spørgsmål til sidst, kom ud i en hård tone og det hele var meningen.

Normalt var jeg ikke den hårde type, men denne gang kunne hun ikke sno mig om sin lillefinger, og tro at jeg bare lod som om det ikke var sket. Jeg ville have en forklaring, og det håbede jeg inderligt på at jeg ville få.

”James..” Sukkede hun og rakte ud efter mig, men jeg trådte et skridt tilbage. ”Mit navn er da Ashley?” hendes blik var kærligt, og jeg vidste hvad hun forsøgte på, men det virkede ikke denne gang.

”Så fortæl mig hvorfor de kaldte dig for Amber? For i mine øre lød det som om det var dit navn,” frustreret slog jeg ud med armene, og så på hende med et blik der var opgivende.

”Jamen det har jeg jo fortalt James!” råbte hun denne gang og så på mig med et irriteret blik. ”Mit navn er Ashley, men mit kaldenavn her er Amber, okay?”

Jeg rystede på hovedet og så væk, ”hvorfor er det at jeg ikke tror på dig?”

”Hvis du ikke tror på mig, skal du være velkommen til at skride,” hendes ordvalg kom bag på mig og jeg så på hende med et chokeret blik. Mine læber adskilte sig fra hinanden, og jeg stod blot og så på hende, og hun så på mig.

”Undskyld hvad sagde du?” spurgte jeg i en hård tone, og jeg knyttede hænderne hårdt sammen så knoerne blev hvide.

Med et flabet blik svarede hun – ”Du hørte mig godt, James.”

”Hold da helt op,” mumlede jeg og rystede på hovedet over hendes opførsel. For hun virkede til at leve to vidst forskellige liv, og det var jo nok også det jeg lidt gjorde. Så kunne jeg tillade mig at blive sur på hende?

”Du virker som om du er to vidt forskellige personer Ashley, eller skulle jeg kalde dig Amber?”

”James?” hendes stemme var kold, og hendes tone fik hårene på mine arme til at rejse sig. ”Gå, jeg har ikke lyst til at snakke med dig lige nu.”

Jeg valgte at gøre som hun sagde. For hvis jeg ikke gjorde det, vidste jeg med sikkerhed at dette skænderi vi havde gang i ville eksplodere.

Jeg så mig ikke tilbage, for jeg vidste at hvis jeg så på hende, og hun havde et trist blik i øjnene. Så ville jeg vendte om og gå hen for at kramme hende, og det fortjente hun ikke lige nu.

Men jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, om jeg kunne tillade mig at opføre mig sådan, når jeg gik og gemte sådan en stor hemmelighed for hende. Jeg gik jo og smed løgne i hendes ansigt hver eneste dag, og det fortjente hun ikke.

De mange spørgsmål jeg stillede mig selv, fandt jeg hurtigt svar på. For jeg kunne jo ikke tillade mig at være sur på hende, når jeg selv gik og gemte noget fra hende som var så stort, at det nok ændrede hendes syn på mig.

Derfor valgte jeg også at gå tilbage til hendes lejlighed, hvor jeg bankede på døren. Så var spørgsmålet bare, om hun åbnede døren, og tillod mig at komme indenfor, og om hun mon ville tilgive mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...