Six Days, Seven Nights | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2016
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Færdig
Det tog hende seks dage, at knuse hans hjerte i millioner af stykker. Den syvende nat prøvede hun, at vinde hans tillid tilbage igen under en stjernefyldt himmel. Og da et stjerneskud viste sig på himmelen, vidste han godt hvad han ville ønske.

72Likes
95Kommentarer
11789Visninger
AA

7. I'll be your temporary fix

Først troede jeg at det var vækkeuret, der bimlede og rungede i hele hotel værelset der stadig var mørkt. Kun lyset fra skærmen bragte lyset tilbage i værelset, der så tomt og ensomt ud. Lyden skar i ørene og jeg greb ud efter mobilen, der som normalt lå på sengebordet der var lavet af mørkt træ.

Navnet på skærmen stod med tydelige bokstaver, og da jeg kneb øjnene sammen for at se hvad klokken var, troede jeg først at jeg havde set forkert. Det var midt om natten, og jeg kunne allerede med sikkerhed sige nu, at solen først ville stå op om mange timer endnu. Der ville stadig være stjerner på himmelen hvis jeg så ud, og det ville kun være månen der lyste den mørke himmel op, sammen med de små lysende stjerner der lå millioner af kilometer væk.

”Mhmh?” mumlede jeg, da jeg tog telefonen og lagde den mod mit øre. Mine øjne lukkede jeg i igen, og jeg lod mit hoved falde tilbage i puden der lagde sig blødt om mine ører.

Jeg kunne høre en masse lyde i baggrunden, blandt andet musik der var alt for højt og glade grin fra mennesker der var omkring hende. Og hvis jeg skulle gætte, så ville jeg gætte på at hun var i byen.

”Ashley?” min stemme var hæs, og jeg kunne endda selv høre hvor træt jeg lød. Mest af alt havde jeg lyst til at smække røret på, og vende tilbage til drømmeland, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Sæt nu hvis hun havde problemer, eller var ked af det eller noget lignende det, så ville jeg fortryde at jeg lagde på, hundrede procent.

”Ashley? Hvorfor kalder du mig det?” hendes stemme var lysere end normalt, og jeg hørte hende fnise og grine i baggrunden. Jeg kunne lide forestille mig hvordan hun stod, og legede med en lok af hendes hår som duftede så dejligt at vanilje eller blomster.

Rynkerne i min pande fandt sin vej frem igen, og jeg troede kort at jeg havde hørt forkert, men det havde jeg altså ikke. ”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret, hun var i den grad fuld og havde stensikkert fået for meget at drikke.

”Skal jeg øhm, skal jeg komme og hente dig Ashley?” fortsatte jeg i en bekymret tone og masserede min pande med tommelfingeren. Lige meget hvor træt jeg var, så ønskede jeg at komme og hente hende, jeg havde trods alt valgt at stole på hende og tro på hvad hun sagde til mig.

”James,” fnes hun piget og jeg rystede blot på hovedet over hende, trods hun ikke kunne se mig. ”Ja?” var det eneste jeg svarede.

”Hvorfor kalder du mig Ashley?” gentog hun, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer, for hun hed jo Ashley? Ikke?

”Hør, jeg kommer og henter dig, hvor er du henne?” jeg valgte ikke at svare på hende spørgsmål, men i stedet give hende et spørgsmål tilbage. Et spørgsmål som jeg håbede inderligt at hun ville svarer på, så jeg hurtigst mugligt kunne komme hjem i min seng igen.

Hun svarede ikke, men lagde på, og jeg sad tilbage med en ubehagelig følelse i maven. Derfor valgte jeg også at ringe hende op igen, for mon hun havde lagt på ved en fejl? Fjerde gang jeg ringede, og hun ikke tog telefonen, valgte jeg dog at give op og håbe på at hun var okay.

Men den nat fik jeg ikke meget søvn, og de gange hvor jeg sov var det ikke nogle gode drømme der invaderede min hjerne, men mareridt om hende der var kommet til skade.

Klokken syv om morgen vågnede jeg igen, badet i sved og jeg så rundt i rummet med hurtige kast med hovedet. Men jeg kunne hurtigt se, at hun ikke var ved min side. Jeg vidste stadig ikke om hun var okay, de mange beskeder og opkald havde hun stadig ikke svaret på.

Men jeg valgte at tro, at hun var gået kold og sikkert lå og sov sine tømmermænd ud. Senere i dag ville hun ringe tilbage, det skulle hun. Og hvis hun ikke gjorde så måtte jeg jo finde ud af hvor hun boede, trods jeg ikke brød min om tanken. Jeg ville jo heller ikke blive glad for, hvis hun forsøgte at finde ud af hvor jeg boede. Så ville hun også finde ud af, at jeg ikke var denne James hun troede jeg var, men var Niall fra One Direction der var verdens kendt.

Jeg ville ikke være en mand med røven fuld af penge, jeg ville være normal i hendes øjne, præcis som jeg var når jeg var James og ikke Niall.

Måske var det forkert af mig, men aldrig havde jeg følt mig mere fri eller mere levende.


Gaderne var fyldte med glade mennesker, der havde smil klistret fast til deres læber, men jeg var ikke en af dem. Mit smil var ikke eksisterende, og jeg gik med et neutralt og dog anspændt udtryk i hele ansigtet. Min mobil lå trygt i hånden på mig, og den strammede jeg grebet om jo længere ind i menneske mængden jeg kom.

Jeg havde stadig ikke hørt fra Ashley, og tankerne om hvad der kunne være sket hende var begyndt at fylde det hele, jeg var jo bekymret for hende. Det ville jo også være mærkeligt, og følelses koldt af mig, hvis jeg ikke var bekymret.

Lige i øjeblikket, var jeg på vej ned for at hente den frokost jeg havde bestilt, som jeg havde tænkt mig at spise på hotel værelset. For ærligt så ville jeg ikke sidde og ligne en sur mand, så hellere spise på hotel værelset, og vente på lyd fra hende.

”Nu tager du dig sammen,” mumlede jeg lavt til mig selv, så lavt at det kun ville kunne være mig, der hørte mine ord der forlod mine læber. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene,  men kun kort for jeg ønskede ikke at gå ind i nogle.

Men det var lettere sagt end gjort, foran mig kom to gående der holdte hinanden i hånd, og da jeg åbnede øjnene var det for sent at reagere. Vi alle tre gik direkte ind i hinanden, og jeg mærkede straks følelsen af hvor pinligt denne situation var.

”Det må i virkelig undskylde,” skyndte jeg mit at sige, men da jeg så op havde jeg ikke regnet med at se en velkendt skikkelse foran mig.

Men det gjorde jeg, og foran mig stod Ashley med hendes hånd i en andens mands. En mand som jeg aldrig havde set før, men som var på vores alder og som lignede en fyr der bestemt ikke havde hjertet det rette sted, tværtimod.

”James,” gispede hun, og straks rev hun hånden ud af mandens. Han så ikke ud til at reagere på det hele, men smilede blot mod mig, så hans gule tænder viste sig i solens skær.

”Hvorfor har du ikke ringet tilbage?” var det eneste jeg spurgte hende om, trods jeg ikke burde være bekymret for hende længere. Det var nok ikke gået op for mig endnu, hvad der lige var sket.

Hende hånd i hånd med en anden mand, mens jeg troede at vi havde fat i noget, som måske kunne blive til noget stort og ægte, tog jeg fejl? Det håbede jeg ikke.

”Undskyld jeg øhm,” begyndte hun og så ned i jorden. Hun så op på mig og fandt et stort smil frem, som kunne få en hver mands hjerte til at smelte og blive blød. Men det hjalp ikke på mig, ikke denne gang, for jeg vidste hvad jeg lige havde set og det var forkert i mine øjne.

”Mød min bror, Adam,” var det eneste hun sagde, og jeg vidste ærlig talt ikke om jeg skulle tro på hvad hun sagde. For hvorfor ville hun gå og holde i hånd med sin bror på den måde? Var det ikke forkert?

Adam som manden hed, reagerede ikke, men stod blot med et hårdt udtryk i hans brune øjne og så væk fra mig. Han virkede ligeglad og i mine øjne lignede han nok lidt en nar, i hvert fald ikke en som fortjente en som Ashley.

Ashley lænede sig ind til ham, og hun hviskede noget i hans øre som jeg ikke kunne høre. Men jeg ønskede at jeg vidste hvad hun sagde til ham, for det hele virkede så mystisk og jeg vidste nok ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Hun var ikke til og finde rundt i, men jeg kunne nok ikke tillade at tænke sådan om hende, det var mig der var falsk.

Det var mig der udgav mig for at være en anden, end hvem jeg virkelig var.

Adam nikkede på hovedet, og gav hende et smil jeg ikke helt kunne tyde hvad betød. Men det smil forsvandt og Ashley så på mig med et undskyldende blik, og et sødt smil som der som altid passede så godt til hendes flotte udsende.

”Vi må altså videre James, men jeg ringer senere okay? Jeg kommer i aften, så kan vi snakke,” hendes stemme var helt rolig, som om hun intet havde gjort forkert.

Men i mine øjne havde hun gjort en masse ting forkert, og dog så tilgav jeg hende alt for hurtigt og nikkede blot og smilede. Jeg blev stående, frosset fast til jorden ind til de ikke længere var i mit synsfælt.


Aftenen var ulidelig lang, hotel værelset var fyld af lys fra de mange lamper jeg havde tændt. Tv'et kørte med en gammel skod serie, som jeg alligevel ikke så. Jeg sad på senge kanten, med hænderne i skødet og blikket rettet ud af vinduet med et tænkende blik i øjnene.

Hun havde sagt hun ville komme i aften, og jeg havde valgt at tro på det. Så nu var der ikke andet at gøre, end og vente på at hun ville banke på døren og vise sig. Jeg håbede for hende, at hun havde en god undskyldning, og en god forklaring på det hele, for jeg kunne ikke selv finde et svar.

Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst af det, som havde sket de sidste mange dage, for det hele hang ikke sammen. Jeg havde troet at vi var i gang med at bygge noget op, som måske kunne vise sig at være kærlighed på længere sigt, men var det blot noget jeg troede? Det vidste jeg ikke, og det håbede jeg på at hun kunne give mig svar på denne aften.

Hvordan denne aften ville udvikle sig, vidste jeg ikke, men jeg håbede på at den ville ende med at jeg smilede og havde en god mavefornemmelse. For det havde jeg bestemt ikke i øjeblikket, jeg havde den stik modsatte fornemmelse i maven.

Jeg tror aldrig jeg havde følt en mere stor lettelse, end da jeg hørte to bank på døren, og jeg vidste straks at jeg endelig havde fået besøg af hende som lovet.

Og da jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et kærligt kram og hende der hviskede mit navn længselsfuldt ind i mit øre. Hendes stemme og varme ånde mod min øreflip, fik hårene på mine arme til at rejse sig og kuldegysninger til at gå igennem hele min krop.

Jeg valgte at lade mine arme folde sig om hendes spinkle krop, og jeg krammede hende tæt ind til mig, mens hun kæle puttede sig ind til min varme krop. Jeg vidste udmærket godt, at jeg ikke burde stå og nyde dette og kramme hende, men jeg kunne ikke lade være.

”Du må virkelig undskylde det hele,” hviskede hun og trak sig ud af krammet, hendes ansigt var en stor undskyldning. En del af mig ønskede at tilgive hende med det samme. Men det vidste jeg var dumt, så det gjorde jeg ikke, ikke endnu i hvert fald.

”Undskyld James,” gentog hun med en pivende stemme og lagde hænderne på mine skuldre, jeg placerede mine hænder om hendes hofter og strammede grebet en smule.

Hun bed sig i underlæben, hårdt, og så på mig med nogle øjne der kunne minde om en hundehvalps. Det blik hun gav mig var uimodståeligt, og direkte sødt og gik lige ind og prikkede til de helt rette punkter i mig. Hun vidste hvordan hun kunne snører mig om hendes lillefinger, og hun gjorde det.

”Hvorfor spurgte du mig om, hvorfor jeg kaldte dig Ashley?” valgte jeg at spørger hende om, da jeg allerede havde valgt at tro på at manden var hendes bror, for hvorfor skulle hun lyve overfor mig? Hun virkede så oprigtig, og så alligevel ikke.

Et grin forlod Ashleys læber, og hun rystede på hovedet med blikket rettet ned i gulvet. ”Jeg var så fuld at du tror det er løgn,” klukkede hun og tog sig til hovedet, ”så fuld at jeg stadig har hovedpine og de vildeste tømmermænd,” afsluttede hun.

Et akavet grin forlod mine læber, og det grin stoppede dog hurtigt, da hendes læber blev presset mod mine, og hendes hænder lå om mine kæber.

”Men nok om det, lad os hygge os lidt,” hviskede hun smilende mod mine læber, og jeg kunne ikke holde fingrende væk fra hende, heller ikke denne nat.

***

Nu er der kun 3 kapitler tilbage, eftersom denne historie er en short story :)

Ashley er vidst lidt af en løgner hva? Eller tror i hun taler sandt? Og tror i Niall er begyndt at få lidt følelser for hende, eftersom han tilgiver hende så hurtigt hver eneste gang? 

Knus fra, Louise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...