Six Days, Seven Nights | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2016
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Færdig
Det tog hende seks dage, at knuse hans hjerte i millioner af stykker. Den syvende nat prøvede hun, at vinde hans tillid tilbage igen under en stjernefyldt himmel. Og da et stjerneskud viste sig på himmelen, vidste han godt hvad han ville ønske.

72Likes
95Kommentarer
11770Visninger
AA

9. Even if it's just tonight

Solen var på sit højeste, da jeg for første gang den dag, trak gardinerne fra og tillod sollyset at komme ind i det triste og ensomme hotel værelse.

Et suk forlod mine læber, da jeg fik øje på et kæreste par der gik hånd i hånd og så lykkelige ud. Det mindede mit blot om det jeg ikke ville få med Ashley, for da hun åbnede døren i går nat, opstod der et stort skænderi der eskalerede fuldstændig.

Jeg ønskede ikke at det skulle ske, men det gjorde det bare, og jeg fortrød inderligt mine ord. Mon hun fortrød sine? Mon hun fortrød at hun knuste mit hjerte i tusinde stykker, da den sidste sætning forlod hendes læber?

Jeg kunne stadig huske hvad hun havde sagt, inden hun lukkede døren i, og efterlod mig med en ubehagelig fornemmelse i kroppen.

”Mig? Forelske mig i dig? Tro du om igen Niall, jeg vil aldrig, og jeg gentager aldrig forelske mig i en klaphat som dig.

Du er direkte ynkelig, og du stoler ikke på folk, så det er din egen skyld vi står her og råber af hinanden. Men forlad du min lejlighed, og aldrig vend tilbage, forstået?”

De ord sad fast som sekund lim, og jeg vidste stadig ikke, hvordan jeg skulle glemme hendes ord og komme videre. For jeg var faldet for hende, og det var det store problem. Jeg var forelsket i hende, jeg havde udviklet følelser for hende, og de var ikke gengældte.

Efter skænderiet, var jeg taget på bar, hvor jeg drak mine sorger ud til jeg ikke længere kunne stå på mine egne ben. Og nu, der havde jeg sover alle tømmermændene ud og var efterladt med en tom følelse i kroppen, og i hjertet. Om den følelse nogensinde ville gå væk, vidste jeg ikke, men jeg håbede.

Måske var det bare ikke Ashley og jeg, der skulle være sammen eller have et venskab. Men en ting var sikkert, hun havde efterladt mig med et knust hjerte som jeg nu skulle samle sammen igen.

Mit blik gled hen over den skyfrie himmel, og da jeg åbnede vinduet på klem, kunne jeg høre fuglene synge svagt. Så altså selv fuglene var gladere end jeg, hvordan kunne det ske?

”Okay, nu tager du dig sammen Niall,” hviskede jeg til mig selv, og gemte ansigtet i hænderne med dybe vejrtrækninger.

Mine øjne lukkede jeg og jeg stod sådan i nogle sekunder, før jeg strøg en hånd igennem det brune hår og så ud af vinduet endnu en gang. Men fuglenes sang, og de glade stemmer var for meget, så igen lukkede jeg vinduet og lod stilheden omfavne mig.

”Hvorfor skulle dette også ske?” mumlede jeg videre til mig selv, og var komplet ligeglad med det faktum at jeg gik og snakkede med mig selv. For det var ingen jeg kunne snakke med, ud over i telefonen med mine venner eller familie, men det var bare ikke det samme.

Derfor valgte jeg også med et dybt suk, at finde min pc for at bestille nogle fly billetter hjem til i morgen tidlig, så jeg kunne komme væk fra dette sted. Og forhåbentlig glemme alt om Ashley, og mit knuste hjerte, der lå spredt ud til alle sider.

Efter at fly billetterne var købt, valgte jeg at tage fat i mobilen og ringe Harry op, men efter flere forsøg der mislykkedes, vidste jeg at han ville ringe tilbage. Så jeg opgav, og håbede på at han om nogle timer, eller minutter, ville ringe tilbage så jeg kunne få nogle gode råd til hvad jeg skulle gøre.

En besked fra Liam kørte hen over skærmen, og jeg trykkede straks ind på den, for at se hvad han ville.

”Hey man, længe siden vi sidst skrev sammen, er du okay? Du svarede aldrig på min sidste besked, som er for snart en uge siden. Ring eller skriv, okay?”

Hans omsorgsfulde besked kom ikke bag på mig, for sådan var Liam, og det var noget af det jeg elskede ved hans personlighed.

Så uden at tænke mig om trykkede jeg på opkald knappen, og ventede så blot på at han ville tage telefonen. For måske Liam havde en mindst lige så god idé som Harry, problemet var bare at kun Harry kendte til hvad jeg havde rendt og lavet den seneste uge. Og om Liam ville blive skuffet over mig, eller have forståelse vidste jeg ikke, men jeg håbede det sidste.

Den nåede knap nok at ringe, før jeg hørte hans dybe stemme sige mit navn i ren lettelse.

”Hej, undskyld du ikke har hørt fra mig jeg..” mere nåede jeg ikke at sige, før han afbrød mig.

”Det er helt okay, sådan nogle dage kan vi alle have brug for. Men er du okay? Er der noget du gerne vil snakke om siden du ringer?” spurgte han og jeg kunne høre bekymringen i hans stemme.

Jeg tog en dyb indånding, og sukkede så dybt, for dette ville måske tage noget tid at forklarer det hele. Eller ikke, måske jeg bare kunne fortælle det som det var, hurtigt og kort.

”Nej jeg er ikke okay Liam,” begyndte jeg og jeg kunne høre ham sukke kort efter, men jeg lod ham ikke nå at sige noget. ”Der er sket noget, øhm hvordan skal jeg fortælle det, to sekunder,” afsluttede jeg.

For hvordan forklarede jeg noget, som jeg knap nok selv forstod? Der havde været så meget forvirring og ubesvarede spørgsmål denne uge, at jeg knap nok kunne finde hoved og hale i hvad der var sket og ikke sket.

”Bare tag den tid du har brug for.”

”Jeg rejste til en lille by, hvor jeg fik Lou til at komme og farve mit hår mørkebrunt. Jeg fik lavet et falsk ID kort, og jeg har udgivet mig for at være en anden hele ugen. Jeg mødte en pige, som jeg forelskede mig i og hun ved stadig ikke, at jeg ikke er ham hun tror jeg er.”

”Der skete bare det i går, at vi kom op og skændes og hun ja.. Hun knuste sgu mit hjerte, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for følelserne er ikke gengældte,” afsluttede jeg. Om jeg fik det hele fortalt på en måde, som kunne forstås, vidste jeg ikke. Men det ville jeg nok snart finde ud af.

Der var stille i et stykke tid, alt for lang tid efter min mening, og jeg sad tilbage med en klump i halsen og en ubehagelig følelse i maven.

”Det mener du ikke, vel?” lød det kort efter fra Liam.

Da de ord forlod hans læber, lukkede jeg øjnene i og klemte læberne sammen til en tynd streg. ”Jo, Jo jeg mener det Liam,” svarede jeg ærligt.

”Niall for.. Hvorfor gjorde du det? Hvordan kan du tro at det er okay at lyve i så lang tid overfor en kvinde? Eller i hel taget bare et menneske? Jeg troede du var bedre end det,” begyndte han i en frustreret tone.

Jeg sagde intet, jeg lod ham skælde mig ud, og jeg lod det hele nå ind til mig så jeg blev endnu mere trist. Jeg var efterhånden så langt nede og skrabe på bunden, som jeg overhovedet kunne.

”Og at farve dit hår? Og få lave et falsk ID kort? Hvad fanden tænker du på? Du er Niall Horan, det vil du altid være, lige meget hvor meget du gerne vil væk fra det kendte liv.”

”Jeg ved det godt, jeg havde bare fået nok og..” Flere ord nåede ikke at forlade mine læber, før jeg blev afbrudt.

”Jeg er skuffet over dig Niall,” sukkede han dybt og jeg kunne lige forstille mig hvordan han sad og rev frustreret i håret. ”Virkelig meget, og jeg smutter nu. Hvis jeg skal give dit et råd, så fortæl sandheden til pigebarnet. Lige meget om i er uvenner eller hvad i er, det fortjener hun,” sagde han og efter det, blev der lagt på.

Jeg vidste han havde ret.


Guitaren lå trygt i mine hænder, og musikken fyldte det ensomme tomrum der var i mit hjerte. Musikken strømmede rundt i rummet, og fik stilheden til at forsvinde, som ellers havde lagt over mig hele eftermiddagen og aftenen.

Måske var det den bedste idé jeg havde fået længe, til en sang, og det var blevet en der allerede betød en del for mig.

Sangen var tilegnet Ashley, men jeg havde ikke i sinde at fortælle hende det. Og det kunne jeg heller ikke, eftersom vi ikke var på talefod og nok ikke blev det igen. Det knuste mig langsomt og smertefuldt, ved tanken om at jeg ikke ville komme til at snakke med hende igen.

For trods denne uge var gået hen og blevet fyldt med drama, så var det også gået hen og blevet en af de bedste i mit liv. Jeg havde aldrig følt mig mere levende, mere mig, og dog så var jeg teknisk set en anden.

For jeg udgav mig for at være en anden, og det havde nok spændt ben for mig nu, men jeg fortrød intet. Eller, det eneste jeg fortrød var det faktum at jeg ikke havde fortalt hende sandheden. Hun fortjente sandheden, og jeg håbede inderligt på at jeg en dag kunne fortælle hende det.

Om det blev over en sms, eller et opkald vidste jeg ikke. Men jeg håbede nok lidt på, at det blev ansigt til ansigt at jeg fortalte hende det.

Men en ting var sikkert, hun ville nok aldrig tilgive mig for det.

Men jeg havde nok heller ikke fortjent at blive tilgivet, og det var nok noget jeg selv var skyld i.

Mine fingre strøg langsomt hen over strengene på guitaren, og jeg lukkede øjnene i og nød musikken der fyldte mine ører. Lyden fik min krop til at slappe af, hver en muskel, og jeg tog en dyb indånding inden jeg begyndte at synge lavmælt.

”Hey angel, do you know the reasons why we look up to the sky?” sang jeg lavt og så ud af vinduet som jeg sad overfor, stjerne glimtede svagt på himlen, og månen lyste den op.

Glade mennesker kom gående forbi hotellet, og jeg kunne svagt høre deres latter der fik min mave til at sno sig sammen. En klump dannede sig i halsen på mig, og gjorde det svært at synge videre.

Men jeg gjorde det alligevel – ”hey angel, do you look at us and laugh, when we hold on to the past? Hey angel.”

Blidt lagde jeg guitaren fra mig på sengen, og greb fat om blyaten så jeg kunne skrive det ned jeg lige havde sunget.

Med store bokstaver øverst stod navnet på sangen, Hey angel.

”Tell me do you ever cry, when we waste away our lives?” mumlede jeg for mig selv, og skrev hvert ord ned på de slidte sider i notes bogen.

Mit blik gled over på mobilen, da der kom endnu en sms ind fra Liam, som var den tredje på ti minutter. Men jeg tog ikke telefonen og svarede ham, og jeg svarede heller ikke Harry når han ringede. For de havde begge prøvet at få fat på mig, efter samtalen med Liam, som ikke gik fantastisk godt.

Jeg undgik dem, og jeg havde det ikke godt med det. Men jeg ville være alene og tænke, jeg ville skrive denne sang færdig til Ashley og fundere over livet. For hvad havde jeg gjort, som havde fået mig til at gå så langt ud over mine egne grænser? For bare et år siden, kunne jeg aldrig drømme om at udgive mig for at være en anden, men nu var det sket.

Og den tid det varede, havde jeg nydt det hundrede ti procent.

Endnu et suk forlod mine læber, da ringetonen fra min mobil lød i rummet og lavede ekko. Men da jeg så navnet ikke var Harrys, men et andet, var det som om min verden gik i slow motion og tiden stoppede.

”Hvad fanden,” mumlede jeg svagt og tog med rystende hænder mobilen op. Navnet stod tydeligt hen over skærmen, selv efter jeg havde blinket med øjnene flere gange end jeg kunne tælle på to hænder.

Ashleys navn havde jeg ikke regnet med at se, og jeg kunne ikke lade være med at tro, at hun ringede for at skælde mig mere ud.

”Hallo?” mumlede jeg svagt da jeg trykkede modtag opkald, og jeg så med et stift blik ud af vinduet og ud på den mørke himmel.

”Ashley?” da jeg sagde hendes navn, var min stemme hæsere end normalt og jeg måtte kort rømme mig en ekstra gang. ”Hvorfor ringer du?” spurgte jeg nysgerrigt og kløede mig i hovedbunden.

”Kan du komme ned til parken? Jeg har noget jeg gerne vil fortælle,” var det eneste hun sagde, og det første. Ikke et hej, eller noget normalt.

”Ja selvfølgelig, jeg har også noget jeg gerne vil fortælle dig. Vi ses,” mumlede jeg og da de ord havde forladt mine læber, lagde hun på.

***

Jeg undskylder for, at der er gået lidt tid siden det sidste kapitel, men jeg har desværre haft rigtig travlt øv øv :(

Næste kapitel vil være det sidste i Six Days, Seven Nights, eftersom dette er en short story. Jeg kan allerede nu fortælle at det sidste kapitel vil udkomme i morgen, så jeg håber i glæder jer!

Knus fra, Louise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...