Kærligheden brænder op

Få ord men i sætninger,

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

3. Ulykken.

1.3

Ulykken.

Klokken 09:00

 

Jacob Steward og jeg havde været sammen i 5 måneder nu.

Vi var blevet kærester.

Idag har vi faktisk 5 månederes dag.

Solen skinnede det var en perfekt dag.

En helt helt perfekt dag.

Vinden var helt stille.

Der var næsten ingen biler.

Alle folk valgte at lade deres bil stå.

Fordi været var så fantastisk godt.

Der stod i nyhederne.

At der var 29 grader varmt lige nu.

Måske runder vi de 30 grader senere.

Jeg sad i klassen.

Ikke alene.

Alle var mødt op.

Undtagen en.

Min kæreste.

Hvor er han mon henne?

Jeg skrev en besked til ham over mobilen.

"Hejsa min prins, hvor bliver du af skat?"-Amalie.

 

Klokken 12:00

Der var gået 4 timer nu.

Og han var stadig ikke mødt op endnu.

Jeg var faktisk blevet vildt nervøs.

Jeg gik ud på gangen.

Jeg ringede ham op.

Han tog den ikke.

Jeg havde ringede til ham omkring 20 opkald.

Jeg havde sendt ham 15 SMS'ere.

 

Klokken 13:00

 

Jeg sad stadig på min computer.

Jeg valgte at gå ind på nyhederne igen.

Der stod noget med en bilulykke.

Der var en hvid BMW.

Den bil havde Jacob jo?

Min telefon ringede.

Jeg rejste mig fra min plads.

Og løb ud mod gangen.

Det var hospitalet.

Jeg tog telefonen.

"hallo?"-Amalie.

"Er det dig der hedder Amalie James?"-Hospitalet.

"Øhm ja det er mig, hvorfor da?"-Amalie.

"Du snakker med Dr.Haley. Jeg har en dårlig nyhed at bringe"-Hospitalet.

"Undskyld hvad er det der sker?"-Amalie.

Jeg blev mere og mere bekymret.

Min krop rystede.

"Det handler om Jacob Steward, din kæreste"-Hospitalet.

Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

Hvad var der mon sket med ham, siden han var på hospitalet?

"Hvad er der sket med ham?"-Svarede jeg med en gråd stemme.

Jeg fik en klump i halsen.

Mine tanker kørte rundt i hovedet. 

"Tag det nu helt rolig Amalie"-Hospitalet.

Jeg blev bare mere bange, efter den sætning.

Men jeg prøvede at slappe af.

"Jeg slapper af nu"-Svarede jeg.

"Godt nu skal du høre her, din kæreste har været med i en bilulykke du bedes venligt

om at møde op her ude på syghuset nu tak"-Sagde Dr.Haley.

"Jeg er på vej, jeg skal nok skynde mig"-Svarede jeg.

Jeg løb ud af skolen.

Jeg løb hen til sygehuset.

Jeg var bange og ked af det.

Nu var jeg nået til sygehuset.

Jeg åbnede døren og gik hen til disken.

Der stod en ung dame på omkring 18-19 år.

Hun kiggede på mig og smilede.

"Er det dig, som hedder Amalie?"-Spurgte damen bag disken.

"Ja det er mig"-Svarede jeg og smilede tilbage.

Inden hun nåede at åbne munden igen.

Kom der en doktor.

Det var ham jeg havde snakket med i telefonen.

Han smilede til mig.

"Det må være dig jeg snakkede med"-Sagde han.

"Ja det kan godt passe"-Svarede jeg.

"Kom venligst med mig"-Sagde han imens han smilede.

Jeg gik bag ham.

Vi gik hen til en dør.

Der stod et nummer på døren.

Nummer 380.

Vi gik langsomt derind.

Jeg så min kæreste ligge der.

Han havde lukkede øjne.

Der var lagt et hvidt lan over ham.

Han lå helt stille med en rød rose i hænderne.

Var han død?

Mine tårer løb ned af begge mine kinder.

Det var han.

Ingen sagde noget, alle kiggede bare på ham og mig.

Jeg kiggede på en sygplejske.

Med tåre i øjnene.

Hun nikkede.

Jeg gik langsomt hen til ham.

Kyssede ham på banden og munden.

For sidste gang.

Jeg viskede i hans ører.

"Jeg elsker dig skat, vi ses snart"-Amalie.

Jeg holde ham i hånden i lidt tid.

Den var helt kold.

Han var næsten helt hvid.

Det var hårdt at stå der.

Og endda kigge på ens egen døde kæreste.

Han var helt stiv i kroppen.

Jeg gik langsomt ud af døren.

Jeg græd.

 

2 måneder senere.

Jeg havde lagt i mit seng i 5 uger.

Det eneste jeg havde lavet.

Var at spise is.

Og græde.

Af smerte.

Den smerte som aldrig forsvinder.

Mit hjerte var knust.

Fuldstændigt knust.

Det var smadret i tusinde stykker.

De føles som om at jeg var alene i verden.

Helt helt alene.

Ingen venner ingen ting.

Alt var tomt.

Jeg havde billeder over det hele.

Af Jacob og jeg.

Det var svært at vi ikke skulle ses mere.

Jeg fattede det faktisk ikke helt.

Bare vi kunne være sammen.

Lige nu.

Min søster og mor var ikke hjemme.

De havde faktisk været stort støtte for mig.

Alle mine klassekamerater, havde skrevet søde beskeder til mig.

Alle havde faktisk været søde imod mig.

Jeg savnede ham virkelig.

Han læber.

Alt ved ham.

Når han rørte mig.

Når han kysse mig.

Når han altid fortalte mig hvor vild med mig han var.

Det var det bedste nogensinde.

Ingen dreng.

Kunne overgå ham.

Første gang vi havde haft samleje.

Det skete bare lige pludselig.

Vi havde sovet sammen og så skete det bare.

Det var faktisk ik så slemt som folk siger.

Især når man gør det, med den rigtige fyr.

Den man elsker overalt på jorden. 

Heldigvis tog vi hinanden mødom.

Første gang og sidste gang.

Hvor mærkeligt.

Sygehuset fortalte mig.

At han havde købt blomster,chokolade og mad.

Til vores 5 måneders dag.

Han havde kørt med fuldfart.

Fordi han ville nå hen til skolen.

Så hurtigt som muligt.

Pågrund af mig.

Hans sidste ord var.

"Amalie er mit et og alt, jeg elsker hende. Please hent hende til mig"-Havde han sagt.

Føre han døde.

Men jeg kom ikke til tiden.

Det gjorde virkelig ondt.

Over det hele faktisk.

Især i mit hjerte.

Det var helt knust.

Vi havde faktisk været til begravelse.

Det var vildt smukt hans grav sted.

Jeg havde lavet en masse billeder i et hjerte.

Kun til ham.

Jeg rejste mig fra sengen.

Tog noget tøj på.

Ingen make-up orkede ikke.

Sat mit hår op i en knold.

Tog sko og jakke på.

Og så smuttede jeg ud.

Jeg ville besøge hans gravsted.

Jeg tog et glas piller med.

I lommen.

Jeg stod nu ved hans grav.

Tårene væltede frem.

"Hey babe, jeg gør kun dette for vores skyld. Du og jeg foraltid"-Sagde jeg.

Jeg tog glasset med pillerne frem.

Jeg åbnede det.

Jeg slugte dem alle sammen.

Hele glasset.

Så lå jeg mig ned, ved hans grav.

Jeg lukkede mine øjne imens mine tåre var fremme.

Det blev sort.

Helt sort.

 

Klokken 10:00

(Amalies mors synsvinkel)

 

Jeg så min datter ligge der.

Hun var død.

Det gjorde ondt.

Men jeg forstod hende godt.

Hun lå der ved hendes kærestes grav.

Hun havde en sæddel ved hendes hånd.

Jeg læste det.

"Hej mor, jeg ved et her bliver svært. Men jeg kan ikke mit liv mere"-Skrev hun.

Jeg græd lidt.

Men jeg forstod hende fuldt ud.

Hvis hun er glad er jeg.

 

SLUT

 

Tak til jer som vil læse denne, det tog sin tid at lave den.

Der kommer måske flere ud :)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...